Samarbejde med Faklen

 

For mange i kredsen af Neutzsky-Wulff-fans omkring Faklen var det som bekendt noget af et samvittighedsspørgsmål efter bruddet, om man fik mest ud af at benytte sig af den generelle devaluering til at få et ansvarsfuldt job som plakatopklæber eller at komme til kursus i Vinstrup sammen med de andre forrædere. Egentlig skulle det vel ikke være så svært at vælge.

Hvad vil du helst, sidde og høre på et foredrag med en masse lange ord om religionsfænomenologi (see?!) eller vil du til tungetale og frelse Danmark? Enkelte har prøvet at komme imellem hornene på dilemmaet ved forsigtigt at foreslå et samarbejde.

Det er nu endelig kommet i stand. Naturligvis er det ikke lutter støvede studerende, der kommer til Vinstrup.

Af og til kommer der et naturtalent, der er besat og derfor meget naturligt forventer særbehandling. De vil have et tempel og være medlem af en sekt.

Disse genier har jeg haft en vis succes med at sende over til Rune. Dette arrangement er indlysende til gavn for begge: Vi bliver af med dem, og Rune får sat sine plakater op.

Sidst anbefalede jeg en herre, der efter eget udsagn var besat af Jave, at melde sig under fanen, og han blev da også modtaget med kyshånd, hvilket naturligvis ikke er så underligt. Som bekendt sysler man jo også der med en (min) bibeloversættelse, som man ganske som for et par år siden søger et forlag til ligesom til en del andre publikationer, som min forlægger af en eller anden grund høfligt har sagt nej tak til, og som siden er udkommet på »eget forlag«.

Og hvorfor ikke, det er jo der, Faklen udkommer, på linje med en hel del digtsamlinger. Nu, hvor man kan få en bibeloversættelse, der er autoriseret af Jave selv, er situationen naturligvis en anden.