Noget om idioter

 

Man skal ikke ærgre sig. Det sagde Goethe.

Og man skal ikke blive vred. Ildsprudende anmeldelser sælger bøger, og det er jo ikke det, der er meningen.

Så Neutzsky-Wulffs nye bibeloversættelse er i grunden ganske harmløs. Vi vidste det hele i forvejen.

At Bibelens budskab er massemord på spædbørn. Jamen det er der da ikke noget nyt i. Det er jo det, der gør den til vores kulturgrundlag.

Ikke noget at bekymre sig om. Blot endnu en dækningsløs check i det store teologiske dobbeltbogholderi.

Derimod er Neutzsky-Wulff jo en sand djævel. Det ved vi også.

Et sted forsvarer han passioneret homoseksuelles ret til at dyrke deres seksualitet og spørger, om Bibelens bogstavelige dødsdom over disse og alle andre, som ikke konformerer til ørkenrøvermoralen, ikke eventuelt burde få os til at overveje, om det er disse fromme mennesker, vi vil ligne - selv i højredrejningstider. Det forarger meget naturligt anmelderen, men lidt citatfusk ordner paragrafferne, så det bliver forfatteren, der er homofob.

Efter denne noget besynderlige indledning kunne man jo så forvente en kritik af oversættelse og kommentar, måske bare et lille kritikpunkt, et lille modargument? Det kunne jo naturligvis tænkes, at anmelderen mangler forudsætninger for dette, men hvorfor har han så overhovedet givet sig i kast med bogen?

Forklaringen er derfor nok mere sandsynligt, at han slet ikke finder det nødvendigt. Hvorfor overhovedet gøre et forsøg på at argumentere mod dette værks filologiske, kulturhistoriske og religionsfænomenologiske påstande, når det er fuldt tilstrækkeligt at konstatere, at forfatteren er galning, sekteriker og paranoid?

Er det da tilstrækkeligt? Ja, i Politiken er det.

I det Herrens år 2000 er det. Ret skal være ret.

Svend Bjergs anmeldelse røber meget. Bare ikke om bogen.

Erwin Neutzsky-Wulff