Ringen

 

DER RING DES NIBELUNGEN

Wagner var 26 år om ringen.

"I begyndelsen er Ånden, en uendelig række af horn, der glider umærkeligt over i hinanden, en bølge, der hæver sig, brydes og afløses af en anden i strygerne. Åndens havblik bliver til materiens strømmende flod, Rhinen.
Her boltrer rhindøtrene sig, et med de legende bølger. Og dog er enheden allerede brudt i det første replikskifte: Allein - zwei - VOR DIR - Geschwister. Men konflikten er på skrømt, en leg. Dog advarer Flosshilde: Besser bewacht des Schlummernden Bett!
Den slumrende er Ånden, der nu ligger glimrende på flodens bund, Rhinguldet, som en uforløst kraft, et salt, der endnu ikke har gennemtrængt vandet. Men Alberich betragter dem allerede lystent." "Nå," siger du.
Weia! Waga! Woge, du Welle! walle zur Wiege! Wagalaweia! Wallalala weiala weia!

Det endnu usaltede urhav kaldes Apsu.

"Jeg ved det," trøster Era, "det er højst forvirrende med dette persongalleri fuldt af overnaturlige væsner. Men hør nu her: Dværgene repræsenterer det prækognitive kulturtrin, kæmperne det prækulturelle, og guderne det kulturelle.
Alberich lyster efter materien, men har ingen mulighed for at beherske den. Hemmeligheden ligger i mennesket slægtskab med ånden, guldet på Rhinens bund.
Men for at aktualisere den, smede den om til en ring, cyklus, må mennesket først så at sige træde ud af sig selv, forsage kærligheden for at opnå magten. Naturen føler sig tryg i forvisningen om, at mennesket ikke vil være i stand til dette kunststykke."
He he! Ihr Nicker! Wie seid ihr niedlich, neidliches Volk! Aus Nibelheims Nacht naht' ich mich gern, neigtet ihr euch zu mir.

Alberich hedder i den nordiske mytologi Andvare.

"Alberich hæver truende næven, og i samme øjeblik står solen op og får guldet til at glimre. Søstrene bader i skinnet, som de anser for uden for hans rækkevidde, imens de plaprer ubekymret om dets magt og betingelsen for at opnå den.
'Denn was nur lebt, will lieben; meiden will keiner die Minne.' Men mennesket besidder netop evnen til at unddrage sig kærlighedens magt og derved opnå magt over verden. Alberich forbander kærligheden og tilriver sig ringen. Den aktuelle verden er skabt."
Nur wer der Minne Macht entsagt, nur wer der Liebe Lust verjagt, nur der erzielt sich den Zauber, zum Reif zu zwingen das Gold.

Ringen hedder Andvarenaut.

"Nu vågner guderne og får øje på kulturens borg, Valhal. Men den er bygget af kæmper, det vil sige med prækulturelle kræfter. Frugtbarheden hører ikke til i kulturen, den kræver naturen tilbage. Gudinderne indså faren, men blev bragt til tavshed.


Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 1

Wotan minder da Fricka om, at hun selv bad om borgen, og hun medgiver, at den var udtryk for et ønske om at binde ham. Men det er mislykkedes, i stedet for fred pønser han på krig. Wotan forsvarer sig: Kan han ikke være fri, må han i det mindste herske.
Fricka bryder sammen i gråd og forbander manden, der 'um der Macht und Herrschaft Tand verspielt Liebe und Weibes Wert'. Det er altså atter ring-temaet. Wotan mener, at hun er uretfærdig. Satte han ikke også sit liv på spil for at vinde hende?"
Ehr' ich die Frauen doch mehr als dich freut!

Valhal har 540 døre.

