Diverse uddrag af Mesterspillet

 

[Skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff]


Det er en dejlig sommerdag. Du lader dine sanser fylde af alt det grønne, trafikstøjen og den milde vind. Era betragter dig smilende. "Det er Verden!" siger hun. Du nikker. "Nej," svarer hun. "Det er EN verden.
En verden af sansninger, der alle sammen opstår i hjernen, er nødt til at opstå der for at være sansninger. Den duft - hvad er den uden for hjernen? En koncentration af molekyler? Måske, men en koncentration af molekyler er ikke en duft.
Vi kan ikke engang påstå, at de to begreber ligner hinanden. Korrespondens? Måske, men i så fald er det en korrespondens mellem begreber, inden for hjernens grænser. Din hjerne har skabt denne verden.
Den er ligesom en filmprojektor, der i princippet kan vise et ubegrænset antal forskellige film. Din hjerne har blot lært at vise denne her. Forestil dig, at du bliver lukket inde i en biograf, der bliver ved med at vise den samme film, dag ud og dag ind.
Biografen vil ikke længere være en biograf, og filmen vil blive virkeligheden. Hvis nogen sætter en ny film i projektoren, vil verden bryde sammen. Så bliver biografen atter en biograf. Du vil kunne forlade den eller sætte en anden film på.
Du vil have gennemgået stadierne: Virkelighed - Forvirring - Frihed. Umiddelbart vil du blive rædselsslagen, når jeg sætter den nye film på." Hun tager en krøllet tegning op af lommen.
Det mindste antal molekyler, et menneske kan lugte er 1.
"Her er din projektor. Det er kun den ene halvdel, men det gør ikke noget. Bortset fra, at den venstre foretrækker at tænke digitalt, og den højre analogt, fungerer de stort set ens. Lad os begynde med område 4.
Det er det primære motoriske område med en forholdsvis ligefrem korrespondens til kroppens forskellige muskler. Områderne 1, 2 og 3, det primære somatosensoriske område, udgør et næsten nøjagtigt sensorisk spejlbillede.
Her går noget forenklet grænsen mellem den motoriske (frontallappen) og den sensoriske (parietallappen) del af hjernen. Bevæger vi os fremad i hjernen støder vi på områder, der tager sig af stedse mere kompliceret adfærd
Et særligt område er 44-45, der tager sig af talen og befinder sig i nærheden af temporallappens hørecentrum 41, som atter støder op til 39-40 for auditiv forståelse.
Tilsvarende tager 37 sig af den visuelle sprogforståelse, beliggende, som det er, i tilslutning til synscentret i occipitallappen 17-19 ..." Era holder et langt foredrag, og du lover dig selv at låne en neurologi på biblioteket.
Område 39-40 er opkaldt efter Wernicke.
"Du lever i en 'ydre' verden med en ydre Gud, der har skabt den, som en urmager fremstiller et urværk. Andre kulturers mennesker har levet med 'indre' guder, der skabte verden 'indefra'.
For dem har der ikke været nogen påtvungen verdensorden, og det har derfor udelukkende været et spørgsmål om, hvilke verdener deres lidenskabelige guder kunne skabe.
I hjernen er hver impuls, der oprindelig hidrører fra de områder, der tager sig af kroppens energihusholdning, en lille gud. En af dem opkaster sig som regel til overgud, vores Daimon, eller som vi tolker den, vores personlighed.
I sidste ende er opdelingen i motoriske og sensoriske områder kunstig. Vi kan ikke handle uden at sanse, og sansningen er også en handling."
Troen på en personlig guddom, der ikke griber ind i verdensordenen kaldes deisme.
"Jeg tror, de fleste mennesker inderst inde har en mistanke om, at det forholder sig sådan. Men de tør ikke slække på deres virkelighed, af angst for at blive virkelighedsløse. Hjernen vil modarbejde ethvert forsøg på at bryde dens virkelighed.
Det ville være rart, hvis vi simpelt hen kunne 'overtale' den til at være lidt mere fordomsfri. Det kan vi bare ikke. Heldigvis stikker den moderne virkelighed ikke så dybt, så at det er forholdsvis let at grave sig ind under den.
Alt, hvad vi behøver at gøre, er at inddrage de aspekter af erkendelsesprocessen, den ikke anerkender. Lad mig tage et eksempel. Erkendelse er et produkt af syn, sprog og bevægelse. Den bevidste hjerne tror, den blot registrerer.
Det er lidt som at trække noget væk under en mand, han ikke vidste, han sad på. Jeg kan altså binde dig på øjne, mund eller lemmer.
Hjernen tror ikke, den kan se noget med bind for øjnene, eller at det gør nogen forskel for dens opfattelse af sig selv og verden, at den ikke kan tale eller bevæge sig. Og så pludselig opdager den det, ud ad øjenkrogen. Skyggerne kommer ind.
Er det nu ikke sært? Jeg har været ude for hjerner, der skriger, når de opdager, hvad det er, der sker."
Det latinske fagudtryk for tærskelvogter er custos liminis.
Efter episoden i går gik du på biblioteket for at finde noget om den antikke indvielse.
Du ville vise hende billeder af dens rustikke og serene karakter og spørge, hvordan det kunne hænge sammen med hendes diverse fetisher. Det første billede, du fandt, forestillede en myste, der blev indviet i de dionysiske mysterier.
Han må gennemleve Pentheus' lidelseshistorie, som ifølge teksten også er Dionysos', sønderrevet og genopstanden. Diverse bakkantinder tæver løs på ham med forhåndenværende grej. Nå.
Det næste billede viser en synligt bekymret ung pige blive slæbt af sted, den ældre herre, der går foran, synes ikke helt at have bestemt sig for, hvad han vil gøre ved hende.
Hun skal selvfølgelig ofres, men det er åbenbart kun et ritual, der skal indvie hende til Artemis' tjeneste. Her er endelig noget, du kan bruge. De civiliserede grækerne bedrev ikke menneskeofring, det hele var symbolsk.
Du finder endda fagudtrykket for dette ritual, som du er sikker på, vil imponere Era. Det er : DIAMASTIGOSE, som du straks slår op i en ordbog. DIA betyder uheldigvis GENNEM, og MASTIGOO PISKER, så det kan du heller ikke rigtig bruge til noget ...
Du er i mellemtiden begyndt at mistænke, at antikken var knap så seren, som du troede. I stedet for satyrer med panfløjter finder du nøgne kvinder lænket til klipper eller knælende under en pisk, og det går ikke Orfeus og hans kønsfæller meget bedre.
Optræder endelig en satyr på scenen, er han som regel påfaldende umusikalsk og mere optaget af at skræmme unge piger. Til sidst er du decideret bange for at vende bladet og opdage, hvilke nye grusomheder mysterne plages med.
Du håber ikke, Era har læst denne her bog, men det har hun såmænd sikkert.

