Slavens bøn

 

ET LÆREDIGT


SLAVE er det navn, jeg bærer.
HERRE er den gud, jeg ærer.
Lykken er mig ene god
med en lænke om min fod.

Pisken får mig til at græde,
er mig dog den største glæde.
Herrens nådeløse tugt
gør af liden blomst en frugt.

Nægt mig sengens dovne varme,
nægt mig dine stærke arme,
lænk mig til den kolde sten,
at jeg kan forblive ren!

Spark din slave, favn mig ikke,
at din støvle jeg må slikke,
glemt i krogen må jeg stå,
ligge under lås og slå.

Andre slaver smukt i kæde
giver Herren lyst og glæde,
mens jeg snavset, grå og træt
skurer gulvets hårde bræt.

Altid gør min pine værre!
at jeg elske kan min Herre
mere selvløst dag for dag,
hån for hån, og slag for slag.

Der, på pinebænkens leje,
skal en evig fred jeg eje.
Af en evig elskovs tort
skal mit øje brænde sort.

Lad mig da bestige bålet!
overgiv min hals til stålet!
at jeg lykkelig kan le:
HERRE, lad Din Vilje ske!

Gør mig værdig! Styrk mit hjerte!
Mere, mere, mere smerte!
Fyld mit bæger til dets rand,
overfyld det, om du kan!

Til mit eget skrig mig døver,
al min ro den tanke røver,
at jeg for min elskte mand
lider mindre, end jeg kan!

Nægt mig ikke fryd i støvet!
Andres lykke har jeg prøvet:
Skinsygt vogte den som ret.
Altid finde den for let.

Hun, som elsker uden tanke
for sin lykke, skal den sanke,
let som kornet på en eng
segner for sin høstmand streng.

Da hun intet, intet ejer,
kan hun intet tabe. Nejer,
knæler, synker, er som død,
hviler som i afmagt sød ...

Ingen løfter, ingen ringe
vil jeg af min Herre tinge.
Elskov Ubestikkelig
ene gør en kvinde rig!