Die Zauberflöte

 

Tryllefløjten

[Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff]

"Kan du huske Ringen?" spørger Era. Sikke et spørgsmål! "Det er også en af disse operaer, der begynder med Verdens Skabelse. Tryllefløjten begynder med tre serene akkorder. Ikke blot jorden, men også over- og underverdenen er øde og tom.
Men ånden svæver over vandene. Husk, at hornene er de 'åndelige' instrumenter, violinerne de materielle. Snart begynder de sidste at save. Der er en livlig aktivitet. Men Mozart er ikke Wagner. Hvor Wagner er pessimist, er Mozart optimist.
Hvor Wagner er sværmerisk grænsende til det svulstige, er Mozart nærmest humoristisk. Dette skyldes hovedsagelig en større overlegenhed over for sit stof hos Mozart. For Wagner er ånderne omsvævende vidundere, for Mozart er de simpelt hen kolleger.
Vi ser ikke en frembrusende flod, men hører en flok højrøstede håndværkere. Denne munterhed er imidlertid ikke overfladisk. Lyt igen! Der er en afgrund under Mozarts musik.
Når du er blevet opmærksom på den, falder du, ikke som hos Wagner ned på næste etage, men ud i uendeligheden. Wagner kan være grusom, næsten stupid. Mozart udstråler en universel venlighed. På et tidspunkt vil du lytte og sige: Intet Menneske skrev dette.
Så er du igennem til Mozart."

"Hør englene! De grundfæster jorden, mens gudssønnerne jubler af fryd. De er der alle sammen, Ærkeenglene, der bakser med de store sten, og de små ekstraengle, der render rundt med viduesrammer og altid synes at være ved at komme for sent.
Men til sidst er alt på plads. Det er Fuldbragt. Atter lyder tre akkorder, denne gang omtrent samme sted på skalaen. Denne harmoni er helt igennem jordisk og minder foruroligende om den primordiale.
Og så begynder det hele forfra, godt nok lidt mere diskret, næsten furtivt. Skabelsen, ser du, er aldrig fuldbragt. Der kommer altid noget mere!
Det er, som om ouverturen ikke kan blive færdig, og ender simpelt hen med en kaskade fra himlen, og så videre, og så videre ..."

"Da tæppet endelig går op, får vi en anden version, som peger frem mod Marduk. Tamino, det nyskabte menneske, flygter fra kaosdragen.
Som han synes fortabt, viser tre tilslørede kvinder sig, skæbnegudinderne, populært kaldet de tre feer (fata), og dræber dragen. Læg mærke til, hvor tæt denne scene lægger sig op ad Ringen og Alberichs møde med de tre rhindøtre.
Først nu bliver de opmærksomme på Mennesket og forelsker sig umiddelbart. Entiteters svaghed for mennesker er jo en gammel tradition. Men de er slet ikke aktualiserede nok til at have omgang med ham, nein, nein, das kann nicht sein!
Bemærk musikkens kredsformige figurer, naturens evige kredsløb, som umuliggør forbindelsen til en så lineær eksistens som menneskets. Og idet Papagenos tema indvarsles, intoneres det umiddelbare, men ultimativt golde Ich! Ich! Ich!"

"Papageno er naturligvis den egentlige parallel til Alberich, men hvor Wagners skildring af dyremennesket er nærmest ondskabsfuld, er Mozarts fuld af overbærenhed og sympati.
Han vidste, hvad Wagner glemte, at teatret ville være fuldt af Papagenoer, og denne figur blev da også straks operaens mest populære.
Så levende er denne skildring, at Papagenos forening med sin Papagena langt overgår Taminos forening med Pamina i kunstnerisk intensitet.
Dette er næppe noget tilfælde, men viser, at Mozart så ånden dybt forankret i kød og blod, og kærligheden til ånden som en direkte funktion af kønsdriften. Dette kommer, som vi skal se, bedst til udtryk i kærlighedsduetten mellem Pamina og - Papageno.
Papageno er fugleFÆNGEREN, og hvis han med sin fløjte synes at kommunikere med sine fugle, er det kun for at kunne lokke dem ind i buret. Der er altså ikke her tale om at forstå fuglenes sprog. Thi alle fugle "sind ja mein".
De er altså en blot og bar ressource, og han drømmer om at fange Papagena på samme måde. At han selv er en fugl forstår han trods sine mange grønne fjer ikke. Men forholdet til naturen er ikke på dette trin fjendtligt."

