Den store afsløring

 

Indlæg af Anne Chresteria Jakobsen.

Ja, så kom det endelig frem, hvad det egentlig er, hele denne 'krig' handlede om. Hvor er det en lettelse, at de dybt skjulte hemmeligheder langt om længe sættes til skue.

Jeg har været tavs og fundet mig i bagvaskelserne af Per og mig i håbet om, at sagen kunne få en ende. Men nu da løgnene alligevel så småt er ved at blive trævlet op, vil jeg gerne hjælpe det lidt mere på vej. Jeg vil sikkert blive svinet endnu mere til og udråbt endnu mere som umenneske, men så må det være sådan. Det er altid nemmere at slå på andre end dem, man virkelig er skuffet over, især hvis man stadig skal udgive sig for at være inspireret af vedkommende.

Som i hele sagen bærer også dette indlæg (kap. 14 i Faklens historie) præg af at tage patent på sandheden. Man forsøger at lyde sober og objektiv, men manipulerer, trods den store Mesterspilsindrømmelse, stadig begivenhederne til at passe ind i en retorisk, dramatisk optrapning. Jeg vil imidlertid kun gribe fat i to punkter.

Mest af alt skærer den måde mig i øjnene, hvorpå man forsøger at nedtone Mesterspillets betydning for Faklens inderkreds. Hvad der hurtigt blev Faklens Liv og rygrad, ja vigtigere end selve bladet, fremstilles som en dramatisering af 'religionsfilosofiske pointer' med 'en gensidig udveksling af breve og billeder'. Så er der da sandelig ikke sagt for meget! Men nu Rune Engelbreth Larsen selv har bragt denne, den største af Faklens hemmeligheder, på banen, kan vi andre involverede jo også godt tale åbent om den.

Det, der undrede mig mest, hvad angår hele debatten under bruddet, var netop, at Rune & Co. blankt, i hvert fald når der var ikke-mesterspillere tilstede, benægtede, at dette brud skulle være andet end politisk. Erwin blev fremstillet som en magtbegærlig tyran, som nu endelig var styrtet, nu hvor han havde mistet ånden og var blevet gal. Som jeg fik at vide på et 'informationsmøde', regerede nu alle hjerter i Faklen i stedet for Erwin i sit tidligere tyranni. (At man stadig ikke har ladet redaktørposten gå efter tur, kan så undre een ...) Som om hjerterne ikke før havde haft noget at sige! Vi valgte blot dengang, helt frivilligt, at lade Erwin køre det hele. Stik imod alle 'politiske forklaringer' var grunden til bruddet at søge i begivenhederne omkring Mesterspillet - det vidste alle vi involverede.

Som også Helena skriver, betød dette 'spil' alt for os, i hvert fald for kvinderne. Vi fik alt, hvad vi havde drømt om - vi var lykkelige, og på grund af det havde vi kræfter til at køre den politiske kamp, som egentlig ikke interesserede os som andet end den genererede ånd videregivet til resten af verden. Hvor ofte grinede (og gyste) vi ikke på redaktionsmøderne ved tanken om, hvis udenforstående bare vidste ...

Det kan da godt være, at spillet kun var et trick fra Erwins side for at få sin Helena, men hvilket trick! Og hvilket fantastisk eksperiment at få del i! Jeg fik en gud, vi fik alle en gud - hvad mere kan man forlange. Fra kun at læse om religion og måske fornemme lidt puslen i krogene derhjemme om natten stod vi pludselig midt i en vaskeægte indvielse - ganske vist simuleret, men stadig gjort uhyre levende af vore egne længsler, hvilket, som beskrevet i de andre indlæg, virkelig bar frugt. 'Kærlighedstricket' kom således også alle vi andre til gode, ja vi fik en Mening med livet, en skæbne.

Det var frygtelig hårdt, da manuduktionen pludselig holdt op, og vi selv skulle finde ud af at holde åndens vandhane åben, ingen tvivl om det! For selv om vi måske i teorien var i stand til at gå uden krykker, havde vi ikke prøvet det før. Det lykkedes jo så heller ikke. Men faktum er, at vi sad med en helt ny verdensorden i hænderne. Og vi kunne have holdt liv i den, hvis ikke skuffelsen og skinsygen havde fået lov at splitte alt. Så døde da den smukkeste verden, jeg nogen sinde har set og oplevet! Men det er ikke hos Erwin og Helena, at vi skal placere skylden, selv om det selvfølgelig er det letteste.

Også en anden, mindre ting, vil jeg gerne rette. Denne gang ikke en underdrivelse, men en overdrivelse. Der står i indlægget:

'Omtrent samtidig overbragte Anne Kristine Jakobsen Neutzsky-Wulffs ultimatum - præsenteret som et »fredsudspil« - til Faklens redaktør om, at forfatteren »kun ville undlade at knuse Faklen, hvis Faklen til gengæld ville undlade at nedgøre kærligheden imellem ham og hans nye kæreste«.'

Det passer ikke! Igen fordrejes begivenhederne, denne gang til at passe ind i et retorisk klimaks. Oven i købet lægges et citat mig i munden, som jeg aldrig har udtalt. Fordi jeg er indblandet, føler jeg, at jeg skylder læserne MIN version:

Mens bruddet var i gang, talte jeg dagligt med Rune i telefonen. Jeg talte selvfølgelig også med Helena, som er min veninde. Jeg vil med det samme, for at imødegå endnu en fremtidig beskyldning fra Rune, sige, at jeg ikke på nogen måde af den grund sladrede til de to parter om hinanden. Mit håb var at kunne være med til at bilægge striden, netop fordi jeg talte med begge 'sider'.

