Den frygtelige virkelighed 2

 

Jeg skrev i går om den frygtelige "sadomasochisme", der gør det umuligt for pæne folk at have noget at gøre med forfatterskabet. Vi fastslog, at denne svaghed er inekstrikabelt knyttet til højrefløjen, ja vi kan med samme sikkerhed og meningsfuldhed hævde, at alle højreorienterede er sadister og vice versa, som modparten, at alle venstreorienterede er bøsser.

Problemet er, at folk med smag for Ordnung, det være sig nazister eller stalinister, sjældent har påfaldende meget tilovers for seksualiteten. Eksempelvis står et forbud mod pornografi relativt højt på begges valgprogram som der, hvor den så nødvendige censur først må sættes ind.

Også fascister har en svaghed for "sunde" mennesker uden tilbøjeligheder af nogen art, ligesom den romantiske kærlighed aldrig har været i synderlig høj kurs på venstrefløjen. Nu om stunder har den gamle dichotomi fornuft og følelse (pligt og elskov i middelalderen, Mars og Venus i antikken) fået en uhyre konkret betydning i hjerneatlasset.

De kan forholdsvis let lokaliseres som henholdsvis det cerebrale og limbiske. Når man først har lært at se det uendelige rum i stedet for krystalsfærer, er det fra da af vanskeligt at se andet, og på samme måde kræver det ikke megen tilvænning at forstå og fornemme, hvad neurologerne mener.

Der er altid to komponenter i bevidsthedsfeltet. Den ene er lommeregneren, som vi ofte er mest trygge ved, og det gør, at det limbiske netop ofte manifesterer sig som en utryghed, en ængstelse, som ofte er uforklarlig, simpelt hen fordi den ikke er rationel.

Den kan dog også være et dopaminsus på en solskinsdag. Hvorfor vi skulle føle glæde ved solen eller noget som helst andet for den sags skyld, er der ikke nogen rationel grund til, andet end som en efterrationalisation eller overvejelser angående hjernens egen reinforcering af en adfærd, der gavner homøostasen.

Hvad dette angår, ligner de styrende principper en mand i et lukket rum, der hører folk gå forbi udenfor og spekulerer over, om de vil myrde ham eller kommer med frokost. Angst og dårlig mave ligger ikke så langt fra hinanden, så hvis et bestemt strøg i byen bekymrer os, kan forklaringen sagtens være en tyndskid i 1973.

Hippocampus noterede sammenfaldet mellem kvalmen og rådhustårnet - hvilket i virkeligheden er alt, hvad den kan gøre. På ganske tilsvarende måde kan vi sværme for genstande, som var i vores eje i en harmonisk periode af vores liv, måske barndommen.

I forhold til sådanne determineringer er fornuften blot en hofnar, eller måske snarere en konferencier, dens opgave er aldrig at beslutte, men altid at forklare. Når vi overser dette, skyldes det ofte, at det limbiske koger på så lavt blus, at det aldrig bliver til mere end ængstelsen og det dovne behag.

Mennesker med tvingende seksuelle præferencer er altså ikke abnorme, men tværtimod mennesker med et velfungerende limbisk system - hvis dette bringer dem i konflikt med loven, er der dog noget, der tyder på, at det snarere er det cerebrale, der ikke rigtig fungerer. Mennesket har altså for så vidt to hjerner.

De limbiske drivkræfter er kun blinde i den forstand, at de behøver cerebrum som look-out. Bortset fra det er det limbiske system i enhver forstand en herre, der ved, hvad han vil.

Det limbiske system indeholder ikke blot et fuldstændigt adfærdsmønster, det har sine egne sansecentre, fuld adgang til det motoriske (når cerebrum ikke træder på bremsen) og sin egen hukommelse - om man vil kalde det for en personlighed, er vel en smagssag. Sagt på en anden måde: Vi render alle sammen rundt med et barn og en guvernante i kraniet.

Purisme af enhver art er her lidet anbefalelsesværdig. Vi kan godt slutte, at det limbiske system i grunden er overflødigt, storhjernen kan selv, det vil sige modtage sine cues fra sociale pres i stedet for endogene.

Men da har vi også givet afkald på glæden, ikke blot ophidselsen, men også den serene ro. En symfoni af Mozart vil herefter blot være forstyrrende larm.

Omvendt kan vi blive "naturlige" og prøve at komme af med vore "hæmninger". Men skønt følelsen henter sin dynamik i det limbiske system, bliver den først det, vi forstår ved en (menneskelig) følelse, når den formes af cerebrum, får konsekvens og perspektiv, med et ord: Mening.

At elske et menneske i menneskelig forstand, ikke blot føle ophidselse og tryghed, men den dybe samhørighed, den sjælenes forening, som vi forbinder med dette begreb, kræver noget cerebralt. Hvis vi vil vide, hvordan et rent cerebralt menneske fungerer, kan vi betragte mennesker, der har fået foretaget leukotomi, det berømte "hvide snit".

Disse personer er paradoksalt nok ikke specielt funktionsdygtige i et samfund. De har intet incentiv, ikke engang frygt.