"Feerne aftager således tålmodigt hans fugle til gengæld for kager og vin, og slipper dem derefter løs igen, et arrangement, der er lige så praktisk, som det er totalt meningsløst.
Således svarer Papageno meget fornuftigt på Taminos spørgsmål, at han er et menneske, mens Tamino selv præsenterer sig som af fyrstelig (åndelig) slægt. Dermed er de to figurer sådan set præsenteret.
Papageno er umiddelbart ude af stand til at fatte, at der skulle kunne være andre verdener end hans egen, men ser dog visse forretningsmuligheder i oplysningen.
Papageno har i modsætning til Tamino ingen historie, og denne kommer da også på et tidspunkt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet er et menneske. Papageno reagerer aggressivt og roser sig af at have dræbt dragen.
Nu griber feerne ind, og livets vin og brød forvandler sig til vand og sten. Endelig får han lås for munden. Ikke så meget, fordi han har løjet, som fordi hans evindelige kommunikative pludren muliggør løgn.
Tamino derimod får udleveret Paminas billede, som han straks forelsker sig i, altså ikke Pamina, men hendes portræt. Den kendte arie begynder således: Dette BILLEDE er fortryllende smukt. Feerne kommer tilbage og introducerer Nattens Dronning."

"Nattens Dronning er en ærefrygtindgydende skikkelse, og det har forvirret mange, at hun i første akt optræder som det ulykkelige offer for en voldshandling, men senere 'udvikler sig til' stykkets 'skurk'.
Hun er naturligvis ingen af delene, men Materien i al sin frygtindgydende majestæt. Hun repræsenterer det kvindelige, som endnu ikke er forædlet af foreningen med det mandlige, ligesom Tamino og Papageno først modnes, da de møder deres Elskede.
At tanken om, at hendes datter nu befinder sig i lænker i Sarastros tempel, derfor ikke forekommer hende umiddelbart tiltalende, kan vel næppe undre. For hende er Tamino således primært et redskab, og kun sekundært en prospektiv svigersøn.
Ikke desto mindre er det hende, der umiddelbart definerer hans skæbne, og Ich! forvandles til Du! Mennesket er indtrådt i forbindelse med verden og blevet et objekt for de kræfter, der står bag den.
Han udstyres derefter med en Tryllefløjte, og Papageno med et magisk klokkespil. Disse to er altså begge af åndelig oprindelse, men virker på forskellige niveauer. Tryllefløjten forelener sin ejer med selve åndens kraft i dens reneste form.
At operaen har fået navn efter den, kan ses som Mozarts kvittering for selv at have modtaget den. Klokkespillet har også klang af det høje, men dens effekt er begrænset til menneskelige affærer."

"Papageno redder sig senere ved at fortrylle sine fangevogtere, men med fløjten i hånd kan Tamino få selv dyrene til at lytte (Prøv at spille Mozart for et bur fuldt af undulater!)
I Sarastros sfære kan de dog ikke længere regne med beskyttelse fra Nattens Dronnings terner, og de erstattes derfor med tre drenge (engle).
Hendes magts begrænsninger understreges af den formfuldendte, men endeløse afsked, hvorefter Tamino og Papageno (med mange bange anelser) drager ud på deres kvest, og de tre damer formodentlig vender tilbage til deres cirkler."

"I næste scene præsenteres vi for Paminas situation. Hun har forståeligt nok forsøgt at flygte, men er atter blevet indfanget af Sarastros slaver. Nu bliver hun lagt i tunge lænker. Nattens prinsesse er endt i noget, der betænkeligt ligner et harem.
Hun kan altså nu kun vente i sit gyldne bur på, at hendes nye herre finder det for godt at tilfredsstille sine seksuelle begær på hende.
I mellemtiden er hun i hænderne på brutale slaver, hvoraf i det mindste en, Monostatos, næppe vil tøve med at forgribe sig på hende. Et noget dystert perspektiv for noget, nogle operaførere kalder en børnekomedie!"
"Hvem er Monostatos?" spørger du. "Monostatos repræsenterer den verdslige autoritet, som repræsenterer den åndelige, dog ofte mere af navn end af gavn.
Her har han dog den funktion at gøre Paminas fornedrelse fuldkommen. At knæle for Sarastros trone ville simpelt hen ikke udgøre en tilstrækkelig materialisation."

