Var der ikke noget med, at han var satanist?

 

Man ser det for sig. Morgen på Berlingskes kulturredaktion. »Ole? Hvad er det her for noget?

En ny bibeloversættelse? Giv den til Katrine, hun læser så meget i Bibelen ...« Så Katrine får bogen og læsebrillerne i stilling. Erwin Neutzsky-Wulff. Var der ikke noget med, at han var satanist?

Ham skal hun nok få givet tørt på! Så Katrine skriver en anmeldelse. Nåja, en slags anmeldelse. Det er godt nok ikke meget, hun forstår, for forfatteren skal jo hele tiden demonstrere, hvor ufattelig vidende og belæst han er.

Slet ikke som Pastor Bjerg i kirkebladet, som kan skrive, så man forstår det. Det er højst irriterende. Men det er vist noget med, at Elohim er flertal. Jamen det ved man da!

Og var der ikke noget med, at han var satanist? Det er da en god begyndelse på en anmeldelse, det vigtigste først, det, vi har forstået. Måske er det ikke så sært, at Katrine Lillemor har lidt svært ved at følge med. Blandt andet undrer det hende meget, at oversættelsen stopper sådan midt i det hele, lige efter Josef-historien.

Katrine? Prøv at kigge på titelbladet. Ja, det er helt foran i bogen. Foran ... Prøv at se, hvad der står! F Ø R siger FØR, S T E, FØR-STE.

Ja! Det er en oversættelse af Første Mosebog, og Første Mosebog slutter der. Nåh ...?! Så er det bare med at tørre savlet af læsekortet og prøve igen. Men det gør hun nu nok ikke.

Barnagtig anmeldelse? Jojo, men blind høne kan som bekendt også finde et korn. Og på et punkt rammer hun fuldstændig rigtigt. Det gælder selvfølgelig forfatterens utrolige indbildskhed - selvironien er jo nok lidt sværere at fange med anmelderens IK.

Et år af sit liv har forfatteren brugt på denne bog. Var der ikke noget med, at han var satanist? Tusinder af timer med at finde den helt rigtige glose svarende til den nøjagtige grammatiske form, endnu flere med at sikre, at der kan argumenteres for hvert komma, og at give en fuldstændig analyse af alle de optrædende kulturfænomener. Var der ikke noget med, at han var satanist?

Det er her, anmelderen ser klart. Forfatteren tror, at kulturdebatten er nede på et niveau, hvor et grundigt videnskabeligt arbejde kan forvente adskillige spalters skældsord, men ikke nogen form for kritik, ikke et sted eller en påstand, man kan sætte fingeren på og argumentere imod, eller, for nu at holde sig inden for anmeldernes ordforråd, at han er omgivet af idioter. Hvad dette anklagepunkt angår, erklærer forfatteren sig ubetinget skyldig.

Erwin Neutzsky-Wulff