Den tredje dag skal I på museum. Det lyder måske ikke umiddelbart ophidsende, men du har en mistanke om, at det måske bliver knap så kedeligt, når Era er med.
"Kan du huske, jeg fortalte dig om de forskellige verdener, den menneskelige hjerne er i stand til at skabe? I dag er det en selvfølge for os, at der kun er een. Men sådan har det ikke altid været.
Den, der frembragte dette billede, har gjort sig stor umage for, at alle stammens medlemmer skulle se den samme mammut. På sin vis frembragte han mammutten.
Den berømte Altamira-hule blev opdaget i 1868.
Men da menneskene begyndte at bygge mure for at holde de andre ude, holdt de også sig selv inde. Man begyndte at skelne imellem det, man selv havde skabt med sine hænder, og resten, som man ikke kunne tage ansvar for.
Verden blev en sluttet kreds, en cyklus. Og inden i hvert hjul var der andre hjul, arbejdet, der adlød solen, og frugtbarheden, der adlød månen. Menneskelivet var selv en sådan cyklus af fødsel og død, og alt bestemtes ovenfra.
Den jødiske kalender begynder 3761 år før vor tidsregning.
Inden for murene var nu de dygtige håndværkere, der kunne skabe med deres hænder, udenfor de overnaturlige væsner, der skabte den naturlige verden ad kognitiv, magisk vej. Mure skaber ikke tillid, og med tiden opstod et modsætningsforhold.
Menneskene frarøvede troldene deres malm og holdt dem fra livet med det forarbejdede sværd. Det var ikke jern mod kød. Det var teknik mod natur.
Den ældste form for bronze bestod af kobber og arsenik.
Som regel lykkedes det dog at slutte en pagt, en overenskomst til gavn for begge parter. Råerne rykkede ind som tomter og larer, totemer og guder. Præstegerningen blev et særligt håndværk, og særlige udvalgte kunne endda huse disse vældige kræfter.
Det var de første konger.
Vi ser lidt anderledes på rang end de gamle ægyptere. Vi synes ikke, nogen skal have fordele fremfor andre, men hvis han skaffer sig en sådan fordel, beundrer vi ham.
Hvis han ikke vil dele med andre, må han selv om det, det er jo hans penge, han har selv tjent dem. Men i antikken var der ikke sådanne 'egne penge'. Alt var en gave, der skulle gives videre.
Ægyptens første farao hed Narmer.
I mellemtiden var de nye aktører imidlertid allerede optrådt på scenen. Det var et lille nomadefolk, der som så mange andre under en hungersnød havde søgt beskyttelse under Horus' vinger. Mizrayim åbnede gæstfrit deres kornkamre for dem.
For disse ørkenrøvere var Ægypten et trællehus. De havde medbragt deres egen gud, og han var ikke til sinds at dele sin autoritet med andre. Med tiden fik Han storhedsvanvid og lod sig udnævne til 'Himlens og Jordens Skaber'.
Det var naturligvis svært heldigt for sandmændene at være i pagt med Gud. Det betød blandt andet, at deres personlige fjender var Guds fjender, det vil sige: De var Onde.
En person der er gået over til jødedommen kaldes en proselyt.
Det skulle imidlertid ikke blive let for dem og deres efterfølgere de kristne at frelse verden. Overalt mødte de afgudsdyrkelse og utugt. Guder havde omgang med menneskene gennem deres præster, ja sågar præstinder.
Med tiden lykkedes det dog at udskifte Gud Elsker med Gud Dommer, og gudinderne kom på pension.
Vel, Gud forjog guderne, og menneskene forjog Gud. Borte er kæmperne, som var på jorden. Tilbage er en flok kleptomane dværge med megalomani." Era ryster bedrøvet på hovedet. "Kom!" siger hun. "Det må være historie nok for i dag ..."
Tavse går I hjemad. Du tænker på, hvor underligt det hele er. At du pludselig har fået en bestemmelse, næsten som menneskene på museet. At du er blevet taget ind som de gamle tempeltjenere og lært de inderste kamres hemmeligheder.
Tænk, at du skulle blive munk! Men sådan er det jo slet ikke. Disse guder er virkelig Kærlighed.

"Kender du udtrykket 'to keep oneself busy'? Det er faktisk, hvad det meste af vores liv går med. Når vi er færdig med vores arbejde, går vi i gang med vores hobby. Når vi er færdig med vores hobby, går vi til selskab.
Når vi kommer hjem fra selskab, tænder vi for radioen. Hvorfor tror du, der er muzak i elevatorer? Når det er mørkt og stille, bliver vi bange. Det er virkeligheden, der truer, den levende, personlige virkelighed, som ikke er et hulkort.
Har du fået det nye aftenskolekatalog? Du får ikke brug for det. Det er så svært at vælge. Biorytmer eller blomsterarrangement? Hvad skal man dog vælge? Men hos mig vælger man ikke. Forstår du?"
Du sidder i sofaen en meter fra Era. Du har aldrig følt dig mere tiltrukket af nogen kvinde, og dog er det, du er mest bange for, at hun skal beordre dig til, at røre ved hende. Hun smiler opmuntrende til dig. Sådan er hendes måde.
Hvis du gør eller siger noget, hun opfatter som respektløst, skal du helt ned i støvet, før du kan blive taget til nåde igen. Hvis du derimod viser hende respekt, kan hun behandle dig som en gammel skolekammerat. "Er der noget, du vil spørge om?"
"Ja," smiler du forsigtigt. "Jeg ville gerne vide, hvordan du gør. Hvis det ikke er en professionel hemmelighed. Jeg mener, du kunne jo regere verden med den evne." "Det kaldes Seksuel Magi.
Først sørger du for at vække det størst mulige begær, og derefter nægte at tilfredsstille det. Derved smeder du en lænke til manden, som er noget nær umulig for ham at bryde.
Eftersom han hverken kan nærme sig dig eller fjerne sig fra dig, kan du effektivt fastholde ham i en armlængdes afstand." "Hvordan gør man det?" "Det letteste er at skabe en ny hud til dig selv, dækkende, stram, glat, blank og blød.
Den vil tiltrække ham som din hud uden at være det. Hvis du kan få ham til at røre ved den, er han fanget. Bagefter forlanger du respekt, hvilket han vil finde rimeligt. Problemet er blot, at den respekt, du forlanger, er alt andet end rimelig.
Jo mere du ydmyger ham, jo mere selvrespekt vil han miste, og jo mere kan du ydmyge ham. Flue i en flaske.
Tror du ikke, jeg har grædt mine øjne ud i tre måneder som pediseqva? Det er Åndens Vej til det Villige Kød." "Og det er det hele?" "Nej, det er ikke det hele. Det vigtigste er at iagttage.
I går alle sammen rundt med jeres sjæl uden på kroppen i form af alle de små bevægelser, I gør uden overhovedet at vide af det. Af dem har jeg smedet et uigennemtrængeligt bur til dig. Seksuel Magi er mere end avanceret lingeri.
Kongevejen til det hyperkognitive er ligatur.
På den fjerde dag øsregner det, og til din store lettelse anser din Era det ikke for at være Kongevejen til det Hyperkognitive at blive våd og få lungebetændelse. I stedet roder du i hendes store bogskab og finder en stor bog.
Du kender den godt, og kan også sagtens oversætte overskriften på den første del.
[Bereshith]= I begyndelsen.
"Hende kender jeg!" siger du. "Jeg kan nu godt forstå, at Adam faldt for hende." "Augustin siger, at hun ikke bedrog Adam, men at han fulgte hende i uddrivelsen af kærlighed." "Og så blev hun moder til alt levende. Hvordan hun så ellers bar sig ad.
Jeg har egentlig altid undret mig over, at folk bekymrer sig så meget om, hvor Kain fik sine hustruer. Det er jo Sets stamtavle, der er den afgørende." "Det skyldes måske," siger Era, "at enhver ved, at han giftede sig med sin søster."
Hun hed Azura.
"Jeg har altid syntes, det var et underligt billede," siger du. "Hvis menneskene var så onde, at Gud var nødt til at sende en syndflod over dem, hvorfor ofrer de sig så for deres børn, som de gør på billedet? Det virker da ikke særlig ondt.
Det er i det hele taget en underlig historie. Hvorfor sender Noa for eksempel duen ud to gange?" "Oprindelig var der tre forskellige fugle," siger Era, "Den ene er 'blevet væk'."
Ravn, due og svale.
"Syndflodsmyten er vist universel," siger du. "Men Babelstårnet har jeg aldrig fundet andre steder."
"Faktisk," retter Era, "findes der en pyramide, hvorom præcis den samme historie fortælles: Den bygges for at storme himlen, men guderne forpurrer bygmestrenes planer ved at forvirre deres tungemål."
Pyramiden hedder Cholula.

