Entiteter

 

VÆSNER hedder Mikkel Starups første bog, men egentlig føler man, at den burde have heddet ENTITER. Det er således ganske tydeligt den Neutzsky-Wulffske entitets-lære, der er lagt til grund, med en første del om elementaler, den anden om materipetaler (med den sigende titel VENSKABET OG BEGÆRET og vægt på hierogamiet) den tredje om dæmoner, osv.

Og så er det, man undrer sig (nok en gang). Hvorfor er det så hulens svært i forordet at bekende sig til den teoribygning, man har lagt til grund?

Er det, fordi man forholdsvis ustraffet kan være freudianer, men som Neutzsky-Wulff-tilhænger risikerer at blive mistænkt for at tilhøre en mystisk sekt? Jeg kan trøste med, at de første abonnenter på Freuds "dæmonologi", som den henførtes til i samtiden, ikke havde det spor lettere.

Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om nogen anden grund, men naturligvis en hel del undskyldninger. Når vi først har antaget en teori, bliver den jo en del af vores virkelighed, og vi forventer ikke længere at se havens træer og buske stemplet copyright Neutzsky-Wulff.

Tilbage bliver den hule respekt for spøgelserne, Galilei & Co. som vi har lært i skolen. Et andet almindeligt alibi er det arbejde, man har lagt i applikationen af teorien.

Uheldigvis er det ret ligegyldigt, hvor mange bøger man læser igennem en mands briller, det bliver de ikke mindre hans af. Og synspunktet er overalt Neutzsky-Wulffs, måske en anelse mere forsonligt i sin relative nebulositet.

Jeg er da også nævnt, og ikke blot i den tilegnelse, man plejer at mene at skaffe sig afbigt med, hvor jeg adopteres af den lykkelige Starupske familie. Jeg er skam med i registeret under satanisme samt endnu et sted, som illustrerer et andet problem eller måske i virkeligheden en slags undskyldning.

Her citeres jeg for, at "kravet om kommunikation udviklede bevidsthed", altså noget nær antitesen til den grundlæggende sondring mellem det kognitive og kommunikative. Man mindes umiddelbart om H. C. Andersen, der fik et skuespil retur fra Det Kongelige Teater med den begrundelse, at det var en Oehlenschlager-collage.

Ja, svarede Andersen brødebetynget, det ved jeg godt. Men det er så pænt!

Tydeligvis er dette et langt stykke af vejen Mikkel Starups forhold til undertegnede, og - som sagt - det undskylder meget. Alligevel bør man nok i fremtiden være mere varsom.

Måske er det irriterende at skulle medgive, at man har sine grundsynspunkter fra en særdeles nulevende person, men det er ulige ubehageligere at blive beskyldt for plagiat. Den taknemmelighed, man måske trods alt har følt, forvandler sig således let til skuffelse over den ære, ens tidligere læremester ikke kunne unde en.

Herfra bør vi måske gå over til det, som ikke er Neutzsky-Wulff. Og Mikkel Starup har faktisk begået en bog, der ikke blot er gennemresearchet og velfortalt, men også behageligt fri for de sjuskefejl, forlagsredaktion og -korrektur åbenbart ikke længere er nogen forsikring imod.

VÆSNER er a labour of love, der er ingen tegn på, at forfatteren er blevet træt undervejs, tværtimod er bogen gennemsyret af en sjælden respekt for læseren. Billedmaterialet er udvalgt med omhu, og kilderne velbesøgt.

Derimod frigør man sig aldrig fra fornemmelsen af at stå med en coffee table book i hånden, hvor det anekdotiske altid har forrang for det faktiske, og teoretiseringerne holdes på et absolut minimum. Det er nok godt, for epistemologi er ikke forfatterens stærke side.

Det gør ikke så meget, undtagen de steder, hvor han åbenbart føler en forpligtelse eller en trang til at være dybsindig. Konklusionen på det første store afsnit lyder således i al sin pompøsitet: "Menneskets kommunikationskanal er fantasien, der parret med forståelse af åndens retfærdighed giver visdom.

Forvirret?" Nej, ikke mere end over en konfirmationstale, eller en hvilken som helst anden tilfældig opremsning af udtryk med "positiv" ladning.

Sikkert ville Mikkel Starup ikke protestere imod, at denne passus blev udlagt som hans livsfilosofi, which is fine, it just doesn't mean anything. Værst er dog hans "digte", som ikke så meget forårsager tåkrumning som en kuldegysning ved den tanke, at manden måske pønser på at begå noget skønlitterært!

Jeg kan forstå, at det er med en vis ængstelse, forfatteren har sendt mig bogen, og den er i grunden malplaceret. For mig at se er det slet ikke en bog for Neutzsky-Wulff-læsere.

Derimod vil der altid være et marked for den Starupske barnetro, og bogen vil efter givetvis velvillige anmeldelser rykke ind på hylden blandt børnebøger og urteafkog. I denne forstand er forfatterens fascination af en vis person dens største liabilitet, alle de ufordøjede lån lægger sig som olie oven på vand, der er nok kogt suppe på dem, men kraften er aldrig trængt ud i vandet som andet end en ubehagelig bismag, og når han aldrig ender i den menneskeforagt, som kendetegner så meget pseudo-Neutzsky-Wulff, mistænker man, at han kun har sit ejegode gemyt at skylde.

Bogen skal altså nok finde sit publikum. Og et flot stykke arbejde er den da, som Mikkel nok kan være stolt af.