"Nu kommer Freia ind på scenen, på flugt for kæmperne Fasolt og Fafner. Wotan beroliger hende nervøst: 'Lass ihn drohn! Sahst du nicht Loge?' Loge er intelligensens gud.
Når det gælder forslagenhed, forlader alle guderne sig på ham, men de har også mistillid til ham. Det var ham, der lovede Wotan, at han roligt kunne give Freia i pant, han skulle nok finde en udvej. I venten på sin rådgivers ankomst forsøger han sig selv.
'Nennt, Leute, den Lohn!' siger han large, dog 'Freia ist mir nicht feil!' Rasende minder kæmperne Wotan om, at den pagt, han nu bryder, er den eneste, der holder dem i skak."
Dort steht's was wir stemmten: schimmernd hell bescheint's der Tag: zieh nun ein, uns zahl' den Lohn!

Freias Valhal hedder Folkvang.

"Den pagt, kæmperne hentyder til, er indristet i Wotans spyd, der repræsenterer det kognitive sprog. Loges udgave af denne pagt er tilsvarende det kommunikative. Wotans spyd opretholder verdensordenen, Loges omgår den snedigt.
Fasolt roser Freias dyder, men Fafner røber den egentlige grund til deres forlangende: Uden Freias æbler ældes guderne, og verden vender tilbage til den primordiale tilstand. Loge ankommer, men ved heller ikke umiddelbart noget råd.
Overalt har han søgt, men intet fundet, der kan erstatte 'Weibes Wonne und Wert'. Da hørte han imidlertid om Alberich, der forsvor kærligheden. Kæmperne lover nu at opgive Freia til fordel for guldet, men beholder hende dog indtil videre som gidsel."
Durch Raub! Was ein Dieb stahl, das stiehlst du dem Dieb: ward leichter ein Eigen erlangt?

De forsamlede guder er Wotan, Donner, Loge og Froh.
I ringen repræsenteres materien af Rhinen.

"Nu nedstiger Wotan og Loge til dværgenes verden, som imidlertid ikke længere er den samme. Alberich har sørget for fuld beskæftigelse. Selv sin egen broder, Mime, har han betvunget.
Nibelheim er Wagners vision af det moderne, autoritære samfund, som han i sin individualisme og anarkisme forsager. Her er kulturmennesket atter sat tilbage til dyrets niveau ved den lukkede rings magt, som Alberich udøver.
Selv har han kun tanke for det guld, hans slaver stabler op på scenen, magt for magtens egen skyld. Mime er her den ondskabsfuldeste karikatur af den intellektuelle, der har ladet sig kujonere."
Hehe! Hehe! Hieher! Hieher!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 2

Garm vogter Nebelheim.

"Mime er det, der har smedet dølgehjelmen, der gør det muligt for Alberich at være alle steder på en gang. Dens magiske formel er: NACHT UND NEBEL - NIEMAND GLEICH, det vil sige det mørke og den tåge, hvor ingen ligner sig selv mere.
Mime betror sig straks til Loge, hans åndsbroder: Førhen levede dværgene en sorgløs eksistens, og guldet blev kun anvendt til at smykke deres kvinder. Men Alberich tror på ubegrænset vækst, alle ressourcer skal tømmes.
Han røber også sin egen ambition, selv at blive herre. Hjelmen skulle være hans våben, men Alberich forstod bedre at udnytte den."
Mit arger List schuf sich Alberich aus Rheines Gold einen gelben Reif: seinem starken Zauber zittern wir staunend; mit ihm zwingt er uns alle.

I den nordiske mytologi er Hel hersker i Nebelheim.

"Alberich anerkender ikke længere Loge, men derfor frygter han ham heller ikke. Han praler af sin rigdom, og Loge bemærker tørt, at den synes overflødig, hvor intet er værd at købe.
Men guldet har en langt større magt, som Alberich røber sin ambition: Wie ich der Liebe abgesagt, alles, was lebt, soll ihr entsagen! Mit Golde gekirrt nach Gold nur sollt ihr noch gieren. Wotan raser, men Loge bevarer fatningen.
Kan dølgehjelmen virkelig udrette de vidundere, Alberich praler med? Ikke blot kan den således skjule tyrannen, men give ham en hvilken som helst form, han ønsker. Han beviser det straks og viser uden at vide det sin sande skikkelse, Midgårdsormen."
Riesenwurm winde sich ringelnd!