På den femte dag har Era bestemt, at I skal gå på museum og se på græske vaser, og det lyder jo unægtelig ophidsende. De viser sig imidlertid hurtigt ikke at ligne dem fra porcelænsafdelingen i Magasin ret meget.
De fleste er de rene tegneserier, og de er heller ikke alle sammen lige stuerene. "Hvem er pigen, der er ved at blive voldtaget?" spørger du lettere opstemt. "Se på hendes ansigt!" maner Era. "Hun har kontrollen. Hun er hetære."
"Var de ikke en slags prostituerede?" "Jo - bortset fra, at de hørte til samfundets smukkeste og intelligenteste kvinder. De var også ofte hovedrige.
En af dem tilbød at restaurere Thebens bymure på den betingelse, at de kom til at bære indskriften: ØDELAGT AF ALEKSANDER, GENOPBYGGET AF HETÆREN PHRYNE. Det kan man da kalde kvindelig selvbevidsthed. I de eleusinske mysterier optrådte hun som Afrodite.
Det forargede nogen, og hun blev slæbt for retten. Hendes eneste forsvar var at blotte sin overjordiske skønhed for dommerne. Hun blev frikendt."
Hendes rigtige navn var Mnesarete.
"Sikke mange piger! Jeg troede, kvinden førte en ret tilbagetrukken tilværelse i antikken. Er hun også hetære?" "Mænade," svarer Era. "Det betyder de rasende, ophidsede, berusede, lykkelige, uforfærdede.
Kvinden er stærkere end manden, fordi hun er mere aktualiseret. Hun forfører manden og sætter ham på en trone, som hun atter kan støde ham fra, hvis han ikke længere tjener hendes begær. En bondepige kan blive en konges elskerinde og herske over ham.
Medmindre naturligvis hun skammer sig over sin magt, som mændene så gerne vil have hende til, så de kan styre hende. Men først må hun lære at sky drengene, som ikke har lært at tie, når kvinden taler." "Ja, Era."
I Makedonien kaldtes mænaderne mimalloner.
"Hvem er den skæggede herre?" "Det er Dionysos." "Han ligner Jesus - næh, egentlig ikke." "Nej, vel? Han er ingen streng dommer, skønt han ofte kan synes grusom.
I antikken var man tryggere ved en lunefuld, menneskelig hersker end en overmenneskelig, umenneskelig. Tænk, om lille Tudse var blevet stillet for en dommer uden tilbøjeligheder! Det betyder også, at vi kan skille os af med ham uden dårlig samvittighed.
Men hvordan skaffer man sig af med den himmelske retfærdighed? Dette lidenskabsløse Gode er en frygtelig opfindelse. Det har intet liv i sig, det er rent destruktivt. Den, der begærer en luder, forsørger hende dog.
Det gode menneske derimod klipper fåret, før han sælger det, hvis loven tillader det."
Dionysos' følge kaldes thiasos.
"Sikken sjov gryde!" siger du. "Den har ikke bare ører, den har også øjne." "Det er, for at den kan passe på sig selv." "Ham til højre vinder. Han har saks, den anden har papir." "Jeg er bange for, at jeg må korrigere din ellers udmærkede observation.
Vinderen er til venstre. Han har slået fem mod modstanderens tre. De fordriver blot tiden." "Nå. Hvad venter de på?" "De venter på, at du skal tømme bægeret og falde i søvn, så de kan komme til dig med gudernes budskab.
Det er drømme, det kan du se på deres heroldstave." "Det er sjovt," siger du. "Alle disse døde ting har stemmer. Å lær mig at lytte!"
De græske drømme hedder oneiroi.
"Hvad laver han?" "Forbereder selvmord. Han sætter sværdet i jorden, så han kan kaste sig i det. Ajax erobrede Akilles' lig, og dog tildelte Agamemnon Odysseus hans rustning. Ajax er ikke Ajax mere og har derfor ingen grund til at leve."
Hektor gav ham sværdet.
Eftermiddagen forsvinder, som Era fortæller, og det samme gør gadestøjen bag vinduerne med tyverialarmerne. Og atter lytter guderne efter mennesket.

Den sjette dag fortsætter I i den romerske afdeling, der er fuld af endnu flere tegneserier. "Det er en yngling," besvarer Era dit uudtalte spørgsmål, "der var Herkules' ven, men nymferne trak ham ned i deres sø. Dette enigme hører til Demeterkvesten."
Han hed Hylas.
På den syvende dag fortsætter rundvisningen, men nu kniber det med opmærksomheden. Billedet her forestiller vist en ung kvinde, der er syg af kærlighed til en yngling ved navn Hippolytus. Selv er du syg af frygt.
Hun hedder Phaedra.

Du vågner et stykke op ad formiddagen og vil straks stå op, men Era siger, du skal blive i sengen. Derpå bringer hun dig et besynderligt traktement bestående af en skål med meget salte flæskesvær og et stort krus øl.
Du begynder straks at fortælle om alt, hvad du har oplevet, selv om du ikke forstår så meget af det. "Det var sådan et frygteligt sted," siger du. "Og dog var jeg ked af at forlade det. Men hvorfor var alle efter mig?"
"Hvis sædekornet ikke kommer i jorden, kan det ikke spire," siger Era. "På samme måde må verden tildannes af dit kød." "Forklar mig det!" beder du. "Det kan jeg ikke. Jeg kan kun hjælpe dig til at se disse ting. Med tiden vil du forstå dem."
"Jeg fløj så højt!" siger du. "Og dog kunne jeg ikke komme til det forjættede land. Jeg så det langt borte, bag en bjergkæde. Det var derfor, jeg græd. Kommer jeg nogen sinde til at se det land?" "Ja, pediseqve." "Jeg mærkede, at noget holdt mig tilbage.
Hvad var det?" "Din vilje." "Det er derfor, jeg skal lære at adlyde." "Ja. Det skal du lære."
Du prøver at forestille dig, hvad denne kvinde kan gøre ved dig. I næste øjeblik rammer et helt andet billede dig.
"Hvad var det?" spørger Era. "Jeg ved det ikke. En slags syn, tror jeg. Ligesom da jeg lå inde på ara. Der var nogen, der ventede på mig i et lysende hus. Jeg følte en frygtelig - jeg følte hjemve. Som om ..." Du begynder igen at græde.
Jeg har hjemme i det hus. De venter på mig. De har ventet, lige siden jeg blev født. Er det ikke frygteligt - og vidunderligt?" "Den slags 'syn' vil du flere af," siger Era strengt, "og det er meget vigtigt, at du fortæller om dem." "Ja - okay."

Du rejser dig og går ind i et bjergpas af levende væsner, men det er ikke nogen spidsrod, væsnerne er venlige og vinker til dig om at passere. De fjerneste stikker hovederne frem for at kunne se dig. Det er en kongelig modtagelse. Du er ventet.
Igen ligger landskabet foran dig, men denne gang er der ikke noget, der holder dig tilbage. Du begynder at gå ud over den uendelige flade.
Du er så glad, at du ikke kan lade være med at løbe, men når du løber for hurtigt, letter du og flyver skævt, skrabende mod jorden, indtil du får rigtig fart på og hæver dig op i den mosgrønne himmel.
Der er så mange steder, der ser interessante ud, men lige i øjeblikket er du fuldstændig absorberet af den nye fornemmelse. Du har aldrig fløjet før - i det mindste ikke ved egen kraft.
Du mærker, at du bliver tungere og tungere, til du står i en have ved foden af et bjerg. En stejl sti fører opad.
På bjerget bor et besynderligt væsen, eller måske snarere i bjerget, som om bjerget var dets krop. Det begynder at tale, og du ved, det taler til dig, men du kan ikke forstå et ord af, hvad det siger. Til sidst tier det og lukker øjnene, som om det sover.
Du føler dig pludselig ængstelig, som når man er sammen med en tilskadekommen, uden at vide, hvad man skal gøre. Bjerget mørkner.

