Åbent brev til Bent Blüdnikow

 

Du skriver i Berlingske 4. april under overskriften »Et sygdomstegn i vore dages debat« om det sidste nummer af tidsskriftet »Faklen«. Sygdomstegnet er efter din mening bladet, og det var dog ellers meningen, at det skulle være diagnosen, om ikke ligefrem kuren.

Ikke desto mindre må jeg give dig ret, hvilket nok ville være mindre pinligt, hvis det ikke lige var, fordi barnet er mit, og faderens navn blev nævnt i artiklen. Ja, jeg startede i sin tid »Faklen« som leder af »sekten« - for nu at bruge dit udtryk.

Men - som du da også medgiver - det var et andet »Faklen« end det, som du med al ret antaster. Det, som nu tager det oprindelige blads navn forfængeligt, er alt det, mit initiativ var en reaktion imod.

Jeg kendte kun alt for godt en vis type retorik fra halvfjerdserne, hvor enhver, der ikke fulgte parolen, automatisk blev identisk med det, man bekæmpede. »Faklen« var fra min side tænkt som den absolutte antitese til dette.

Vi skulle tage afstand fra enhver voldsretorik, vi skulle afvæbne, ikke bevæbne. Vi skulle være selvkritiske og fleksible.

Vi skulle erstatte fordømmelse med forståelse og kæmpe for selv nazisters ytringsfrihed og grundlovssikrede rettigheder. Ikke mindst skulle vi nedbryde fordommene mod de nye danskere, indvandrerne, og deres kultur - ikke puste til disse fordomme ved at fremmane en Glistrupsk vision af en kommende racekrig i Danmark.

Nu ler man måske, ad den absolutte modsætning imellem dette mål og, hvad »Faklen« er blevet til. Og dog skrev jeg som bladets motto i det allerførste nummer i en mild ironiseren over verdensfrelserens erhvervssygdomme:

Nu er det den sidste, den manende Tid,
hvor Verden sig ruster til Kamp og til Strid.
Men da skal den slet ikke regne med os,
for vi vil langt hellere snakke end slås.
Og tror vore Fjender, vi glemmer vor Ret,
ja, da skal de vide: Den glemmer vi let!
Og den, der os rammer med Fjendskabens Pil,
skal møde vort glade, lidt fjollede Smil!

Med brændende Tro har man kæmpet og lidt,
derfor er det muligvis gået så skidt.
Selv har vi en Tro, der er stædig og stejl:
Vi tror, ja vi tror, at vi tit tager Fejl.
Kun da kan vi tale vor Sag uforknyt:
Vort Standpunkt står fast, til vi finder et nyt!
Vi ved, at det Værk, der skal krones med Held,
må næres af brændende Tvivl på sig selv!

Lys vil vi i Landet og Lys på vor Jord,
thi Lyset er godt - ja, medmindre vi tror,
det Lys er et Mørke, som ikke er vort.
Da nytter os Oplysning ikke så stort.
For os er den Flamme kun hæslig og kold,
hvis Lys skaber Naboen om til en Trold,
den FAKKEL tiltaler os ligegodt mer,
som viser os Mennesker, hvor vi end ser.

Vi elsker vort Land - og vi elsker det mest,
når Normer er færrest, og Forskelle flest,
når Danskere uens af Sprog og af Lød
i Enighed spiser forskellig Slags Brød,
når vi, som er født i det kølige Nord,
i Ydmyghed lytter til Solfolkets Ord.
Vi rækker den Fremmede Gæstfriheds Hånd
og byder velkommen den udanske Ånd!

Dette var MIT »Faklen« - også selv om det ikke altid helt formåede at leve op til idealet. Nu er det i stedet blevet det uden sidestykke værste eksempel i dagens Danmark på demagogi og intolerance.

Jeg siger dette med velberåd hu: »Faklen« har overgået sine modstandere på højrefløjen i fordomsfuldhed og uredelighed - og det siger dog ellers noget! Og dermed er det for så vidt gået deres ærinde. Når man således fra det yderste højre hævder, at en voldelig konfrontation med venstrefløj og indvandrere er uundgåelig, så samtykker »Faklen« begejstret.

»På muren stod skrevet med kridt: De VIL have krig!« sagde Brecht. »Den, der har skrevet det, er faldet.«

Du sætter fingeren på mange ømme punkter, den fuldkommen samvittighedsløse tilsvining af ideologiske modstandere, mens politiske ledere kan blive frikendt for folkedrab, når blot de har den rette politiske kulør. Så langt må jeg nødtvungent give dig ret.

Men når du ser Rune E. Larsen & Co. som farlige politiske fanatikere, skyder du over målet. Jeg har kendt Rune i ti år, og tro mig: Han har aldrig haft en politisk tanke i sit liv, tværtimod er han det mest politisk naive menneske, jeg nogen sinde har mødt.

Rune er Neutzsky-Wulff-læser. Erwin ville lave blad, og så lavede man blad.

Erwin ville have, det skulle være venstreorienteret, og så blev det venstreorienteret. Rune ville gerne have haft et blad om transcendens og dæmoner, men i sekten diskuterer man ikke.

Og det var så det. Eller det var det jo ikke helt.

For med tiden blev det selv guruen for meget. Og hvad så?

Erwin siger, det var ham, der lavede »Faklen« - hvad det naturligvis var - så nu må vi lave det alene. Han siger, vi aldrig har været venstreorienterede, så nu skal vi sandt for dyden være det, alt hvad skråremme og tøj kan holde!

Og da bladet hovedsagelig består af leksikonstile, må man have en sensation i hvert nummer. Uheldigvis bliver det ikke ved med at være en sensation, at Rune vil sælge sit blad med alle midler.

Man kan altså være helt rolige, alt dette had, al denne ondskabsfulde nedrighed har kun een adresse: Undertegnede (endnu en reserve-Goebbels ifølge en af Faklens pressemeddelelser - måske skulle vi starte en forening!) Og det er sgu ikke så farligt - blot en smule komisk.

Der var engang, hvor jeg var rigtig stolt af »Faklen«, så stolt man nu kan være af et venstrehåndsarbejde. Jeg havde måske nok på fornemmelsen, at jeg ikke ville bruge resten af mit liv på bladet.

Ofte foreslog jeg, at det måske engang ville blive voksent og flytte hjemmefra, hvad der altid fik Rune til at bryde sammen. Jeg tænkte, at jeg måske så kunne få fred til mine romaner, og samtidig være den stolte fader.

I stedet har jeg lært en ganske ny følelse at kende. Jeg skammer mig over »Faklen«.

Erwin Neutzsky-Wulff