I Bibelen hedder Midgårdsormen Rahab.

"Loge er dog ikke overbevist, men narrer Alberich til at skabe sig om til en tudse, som Wotan derefter sætter foden på. For at slippe fri erklærer Alberich sig villig til at opgive sit guld, blot han må beholde ringen, der er kilden til hans rigdom.
Da han indser, at han også må bøde den, forbander han den i stedet. Nu kommer kæmperne tilbage, medførende deres gidsel. De indvilliger i at tage så meget guld i bytte for Freia, at det skjuler gudinden."
Wie durch Fluch er mir geriet, verflucht sei dieser Ring!

Kun ringen formår at skjule gudindens øje.

"Først vil Wotan ikke af med ringen, men da stiger Erda op af jorden og advarer ham imod at beholde den, idet hun varsler ham Gudedæmringen. Fafner og Fasolt kommer straks op at skændes om skatten, og da det kommer til ringen, dræber Fafner sin broder.
Og imens rhindøtrene begræder deres tabte skat, drager guderne ind i borgen."
Rheingold! Rheingold! Reines Gold! O leuchtete noch in der Tiefe dein lautrer Tand! Traulich und treu ist's nur in der Tiefe: falsch und feig ist, was dort oben sich freut!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 3

Erda er en af nornerne.

"I ringens anden del optræder endelig mennesker på scenen, der nu er Midgård. Midt i menneskeboligen står en vældig ask, Verdenstræet. I denne version repræsenteres Ånden ved et sværd, der sidder fast i stammen.
Krigeren Siegmund kommer udefra, i et frygteligt uvejr. Han er såret og på flugt, Sieglinde betragter ham undrende. Kort efter råber han på 'ein Quell', og hun henter et drikkehorn til ham.
Men den lindring, det kvindelige giver, er kort, da hun præsenterer sig selv: Dies Haus und dies Weib sind Hundings Eigen. Umiddelbart efter følger det første kys, Sieglinde 'smager ham drikken til'."
Wehwalt hiess ich mich selbst: Hunding will ich erwarten.

Træet hedder Ygdrasil.

"Nu kommer Hunding, nærmest irriteret over at finde en fremmed i sit hus forlanger han maden på bordet. Mens de spiser, betragter han i smug de to og undrer sig over, hvor meget de ligner hinanden, den samme 'gleissende Wurm' i begges øjne.
Han udfritter sin gæst om hans navn, men Siegmund er forsigtig. Helst hed han Friedmund, Frohwalt er han i hvert fald ikke, altså Wehwalt. Engang, da han kom hjem fra leding med sin fader, var gården brændt ned, moderen død, og søsteren bortført.
Siden da har han levet i skoven og er derfor en 'ulv'. Dem har Hunding nok hørt om, og ikke for det gode. Siegmund giver ham ret: Was schlimm immer mir schien, andere gaben ihm Gunst. In Fehde fiel ich wo ich mich fand, Zorn traf mich, wohin ich zog ..."
Wehrlich und stark war Wolfe; der Feinde wuchsen ihm viel.

Siegmunds efternavn er Vølsung.

"Sidst kæmpede han for en kvinde, hvis familie ville bortgifte hende til en mand, hun ikke elskede. Men da hendes brødre lå døde, vendte hun sig imod sin redningsmand, og han stod atter ene mod alle.
Nu forstår Hunding, at Siegmund er den, også han jager. Gæstefreden har reddet ham, men den næste dag må han dø. Våbenløs erindrer Siegmund, at Ulven engang tilsvor ham, at han i den yderste nød skulle finde et sværd.
Vi ser nu hjaltet i træet, men Siegmund ser det ikke. Sieglinde, der har bedøvet sin mand, hengiver sig til ham: Du bist der Lenz, nach dem ich verlangte in frostigen Winters Frist. Fremdes nur sah ich von je, freundlos war mir das Nahe ..."
Freudige Rache ruft nun den Frohen!