Du begynder at fortælle, og hun smiler. Hvad hun kender så godt, har du set for første gang. Du føler det som jeres hemmelighed. "Farverne!" siger du.
"Sådan nogle farver er der ikke på jorden." "Nej," indrømmer hun. "Bortset måske fra et sted." "Hvor?" "Nogle ganske bestemte genstande," siger hun hemmelighedsfuldt, "er altid blevet skattet for de mindelser, de vækker om - den verden."
Hun rækker dig en lille rund æske, som du med noget besvær får åbnet, og ganske rigtigt: Fra dens dyb glimter nåleprikker ind til den verden, du netop har forladt. "Hvad er det?" spørger du barnligt.
"KARFUNKLEN er Mandlig og Åndelig. På hebraisk hedder den NOPHEK, og det betyder simpelt hen ædelsten. Den siges at beskytte mod tungsind og al slags gift. Den holder sin bærer rask, men når han bliver syg, blegner den med ham."
Det moderne navn for karfunkel er granat.
"Og de andre?" spørger du. "De andre er kvindelige. LAPIS LAZULI er det kvindelige i sin ædleste form. Dens farve er himlens, azur-blå. I middelalderen brugte man den i fremstillingen af den overjordiske blå farve, ULTRAMARIN.
Det er den ædelsten, Job omtaler i passagen om INDSIGTENS STED, og som fejlagtigt oversættes ved 'safir'.
Cyan er en anden farve afledt af navnet på denne sten.
MÅNESTENEN er det Kvindelige i dets Temporale Aspekt. Det er Østens mystiske perle, som omtalt i Wilkie Collins klassiske roman.
Månesten med tværstreg hedder katteøje.
OPALEN er udtryk for Materiens dybeste og farligste kræfter, og som sådan betragtes den ofte som en ulykkessten. Er karfunklen solen, månestenen månen, og Lapis Lazuli himlen og stjernerne, er opalen jordkloden med alle dens kontinenter.
Den romerske rigmand, der blev forvist af Antonius, fordi han ejede en pragtfuld opal hed Nonius.
Du må gerne tage en!" siger Era, og du føler dig som en lille dreng, der bliver budt på et bolsje. "Luk øjnene!" råder hun, og du trækker en af de små sten og viser hende, hvad du fik.

"I dag skal vi tale lidt om Dionysos-indvielsen," siger Era. "Jeg tror, det vil hjælpe dig, når du nu snart skal i gang med demissionen." Du nikker. Det er den tyvende dag.
"Som de fleste mysteriereligioner," forelæser Era, "kristendommen inklusive, er Dionysos-kulten en tilbagevenden til såkaldt primitiv religion. Det totemistiske islæt er således iøjnefaldende: Hans dyrkere bærer ræveskind, og guden beskytter mod ræve.
Han kaldes også 'den dobbeltfødte'." "Hvad betyder det?" "Det betyder blandt andet, at jeg er din anden moder. Som altid lader totemdyret sig fortære, men som agerbrugsguddom er Dionysos' blod vinen.
Homer kalder ham den 'rasende', og det udtrykker meget godt kulturreligionens mistillid til disse riter. Jeg tror heller ikke, din første moder eller din skriftefader, hvis du har sådan en, ville være særlig stolt over at se dig nu.
Men ånden må igennem, og når kulturens flod er tørret ud, må man trodse de vilde dyr og hente sit vand på bjerget. Så dør vi for at leve. Også du vil lide og dø ved pælen for præstindens hånd.
Som sædekornet vil jeg sende dig til underverdenen, så du kan spire og bære frugt for denne verden."
Gudens moder hed Semele.
"Dionysos er også Ariadnes elskede." "Jeg troede, det var Theseus." "Nej. Hun hjalp helten på hans farefulde færd med sin snilde, men bagefter forlod han hende. Det er et gennemgående tema, som du blandt andet kender fra sagnet om Jason og Medea.
Kvinden ofrer alt, ja forråder endog sine frænder, men bagefter svigter helten hende, som regel til fordel for en mindre farlig kvinde." "Det var dog en tragisk historie." "Ja, men det er kun begyndelsen.
Bagefter frigør hun sig for sin kærlighed til den uværdige - repræsenteret ved Medeas drab på de børn, hun har fået med Jason - og guddommeliggøres. Ariadne opdages sovende af Dionysos på øen Naxos." "Hvad gør han så, kysser hende?" "Nej.
Han lader hende dræbe." "Nå?" "Ja. Men hun genopstår som en gudinde, Ariagne, den Helligste. Derpå fejrer hun og Dionysos bryllup." "Men hvad så med Theseus?" "De mødes igen. Men da er Theseus blot en af gudindens mange supplikanter.
Hele den dionysiske indvielse var for den unge pige en forberedelse til brylluppet med Dionysos." "Men hvad betyder det alt sammen?" "Historien med den forladte kvinde er en parallel til mandens mystiske død.
Catullus' værk om disse begivenheder hedder Epithalamium.
I indvielsen møder hun det mandlige på et andet plan." "Det svarer til mandens død, siger du?" "Ligesom Dionysos Zagreus sønderrives han. Indvielsen er som sagt en genfødsel, en genskabelse.
Verden, husker du nok, blev til ved, at et primordialt uhyre blev sønderhugget. På lignende måde sønderhugges mystens gamle liv, hans værdier og loyaliteter. På deres ruiner opføres et nyt menneske.
Hans krop må nedbrydes som et tempel, for at et nyt kan opføres på dets ruiner." "Det forstår jeg ikke." "Det er, fordi du i en eller anden forstand som vi alle er kristent opdraget. Frelse er et rent 'åndeligt' anliggende, psykologisk.
Den 'menneskeædende Dionysos' hedder Omestes.
Det er derfor, der ikke virkelig sker noget med kirkegængerne, fordi det er den samme krop, de slæber ind, som de møjsommeligt slæber ud igen. På den måde får deres fordomme om verden en chance for at gemme sig i kødet under prædikenen.
Det er det, der hedder vores 'fysiske integritet'. Men indvielsen er en disintegration. Når du en gang har fået besked på at klæde dig af, er du ikke mere den samme. Det er det, der gør så ondt. Du raser, græder og finder trøst. Det er grove løjer.
Men hvis det dybeste i dig ikke åbner sig, kan du ikke modtage det dybeste.
Dionysos' stav hedder Thyrsos.
Vi har lært, at hvad der har med kroppen at gøre, er sygt, medmindre det falder ind under vores rituelle renselser. Tag tyve armbøjninger og på med deodoranten! Hvis sex er andet end en omgangsform, hører det til i pornografien.
Vi kan ikke længere glæde os over jomfruens defloration eller den modne kvindes seksuelle magt. Vi har mistet den religiøse ærefrygt over for seksualiteten, for sex og religion er to forskellige ting, and never the twain shall meet.
Tilsløring, afsløring, forførelse og den totale hengivelse er alt sammen for os inderlig perverst.
Dionysos' søn med Afrodite hedder Priapos.
Tænk på den blanding af ubehag og forceret munterhed, hvormed den moderne kvinde hilser enhver fremstilling af det mandlige kønsorgan. Disse genstande, som i antikken ville være blevet betragtet som hellige, fås nu kun i en bestemt slags butikker.
Selv de moderne udgaver er faktisk ofte smukke - hvis man altså ikke lige har vores kulturbaggrund. Dengang var de lige så almindelige som flagstænger hos os. De tilbades i kæmpeformat og brugtes rituelt i mere overkommelig størrelse.
Kvinder red dem, som vi beder rosenkrans, gifte som ugifte. Det ansås - ligesom piskning - for sundt og lykkebringende. Selv præstinder bar dem, så de kunne bestige deres mandlige supplikanter. Fallos var simpelt hen Ånd. Tja - tiderne skifter.
(Et billede af en fallos): HIC HABITAT FELICITAS.
Dem der bar disse genstande i rituelt øjemed, kaldtes falloforer.
Den romerske religions formål er som alle andre religioners, som ikke er spekulation eller sværmeri, oprettelsen og opretholdelsen af en pagt, en 'Pax Deorum'.
Hvor gudsdyrkelsen for os er fjern, symbolsk, en psykologisk tilgang til det ufattelige, er den egentlige religion integreret i hverdagslivet. De vigtigste guder er i sidste ende ikke de verdens- og kulturskabende kræfter, som er præsternes domæne.
Det er individets og familiens ånder, hjemmets beskyttere og sekundært de naturguddomme, der optræder som daglige samarbejdspartnere. Det er Genius og Lares, Vesta og Penates. Denne religionen er levende, hvor vores er så død som sin grundlægger.
Vores tro kan kun grunde sig på fjerne tiders overleverede mirakler, mens det for det antikke menneske var det daglige, oplevede mirakel, der var det afgørende.
Dermed bliver vores tro en kompulsiv tro på fabler, mens hans er en tillid til en grundlæggende menneskeskabt og dermed menneskevenlig verden. Det er det, der er det Antikke Lys, at Verdens evidente venlighed bliver vores venlighed over for næsten.
Lige så sikkert som fablen om den fjendtlige verden og onde menneskenatur avler had. Jeg er selv et venligt menneske, men hvis noget kan drive mig til raseri, er det kristendommens menneskehad.
Hvis din mor ser, at du har et kors hængende på væggen, en fremstilling af et menneske, der er pint til døde, vil hun næppe få vanillekransene galt i halsen af den grund.
Men sæt så, hun på dit spisebord ser en opplantet fallos, kærlighedens, glædens og sundhedens symbol? Så inderligt sygt er det moderne menneske, at hun formodentlig hellere ser dig underkastet Statens autoritet end Min.
Den har millioner af mord på samvittigheden, mens min Synd er, at jeg elsker dig og vil vise dig verden. Vis mig en almindelig folkekirkepræst eller skolelærer, og jeg skal vise dig en afgrund af perversitet, som intet elskende menneske kan hamle op med!"
"Så slem er hun nu altså heller ikke!" tænker du, men du gider ikke sige noget. Du tænker, at Era nok har haft en ulykkelig barndom.
"De kristne prøver livet af på Gud, og hvis det ikke lever op til Ham, forbander de det. Antikkens mennesker prøvede deres guder af på Livet, og hvis de ikke levede op til Det, fandt de nogle andre.
Derfor er kristendommen den eneste Umenneskelige religion. Romerne tilstod alt guddommelighed, som havde kraft. Hvor de kristne knuste de folkeslags religioner, som de undertvang, absorberede romerne dem og lærte af dem.
Det stod enhver frit for at knytte sig til de guder, der appellerede til ham, og som han kunne have nytte af. Den elskende står ikke tilbage for nogen i sin tilbedelse af Venus. Men der var ingen rettro og ingen vantro, intet kætteri og ingen forfølgelse.
Det kaldes Hedenskab."
"Romernes religiøse tolerance synes ikke at have udstrakt sig til Kristendommen," protesterer du og tænker: "Eller din ..." "Kristendommen var som sagt en mysteriereligion, primitiv og barbarisk.
Det samme kan siges om Dionysos-kulten, skønt den var noget mere menneskevenlig. Mange har nok syntes, at den pæne dødekult var religion nok, og vendt sig mod Christos Omestes, der fik folk til at vende sig fra deres familie.
Frelsen har utvivlsomt forekommet dem sværmerisk og farlig. Senere fandt de så ud af, at Dionysos' tilhængere hverken døde eller blev til uhyrer. Anderledes forholdt det sig naturligvis med de kristne." Hun blinker. "De blev jo faktisk en slags uhyrer ..
Men nu er det sent, og Dionysos-indvielsen er ikke just soap, så lad os vente med den til i morgen."

