5.000, 4.000, 3.000 ...

 

Det var ikke uden en vis nervøsitet, jeg åbnede EkstraBladet de obligatoriske to dage efter Faklens salgsfremstød for at studere reaktionerne, en nervøsitet, Faklen meget naturligt deler. Der er således et afvæbnende forsvar for artiklen af Chano, der trods alt »finder det betryggende at vide, at der i dagens Danmark stadig findes mennesker« som Faklens medarbejdere.

Hvor betryggende at vide, at han finder det betryggende at vide, at han selv findes! Men Rune har da ifølge et andet læserbrev nået sit mål: Overvejelser angående, om man bør smide fejlfarverne ud af Danmark, eller bare ud af militæret, inden de myrder os alle sammen!

Mere betryggende er et tredjes konstatering af, at manden er gal! Som politisk kæmpebrøler vil dette måske være et passende punktum for Faklen - hvis man bliver ved med at sætte det oprindelige oplag på 5.000 ned med 1.000 eksemplarer for hvert nyt nummer, er det selvfølgelig i alle tilfælde sket om et par stykker!

Og så er nummer 14 ellers mere spændende end nogen sinde! En tyve siders artikel om fængslernes historie, som i denne udgave forekommer næsten lige så ophidsende som sporvejenes, samt ti sider om Grundtvig, pinlige leksikon-stile af folk, der - igen meget betryggende - har glemt at oplyse deres baggrund (akademisk or otherwise) for at skrive om disse emner.

Rune behøver dog ikke af den grund at blive arbejdsløs. Mon ikke Glistrup i taknemmelighed over, at Faklen har foræret ham så meget stof til trontalen, vil overveje at give ham et job som tekstforfatter?