Kejserens gamle skæg

 

Der er ikke noget nyt i min nyoversættelse af Første Mosebog, skriver Bent Melchior i sin anmeldelse af bogen i weekendavisen. Det må dog ellers være svært at konkurrere med samme anmeldelse, når det gælder uoriginalitet. Det overordnede tema, som både danner indledning og slagkraftig pointe, er således: »Kejserens nye klæder«, den trætteste og dummeste reaktion på alt nyt, siden H. C. Andersen skrev sit eventyr. Måske skulle anmelderen ved lejlighed stifte bekendtskab med resten af den forfængelige og efter egen formening misforståede forfatters værker, der mest handler om skyggers og andre standspersoners ringeagt over for (hans eget) geni.

Nej, der er sandt for dyden ikke noget nyt under solen i denne taktik, som vel bedst sammenfattedes af Darwins samtidige kritikere: »Det, der er nyt, er ikke godt, og det, der er godt, er ikke nyt!« Er det taktik? Det kunne være det at levere en anmeldelse, der er så tynd, at læseren vel ikke kan undgå at spørge sig selv, om bogen er lige så lidt indholdsrig. Åbenbart oversætter Neutzsky-Wulff som andre gymnasieelever med stor selvhøjtidelighed Elohim med guderne, og det var vel egentlig det?

Men det er det ikke. Uden at ville det rammer Melchior hovedet på sømmet, da han ganske selvfølgeligt konstaterer, at han har oversat ud fra en (mosaisk) jødisk forståelse, og Bibelselskabet ud fra en kristen. Neutzsky-Wulff, underforstås det, har jo så blot oversat ud fra sin egen, men hvad det er for en, finder han åbenbart ikke interessant. Svaret er naturligvis, at den er historisk.

Ikke sådan at forstå, at oversætteren nødvendigvis trumfer sine teologiske kolleger, hvad angår historisk viden, men at den er fri for såvel jødisk som kristent bias. Men det går selvfølgelig ikke! Jeg tror, de fleste af os kender argumentet fra en anden trosretning: Apolitisk forskning er umulig, hvis den ikke er marxistisk, er den fascistisk, og det er trods alt værre! Vi er med andre ord helt nede i niveau med forsvaret for at stjæle i supermarkedet: Alle gør det, de vil bare ikke »indrømme« det, som der står.

Men gemmer der sig da ikke også en fordom bag denne oversættelse? Vel, den er i så fald, at Bibelen ikke er en guddommelig åbenbaring, men et historisk kildeskrift, at dens personer ikke er noget udvalgt folk, men et primitivt folkeslag med religiøse forestillinger, som kan forstås ud fra deres historiske og kulturelle forudsætninger. Jeg kan godt forstå, hvorfor dette ud fra en folkekirkepræsts eller rabbiners synspunkt må være diabolsk, som det mere end antydes. Men det er altså ikke desto mindre den moderne videnskabelige indgang til disse ting.

Noget andet er så, at Første Mosebog, når det gælder denne indsigt, har været fredet - ja, pardon my Hebrew, indtil FOR LÆNGE SIDEN. Det virker stadig. Måske skal man være medlem af Kristeligt Folkeparti for at betvivle evolutionsteorien, men når det gælder Bibelen, er der stadig intet alternativ til den ahistoriske bibelhistorie. Måske har denne viden figureret anekdotisk i litteraturen, men aldrig før er en oversættelse blevet forsøgt - for nu ikke at tage munden for fuld - der tager afsæt i den.

Nåja, måske, men er det aktuelt? Ja, det er det - og måske er det i virkeligheden det, der gør mest ondt. Så længe Bibelen ikke opfattes som et historisk dokument med sådannes begrænsede validitet, men som et fuldstændig ahistorisk blueprint for good behavior, har vi simpelt hen ingen modstandskraft imod den. Måske er vi kloge nok til at ignorere indtil flere bogstaver af Moseloven - heller ikke Bent Melchior vil formodentlig anbefale henrettelse af homoseksuelle - men ånden er som bekendt også vigtigere end bogstavet.

Og ånden i det folk, der så sig selv berettiget, nej forpligtet af deres Gud til at begå folkedrab - »Skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende!« som Jave påbyder i 1 Sam. 15,3 - lever videre i bedste velgående i kristendommen og dens barn, fascismen. I årtusinder var det jødiske folk selv det foretrukne mål for kristen forfølgelse, men blomstrede på trods heraf og bidrog mere end nogen anden etnisk gruppe til den vestlige kultur. Ikke desto mindre er det måske nu, hvor det atter er blevet en militærmagt, at det skal stå sin vigtigste prøve. Og så må vi igen anstændigvis spørge efter disse ideers kulturelle rødder. Det er et spørgsmål, FOR LÆNGE SIDEN stiller, og også forsøger at besvare. Dette aspekt fandt Bent Melchior det ikke tilrådeligt at inkludere i sin anmeldelse.

Med al skyldig respekt: Den anmeldelse er en omgang pjask. Alligevel skal alle disse vrede teologer have tak for de forfriskende svovlbade. Hvis jeg havde skullet lade mig nøje med de ikke-teologiske anmeldelser, som kalder bogen »provokerende, intelligent og vittig«, ville jeg næppe have solgt mange eksemplarer. Nu er det pludselig bogen, overrabbineren kastede sig over, i lighed med Politikens (teologiske) anmelder, der kaldte mig galning, sekteriker og paranoid, idet han dog understregede, at han ikke følte sig den mindste smule provokeret ... Forfatteren takker skyldigst.