I predicted it!

 

Lidt mere begavede iagttagere må så småt begynde at undre sig over, hvad det er for en krystalkugle, Neutzsky-Wulff benytter sig af, når han skriver sine romaner. Eller måske sejrer den almindelige bagklogskab: I knew that.

So a little reminder: For tredive år siden var man overbevist om, at individer aldrig nogen sinde ville kunne true statsmagten. Anarkister var og ville forblive komiske mænd med kugleformede bomber i kløerne på en jovial panserbasse.

Statsmagten havde den fuldstændige magt over og derfor også det fulde ansvar for borgeren. Han fødtes som et ubeskrevet blad, som det var dens ansvar at skrive noget fornuftigt på.

Ikke blot alle tanker, men også alle følelser og impulser, ikke mindst de berømte kønsROLLER, skyldtes udelukkende skole og miljø - hvem kunne have forudset gendiagnostik og hjerneforskning? Dette fik en flok velmenende indremissionærer til at tilkæmpe sig indflydelse på menneskefabrikationen, så at der kunne skaffes kooperative og ufarlige industriarbejdere til veje. Alle skrivende mennesker indstemmede og kom på finansloven.

Så i 1971 var der en mærkelig mand, der skrev en bog, der foregik i det enogtyvende århundrede, hvor respekten for statsmagten ikke blot var smuldret bort, men almindelige, uuniformerede statsborgere - mennesker med en medfødt og uimodsigelig natur - tilføjede en stat krigslignende tab. Det var faktisk utrolig morsomt.

I dag, hvor en håndfuld ganske ubemyndigede mordere har lagt verdens hovedstads skyskrabere i ruiner, er latteren stilnet. Men tag det roligt!

I de bjerge af ævl, statsoverhoveder siden har fyldt højttalerne med, var der ikke noget, der tydede på, at man havde forstået den politiske og historiske lektie. Eller måske var man blot besluttet på, at disse mennesker skulle dø forgæves.

Pearl Harbor! siger man. Hiroshima, siger jeg.

Pearl Harbor var blot signalet til en nations engagement i endnu en krig. Hiroshima fortalte os, at civilisationen er dødelig.

World Trade Centers budskab er ikke mindre dramatisk og næsten mere enkelt. Statsmagtens dage er talte.

Ikke i dag, og ikke i morgen, men her er skellet. Vi lever ikke længere i nationalstaternes epoke - hvor praktisk, at det skulle falde sammen med det ny århundrede.

Med karakteristisk paradoksalitet betyder denne katastrofes titusinder af ofre, at ofrenes tid er forbi. Fra nu af lader individet sig ikke længere knuse af statsmagten, og heller ikke en militært afmægtig stat af nogen stormagt.

I 1945 var det stoffets vældige kræfter, der blev frigjort. I 2001 er det menneskets - dumme, dumme Arthur C!

Det er en sorgens dag, ikke mindst for tyranner. Hitlers, Stalins og Maos folkedrab er umuliggjort - Sharon var ellers så godt i gang!

Herefter vil statsmagtens afvikling foregå med omtrent samme hastighed som monarkiets - which is Dead Slow! Er det så bedre?

Er ti tusind uskyldige funktionærers død i et tårnhøjt helvede bedre end KZ-lejre? Professoren ryster på hovedet, smiler og siger: It IS different - isn't it? Og nærer sig ikke for at tilføje: I predicted it ...