Små svin

 

Det var virkelig svært at holde grinet tilbage over Simons pris for ROSER. Det var det også i sommeren 1998, hvor han syv gange under hvert take lignede et stort fornærmet spørgsmålstegn, når Erwin spurgte, hvorfor fanden han ikke havde fotograferet solnedgangen, men kun sandet. Han sprang et skridt tilbage, slog ud med armene og hvinede: "Jamen, det sagde du ikke noget om! Jeg gør jo bare, hvad jeg får besked på!!!" Med andre ord: Jeg fralægger mig ethvert ansvar. Men prisen vil man jo gerne have, ikke? What a low-life!

Hvor er I henne alle sammen? Cecilia, Martin, Leyla, Jakob, Tania, Heidi, Jeppe … tænk at man kan blive så ligeglad. At man kan tillade sit hjerte at tie og rådne så meget.

En gang imellem tror jeg, disse mennesker føler sig hensynsløse og samvittighedsløse og stolte af det, da det jo minder dem om en vis anden herre, som de forgæves prøver at efterligne i alt. Det, de aldrig har forstået, er, at det, de gør, ikke er det samme som at tage en kvinde uden hensyn til hendes eller ens egen ægtefælle, eller hvad dette måtte indebære af katastrofer for omverdenen. Fordi man elsker hende.

Det er det, der ligger i NEMO PROPTER AMOREM DESPICIATUR. Ikke, at man samler en anden mands lort op af kummen og sætter sit navn på den og dermed bliver en farlig karl. Man skal ikke foragtes for kærlighed, men når små svin gør slige sager af bitterhed og had, mindreværd og hævntørst, så er det sgu da umuligt ikke at gøre sig lystig over! Selv om det selvfølgelig i grunden er en dyb tragedie.

Helena