Sieglinde hedder i den nordiske mytologi Signe.

"Ud fra Siegmunds beskrivelse af sin skæbne har Sieglinde genkendt sin broder og elsker. Således bliver da Kærligheden - på en gang Ægteskabsbrud og Blodskam - den yderste nød, som tillader Siegmund at drage sværdet Notung."
Braut und Schwester bist du dem Bruder.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 4


Notung hedder i den nordiske mytologi Gram.
Sieglindes ægtemand hedder Hunding.

"Også ovenpå forberedes kampen. Wotan sender sin valkyrie Brynhilde ud for at sikre hans yndling Siegmund sejren. Brynhilde skynder sig af sted, eftersom et værre slagsmål truer på stedet, da Fricka nærmer sig. Der alte Sturm! sukker Wotan.
Doch Stand muss ich hier halten! Frickas klagemål er forudsigeligt: Som ægteskabets vogter må hun insistere på, at hendes gemal tager den krænkede ægtemands parti. Wotan nægter blankt: Unheilig acht' ich den Eid, der Unliebende eint! Men søster og broder!
Har man set noget lignende? Heut' hast du's erlebt! svarer Wotan roligt. Fricka indvender, at hvis menneskene kan gøre, hvad der passer dem, er det sket med respekten for guderne."
Stets Gewohntes nur magst du verstehn: doch was noch nie sich traf, danach trachtet mein Sinn.

Hunding hedder i den nordiske mytologi Lyngve.

"Til sidst giver han efter for sin hustrus plagerier og lover at vende sig mod Siegmund. I en lang monolog forsøger han derefter at forklare sig for Brynhilde. Da kulturen var ung, blev den holdt sammen af kærlighed, men da denne svigtede, af pagter.
Men den slags holder ikke, og Alberich og hans dværge har nu vundet herredømmet. Derfor avlede Wotan med Erda otte døtre, valkyrierne. Som Fylgjer var deres opgave at opdrage helte, der skulle genskabe verden ved at bryde dens fastlagte orden.
En sådan helt kunne genvinde ringen, som nu Fafner besidder. Brynhilde fremholder nu Siegmund som en sådan helt, og Wotan må bekende, at han har viet ham til døden, og at hun er redskabet."
Die herrisch wir sonst in Gesetzen hielten - die solltet zu Sturm und Streit ihr nun stacheln, ihre Kraft reizen zu rauhem Krieg.

Erda hedder i den nordiske mytologi Urd.

"Vi genfinder Siegmund og Sieglinde på flugten, hvor Brynhilde viser sig for helten og forudsiger hans død, men skønt hun forjætter ham Valhals salighed, nægter han, når Sieglinde ikke kan følge ham.
Brynhilde spørger rørt ved synet af den segnede Sieglinde: Nichts sonst haltest du hehr? Hun lover da at trodse Wotan og skænke ham sejren."
Siegmund! Sieh auf mich! Ich bin's, der bald du folgst.

Den valkyrie der indleder tredie akt hedder Gerhilde.

"I den påfølgende kamp beskytter hun Siegmund med sit skjold, men må vige for Wotan, hvis spyd splintrer Notung, og han falder. Brynhilde når dog at redde Sieglinde og deres ufødte barn.
Wotan kan ikke nære sig for at vise sig for Hunding, der styrter død om. Nu mangler kun opgøret med Brynhilde, der trodsede ham. Hendes straf er at synke i en dyb søvn, men for at ikke en niding skal forgribe sig på hende, omspænder Wotan hende med ild."
Loge! Loge! Hieher!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 5

Erda er Brynhildes mor.

