Faklens historie

 

FAKLENS HISTORIE - INSIDERENS BERETNING af Camilla Brodersen

Jeg tror, de fleste - mig selv medregnet - er godt trætte af historien om Faklen vs. Neutzsky-Wulff. Ikke desto mindre vil jeg komme med en lille kommentar, nu hvor Rune har været i færd med at skrive Faklens historie, da han gør sig skyld i en vis grad af historieforfalskning. Oplysningerne om, hvad denne professor og hin teolog udtalte til pressen, er for såvidt gode nok. Der, hvor det virkelig går galt, er beskrivelsen af forholdet til Neutzsky-Wulff. Her forsøger Rune at tone Erwins indflydelse kraftigt ned á la: »Neutzsky-hvem? ... nå jo, jeg stod vist i kø efter ham på bogmessen i Forum i 1977, men siden har jeg ikke set noget til ham ...« Jeg ved ikke, om der virkelig er nogen, der tror på Runes forklaringer om, at Erwin kun var en lejlighedsvis rådgiver, men jeg vil lige sætte et par ting på plads i tilfælde af, at der stadig skulle være et par stykker derude, der er i tvivl om fakta, og som derfor ikke ved, hvad de skal tro om hele situationen.

Nu får jeg nok at vide, at jeg bare er en dum, lille mæhæ, der er flyttet i nyreligiøst kollektiv med den gale guru, der har hjernevasket mig. Faklen vil nok, ligesom sidst jeg skrev om dette emne, forsøge at latterliggøre mig. De vil selvfølgelig gerne have monopol på at skrive Faklens historie - i den version, der passer i deres kram vel at mærke. De forsøger at foretage en omhyggelig selviscenesættelse, og så går det ikke, at der er nogen, der puster til korthuset. De har et blad, de skal have solgt, og dengang som nu er sandheden om Faklen ikke den historie, der sælger flest blade ...

I begyndelsen ...

Som bekendt blev ideen om et tidsskrift undfanget ved en middag, som Simon og jeg holdt for Rune og Uta. Ideen var at lave et blad, der mindede meget om »ELSEBETH« - bare større, flottere og rettet mod et større publikum. Det skulle bl.a. bestå af alment dannende artikler, artikler om religions- og kulturhistorie osv. - alt i den Neutzsky-Wulffske ånd. Vi havde selvfølgelig den lumske bagtanke at få lusket Neutzsky-Wulff ind på universitetet, som bladet skulle henvende sig til. Bladet skulle frem for alt være uaktuelt forstået på den måde, at det skulle være lige så interessant og relevant at læse bladet et par år efter dets udgivelse som på udgivelsesdato-en. Det skulle altså ikke indeholde aktuelle emner som f.eks. politik. Der var nemlig ingen af os, der interesserede sig for politik på det tidspunkt. Vi ville hellere brække en arm end åbne en avis. Til gengæld havde vi læst så meget Neutzsky-Wulff, at det stod ud af begge ører. Så den gruppe af mennesker, der kom til at udgøre Faklens redaktion, var ikke folk, der var politisk bevidste. Vi var Neutzsky-Wulff-læsere, der interesserede os for okkultisme og dæmoner, og som i årene inden Faklen begyndte, havde deltaget i »Akademiet«, hvor vi brugte tid på at lære hinanden hebraisk, neurologi, matematik, latin og andre emner, der kunne bidrage til bedre forståelse af ENWs forfatterskab. Nogle havde endda dannet grupper, hvor man diskuterede drømme og »okkulte« oplevelser.

Faklen tændes

Så vi sad en flok mennesker, der gerne ville sprede det glade Neutzsky-Wulff-budskab. Ideen om et tidsskrift blev så forelagt Neutzsky-Wulff, der karakteristisk nok startede med at pille det hele fra hinanden. Det skulle ikke være den blanding af et skoleblad og Neutzsky-Wulff-fanblad, som vi havde tænkt os, men et professionelt, landsdækkende kulturtidsskrift. Oplaget skulle være større, udseendet mere professionelt, og så skulle det være politisk. Politisk! Der lød et ramaskrig på det redaktionsmøde, hvor det blev bekendtgjort, at Erwin havde sagt, at vi skulle alliere os med venstrefløjen. Men vi parerede ordre som altid.

