En anden hjerne

 

"This is the dawning of the Age of Aquarius", sang man i min ungdom og tog således på god astrologisk vis forskud på det ny årtusind. Det var de glade tressere, hvor man lavede kærlighed i stedet for krig, og hallucinogener var "bevidsthedsudvidende" og ikke spor vanedannende.

Længe inden festens hovedperson indfandt sig, nåede festrusen imidlertid at gå over i noget, der betænkeligt lignede tømmermænd. Med autoriteten var disciplinen, ikke mindst selv-disciplinen, umærkeligt røget ud ad vinduet, og det var i mellemtiden blevet mandag morgen med realiteter, den psykedeliske farvehandel ikke rigtig kunne konkurrere med.

Strawberry fields, but not forever. I stedet fik vi så nostalgien, det bedrøvede, overbærende smil ad ungdommens vildfarelser, hvilket i det mindste forhindrede den ungdomsrevolutionære industri i at gå out of business.

Disciplin var der til gengæld til overflod blandt de mere politisk bevidste, men somme tider heller ikke ret meget andet. Vi kunne til mindste detalje erfare, hvilke lande vi kunne tillade os at købe appelsiner af, og Gud nåde og trøste den senkapitalistiske sjæl, som havde en svaghed for røde pølser eller sort undertøj.

Denne religion lignede mere Folkekirken, hvor tungetalen viger for kollekten. Men også den havde sin Morning After.

De små røde bøger var gode at have til morgensangen, men ubehagelige, når de associeredes med nazisternes propaganda via militærparader og massegrave. Endnu et stykke tid kunne den sande romantiker søge og finde sit Shangri La, sit Albanien, men det hele virkede efterhånden som så meget af et postulat, at man blev trætte af legen og besluttede at komme videre med livet i sofaen.

Man beholdt vel en rigtig mening eller to som en forsølvet barnesko, til højtidelig fremdragelse ved sammenkomster på alderdomshjemmet, men ellers overgav man sig stort set til det realpolitiske Danmark, hvor SF førte Socialdemokratiets politik, Socialdemokratiet Venstres, og Venstre stod meget lidt til venstre. Måske som en sidste desperat udvej landede der en hel del flyvende tallerkener.

New Age blev med andre ord en hylde i den lokale hobby-forretning. Hvad var det dog, der skete, hvad var Meningen med det, og hvor blev det hele af?

Hvoraf kom overhovedet denne forkærlighed for indianere, denne sympati for Djævelen? Hvad er der i vejen med vores egen kultur?

Nåja, den er lidt vissen. Vi kan ikke rigtig forstå det, eftersom den jo ud fra en historisk nødvendighed må repræsentere udviklingens højdepunkt.

Svaret er, at det er en i høj grad cerebral kultur, en "civilisation". Deraf skal vi ikke fejlagtigt udlede, at den er intelligent.

Første Verdenskrig repræsenterer et sådant højdepunkt af menneskelig uintelligens, at den nærmest er dyrisk, et sted imellem lemmingen og myren. Hvad vi må mene, er, at det er en kultur, hvor den cerebrale hæmning er noget nær enerådende, bortset fra i de totalt destruktive udbrud, vi kalder vold.

I grunden burde vi ikke tale om menneskets hjerne, men om dets hjerner, hvoraf det har to, og jeg hentyder ikke her til halvhjernernes hemisfære-mytologi. Cerebrum, Storhjernen, er godt nok en af dem.

Men den er til gengæld ganske følelsesforladt. Ikke blot kender den ikke til dyriske drifter, også den æstetik, som gør det muligt for os at glæde os over en solnedgang eller et kunstværk, savner den ganske.

Er den moralsk? Både og.

Ligesom den kan lære æstetiske regler, kan den også lære etiske. Men samvittighed i betydningen skyldfølelser, medfølelse eller glæden ved at glæde andre er den ikke leveringsdygtig i.

Dette kræver den anden hjerne, det limbiske systems medvirken, som er lokaliseret dybere nede. Her finder vi oprindelsen til al drift, al stræben, al glæde og alle ømme følelser over for vore medmennesker.

Læg mærke til, at denne rent fysiske opdeling af menneskesjælen ikke svarer til den kristne eller Freudianske, med den onde drift versus den sunde fornuft. Ikke blot ville cerebrum uden sin limbiske lillebror være en iskold psykopat, det limbiske system ville uden cerebrum være blot og bar appetit.

