Bøger og elektronisk bogbehandling

 

Bogfolk er brave karle. Hvem andre end den fuldstændig uforfærdede kunne finde på at producere og prøve at sælge en bog? Men også i disse kredse får man af og til den isnende fornemmelse af, at nogen går på ens grav. For øjeblikket hedder spøgelset den elektroniske bog. Selvfølgelig er man også entusiastiske - stemningen er sådan lidt henefter den første skoledag. Naturligvis må man følge med tiden, det er jo så moderne.

Et spøgelse - ja, for det er jo, hvad det er. Hvad det angår, er det elektroniske medium meget menneskeligt. Når strømmen går, er der ikke mere. Det er derfor, man har opfundet bogen.

Informationssamfundet er ikke noget bibliotek, men en forbrændingsanstalt. Det er dets eneste funktion, men det er også en meget vigtig funktion. Hvad ingen elsker højt nok til at have på eller under sin hovedpude, dør. Den aktuelle løgn, som kaldes nyhed, og snakken over hækken på internettet, som man må gå ud fra, vil blive overtaget af husmødrene, så snart de lærer at trykke på knappen.

En bog er en ting. Den går hverken ned eller op, den forbliver i sin ubestikkelige papirmasse og tryksværte. Den kan læses på en mark i skæret af lynglimt, og det, der ikke indbyder til at blive læst under disse forhold, er næppe værd at læse overhovedet. Derimod vil E-bogen ganske givet lette afviklingen af det typiske forfatterskab.

Der vil være meget kortere fra debuten for den unge dame med de store bryster, der blev misbrugt seksuelt af sin stedfar, over samlivs-brevkassen til talk-showet med indlagte obduktioner og trafikuheld. Hvad skal vi overhovedet med bogen, kunne man sige, i denne litterære one-horse town? Vel, måske kunne man gøre noget, stimulere interessen, det er jo så moderne. Fyre den samlede anmelderstand, gammeljomfruer med lumbago, som ikke kan tåle at se blod og litteratur.

Som tror, en bog kan være provokerende uden at provokere dem, nyskabende uden at virke modbydelig. Måske er det deres skyld, at Danmark kun har forfatterinder, at en Whitman eller Poe ikke ville drømme om at lade sig føde på disse breddegrader. Bøger er rovdyr, de har raseri og kønsdrift, men ingen samvittighed. Når så bogen er opfundet, må man opfinde boghandleren eller måske blot genopdage ham.

Jeg husker ham fra min egen barndom rode på hylden efter en ti år gammel bog, som han naturligvis havde læst, så han vidste, hvad det var, han handlede med. Forleden var jeg på jagt efter noget samtidshistorie. Boghandleren prikkede en stund i EDB-anlægget, som nu om stunder erstatter hans hjerne, og nåede frem til Møllehaves Bibelhistorie. Måske kunne han ikke få job i en burger-bar.

Jamen der alt for mange bøger, vil man sige, til at man kan holde rede på dem. Tværtimod, siger jeg, der er kun ganske få. Braset sælger jo sig selv, så hvorfor bekymre sig om det, ligesom bondemanden også koncentrerer sig om mælken og lader køerne selv om afføringen. Giv det Boghandlernes Gyldne Kasseapparat og kør det ud i sække!

Det ufarlige og ligegyldige, som fylder the powers that be med lettelse, vil uvægerligt være prisbelønnet, og kan let frasorteres. Men hvorfor skulle nogen dog give penge for noget, han kan få en elektronisk kopi af ganske gratis? For hundrede år siden ville svaret have været ganske enkelt. Dengang udgav man bøger, rent fysisk.

Romaner illustrerede man, de havde et ansigt, der spejlede deres sjæl. Det er selvfølgelig dyrt, men forlæggeren vil opdage, at forfatteren, der er forfatter og elsker bogen som sit barn, gerne går ned i honorar, hvis der så kommer en bog ud af det. Så kan bogen hoppe op i ny og næ som en lille prop i et hav af gødning, som en værdifuld ting, et univers, en evig kilde til underholdning og visdom. Og det er svært at konkurrere med.

Erwin Neutzsky-Wulff