"Indvielse," fortsætter Era på den 22. dag, "er ikke normalt som hos os sekterisk. Den repræsenterer den naturlige overgang fra barndommen til den voksne tilstand. Vores 'konfirmation' er på sin vis de sidste rester af denne forestilling.
Den unge mand, der skal indvies, er jomfru. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke har haft seksuel omgang med sine søskende og kammerater. Det betyder, at han først nu møder det kvindelige.
Han har altså for så vidt ikke under sin indvielse omgang med en kvinde, han har omgang med det kvindelige, eventuelt i form af en kvinde, en gudinde eller en præstinde.
Han lærer åndens krav at kende, dem, han også selv på et tidspunkt vil komme til at stille til sin Elskede eller Pediseqva. Disse krav er hverken moralske eller vilkårlige. De er de omstændigheder, hvorunder verden bliver til.
Dette er en skole for verdensskabere. Vi er guder. At blive voksen betyder at tage ansvar for sin guddommelighed. Mennesket er ikke essentielt en person i en dekoration. Det er en tingskabende ting.
Dets karakteristiske redskabsmageri er et sekundært udtryk for denne egenskab. Langt mere central er dog den kognitive fremstilling af verden. Den kræver imidlertid andet og mere end en simpel instruktion.
For at kunne skabe ud af ingenting må vi først lære at være, det vil sige at skabes. Vi må lære, at substantivet ikke er objekt for et transitivt verbum, det er en passiv. Derfor nøjes pediseqvus ikke med at beundre sig selv i spejlet.
Den rituelle død er en afsked med den overfladiske, dikterede verden. I indvielsen får vi ikke ting at vide, som at a plus b er c, vi kan ikke engang sige, at vi erfarer eller oplever dem. Vi lærer at opleve som noget grundlæggende og aktivt.
Denne oplevelse er grundlæggende skrækindjagende. Vi opdager os selv som et brød i en ovn. Men bagefter kan vi bage brød som ingen anden. Brødet har været vores lidelsesfælle i så lang tid, at vi har fået en pagt med det.
Vi kan ikke længere anskue noget som trivielt eller værdiløst. Karakteristisk for den kausale skabelse er, at noget bliver til overs, som kun er til at smide væk. Den kognitive skabelse genererer ingen affaldsstoffer.
Derfor er også i den åndelige kultur tiggeren præst, og præsten tigger. Alle tjener alle ved deres blotte og bare eksistens. Så længe du er uvidende, vil du føle dig som den uvidendes herre.
Når du har fået viden, vil du søge at blive den uvidendes tjener. Jeg ved, at du føler, at du har fået vendt hele dit liv på hovedet i de forløbne tre uger. Men jeg har endnu slet intet røbet for dig.
Jeg vil sige dig, at hver eneste pore af din krop indeholder en ild, der kan brænde dig levende og lade dig rejse dig af asken igen. Hvad du kender som seksuel nydelse, er en flig af en glæde, der omfatter stjernerne.
Den, der har smagt den frugt, kan ikke tænke på noget andet. Det er frugten fra paradisets træ, og det vokser i helvede." "Jeg har set det," siger du. "Du naglede mig til det. Ligesom Wotan. Det er kundskabens træ, ikke? Den Kundskab, som ikke er Om."
Era smiler og nikker, som hun har for vane, når du har forstået noget, og du føler dig varm. Men har du forstået? Du må tænke over det igen og igen og igen.

