Den frygtelige virkelighed

 

En avis karakteriserede mig engang som "Danmarks mest elskede og mest hadede forfatter", en slags antitese til titlen "Danmarks mest kedelige forfatter", hvortil man nok kunne komme i tanker om en del kandidater. Den sidste del skyldes nok ikke blot forfatterens venstreorientering, men en hel række af forfatterskabets foretrukne emner, som er mildest talt tabubelagte.

Højt på denne liste står den såkaldte "sadomasochisme", som i dag er ungefær lige så populær som homoseksualitet for hundrede år siden. Næppe nogen vil vel i dag hævde, at bøsser, som de nu foretrækker at kalde sig, måske for at undgå at virke som en undskyldning for sig selv (omtrent som når humanister kalder sig satanister) er degenerater eller eksklusivt pædofile.

Derimod synes der at være almindelig enighed om, at "sadomasochister" er seksuelt umodne personer, som uvægerligt stemmer til højre for Fremskridtspartiet. Faktisk mener man at kunne forklare hele politiske systemer som rene alibier for, at slige folk kan få afløb for deres tendenser, og det er sjældent græsrodsbevægelser.

Blandt de mange ting, RUM er mere end forfatterens tidligere værker, er seksualrealistisk - for nu at sige det pænt. I denne forbindelse vil Jørgen Bitschs tegninger næppe bidrage synderligt til at gyde olie på vandene, eftersom de får illustrationerne til en bestemt slags publikationer, der gerne forsendes i diskret emballage, til at ligne nudistmagasiner.

Ikke overraskende er der i romanens godt 1.200 normalsider også plads til en regulær pornografisk roman, som dog samtidig er en blow-by-blow beskrivelse af en indvielse. Denne kan ses som en slags traumatisk komplement til den kæmpekoan, bogen forresten udgør.

Spørgsmålet er naturligvis ofte i den slags tilfælde, i hvilken udstrækning man skal forsøge at oplyse sin næste, og i hvilken simpelt hen holde sin kæft. Vi er trods alt kommet et stykke siden Maria Marcus' sensationelle afsløring af, at de fleste kvinder er masochister (af uransagelige grunde stavet masokister, selv om det mig bekendt endnu ikke hedder marksisme).

De satans (pardon my French) genetikere og neurologer, der finder markers og sætter mærker i og på alting, kan næppe længere affærdiges som moderne frenologer. Den "kvindelige hjerne" er ikke længere værtshuskonversation, men accepteret sciencespeak, og knappen, der udløser lordose og andre konstituenter af det hunlige adfærdsmønster, næppe mere mystisk for en neurolog end kontrollerne på hans stereoanlæg.

Man kan indvende, at sådanne tankegange stadig er anathema i visse kredse, men det er i grunden irrelevant. For ikke så længe siden protesterede et medlem af Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe mod en udstilling, fordi den gik ud fra Darwins evolutionsteori.

Spørgsmålet er ikke, om noget sådant strider mod vigtige trossætninger i bestemte grupper, men om der er nogen reasonable doubt eller uklarhed. Selv i de political correctness-challenged United States døde en kritik af en påvisning af visse ejendommeligheder ved homoseksuelles hjerner (som i øvrigt var foretaget af en homoseksuel) hurtigt ud.

Man kan være charitabel og tænke, at modstanden mod tanken om den biologiske prædestination nok skyldes frygt for diskrimination. Strengt taget kunne den jo også føre til en forståelse af, at for eksempel homoseksualitet ikke skyldes en ulykkelig barndom, en manglende faderskikkelse, eller hvad ved jeg, men må tages alvorligt som en uadskillelig del af den pågældendes ukrænkelige karakter.

Ingen af delene har naturligvis nogen plads i en videnskabelig diskussion, eller en diskussion på videnskabelige præmisser. Måske var mennesket lykkeligere, dengang der var en Gud foroven, det er bare ikke noget argument imod moderne astronomi.

Når man somme tider holder sin kæft, skyldes det naturligvis ikke bare frygten for at blive mistænkt for at være nigger-lover and by inference nigger yourself, men også på grund af insipiditeten af den respons, man uvægerligt ville få. At rejse denne "debat" i dagspressen var det sidste, jeg ville have lyst til.

Det er trods alt et af dens slags emner, som bringer de små hadere ud af busken, som in no uncertain terms nok skal fortælle os, hvad man burde gøre med indvandrere og kommunister. Det synes med andre ord ikke at tjene noget formål.

Ikke desto mindre føler man ofte, at man sidder på sine hænder, eller værre, sin tunge. Jeg forestiller mig med andre ord, at det var en af de diskussioner, der kunne føres på enw.dk, ikke for at skridte fronter af og komme af med diverse aggressioner, men at prøve at forstå one of the things that be, naturligvis også på grund af sammenhængen imellem disse prøvelser og fænomenet indvielse. I så tilfælde vender jeg måske tilbage med en kommentar eller to.