Idioterne

 

Politiet oplyser, at man venter at foretage massearrestationer under kommende demonstrationer. Da det angiveligt vil være anholdelsesgrund at besidde (ikke nødvendigvis bære) en elefanthue, er dette formodentlig et temmelig safe bet.

I øvrigt, oplyses det, er det er for de fredelige demonstranters skyld, at disse forholdsregler træffes, så de ikke bliver forstyrret af »idioterne«. Nu mangler det kun, at Dagbladet Information istemmer et Halleluja.

Grundlæggende har problemet naturligvis to sider. For det første er der spørgsmålet, hvorvidt ordensmagtens respons på de ulykkelige begivenheder kan siges at være adækvat.

Selv de mest konservative iagttagere finder nok decideret militære aktioner imod borgerne noget bekymrende, selv om man naturligvis kan overveje, hvad det egentlig er for en bekymring. Er det for de stakkels vildledte unge menneskers liv eller lemmer?

Eller frygter man, at de blodige scenerier vil få i det mindste de mere litterate iagttagere til at drage paralleller til en anden tid (say 1848) hvor det ikke hed bølleoptøjer, men revolution, selv om der nok også dengang var flere under sengene end på barrikaderne? Jeg ved naturligvis, hvor irriterende det er med den grundlov, som vi ofte hører, er lige så forældet som Weimar-republikken, og det er vel på en måde rigtigt.

Muligheden af at fotografere, identificere, katalogisere og således reelt lamme enhver politisk opposition har næppe foresvævet our founding fathers - hermed naturligvis ikke være sagt, at vores gode danske politi kunne finde på at optræde på nogen måde ukorrekt over for subversive kræfter i samfundet. På den anden side: Ville det ikke være rart at vide, præcis hvem der stemte hvad ved det sidste folketingsvalg?

Hvad er det for noget med de stemmebokse, som om valghandlingen ikke tålte dagens lys? Hvorfor tør man ikke stå ved sin politiske overbevisning?

Fra den mere etablerede del af venstrefløjen (som forståeligt nok gerne vil fortsætte med at blive tolereret) hører man så, at disse voldsmænd jo blot forsludrer det rene budskab, eftersom pressen hellere vil skrive om folk, der smadrer ruder, end bebrillede herrer, der giver udtryk for afvigende politiske holdninger i sene radioudsendelser. Med andre ord: Hvis bare bøllerne ville holde sig hjemme, ville avisernes forsider i stedet være fulde af politiske kommentarer.

Men en brosten er også et budskab, noget i retning af: Nej, vi er ikke en enig nation, der bakker op om vore ledere. Nej, der er ikke blot tale om noget, ombudsmanden kan klare.

En del (stor eller lille) af befolkningen er i en så markant politisk opposition, at de demonstrerer den foragt for egen - og uheldigvis også andres - sikkerhed, der er karakteristisk for mennesker, der ikke længere har noget at tabe. Men det er jo bøller, ikke, uden en tanke i hovedet, som den pensionerede oberst og pensionerede marxist i det mindste kan være enige om at ryste på hovedet af?

Vel, jeg tror ikke, hooligans går til politiske demonstrationer. Som man vil forstå, har jeg det lidt underligt med, at folk, som evig og altid taler om folkets stemme, hvor analfabetisk den end er, nu pludselig ser sig berettiget til at ignorere »idioterne«.

Naturligvis kan man identificere politisk motiveret vold med idioti, men så tror jeg, man må give mig ret i, at historien kan opvise et ret stort antal idioter, Jefferson og Lenin, for blot at nævne et par stykker. Det er da også ulige lettere at nedvurdere intelligensen hos mennesker, man aldrig lader komme til orde - hvem gider grave en relevant hjemmeside frem af internettets losseplads?

Vel, landet stander (som altid) i våde, og man skal passe på med, hvad man kan blive opfattet som talsmand for. Jeg vil derfor også indskrænke mig til bede læseren overveje, om eventuelt »idioterne« kunne have en mening med det, de gør, og om den måske var værd at høre.