"Sieglinde," forklarer hun videre, "er flygtet til omegnen af Fafners hule, hvor han i skikkelse af en lindorm vogter sit guld, det er nemlig det eneste sted, Wotan undgår.
Her er nu Siegfried vokset op og er kommet i lære hos smeden Mime, som han forlanger, skal smede ham et sværd. Men hvor godt end Mime smeder, Siegfried slår dem alle i stykker, som om de var legetøj. Kunne han blot hele Notung, var det en anden sag ..."
Siegfried hedder i den nordiske mytologi Sigurd.
"Med Notung kunne Siegfried fælde Fafner, og det skulle så være en smal sag for Mime at narre skatten fra ham. Nu kommer Siegfried ind på scenen med en bjørn, han har fanget, og Mime slipper kun for videre tiltale ved at give ham sværdet.
Men det holder naturligvis ikke længere end de øvrige. Nu har Mime imidlertid fået nok af Siegfrieds utaknemmelighed, har han ikke tålmodigt opfostret lømlen? Men Siegfried har ikke brug for, hvad Mime kan give ham.
Langt hellere omgås han skovens dyr, men alligevel vender han altid tilbage. Mime påstår at være Siegfrieds far, men hvor er da hans mor? Desuden, hvordan kan Mime have avlet noget så uligt ham selv?
Alle disse ting har Siegfried lært af naturen, og de modsiger alle sammen det, Mime har lært ham. Mime indrømmer nu, at han kun er adopteret, han tog ham fra hans døende mor. Mime fortaber sig atter i erindringen om 'das zullende Kind'.
Han forstår ikke, at Siegfried er ved at blive en mand, og at hans rigtige far rører sig i ham. Mime nævner da moderens navn og viser ham stumperne af Notung. Da træder Wotan ind i en vandrers skikkelse."
Still mit dem alten Starenlied!

Regin opfostrer Sigurd.

"Mime er ikke særlig gæstfri. Han afviser den fremmedes visdom, han har nok i sin egen: Ich weiss mir g'rade genug. Gæsten insisterer imidlertid på, at hans vært prøver hans visdom.
For at blive af med ham stiller Mime da den viseste af alle tre tåbelige spørgsmål. Hvad han ikke regner med, er, at den fremmede vil stille ham på den samme prøve. De to første spørgsmål om vølsungerne og Notung besvarer han let.
Da spørger Wotan ham imidlertid, hvem der skal smede Notung helt igen, og her bliver han svar skyldig. Da svarer vandreren selv: Kun den, der ikke kender til frygt, smeder Notung nyt." "Den, der ikke kender til frygt," gentager du tænksomt. "Præcis.
Frygt er jo altid en frygt for konsekvenser, og det er netop denne bekymring, der som den eneste oprindelige synd umuliggør omgangen med ånden, som Notung repræsenterer." "Nåja."
"Da Mime ikke kan svare, må han bøde med sit liv, men Wotan skænker det til den samme frygtløse, hvorom han har talt. Da Siegfried kommer tilbage, er det derfor Mime meget om at gøre at lære ham at frygte.
Nu bliver Siegfried nysgerrig, og Mime foreslår den frygtindgydende Fafner som læremester. Siegfried smeder da selv sit sværd."
Aus der Welt-Esche weihlichstem Aste schuf er sich einen Schaft: dorrt der Stamm, nie verdirbt doch der Speer; mit seiner Spitze sperrt Wotan die Welt.


Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 6

Reidmar er Regins far.
Wotan har sit spyd fra Ygdrasil.