"Assessionen," siger Era på den 23. dag, "minder både i den klassiske og moderne version en del om skolegang. Der er nogle ting, der skal læres.
Disse fundamentale principper kan til en vis grad læres gennem en analytisk tilgang til mytologien, men indvielsens undervisning er af en anden art. Der er trods alt forskel på at læse en kogebog og at gå på husholdningsskole.
Du kan for eksempel forstå Ånden som bølgefunktion, limbiske taksier eller mytologisk hjælpebegreb, men du kan også af en person med erfaring og håndelag få neutraliseret de præfrontale hæmninger og opleve den.
Så er du pludselig ikke længere et fornuftsvæsen med visse freudianske tendenser, men hænger sammen med din verden på den biokemiske fiskekrog. Du opdager kort sagt virkelighed som et fænomen.
En vigtig fase i denne periode er Mancipium. Den unge mand, der måske er vant til at blive opvartet af slaver, bliver nu selv en slave.
På denne måde introduceres han til indvielsens disciplin, men han påbegynder også den materialisation, der kulminerer i demissionen. Pediseqvus lærer at tilfredsstille en kvinde, hvilket er noget andet end at have en kæreste.
Kombinationen af respekt og sex er fuldkommen eksplosiv. Som regel gør hendes berøring ham i begyndelsen genert. Ikke sandt?" Du mærker, at du rødmer. "Ja."

"I de dionysiske mysterier smykkedes pediseqvus til brudgom," siger Era på den 24. dag. "På den tid var brylluppet det frygteligste og vidunderligste, der kunne overgå en ung mand. I dag er jeg bange for, at der skal lidt skarpere lud til!
Men princippet er det samme. Normalt ville du sidde og se ud ad vinduet, ganske som du gjorde i skolen.
Det, der har forandret sig mest, er måske den animistiske fase. Det moderne menneske har ingen omgang med dyr og mangler derfor forståelse for den 'levende ting'. Det er det, der er meningen med 'idyllen'.
Den er en tilstand, hvor mennesket vender tilbage til den totemistiske fase. Musikken repræsenterer i denne forbindelse dyrenes nonverbale kommunikation. Tænk på Siegfried! Uden en solid animistisk fase er transcendensen meget hårdere.
Så nu er det tid til at lukke katten ind! Alternativet er, at du selv bliver dyret, det vil sige, den animistiske fase bliver en del af materialisationsfasen. Det har vi talt om før. Som levende ting oplever du, at ting kan være levende.
Se på det lille bord, der så tålmodigt bærer mit vinglas. Tænk på det som et væsen, der ligger på fire. Kan du se det?
Når du har set det, vil jeg have dig til at lægge dig på samme måde. Imiter bordet, lær af det! Sådan, ja. Nu mangler du bare tålmodigheden. Vi venter altid på, at noget skal være overstået! Tænk på, at du skal være bord i al evighed.
Tøm dit hoved for alle andre tanker." Du mærker køligheden, som Era sætter sit glas på din ryg. Du synes, det er en tåbelig leg, men du føler også, at det er en meget stærk leg. "Du kan gøre det samme, selv om du er alene," siger hun.
"Det vil være sundt for dig at være et møbel et par timer en gang imellem." Det lyder, som om hun forlader stuen. Du føler dig pludselig så mat, at det nærmest sortner for dine øjne. Du tror slet ikke, du kan rejse dig op.
Du begynder at trække vejret meget dybt og regelmæssigt, næsten mekanisk. Du kan slet ikke tænke på andet end din nye funktion, du stivner nærmest i den, men samtidig føler du dig mere levende end nogen sinde.
Du skæver til din prototype, I er som to heste spændt for den samme vogn, og du mærker igen den fine smerte, som altid betyder, at tærskelvogterne flytter på sig, og at din bevidsthed forsvinder ned i en afgrund.
Era kommer tilbage. Din krop gløder, som din bløde hud forvandles til poleret træ. Du opdager, at du kun kan klynke, og bliver pludselig bange. Sæt, hun ikke kan forvandle dig tilbage til mand igen.
Måske er også det første bord en tidligere pediseqvus. "Du kan gå dybere!" siger Era, og så er du væk. Men da du vågner, indtager du præcis den samme stilling. Era snupper glasset med en hurtig bevægelse og slår med flad hånd på din ene balde.
"Rejs dig op!" Du opdager, at du kan adlyde. Da du har fået tøj på, kærtegner du undrende dit tidligere med-bord. Hvordan skal du nogen sinde kunne bruge det igen uden at føle denne sære ømhed?

"Formålet med alt dette," siger Era på den 25. dag, "er naturligvis transcendens. Og hvad er så transcendens. Den er selvfølgelig et alternativ til vores almindelige hverdagsopfattelse af verden som et stykke mekanik.
Men hver eneste sans er udtryk for transpersonelle dynamikkers behov. Vi lever med andre ord omgivet af levende væsner, hvis manifestationer tingene er. Gennem materialisationen bliver vi en af disse ting.
I Dionysos-indvielsens terminologi hedder det, at pediseqvus bliver en satyr. I transcendensen oplever han, at han er omgivet af nymfer. Heller ikke den romerske yngling var immun over for den overfladiske rationalitets svøbe.
For ham var ting noget, man købte på markedet. Hvad gør man så? Man lukker ham inde i et mørkt værelse og lader ham skrige sig hæs.
Snart konstaterer han imidlertid, at han ikke er alene. Åbenbart er en ung, stum pige indespærret i rummet sammen med ham. Hun begynder nu at kærtegne ham ugenert, men da ynglingen vil favne hende, viser hun, at hun har kløer.
I virkeligheden er det naturligvis en lille kniv, hvormed hun tilføjer ham overfladiske snitsår, som hun derefter kysser og suger blodet ud af. Bagefter kan han vise rifterne frem og bevise, at han har mødt en nymfe.
I stedet for den dydige nabodatter har han mødt den glubende kvindelighed, der står bag alt.
Alt dette virker utrolig frastødende på et moderne menneske og frastødende utroligt. Vi er så vant til et samfund og en religion, som har henvist seksualiteten til det mørkeste kosteskab. Antikken derimod kender vi kun fra Thorvaldsens afskallede kopier.
Men tro mig, verden var levende dengang, og bag hverdagens slidte tapet er den stadig levende. Christos drev troldene ned i højene, han tilintetgjorde dem ikke, for ingen kan endegyldigt stoppe verdens vældige åndedrag.
Der vil du møde dem igen, og Glæden. Vær Lydig og Opmærksom, og jeg vil vise dig alt!" "Ja, Era!" Hun ler bittert. "Selv de englebasser, som man har forledt os til at tro, lovsynger Herrens i hans Tomme himmel, er kastrerede eroter.
Engang var disse basunkindede rollinger beskæftigede med at brygge vin og bekranse fallosser trukket af bukke i triumftog ...
Nu vil jeg, som det er skik, give dig tre dages ferie. Læs og gå ture og tænk over, hvad du har lært. Sørg fremfor alt for at få masser af søvn. I søvne og drømme fuldendes det værk, som vi påbegynder.
Når du vender tilbage, er det tid for din demission ..."

