Lånte roser

 

Netop som man troede, at en vis person ikke kunne synke dybere, bliver jeg opmærksom på, at bemeldte Simon Falkentorp har vundet en pris - for hvad dog, må man spørge? Jo, for ROSER, en kortfilm, jeg har skrevet, instrueret, fotograferet og klippet. Mon det vil undre nogen, at mit navn ikke er nævnt nogen steder?

Hvordan kan han risikere et så eklatant brud på ophavsretten? Svaret er ganske enkelt: Filmen er a piece of shit, som jeg på ingen måde har lyst til at tage æren for - men derfor er det da morsomt alligevel.

Teknikken i disse "lån" er bekendt. Simon har skam fotograferet ROSER - jo, han holdt kameraet, eller som han udtrykte det: Jeg peger bare kameraet derhen, hvor du siger!

Billedkompositionen er altså i hvert shot min, Simon var et omvandrende stativ, men desværre ikke noget særlig effektivt sådant, da han var bange for at få våde fødder. Somme tider fotograferede han en blå himmel, fordi jeg havde forsømt at gøre ham opmærksom på, at han skulle følge aktørerne med kameraet.

En åndssvag fire-årig ville have været en improvement. Og så har han i øvrigt klippet den - sådan at forstå, at jeg sendte ham en liste, hvor redigeringen af hver scene stod opført med 1/25 sekunds nøjagtighed, og som han da også fulgte slavisk.

Umiddelbart havde jeg vanskeligt ved at tro mine egne øjne, da jeg så det færdige resultat stå opført og præmieret indtil flere gange (hvilket vist siger en del om kvaliteten af danske kortfilm) som Simons "egen medieproduktion". Men så kom jeg i tanker om, at dette jo er et virkeligt bevis på, at Fakkel-ånden stadig lever.

Hvad er i sidste ende forskellen på denne nar og Rune Engelbreth? Tænk, at være så talentløs, at man kun kan gøre sig bemærket med produkter samlet op af Neutzsky-Wulffs godt nok rummelige papirkurv?

Og jeg må endelig give dem ret, som gentagne gange har foreslået mig at ignorere disse mennesker. Blot at omtale disse skarnkassefluer konstituerer selvbesmittelse.