Det var nemlig meget karakteristisk for Faklen. Enhver diskussion eller uoverensstemmelse blev afgjort ved de tre magiske ord: »Erwin har sagt ...«. Erwins ord var lov, og den stående vits var: »Skal vi stemme om det?« hvorpå alle brød sammen af grin, for var der noget Faklen absolut ikke var, så var det demokratisk (det er lidt morsomt at tænke på nu, hvor alle hjerter råder i Faklen ...). Erwin var den enevældige hersker, der trak i alle trådene og lagde alle strategierne. Der kom ikke et komma i Faklen, uden at Erwin havde godkendt det. Og var en artikel ikke god nok, måtte den skrives om og om igen, indtil den var god nok. Det må lyde som skrap kost for den, der er vant med medbestemmelse og demokrati, men vi havde det alle helt fint med dette »diktatoriske« arrangement, for vi havde tillid til hans visdom og vej, og han nød uhyre stor respekt og næsegrus beundring. Nogle gange må det have været lidt svært for ham at finde en grimasse, der kan passe, når han blev overøst med kostbare gaver, der var helt ude af proportioner set i forhold til en studerendes økonomi, og når folk faldt på knæ og lovede ham evig troskab, som man gør for en konge, men han tog det nu meget pænt, klappede folk på hovedet og satte dem til at foretage sig noget nyttigt såsom at sætte nogle flere plakater op!

Erwins indflydelse kan altså ikke overdrives, men vi måtte af taktiske grunde underdrive den groft i offentligheden, for hvis det var kommet ud, at Erwin stod bag det her nye blad, havde det ikke overlevet de første tre timer på gaden. Da Faklen udkom første gang stod alle på spring for at slagte bladet, og det var kun i kraft af et mirakel (dvs. Erwins taktik) at det lykkedes os at latterliggøre alle dem, der havde gættet rigtigt - nemlig at Erwin var Faklen. Erwins taktik og strategiske talenter førte Faklen uden om skærene, og uden hans konstante supervision ville vi hurtigt være kuldsejlet. Erwin måtte konstant være over os for at forhindre denne eller hin taktiske brøler, og dem var der mange af: Én var meget begejstret for den ridderromantik, han mente at kunne se hos Hells Angels og var vist næsten på nippet til at melde sig ind. En anden gang blev det foreslået, at vi i den hellige tolerance og kulturrelativismes navn skulle forsvare kvindelig omskæring og retten til at være pædofil. Der var også en, der var varm fortaler for grafitti som middel til at udbrede kendskabet til Faklen, osv. Så snakkede Rune med Erwin og fik at vide, at det var absolut ikke smart! Og så blev det selvfølgelig ikke til noget.

Erwin er gud og Rune er hans profet ...

Rune talte med Erwin og fortalte tingene videre til os andre. Der var en ganske klar kommandogang, og Rune nød at være den, der talte med Erwin. Engang var der et redaktionsmedlem, der havde formastet sig til at ringe direkte til Erwin for at spørge om et eller andet, der havde med bladet at gøre, og Rune blev dybt forurettet og truede vist nærmest med at gå af som redaktør.

Rune havde stor autoritet, fordi Erwin havde udstyret ham med den. Alle vidste, at det, der kom ud af Runes mund, var kommet ud af Erwins. Og dette forhold blev også udnyttet, når der skulle skrabes penge ind til Faklens slunkne kasse. Der blev jævnligt holdt møder for de såkaldte suspects (udtrykket kommer af en talefejl: I begyndelsen kaldte vi den prospects (ligesom bikernes håbefulde wanna-bees), men ved a slip of the tounge kom de til at hedde suspects, og det hed de så siden). De fleste af vores suspects var også Neutzsky-Wulff-læsere, og størstedelen havde kun interesse i projektet, fordi det var Erwins projekt. Så Rune holdt fanen med Erwins navn frem, når der skulle samles penge ind og skaffes folk til forskellige opgaver, og han brugte vendinger såsom: »At have vinden i ryggen« (dvs. »Ånden er med os«) og andre formuleringer, der antydede okkulte undertoner i Faklen og Erwins indflydelse. Der var en udpræget We're on a mission from God-stemning i Faklen, som selvfølgelig ikke blev mindre, da Mesterspillet kom på banen.

Vi kastede os også med begejstring over den tekst, Erwin havde forfattet til »Søjlen«, og vi reciterede den på redaktionsmøderne og lod søjlen pryde bladets forside. Det var ikke specielt venstreorienteret. Når så pressen skulle komme og interviewe os, styrtede vi rundt i redaktionslokalerne for at fjerne alt, der på nogen mulig måde kunne tolkes som »okkult« af en journalist. Plakaten af søjlen blev pillet ned, bamser og de ofre, de fik i form af kager og vin blev stuvet grundigt af vejen, lysestager med gargoyler røg ud - ja selv en plakat for en Dracula-film beordrede Rune fjernet, fordi den kunne give de forkerte associationer. Denne omhyggelige selviscenesættelse, hvor vi blot betegnede Erwin som én inspirationskilde blandt mange og tonede alt, der kunne lugte det mindste smule af okkultisme, ned, samtidigt med at vi højlydt proklamerede vores tilhørsforhold til venstrefløjen, er selvfølgelig det, Rune nu forsøger at bruge som bevis på, at Erwin kun var en lejlighedsvis rådgiver. Men det var lige så fed en løgn dengang som i dag.

Mesterspillet!