"Ligesom denne verden er hin inddelt i lande, og når du rejser på et sådant kontinent, er det første, du ser, uvægerlig en havneby. I denne by som i andre har indbyggerne deres gøremål, men du vil finde dem yderst gæstfri.
Besvar deres spørgsmål, som du bedst kan, og vær ikke tilbageholdende med at modtage deres invitationer. Du skal ikke lade dig skræmme af deres udseende eller skikke.
Du skal heller ikke blive overrasket over at finde græske guder med armbåndsure. Hjernen vil så vidt muligt vælge et billede, den kender og forstår. Du kan også risikere at blive behandlet temmelig håndfast.
Husk, at alt dette er til din benefice. Du agter dig ind i selve det værksted, hvor din hjerne skaber verden, ikke monogrammer og blomsterdekorationer, men stivere og standere. I det første rige, du kommer til, er der landesorg.
Dronningens eneste datter er blevet bortført. Du bør nok vide noget om den dronning, før du går ind. Dette vil være arbejdsformen i Supersessionen. Briefing, mission, debriefing.
Jeg fortæller dig, hvad du kan forvente at møde, du transcenderer og vender så tilbage med en bunke spørgsmål. Forstår du?" "Det tror jeg." "Det er svært, når man ikke har oplevet det. Du vil uvægerlig forvente en drøm, en vision, eller lignende.
Men dette er, to all intents and purposes, en virkelig verden. Hvad der sker med dig, sker med dig ganske uanset, at der vil være et bagefter uden de fysiske konsekvenser.
Og skønt en astralrejse erfaringsmæssigt tager to til tre timer, kan der i hin verden være gået tre sekunder eller et år." "Dronningen - det er Demeter, ikke sandt?" "Det er det, jo." Og Era fortæller.
"Du er utvivlsomt bekendt med historien om Hades' bortførelse af Kore og Demeters sorg, eftersom den har været et yndet tema for kunstnere. Samtidig omgiver hun sig imidlertid med en entourage af bipersoner, der repræsenterer forskellige mysterieaspekter.
Der er således beretningen om Demophon, som gudinden vil guddommeliggøre som tak for hans forældres gæstfrihed. Da hun lægger ham på bålet, forstyrres hun imidlertid af moderen, med fatale konsekvenser for barnet.
Hvor tåbelig denne reaktion end kan forekomme, må vi dog indrømme den en vis menneskelighed. Jeg tror ikke, din mor ville reagere anderledes, hvis hun overraskede os i morgen.
Det er utvivlsomt en væsentlig grund til, at mysterierne altid har været hemmelige. Mysten bortføres ofte fra sit hjem, som Kore af Hades, og forældrene får at vide, at han er død. De 'spiller med' og sørger, og det er en vigtig overgangsrite for dem.
De kan så glæde sig, når sønnen vender tilbage, men er samtidig forberedt på, at deres 'gamle' søn er død. I mange kulturer er dette en effektiv løsning på problemet, hvornår barnet er 'voksent'."
Den uheldige moder hed Metaneira.
"Er Demeterkulten ikke hovedsagelig en frugtbarhedskult?" "Sådan kan det synes, fordi de andre aspekter er uigennemskuelige for os. Frugtbarhed er naturligvis grundlæggende aktualisation. For grækeren er dette livet, der opstår af døden.
Ånderne er de døde, demetreioi, det stedløse sted, hvorfra vi kommer, og hvor vi atter går hen. Derfor er omgangen med ånden også nødvendigvis en rejse i underverdenen, og indgangen en død. Sædekornet må dø og komme i jorden for at spire.
Det er Kores forvandling til Persefone. Det er den forvandling, den kvindelige myste gennemgår i den telete, der er knyttet til Haloa. Hun får en despoina, der spiller Hades' rolle udstyret med en fallos." "Pediseqva fik en Era?"
"Ja, det er ikke usædvanligt i kulturer, hvor unge mænd og kvinder opfostres separat. Mænd spillede dog ofte rollen som guddommelige væsner i mysteriedramaet, ligesom den mandlige myste blev ført ind til en moden despoina.
Ligesom Iasion, hvis rolle han spillede, bødede han givetvis med livet, det symbolske, men ikke desto mindre smertefulde offer."
Den omtalte telete foregik i Eleusis.
Den latinske form af despoina er era.
"Jeg havde ellers indtrykket af, at den dionysiske indvielse var den mørke, og den eleusinske den lyse." "Uha nej. I øvrigt foregik den ikke kun i Eleusis. Den foregik også ved templet i Argolis, hvor der var en nedgang til dødsriget.
Og i Bøotien, i Mavrospelya - det betyder 'den sorte hule' - foran en frygtindgydende Medusa-agtig fremstilling af gudinden. Den senere kristne kirke yndede at fremdrage disse 'mørke' aspekter og sætte dem i modsætning til den 'lyse' kristendom.
I virkeligheden er kristendommen jo netop karakteriseret ved, at den bliver i gravkammeret. Mysten pintes til døde, besøgte forfædrene og vendte tilbage til sin familie. Den kristne kender ingen sådan tilbagekomst.
Og den moderne 'kristne' tager slet ikke af sted. I modsætning hertil er det antikke menneske fascineret af liv og død, lyst og smerte. Han ønsker at opleve alt dette til bunds, nyde og lide til grænsen af sine nerveender.
Han ønsker at dø i livet og således finde livet i døden. Det er mysteriernes formål."
Onatas skabte statuen.
"Men er det ikke stadig manden, der dominerer?" "Nej. Det er en kristen opfindelse. De græske heltinder besidder nok så megen værdighed som heltene. Ofte er de klogere, modigere, og ikke sjældent grusommere.
Tænk på, at grækerne begynder den trojanske krig på grund af en kvinde - Helena - og er lige ved at tabe den på grund af en anden." "Du mener Briseis. Men det var jo bare som krigsbytte." "Det fremgår dog, at hun elsker Akilles."
"Det er jo meget heldigt for hende." "Egentlig ikke. Som du husker, forlanger Agamemnon hende udleveret. Men - og her kommer pointen - da hun lang tid efter returneres til Akilles, er hun stadig uberørt.
Selv ikke en slavinde påtvinger man sin kærlighed." "Men magten forbliver dog mandens." "Gør den? Tænk på Hera, da hun ønsker at distrahere Zeus fra krigen. Hun salver og parfumerer sin krop og låner Afrodites bælte, som 'gør den visteste gal."
"Men hendes magt består altså i hans begær." "Det er rigtigt. Hendes magt er kvindelig. Da Menelaos efter Trojas fald opsøger Helena, behøver hun blot at blotte sine bryster, for at han skal tabe sværdet.
Briseis erstattede slavinden Chryseis.
Men mon ikke denne angst for den rent kvindelige magt hænger sammen med den jødiske frygt for kvinden?" "Men hvorfor kan han ikke være den, der skal tilfredsstille hende seksuelt?" "Er han da ikke det?
Husk, at da Zeus spørger en vismand, som havde levet en tid i en kvindes skikkelse, om mandens eller kvindens nydelse ved samlejet var størst, svarede han: Kvindens er ni gange så stor.
Det gjorde Hera rasende, for hun ønskede naturligvis sin mands taknemmelighed for sine seksuelle tjenester, men Zeus har utvivlsomt moret sig kosteligt." "Men - hvad er det så, der på en gang gør kvinden til sådan en sølle eksistens?"
"Problemet er nok, at kristendommen som den eneste religion benægter kvindens guddommelighed. Kristendommen har ingen gudinder. I den græske mytologi voldfører gudinder langt oftere mænd, end guder forfører kvinder."
"Men det er dog stadig helten, der er herre, og kvinden, der er slave." "Ikke nødvendigvis. Herkules, den største af alle helte, var Omphales slave. Nej - det er faktisk værre endnu: Han var hendes slavinde." "Hvordan det?"
Vismanden hed Teiresias.
Telete er knyttet til Haloa.
"Manden, der havde besejret kæmper, skønnedes end ikke værdig til at forrette en almindelig mandlig slaves gøremål. Hans pligter var kammerpigens, at sætte sin herskerindes hår, sove ved hendes fødder og blive tugtet for en knust tallerken.
På et punkt - du kan sikkert gætte hvilket - var Omphale dog glad for, at hendes slavinde var en mand. Jeg har et billede af dem." Era henter en af sine tykke bøger. Den viser Herkules knælende med bøjet hoved betjene sin herskerinde seksuelt.
Hun har lagt hånden på hans skulder og styrer på denne måde hans bevægelser. På andre billeder er han bagbundet, og Omphale håner ømt hans hjælpeløshed. "Jeg vidste ikke, grækerne var så legesyge," siger du. "Jovist."
Omphales mand hed Tmolos.
"Hvem er Attis?" spørger du. "Endnu en dødelig, som får en gudindes kærlighed at føle, i dette tilfælde Cybele. Disse guder og gudinder smelter ofte sammen, fordi de, skønt deres oprindelse er forskellig, optræder i de samme mysterier.
Attis svigtede i øvrigt gudinden for en jordisk kvinde, hvorfor hun slog ham med vanvid, hvorunder han kastrerede sig selv, men denne 'straf' er naturligvis blot en rationalisation af indvielsen til Cybele.
Hun er således som regel afbildet med en pisk, hvis skaft er en menneskeknogle som udtryk for hendes sakramente: (rituel) død ved piskning. Hendes tilbedere, korybanterne, henlagde denne mishandling til den tredje dag efter to dages forberedelse.
På den fjerde dag genopstod korybanten i skikkelse af Attis, og den femte var hviledag."
Kyrobanterne kaldtes også galli.
Attis er også kendt som Papas.
"Er der kun grækere og romere i hin verden?" spørger du lidt ironisk på den sjette dag. "Slet ikke. 'Havnebyen' findes, skønt den ofte henføres til som Demeterkvesten, i alle mytologier.
Det var således ikke uden grund, grækerne identificerede Osiris med Dionysos. Også han dør og genopstår, takket være sin hustru Isis." "Nå. Hvordan gør hun det?" "På en måde, der udmærket illustrerer kvindens skiftende rolle før og efter kristendommen.
For den kristne er hun vampyren, der fortærer manden. For ægypteren er fellationen imidlertid tværtimod livgivende, manden vokser jo og får liv i kvindens mund." "Jeg forstår det ikke," indrømmer du.
"Jeg har altid lært, at religion og sex er modsætninger. Men alle de antikke religioner er jo skamløst erotiske. Hvordan har man kunnet gemme alle disse ritualer og afbildninger væk, så der kun er blevet gips tilbage i skolebøgerne? I know.
Kristendommen igen, right? Men er den kristne seksualmoral da ikke død? Kan vi virkelig stadig have ondt af, hvad voksne mennesker enes om? Kan vi stadig insistere på, at religion er salmesang?" Era smiler bredt.
"Du kan jo prøve at hævde noget andet ...