Erwin ville gerne mødes med Rune for at tale sammen uden om internettet, hvor striden rasede internt. Det undrer mig egentlig, her bagefter, at vi ikke mødtes hele redaktionen for at tale om tingene, for det var jo selve Faklen, som var ved at brække i to. Men ingen, ud over Camilla, prøvede at indkalde til møde. Det blev aldrig til noget. Erwin ville Rune ikke mødes med. Hvorfor, ved jeg ikke. For mig at se, såvel dengang som nu, var der en reel mulighed for løsning af konflikten, hvis hovedpersonerne (Erwin, Uta og Rune) talte sammen alene.

Det er i dette lys, at Erwins 'ultimatum' skal ses, i øvrigt et ord, jeg aldrig har brugt over for Rune under de pågældende samtaler. Jeg havde talt med Helena, som atter nævnte muligheden af et møde mellem Rune og Erwin, og jeg sagde, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at få et i stand. Hun sagde, at vi på denne måde kunne undgå, at sagen kom videre til pressen. Ikke som nogen trussel, men fordi den efterhånden havde vokset sig så stor, at et brud i Faklen syntes uundgåeligt, et brud, som selvfølgelig skulle have en forklaring udadtil.

Jeg ringede til Rune for at sige, at jeg havde et forslag fra Erwin, men vi havde ikke tid til at tale om det med det samme, for vi skulle begge til et Faklen-samler-resterne-møde kort efter. Jeg spurgte Rune, om vi kunne tale om det efter mødet, så jeg kunne forklare ham indholdet, hvilket han gik ind på. Jeg skulle aldrig have ringet uden at have haft tiden til at forklare det hele med det samme! Jeg var imidlertid så opstemt over den mulige fredsslutning (om end den så kun eksisterede i mit eget hoved?), at jeg gjorde, som jeg gjorde.

Men allerede i sin indledning på mødet brugte Rune 'mit' forsøg på forsoning som et argument mod Erwin. Selv om vi endnu ikke havde talt sammen, gengav han vores forudgående, korte samtale over for alle de andre som et ultimatum og en krigserklæring. Og hvorfor vente og høre, hvad sagen egentlig drejer sig om, når det andet passer så meget bedre ind i billedet af den gale tyran? Men jeg vil meget gerne pointere, at denne tolkning står for Runes og Faklens egen regning!

På det møde forstod jeg, at der ikke var mulighed for forsoning. Splittelsen var sket og umulig at reparere. Billedet af den gale Erwin, der havde mistet ånden, stod allerede fast. Fakkelfamilien, som havde syntes så umulig at skille ad, kunne ikke længere se hinanden i øjnene. Samme aften havde jeg min sidste samtale med Rune. Jeg fortalte ham, at jeg var skuffet over hans brud på vores aftale, og at det for mig at se nu virkede umuligt, at få de to fløje til at forsone sig, samt at jeg ikke følte, at jeg havde nogen plads i Faklen længere. Han kunne kun svare, at jeg forrådte mit hjerte. Det hjerte, der i Faklen altid har stået som det enkelte menneskes højeste autoritet, vidste han lige pludselig mere om, end jeg selv. Siden har jeg så været genstand for hans udelte foragt. Hvorfor, ved jeg ikke. Det ved ingen, kun Rune.

Det værste ved sagen er, at 'Fakkelfolkene' forsøger at vise sig som forstående og humanistiske, men samtidig trækker vi andre, og selvfølgelig særlig Helena og Erwin, gennem sølet. Tilsviningen er blot gemt under pæne ord: Helenas og Erwins kærlighed er stor og smuk - han mistede bare ånden ved at gifte sig med hende. Helena gjorde selvfølgelig, som hun måtte - det var bare skammeligt, som det gik ud over alle andre. Vi er stadig dybt inspirerede af Neutzsky-Wulffs forfatterskab - det er bare ærgerligt, at hans genius, som skrev alle de andre bøger, er væk og derfor ikke kan have skrevet hans nyeste. Og så videre og så videre og så videre ...

Vi andre, som forlod bladet (som om det ikke gjorde ondt på os!), har, efter 'den anden sides' mening, lige siden kun været ude på at knuse det. Vi er nogle udyr, hjernevaskede Neutzsky-Wulff-disciple. (Hvem husker ikke, dengang den betegnelse i Faklen blev båret som en ære?!) Rune selv har i lang tid strategisk holdt sig i baggrunden (med sine lavmælte bagvaskelser) og ladet andre om buhu-råbene. Min kæreste og jeg har f.eks. flere gange fået smidt i hovedet, alt imens vi blev røvrendt, at det var vi selv ude om - vi 'kunne bare have ladet være med at skrive under på Erwins løgne'. For mig at se har de folk ikke noget at lade andre høre, hvad angår tilsvining.

Det er mit håb, at denne frygtelige sag, nu hvor den største hemmelighed, Mesterspillet, omsider er afsløret, endelig kan hvile. Måske kan vi så alle få lov til at komme videre mod vores forskellige mål. Jeg orker i hvert fald ikke mere kævl. To sider indbefatter altid to synspunkter. Husk det, før I dømmer.

Kærlig hilsen Anne Chresteria Jakobsen.