"Nu kommer Papageno, og han og Monostatos er i deres begrænsning lige skrækslagne for hinanden, tåbens evige reaktion: Hu! Das ist der Teufel sicherlich! Papageno synes dog allerede at have lært noget (måske abonnerer han på Faklen).
Når der er sorte fugle, kan der vel også være sorte mennesker. At stykkets værste skurk er sort, er faldet mange for brystet, og rollen spilles derfor uvægerlig som Blackface, altså af en hvid.
Men på Mozarts tid repræsenterede tyrker og morer alt, hvad der var mystisk og farligt. Det er heller ikke utænkeligt, at den sorte farve hentyder til sortkjolerne, den katolske kirke, som forlangte Frimureriet forbudt som satanisk.
I dag ville den vel have kaldt det neopaganistisk, ny-hedensk - hvis der altså vel at mærke var nogen frimurere tilbage. Papageno mistænker, at Pamina er den, han søger, men beslutter for en sikkerheds skyld at underkaste sagen en videnskabelig prøvelse."

"Han når således frem til, at hun godt nok har blond hår og røde læber, men da hun ikke som portrættet mangler arme og ben, kan det jo alligevel ikke være hende. Satiren over den kommunikative modelforvirring er til at gå med skistøvler på.
Pamina kaster naturligvis eet blik på portrættet og siger: Ja ich bin's! Al denne forvirring forsvinder dog, da talen falder på noget, begge kender til, om end kun som en længsel: Liebe.
Nu følger den forunderligste kærlighedsduet mellem disse to, som IKKE skal have hinanden. Pamina synger for, mens Papageno gentager temaet i forenklet form. Hans Kærlighed er ikke hendes, men de har begge samme rødder.
Duetten kulminerer i princippet for al mystagogisk undervisning: Fra manden til kvinden, og atter fra kvinden til manden. Der er således ingen endegyldig kilde eller autoritet anden end Ånden selv, og ingen Endestation.
Dette anskueliggøres i musikken derved, at frasen 'Mann und Weib, Weib und Mann' danner en nedadstigende skala, mens 'reichen an die Gottheit an' svinger sig som en fugl op under sofitterne. Nu slutter vi os til Tamino i hans søgen."

"De tre drenge formaner ham: Sei standhaft, duldsam und verschwiegen. Kærligheden vover og tåler som bekendt alt, og hvad den sidste specifikation angår, går den som overalt i operaen på det kommunikative sprog.
I modsætning til, hvad vi har lært, kan vi ikke snakke os til eller fra disse ting. Jo flere 'almindelige' overvejelser vi gør os, jo mere umulig bliver accepten af det Vidunderligste.
Tamino skal nu vælge mellem tre templer, der Weisheit, der Vernunft og der Natur. Hverken Fornuften eller Instinktet fører imidlertid til målet, men kun Visdommen, som er begge og ingen af delene. En vogter modtager ham, som han straks overfuser.
Hans argumenter er velkendte: En ung pige bliver holdt fanget og misbrugt, og det kalder man Visdom! Konklusionen ligger lige for: So ist denn alles Heuchelei! Stillet over for dette kan den Indviede kun trække på skuldrene og smække døren i.
I mellemtiden forbarmer usynlige væsner sig over ham og røber, at Pamina lever. Beroliget spiller han på sin fløjte, og vi hører første gang dens tema."

"Dette er en lille test fra Mozarts side: Papagenoerne vil uvægerligt forlade teatret nynnende det i ørefaldende klokkespilstema, denn es klingt ja so herrlich!
Det åndelige menneske vil imidlertid fløjtetemaet hjemsøge: Wie stark ist nicht dein Zauberton! Tilsvarende har klokkespillet en lammende virkning på Papagenos og Paminas forfølgere.
Mozart kendte udmærket denne virkning, som gjorde ham uhyre populær, det er den, musikkritikere hører. Sarastro ankommer, straffer Monostatos og tilgiver Pamina hendes flugtforsøg, men nægter dog at sætte hende fri.
I stedet forberedes hun, Tamino og den rædselsslagne Papageno til Indvielsens prøvelser ..."
SEI STANDHAFT, DULDSAM UND VERSCHWIEGEN!