På den tolvte dag fortsætter gennemgangen af Wagner. Uden for Fafners hule ligger Alberich på lur. "Nu træder Vandreren atter ind på scenen.
Alberich genkender ham og påstår ikke længere at frygte ham. Ved sin opførsel har han jo selv krænket runerne, der er ristet i hans spydskaft. Wotan svarer, at Alberich jo alligevel aldrig har respekteret dem, men kun spyddets od.
Han advarer derefter nibelungen om, at Siegfried er på vej, ført af Mime, og vækker Fafner. Alberich forklarer uhyret, at Siegfried kun begærer ringen, hvis Fafner overlader dværgen den, vil den beholde livet.
Men den kapitalistiske drage er for dum til at redde blot sit eget liv: Ich lieg' und besitz' - lasst mich schlafen! Da Siegfried ankommer, spørger han Mime efter uhyrets hjerte, for skønt det er 'ein grimmiges, hartes Herz', så kan det dog gennembores.
Derefter gemmer dværgen sig og lader Siegfried ene. Han harcellerer nu over dværgens grimhed." "Men det er vel ikke specielt sympatisk," indvender du.
Fort mit dem Alb! Ich mag ihn nicht mehr sehn.

"Siegfried er måske litteraturhistoriens mest usympatiske helt, netop fordi han ikke er en antihelt, Wagner kan slet ikke se hans svagheder, fordi det er hans egne. Dermed bliver hans uskyld til stupid voldsmentalitet.
Han føler sig kaldet til at fælde dem, han har udnævnt til drager, og til at viktimisere dem, der ikke lever op til hans eget fade skønhedsideal. Når han skræmmer og piner sin læremester, er det således for Wagner kun udtryk for hans mandige humor.
Det er ikke svært at se, hvordan et sådant helteideal kunne masseproduceres til en hær af bøller, og hvorfor Hitler måtte elske denne helt. For ham var det tænksomme, tøvende, humane menneske simpelt hen svagt.
Men han frygtede det naturligvis også. Det er den samme mekanisme, som får vor egen tids fascister til at lægge deres modstandere for had ved at insistere på det 'uæstetiske' og 'syge' ved seksualiteteten og alle andre menneskelige livsytringer.
De efterstræber ringens døde magt og spyddets upersonlige autoritet. Men autoritet kan ligesom viden kun gives som en gave af kærlighed, de kan ikke påtvinges." "Men - hvad skal vi så overhovedet med Wagner?"
'Du sollst nicht lieben!'
Era smiler. "Hvad skal vi med den hæslige dværg? Vi skal lære af ham, og for at lære af ham må vi først forstå ham, det vil sige gå ind på hans tanke og give ham nøglen til vores hjerte. Om han så skal dvæle der, er en anden historie.
For hvis vi ikke lukker ham ind, er vi ikke anderledes end alle de andre idioter, der lader sig skræmme af en pukkel eller en fiks ide hos deres lærere." "Jeg forstår. Vi holder altså med Siegfried." "Vi holder med Siegfried.
For ellers kan vi lige så godt gå hjem. Siegfried forsøger nu at kommunikere med fuglene med sin fløjte, men det lykkes ikke. I stedet dukker Fafner op."
WAS IST DA?

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 7


Siegfrieds hest hedder Grane.
"Ikke overraskende lykkes det Siegfried at dræbe Fafner, men da han vil trække sværdet til sig, oversprøjtes hans hånd med blod. Det svier, og han sutter på fingrene og opnår derved evnen til at forstå fuglenes sang.
De fortæller ham da om Nibelungens skat i hulen, om dølgehjelmen og ringen. Alberich og Mime skændes allerede om byttet, men da Siegfried kommer ud, fjerner Alberich sig.
Mime er imidlertid ikke længere i stand til at skjule sit forehavende: At han vil forgive Siegfried, og denne dræber ham. Derefter drager han af sted for at finde den sovende skønhed, fuglene har forjættet ham."
Trinken wollt' ich: nun treff' ich auch Frass!

Den sovende skønhed hedder i den nordiske mytologi Sigdrifa.