Deres social skills er noget nær ikke-eksisterende, for de forstår ikke og er derfor heller ikke i stand til at reagere adækvat på andres irritation, sympati, lumske bagtanker, og så videre. Man skulle tro, at deres dømmekraft i det mindste var impeccabel, men i virkeligheden mangler de den fornemmelse for, "når der er noget galt", som de fleste af os forlader sig på.

En mand ved, om pigen synes, han er sød, før hun på nogen måde bevidst har demonstreret det. Sådanne mennesker er virkelig invalider.

Omvendt er et barn et godt eksempel på et mere eller mindre rent limbisk væsen. Det strømmer ikke just over med ømme følelser, men elsker far, når det får en is, og hader ham, når det ikke gør det.

Hvad stemningsleje angår, ligner det en voksen maniodepressiv. Et nyt stykke legetøj kan gøre det til det lykkeligste væsen i verden, mens et afslag resulterer i grådkramper, hvad vi ville karakterisere som den dybeste fortvivlelse.

Barnet opdager naturligvis hurtigt, at de voksnes fejltolkning af disse "følelser" er et virksomt våben imod dem. Her minder barnet om den voksne psykopat - man ville kunne spare børn for mange lidelser, hvis man accepterede deres grundlæggende inhumanitet.

I det limbiske system finder vi det seksuelle adfærdsmønster, eller rettere, to distinkte, et mandligt og et kvindeligt, hvilket ikke er det samme som det adfærdsmønster, vi finder hos henholdsvis en mand og en kvinde. At et træk er mandligt, betyder blot, at vi oftere finder det hos mænd end hos kvinder.

Næppe nogen mand har kun mandlige træk. Derfor kan vi alligevel godt forstå, hvorfor naturen har nedlagt disse to slags adfærd i os (og i pattedyrene generelt, med hvem vi deler det limbiske system).

I dyreriget er dette ret tydeligt. Hannens seksuelle adfærd er en slags jagt, hvor hunnen spiller rollen som det mere eller mindre villige bytte - modstanden har formodentlig blot til formål at vække jægerinstinktet hos hannen, ligesom kattens leg med musen, som forekommer en del mennesker temmelig sadistisk.

Som fastslået neurologisk er den mandlige seksualitet hovedsagelig knyttet til det mediale præoptiske område i hypothalamus, og til amygdala, som begge er "jagt-centre". Når dette område fjernes hos hanaber, opgives jagten på en partner, men hannen fortsætter med at masturbere.

Den kvindelige seksualitet er ganske anderledes funderet og har sit sæde i hypothalamus' ventromediale kerne, som også spiller en rolle i fødeindtagelsen. Stimuleret i seksuel sammenhæng forårsager den lordose, bagdelen stikkes i vejret, og kønsorganerne blottes - det almindelige udtryk for underkastelse i dyreverdenen, som også vigende hanner benytter over for dominerende. Man kan sige, at manden "dræber" kvinden, mens kvinden "fortærer" manden.

Det er altså ikke så underligt, at kvinden i den humane, cerebrale udgave skal "lide", jages ned, gøre modstand, prøve at undslippe, fastholdes, tvinges til underdanighed, og så videre. I den særlige erotiske terminologi anses ofte ordet "slave" for dækkende.

I dette tilfælde skal byttet ikke dø, men danne par med den han, der har "nedlagt" hende. Det er det feminine modstykke til denne adfærd, som konstituerer den frygtede og upraktiske "masochisme".

Typisk for cerebrum er imidlertid dens evne og tilbøjelighed til at brodere. Da det rent faktisk er muligt for storhjernen at reinforcere den limbiske adfærd ved at udbygge den og give den mening, er dette, præcis hvad den gør.

Religion er måske den mest sofistikerede udbygning af limbisk adfærd og i sit udspring uadskillelig fra den reflekterende seksualitet. Dermed bliver et studium i ordets oprindelige betydning af seksualiteten samtidig en dykken ned i mysterierne.

At dette ligger den institutionaliserede religionsudøvelse fjernt, behøver ikke at bekymre os. Syndromet er velkendt, hæmmet adfærd bliver til ængstelse, et seksuelt forhold til en gud bliver et ubestemt behov for hengivelse til det guddommelige.

At "sadomasochismen" er ab-norm i den forstand, at den afviger fra en samfundsskabt norm, er naturligvis lige så irrelevant. For helt at undgå det skrækkelige ord "normal" er denne adfærd simpelt hen den grundlæggende menneskelige seksuelle adfærd, som alle andre former er udvandede udgaver af.

Om romanbladets læsere drømmer sig voldført af en sheik eller trakteret af en overlæge, bestemmes udelukkende af graden af hæmning. Igen er det vigtigt at huske på, at en overgivelse til dette adfærdsmønster ikke er en "shutting-down" af det cerebrale.

Det limbiske system kender ikke til lænker eller piske, fangenskab eller slaveri, det er alt sammen cerebrale opfindelser. Spørgsmålet er simpelt hen, om det limbiske og det cerebrale skal arbejde sammen eller mod hinanden.

Vil vi have en blodig borgerkrig i vores skal? Vel, for de fleste mennesker er problemet naturligvis ikke så stort.

Det limbiske er svagt, og signalerne uklare, så hvad skal man egentlig hengive sig til? Men er det stærkt, er der ingen grund til, at vi ikke på denne måde skulle blive mere menneskelige.