Menneskelige følelser som kærlighed og medfølelse kan kun opstå ved et samarbejde mellem disse to nervecentre. Det er i denne forstand, vi må kalde vor egen tid overdrevent cerebral.

Dette manifesterer sig ved en grundlæggende mistillid til følelsen. Vi stoler ikke på vores egen interesse for vore medmennesker, men insisterer på moralske regler og love, som ikke tager hensyn til hjertets kvababbelser.

Det er forståeligt nok, for som enhver ved, er hjertet ikke særlig pålideligt, og det kan derfor synes klogt at holde det i cerebralt ledebånd. Problemet er, at dette uvægerligt medfører, at menneskesindet tørrer ud, drænes for glæde og mening.

Meningen er nemlig kun at finde i cerebrum i betydningen fortolkning. Det, der får os til at finde "mening" i vores tilværelse, formål og fylde, er limbisk.

Det er med andre ord et limbisk underskud, der har gjort hverdagen grå, og vores liv til en ørk. Hvor vi har (forretnings)partnere i stedet for elskere, hvor vi kløjes i "Jeg Elsker Dig", hvor forelskelse, forførelse, erobring og evig kærlighed er blevet glædesløse rollespil.

For hvordan beholde det cerebrale overblik og alligevel hengive sig til hinanden, på nåde og unåde, som elskende gør? Hvordan, med vores cerebrale værdighed i behold, blive genstand for et andet menneskes begær?

Hvordan kan vi rent cerebralt forsvare på denne måde at tage ansvar for et andet menneske, for ægtefælle, børn, ja Medmennesket generelt? Forelskelse er vanvid, og kærlighed en uendelig sårbarhed, som cerebrum kun kan advare imod, for slet ikke at tale om menneskekærlighed og religion.

Hvem tager i dag ansvar for medmennesket imod øvrighed eller anden overmagt? Det er så uendelig meget lettere at idealisere det politiske system og regne med, at i vores vidunderlige velfærdssamfund behøver vi ingenting at gøre, ingenting kæmpe for, ja ikke engang risikere os selv ved at tale imod had og undertrykkelse.

Det hele bliver et spørgsmål om at hytte vores eget skind og finde alibier for det. Vores "sunde" egoisme, som får os til aldrig at hengive eller ofre os, aldrig begejstres eller henføres, det være sig af vores næste eller naturen, vores egen natur, bliver et oplysthedens evangelium.

Og netop derfor er vores kultur ikke en kultur. Derfor er vores kunst blikkenslager-installationer, og vores litteratur enten goldt ordkløveri eller endeløse jeremiader over egen forfordelthed.

Vi var så sikre på, at når blot vi fik vores Ret, med deraf følgende Pligter for vore medmennesker, ville vi blive lykkelige. Men glæden findes andetsteds, i forelskelse, i selvløshed og meningsfuld stræben.

Det får os til at skamme os så frygteligt, at den, der kommer med denne besked, nødvendigvis må gøre det ud fra de sletteste motiver. Hans insistens på driften er utvivlsomt en voldelig selvhævdelse, hans "menneskekærlighed" blot en romantisk svømmen hen med påfølgende indslusning i en for ham givtig sekt.

Og hvis det ikke er nok, kan vi sikkert finde på endnu værre ting at kalde ham. Når blot vi ikke tvinges til at vende os om mod vores eget ømme hjerte, med alle dets ubillige krav til os om ædelhed og menneskelighed.

Og som kapitalisten, som ser sin egen griskhed bekræftet i "naturen", lader vi os bekræfte af den hundske verden, hvor samfundet er en forretning uden plads til de uproduktive og det urentable. Men vi skabte den verden.

Jorden har set andre verdener, hvor Skabelsen var et Offer, hvor alt levede for alt andet. Det virker så fjernt, at kronikken og prædikenen må give op over for det.

Men det ligger dybt i os. Måske har vi gjort Fornuften til Gud, men Kærligheden og Glæden er stærkere.

Verden er mere end denne beskidte baggård, den er fuld af ubesøgte Rum. Skønt vi er løbet vild i vore cerebrale irgange, døende af tørst, springer blodkilden endnu.

Alt, hvad vi behøver at gøre, er at linde på hjertelåget. Hvis vi tør.