"Wotan har i mellemtiden påkaldt Erda for at erfare sin skæbne. Men denne skæbne kan kun findes i handlingen, i de norner, som lyder hendes bud, og de endnu mere aktualiserede fylgjer, der styrer den individuelle skæbne.
Hun undres derfor såre, da hun hører, at Wotan har sat disse kræfter ud af spil. Wotan har imidlertid løsningen: Siegfried, der handler uden gudernes hjælp og imod deres vilje.
Men da han kort efter møder helten, kan han alligevel ikke forlige sig med dennes respektløshed, og stiller atter Lovens spyd over for Åndens sværd. Men denne gang brister spyddet. Nu er vejen fri til Brynhilde, som han først tager for en såret kriger.
Da han befrier 'ham' for rustningen, opdager han imidlertid til sin rædsel et væsen ganske ulig ham selv, ved at opdage kvinden bliver han en mand."
Zieh hin! Ich kann dich nicht halten!

Hjalmgunnar og Agnar.

'Du selbst bin ich,' siger hun til ham. 'Wissend bin ich nur, weil ich dich liebe.' Kun i hendes rustning kan han sejre, de 'mægtige bånd', hun binder ham med.
Feurige Angst fasst meine Augen: mir schwankt und schwindelt der Sinn - das ist kein Mann ...!

Du når lige at blive færdig med den morsomme krydsord, da Era kommer tilbage, og tæppet går for RAGNAROK.
De tre norner er på scenen. Era forklarer. "De taler om de saturniske dage, hvor verdensasken stod grøn. Odin brød en gren af den for at forfærdige sit spyd og sårede det derved uhelbredeligt.
Nu har en helt brudt spyddet, og Ygdrasil ligger stablet om Valhal som ved omkring et bål. Loge, som guderne fæstede som rådgiver, er nu atter fri. I mellemtiden belaver Brynhilde sig på at sende sin Siegfried ud i verden for at genskabe den.
Hun har lært ham runerne og alt, hvad hun ved, og frygter nu, at han skal glemme hende. Men for Siegfried er der kun hende og den opgave, hun har sat ham på. Han giver hende derpå magtens ring og får hendes hest i bytte."
Wo ich bin, bergen sich beide.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 8


Odin drak af Mimers brønd.

"Imens holder gibichungerne hof. Deres slægt er imidlertid ufrugtbar, kong Gunther har ingen hustru, og hans søster Gutrune ingen mand, som hans halvbroder Hagen gør opmærksom på. Han nævner da Brynhilde som en mulig brud.
Da det imidlertid står begge klart, at kun Siegfried kan vinde hende, beslutter de at give ham Gutrune til hustru. Til gengæld skal han vinde Brynhilde for Gunther. Til dette formål anbefaler Hagen en glemselsdrik."
"Men jeg troede, Siegfried og Brynhilde skulle have hinanden i enden?" "Intrigen i Ragnarok er, at der er ikke en, men to mulige undergange. Kulturen, Valhalla er dømt, men hvad kommer der bagefter?"
Jagt er auf Taten wonnig umher, zum engen Tann wird ihm die Welt.

Gunter hedder i den nordiske mytologi Gunnar.

"Det er Wotans plan, at det skal følges af et nyt prækulturelt stade, hvor kæmperne erstattes af helte, der byder guderne trods. Siegfried har allerede vist, at han er en sådan helt, i den anden af to nøglesekvenser i operaen.
I VALKYRIEN brast Åndens sværd mod Lovens spyd, men i RAGNAROK sker det modsatte. Men som det skal vise sig, er helten ikke ganske uimodtagelig for det postkulturelle stadiums fristelser.
Det viser sig allerede, da han giver Grane fra sig for at kunne træde ind i kæmpehallen. Siegfried har ikke nok i det overmenneskeligt kvindelige som repræsenteret ved Brynhilde, han har brug for mænds selskab, forbrødring og beundring."
Ich kannte dich nur an deiner Kraft.

Gutrune hedder i den nordiske mytologi Gudrun.

