Det offentilge komplot

 

Da jeg fik at vide, at min kommenterede nyoversættelse af Første Mosebog »For længe siden« på Jyllandsposten ville blive anmeldt af endnu en teolog - politiet undersøger politiet - var det ikke svært for mig at forudsige ordlyden. Jeg kunne såmænd have skrevet den selv.

Det ville selvfølgelig have været rart for kirken at kunne påstå, at jeg var fuld af sludder, dertil er påstandene imidlertid uheldigvis for velunderbyggede. Man er med andre ord straks fremme ved den sidste desperate undvigelsesmanøvre: Jamen det er der da ikke noget nyt i!

Og det er da, indrømmet, en påstand, der er langt mere sensationel end nogen, jeg fremsætter i bogen. Ifølge denne teolog indgår det i kristendomskundskabens og konfirmationsforberedelsens obligatoriske pensum, så at det er almindeligt kendt af lægmand (som bogen jo henvender sig til) at Abraham & Co. bekender sig til et halvt dusin forskellige guder, hvoraf ingen har noget som helst med den kristne Gud at gøre, som er en græsk opfindelse, at de fremstillede gudebilleder og faldt i trance, dyrkede sex & drugs og praktiserede menneskeofring (se Møllehaves Børnebibel side 1).

At Adam og Eva blev jaget ud af paradiset, fordi de var ulydige mod Gud, at Kain blev fordømt for at slået sin bror ihjel, eller at det var den samme gud, der foranstaltede syndfloden og reddede Noa, er derimod ammestuehistorier, som vi sandelig ikke behøver nogen Neutzsky-Wulff til at dementere, det lærte vi jo i søndagsskolen. Selvfølgelig rejser denne sensationelle afsløring, som for en gangs skyld kommer fra teologerne, et par interessante spørgsmål.

For det første: Hvorfor er undertegnedes oversættelse den første, hvor disse forhold klart fremgår, når de nu er almindelig kendte - hvilken bedrift i øvrigt en sådan oversættelse må være, som langt om længe tager hensyn til »generationers« forskning! For det andet ville det være interessant at høre, hvad det er for en - noget speciel - kristendom, Dr. Høgenhaven hæver sin gage for at docere, som hverken finder nogen åbenbaring eller noget moralsk fundament i Bibelen.

Der er med andre ord tale om et så absurd spil for galleriet, en så arrogant foragt for befolkningens intelligens, at kun den stat i staten, kirken altid har været, kan håbe på at slippe godt fra den. Det svarer til, at man på en anklage for korruption inden for politiet med et afvæbnende smil svarer, at det ved da enhver!

Nej, det ved Folkekirkens fattige i ånden ikke, som jeg har konstateret ved at diskutere med tilhørerne til i snesevis af foredrag, jeg har holdt om dette emne. De ved såmænd ikke engang, at jøderne holdt slaver eller begik folkedrab. De tror, at humanismen bygger på Moseloven og kristendommen, i stedet for at stå i et eklatant modsætningsforhold til disse, og derfor kan man stadig trække dem til stemmeurnerne med krav om at »værne om vores kristne kulturarv«, det vil sige racisme og fascisme.

Men jeg siger da tak for indrømmelsen og den præmis, at ikke een af de påstande, forfatteren fremsætter, på nogen måde kan bestrides. Sammenholdt med det lige så ubestridelige faktum, at befolkningen generelt er totalt uvidende om den ansigtsløftning og det hvide snit, teologerne har givet Skriften, får vi den nok så interessante konklusion, at »For længe siden« er en temmelig uundværlig bog. Og det er jo ikke så godt ...