Lånte fjer og en hel del høns

 

Ikke alle elever er lige lysende. Skal man da formene dem adgang, som prøver, af oprigtig interesse, men med ringe succes? Nej, selvfølgelig ikke! vil man måske sige - der ville da næppe heller blive mange tilbage ...

Men som en klog mand engang har sagt: No good deed ever goes unpunished! Og disse elever er ikke blot irriterende tunge, under al deres ofte overdrevne respekt lurer et afmægtigt mindreværdskompleks over for den store mand.

I virkeligheden giver han nemlig slet ikke, hvad disse åndeligt mindrebemidlede ikke kan modtage, han tager kun deres selvtillid. Hans visdom er et tyranni, personlig, som denne altid må være, et åg, han lægger på deres skuldre.

Det er et godt gammelt husråd, at man skal lade myggen sidde, hvis man vil undgå kløen fra dens gift. Men somme tider skal man videre.

Så er der ikke mere at hente, og den kan endelig forbande ham, som den hele tiden har gjort i sit stille sind, den er endelig fri! Fri for hvad, ja fri for alt, hvad der forlenede den med en numerisk værdi over nul.

Men blodet, den tog, er der jo stadig væk, selv om det naturligvis for længst er koaguleret, en sort stivnet stinkende masse. Nu er det bare dens eget, ja, når den tænker over det, mener den ikke nogen sinde at have hørt sin gamle lærers navn.

Opponerer han mod, at den udgiver hans værker i sit eget navn, ja så er det naturligvis lige omvendt, og det er ham, der tiltager sig æren for det, og det er da sært. Ja vist er det sært, at en mand med 10.000 udgivne sider bag sig skulle insistere på ophavsretten til en tryksag med tolv kapitler af Esajas, hvis den ikke rent faktisk er hans.

Alligevel er den sikker på nok at skulle kunne overbevise verden om det, og eftersom dens verden er en halv snes andre dumpekandidater, er det da heller ikke ganske utænkeligt. Det er så absurd, at man næsten tror, det er løgn, eller en fejltagelse.

At den skyldige straks vil svare med nåja selvfølgelig, det glemte jeg at nævne. Man håber således, at dette i det mindste er en af de gode elever, som selv kan sætte blade, uden at behøve at fornægte stammen, som ikke ville være en nøgen fugleunge uden de lånte fjer.

At reaktionen ikke vil blive den sædvanlige desperate blanding af løgnehistorier og skældsord. Man hører om det ad omveje, og selv om man selvfølgelig i bund og grund kan være ligeglad, vækker det alligevel et bittert smil.

Som bekendt afholdt jeg i en halv snes år efter udgivelsen af OKKULTISME kurser i alt fra mystagogik til programmering - som til deltagernes (Niels Petersen var en af dem) forargelse stoppede, da jeg begyndte at lave Faklen. Et af fagene var hebraisk, og en af eleverne Lennart Amden, der selvfølgelig så lidt som nogen af de andre kursister så meget som kendte alfabetet.

Efter et år gik vi over til at oversætte et værk på klassen, som var Sepher Yecira. Jeg er sikker på, at man vil genkende dette »vi« fra gymnasiet.

Jeg dikterede (og annoterede) kort sagt en oversættelse, som eleverne skrev af, idet jeg dog - ret skal være ret - overlod oversættelsen af de sidste kapitler, som mest er navnestof, til dem selv. En artikel af indhold omtrent svarende til den første forelæsning blev senere til en artikel i ELSEBETH - mere havde jeg ikke tid til, og naturligvis heller ikke at lave en FORSVARLIG oversættelse.

Vi eftersøgte derfor en elev, der havde taget læselige noter, og det havde Lennart, og udgav disse sammesteds. Han fik sit navn på - ligesom i Faklen var kolofoner med kun eet navn et problem, skønt det vist ikke narrede nogen - og hvorfor ikke, han havde gjort et solidt stykke arbejde, og den sidste del af oversættelsen var faktisk hans egen.

At disse små numre nogen sinde ville blive udnyttet af diverse front writers, forestillede jeg mig ikke. Klog af skade signerer Rune nu alle sine artikler i Faklen med the front writer i parentes eller knyttet til forfatternavnet med &, og det er ganske som i gamle dage samtlige artikler - de er bare ikke længere inspireret og gennemrettet af undertegnede, og det kan man altså godt se.

Jeg mødte ham i øvrigt for nylig på gaden og fik det gamle varme smil. I may be crazy, men et eller andet sted tror jeg stadig, der på et eller andet tidspunkt kommer en tilståelse fra ham, at han frelser sin engang så rene sjæl - de andre små skiderikker har aldrig haft nogen.

Nu vil man finde en ganske selvlærd Lennart Amden ifølge hans CV på hans egen hjemmeside. Og Sepher Yecira-oversættelsen er COPYRIGHTED Lennart Amden - hvilket også rent ophavsretligt is a very bad idea.

Men det er naturligvis en misforståelse, som i løbet af de kommende dage vil blive rettet. Lennart Amden er nemlig en god elev.

Han har ikke glemt de tusinder af timer, jeg brugte på ham og hans kolleger (og som han i øvrigt som det venlige menneske, jeg husker ham som, kvitterede for ved at hjælpe mig med min PC - som bekendt ved jeg absolut intet om computere) og har i hvert fald ikke tænkt sig at gengælde min venlighed med plagiat. Og hvis han har - nåja, så er dette ikke et oplæg til en »diskussion«, det vil sige en lejlighed for Runes klakører til at udtale sig uforgribeligt om ting, de da - ret skal igen være ret - ikke kan have nogen viden om.

Irriteret, ja, men ikke vred. Man forestille sig, hvordan det må være at bruge hele sit liv på at prøve at camouflere, at man har alle sine tanker fra et menneske, der er gået leende bort!