"I denne sammenhæng passer den tamme, men dominerende Hausfrau Gutrune bedre, og vi ser en gentagelse af temaet fra RHINGULDET, hvor Fricka frister Wotan til at bygge Valhal.
Gradvis mister han sin uskyld, han undervises i brugen af dølgehjelmen, hvis formål han som rent kognitiv slet ikke forstår. Bag det hele står Hagen, den søn, Alberich har avlet med Gunthers moder Grimhilde uden kærlighed, og ringen er hans mål.
I Gunthers skikkelse betvinger Siegfried nu Brynhilde, idet han tager ringen fra hende. Sværdet, som før førte dem sammen, skiller dem nu."
Dies Gewirk, unkund seiner Kraft.

Brynhild hviler på bjerget Hindarfjeld.

"Han kan nu prale af sin bedrift og høste sin løn i form af Gutrune, han har ofret kærligheden, ikke for magt, men for accept. Ringens forbandelse har også ramt ham. Kort efter ankommer Brynhilde."
Die Treue wahrend dem Bruder, trenne mich von seiner Braut!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 9

Hagen hedder i den nordiske mytologi Høgne.

"Brynhilde er naturligvis forvirret, for at sige det mildt, og hendes konsternation bliver ikke mindre, da hun ser den ring, Gunther tog fra hende, på Siegfrieds hånd.
Hun forstår nu, at det var Siegfried, der vandt hende for anden gang, og som hun elsker. Mængden kan dog kun forstå det således, at Siegfried har forgrebet sig på Gunthers hustru.
Hagen foreslår nu, at Siegfried giver sit liv i pant på, at han taler sandt. For Brynhilde må det da forekomme, som om han helt og aldeles har svigtet hende, og sammen med Hagen og Gunther planlægger hun hans død."
Verrat? An wem?

Ryggen er Siegfrieds Akilleshæl.

"På den påfølgende jagt møder Siegfried rhindøtrene, der bønfalder ham om at give dem ringen tilbage, hvad han nægter. Da trylledrikkens virkning kort efter ophører, røber Siegfried sagens rette sammenhæng, og Hagen dræber ham.
Da han derefter gør krav på ringen, geråder han imidlertid i klammeri med Gunther, der kræver den som søsterens arv, og Hagen dræber Gunther.
Gutrune røber nu alt om glemselsdrikken for Brynhilde, der bestiger Siegfrieds ligbål efter at have kastet ringen i Rhinen. Hagen dykker desperat efter den og trækkes ned af rhindøtrene. I baggrunden brænder Valhal."
So - werf' ich den Brand in Wallhall's prangende Burg.

Førsteopførelsen fandt sted i 1876.

"Ringen handler om selve tilværelsens betingelser, muligheden af at opnå bevidsthed uden at forsage driften. Siegfried realiserer næsten dette ideal i sin kærlighed til Brynhilde, men i sidste ende prisgiver han den omstændighederne.
Måske føler han sig i virkeligheden trængt af hendes mægtige præsens. Hun lærer ham ganske vist selvforglemmende runerne, men formålet er altid givet. Dermed bliver han på en gang helt og bydreng, herre og slave.
Det er frygtelige vilkår for et menneske, for kærlighedens ubønhørlige magt kræver, at giver og modtager lader sig binde af den samme lænke. Hellere forbliver vi da 'frie' i betydningen konsekvensløse.
Vi har ingen kontrol med vores skæbne, men den manifesterer sig heller aldrig for os med nogen insistens. Det er så let at acceptere mængdens dom: Verrat! Men vi må altid spørge: An wem?
Siegfried forrådes, fordi han er uskyldig, og begår mened ved at tale sandt. Han foretrækker i sidste ende vellidtheden for elskovstvangen, og hvem kan her sige sig fri?
For os er 'ubønhørlig' og 'kold' nærmest synonyme, men det eneste, der er virkelig ubønhørligt, er lidenskaben."


Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 10