Da Faklen havde brændt i et par måneder, søsatte Erwin så det mystiske spil - Mesterspillet. I begyndelsen var det for alle redaktionsmedlemmerne og et par stykker til, men efterhånden som det udviklede sig, lugede Erwin ud i deltagerne, så der til sidst var 16 spillere tilbage - ni kvinder og 7 mænd. Eksistensen af dette spil var en hemmelighed, der var bedre bevogtet end koden til Fort Knox - nytilkomne redaktionsmedlemmer, ja endog en af mesterspillernes kæreste, som kom til senere, vidste end ikke, at det eksisterede. Men indflydelsen på Faklen og de involveredes liv var lige så stor, som spillet var hemmeligt. Erwin var den store gamemaster, og vi levede i bogstaveligste forstand i den verden, han havde skabt. Det var, som de siger i Star Trek, a dream that became reality and spread throughout the stars ...

Det var en fantastisk verden, der vendte op og ned på vores liv, og »spillet« havde ikke blot store konsekvenser for den måde, Faklen blev drevet på - det var Faklens blod og livsånde, Ånden i Faklen. Inden Mesterspillet lå autoriteten hos dem, der kunne levere de gode argumenter og som sad inde med den leksikale viden om religionshistorie og trancendensfaser. Faklen fungerede - som alle andre steder i samfundet - på mændenes præmisser, og kvinderne kunne - som alle andre steder i samfundet - kun opnå anerkendelse ved at opføre sig som mænd, dvs. argumentere, ræsonnere og disputere på samme måde som mænd. Men det skulle snart ændre sig! For i kraft af det, der skete i Mesterspillet, overgik autoriteten nu til kvinderne - »Hvor er ånden?« Den kom gennem os, og derfor måtte mændene adlyde os ubetinget. De mænd, som hidtil havde ment, at kvinder bare skulle have pisk, for det skrev Neutzsky-Wulff, kom på andre tanker, da de selv kom under den. Når kvinderne mødtes, blev mændene sendt bort med børnene, og deres skæbne blev afgjort af deres hustru. Nu havde kvinderne magten i Faklen - med Erwin stående bag scenetæppet som Dr. Frankenstein. På dette tidspunkt var vi endnu ikke så hovmodige, at vi ikke lyttede til hans gode råd og fulgte hans anvisninger. Vi var derimod én, stor, lykkelig familie. Vi opfattede Erwin som vores far, og vi var ved at revne af stolthed, når teologerne spottende kaldte os »ulveungerne«.

Faklen slukkes

Men det, der var styrken i Faklen, blev også dens svaghed. Meningen var, at kvinderne skulle adlydes, fordi det var gennem os, ånden kom. Men dette blev til dogmet om, at kvinderne skulle adlydes. Faren bestod i at følge åndens efterladenskaber i stedet for ånden selv, og det var det, der gik så grueligt galt. Jeg forstår godt, hvis det forekommer den almindelige læser absurd, når Erwin siger, at Faklen gik over til at blive styret af Utas vrangforestillinger, men det er faktisk sandt. Som sagt adlød mændene deres hustruers mindste bud - det blev de simpelt hen opdraget til, også Rune. Det fungerede perfekt, så længe »Mesterspillet« holdt kvinderne i snor, men da det stoppede, blev det sværere at holde styr på tropperne. Hvor vi før havde fået alting serveret på et sølvfad, måtte vi nu selv klappe ørerne ud. Uta mente, at hun havde fået en besked »ovenfra« (Utas »vision«), men Erwin vurderede ud fra sine 30 års okkulte »laboratorieerfaring«, at det ikke var tilfældet. Uta må forståeligt nok have været desperat for at få en besked »ovenfra«, så hun ignorerede Erwins advarsel og insisterede på, at hendes drøm altså var en rigtig vision. Troldmandens lærling insisterede på at vide bedre end troldmanden, lydighed blev til hovmod, og så ramlede det! Rune adlød Uta, som han var blevet opdraget til at gøre, og da der kun er én, der kan have ret, måtte Erwin ifølge Rune & Co. altså være den, der var rablende gal. Det er altså på denne baggrund, historierne om, at ånden har forladt Erwin og Erwins påståede sindssyge er opstået. Nu er det heller ikke svært at se, hvordan det reelt var Utas forestillinger, der kom til at styre Faklen.

Jeg forventer ikke, at folk, der ikke har været en del af det, kan forstå det: Stakkels Uta, der ventede på et brev »ovenfra«; de, der følte sig svigtet og forrådt, fordi Mesterspillet stoppede; verden, der gik under - brændte op som Jorden i UFO, da solen gik nova - »I love you too«, Erwin og Helenas kærlighed. Blot må det nu være tydeligt for enhver: Erwin var mere end blot en rådgiver. Han styrede direkte og indirekte Faklen 100%. Der var ingen over og ingen ved siden af: Erwin var Faklen - eller rettere: Han var ilden i den, og da Rune & Co. vragede ham, gik ilden ud af Faklen.