"I templet erklærer Sarastro, 'dass unsere heutige Versammlung eine der wichtigsten unserer Zeit ist'. Anledningen er, at Tamino, en kongesøn, søger optagelse i ordenen. Som man vil forstå, var Oplysningstidens ideal ikke umiddelbart flertalsstyret.
Tværtimod håbede man at gengive kongemagten dens gamle værdighed. Dette er den 'oplyste enevælde's tid, hvor kongemagten kortvarigt støttede sig til det opblomstrende borgerskab, inden dette selv tog magten.
Dette var naturligvis allerede sket i den franske revolution, men på dette tidspunkt så man, skønt man sympatiserede med ideologien, med mørke blikke på det nye 'rædselsregime'.
Altså ungefær det samme forhold, som europæiske socialister havde til Sovjetstaten. Tamino og Pamina gennemgår nu hver for sig den egentlige indvielse, som er emnet for anden akt. Papageno gennemgår en tilsvarende forædling på sit niveau.
Det er nat, uvejr, og det mørke tempel venter. Papageno er naturligt rædselsslagen ved udsigten til tortur og død, og Tamino tilsvarende uforfærdet."

"Til gengæld for 'die Weisheitslehre' giver kongesønnen villigt sit liv hen og underkaster sig enhver prøvelse. Papageno derimod er ikke sikker på, han har så desperat brug for visdom. Derimod ville han gerne have en sød pige.
Præsterne svarer hertil, at han kun vil kunne møde det kvindelige gennem mysteriernes prøvelser. 'Hvori består disse prøvelser?' 'At underkaste dig templets disciplin indtil døden.' 'Jeg tror, jeg forbliver ungkarl ...'
Begge tillades nu at se den Elskede, men under påbud om Tavshed. Nattens Dronnings udsendinge advarer dem: Dette er Løgnens Tempel. Tamino tænker hertil ved sig selv, at den vise ingen agt giver på pøbelsnak.
De fremturer: Disse præster er djævledyrkere, og deres disciple ender i Helvede. Papageno bliver noget bekymret over at høre Djævelen omtalt, dog står han med Taminos hjælp fast.
Han kan dog stadig ikke forstå, hvorfor det af guderne bestemte skal være forbundet med så store lidelser. Imens befinder Pamina sig i templets have, hvor Monostatos har præcis de planer med hende, som hendes moder mistænker Sarastro for."

"I en arie beklager han sit tvungne cølibat, endnu en hentydning til den katolske kirke. I templet kommer seksualiteten til udtryk gennem hierogamiet, Isis og Osiris, i modsætning til den ugifte kristne gud.
Disse mysterier er Monostatos imidlertid afskåret fra, hvilket ikke forhindrer ham i at misbruge sin autoritet. Det gør imidlertid Nattens Dronning, som dukker op som en hævnende engel.
Paradoksalt, men ikke overraskende vil hun senere acceptere ham som svigersøn. Monostatos derimod forlanger hun i sin frygtindgydende Hævn-arie, at Pamina skal dræbe. Modstykket er Sarastros arie, hvor kærlighed og pligt går op i en højere enhed.
I templet møder Papageno, der er ude af stand til at tie stille, først Papagena som gammel kvinde. Papageno er lidt bekymret og spørger til hendes alder og får det absurde svar: 18 år og 2 minutter.
At det kvindelige er evigt, og at skønhed og alder kun er dets kommunikerbare manifestationer, fatter han ikke. Da han spørger om hendes navn, falder hun sammen i en bunke knogler, og han forstår langt om længe: Nun sprech' ich kein Wort mehr!"

"Nu træder Pamina ind på scenen. Hun er lykkelig over at gense Tamino efter den lange adskillelse og forstår ikke, at han ignorerer hende. Elsker han hende ikke mere? Har hun gjort noget galt, noget, der har vist ham, at hun alligevel ikke er værdig?
Og efter en arie, der udtrykker al forladthedens tomheds fortvivlelse, forlader hun ham. Denne tragedie forstår Papageno overhovedet ikke, som kun kender den fysiske adskillelses sorg. Dette er Paminas prøvelse."

Zwei Herzen, synger koret, die von Liebe brennen, kann Menschenohnmacht niemals trennen!