Ishtar og hendes helvedfart kender du utvivlsomt. Her spiller Tammuz ofte Attis' rolle. Det er alt sammen den samme myte, fordi det er den samme teknik, selv om det indtil videre er gået hen over hovedet på religionsfuskerne, undskyld, -forskerne.
Hos fønikierne døde guden Mot og genopstod på tilsvarende vis. Myten om Adonis og Afrodite stammer også herfra." "Hvad med vores egen mytologi?" "Du mener den nordiske?
Der er det Wotan, der sårer og hænger sig selv op på Verdenstræet i ni nætter for at lære magiens hemmelighed. Meget masochistisk, ikke sandt?
Ganske tilsvarende dør og genopstår Mithra, og det var altså dette universelle mysterium, de kristne perverterede. Nu genfødes guden ikke længere til liv for verden, men til dens død og undergang." "Denne myte er altså overalt?" "Javist.
I den japanske mytologi søger Izanagi sin hustru Izanami i underverdenen, efter at hun er blevet brændt levende af sit guddommelige barn. Du bør naturligvis omhyggeligt studere alle disse myter ..." "Naturligvis.
Som jeg forstår det, oplever mysten transcendensen i sin egen mytologi. Men hvad er den moderne mytologi?" "Vi har naturligvis ikke nogen, på samme måde som ægypteren og grækeren.
Susanoo nedsteg i underverdenen efter Izanagi.
Derfor er det også vigtigt, at vi sætter os ind i de antikke mytologier, så vi ikke bliver begrebsløse i hint land. Det 'religiøse instinkt' er dog ikke sådan at udslukke. Også vi har vore myter, som du kan forventes at støde på."
"Hvad er det for nogen? Tja - ufologi og bondage, måske ...
Jeg kan dog trøste dig med, at vor tid - om end den mest bornerte af alle - ikke er den eneste, som er blevet skræmt af mysteriekulterne, som din indvielse repræsenterer en moderne udgave af.
Kristendommen blev naturligt nok fundet afskyelig på grund af dens menneskehad, men også andre kulter, som f. eks. Dionysosdyrkelsen ængstede borgerskabet. Euripides' BACCHAE er et godt eksempel herpå. Euripides' sympati er naturligvis på Dionysos' side.
Hvis digterens sympati ikke er på gudens side mod hans fornægtere, er han ikke digter. Grækernes pointe, der ligger så fjernt fra den prokuratorfonuft, vi plejer at tilskrive dem, er, at fornægtelsen af det irrationelle er en dødbringende HYBRIS.
Mystens rituelle sønderrivelse, ofte udført ved piskning, kaldes sparagmos.
Igen er det naturligvis lidt flot at sige 'grækerne'. Denne viden er som altid forbeholdt de få. Lukian fortæller, at kynikeren Demetrios engang tog BACCHAE fra en læser og rev den i stykker, ikke for læserens skyld, men for bogens."
"Hvad var det, der forargede borgerskabet så meget?" "Tja - hvad forarger det i dag? Unge piger, der klatrer ud ad deres soveværelsevinduer om natten for at deltage i de 'utugtige' mysterier.
De affører sig deres pæne tøj, svøber sig i læder og levende slanger og dier skovens vilde dyr. Når de bliver sultne af disse excesser, slagter de en tyr med de bare næver og æder den rå.
Spisningen af det rå kød kaldes omophagia.
Af og til gør de endda indfald i husene, plyndrer og voldtager bevæbnet med den tunge fallos, thyrsosstaven. De bader i ild, men brændes ikke, og skønt deres hud gennembores, bløder de ikke."

"Problemet," siger Era, idet hun påbegynder dagens forelæsning, "med de fleste menneskers religionsforståelse er, at de opfatter den i termer af den jøde-kristne variant, som er en typisk bog-religion.
Bogreligioner er imidlertid et forholdsvis nyt fænomen. Religion er ikke fundamentalt dogmatisk eller mytologisk. Den er først og fremmest PRAKTISK. Det grundlæggende er således OFFERET.
Dette offer er grundlæggende identisk med den kognitive handling, der opretholder verden. Det er altså ikke primært en gave til guderne, men den handling, som udgør bindeleddet til dem, Religio. I offerhandlingen skaber gud og menneske sammen verden.
Et drikoffer kaldes en libation.
Denne verdensskabelse er udmøntet i slagtofferet, ofringen af det primordiale væsen. Dette er forholdet mellem Demeter- og Marduk-kvesten.
Gud bliver menneske ved at dø, og mennesket på samme måde gud. Ved gudens død bliver han verden, ved menneskets (rituelle) død forlader det denne verden. Men offeret er langt mere end det. Det er processionen, der repræsenterer den trinvise aktualisation.
Det er ikke blot et spørgsmål om geografi, det er vigtigt, at de hellige genstande, aktualisationens fokalpunkter transporteres fra et sted til et andet, og at denne transport er offentlig, så at alle kan bevidne og dermed kognitivt deltage i den.
Holokaustisk bruges som adjektiv om helofferet.
Så er der mysteriedramaet, 'tragedien', og endelig selve mysterierne, som er forbeholdt de få. I processionen frembæres ikke blot remedierne til offerhandlingen, men den endnu uskabte verdens bestanddele, ofte i form af de tomme kar.
Det er ild (ånd), blod (vin) og vand, offerdyr (kaos) og offerkniv (ånd) samt det hellige korn, som repræsenterer den rituelle død og genopstandelse. Forstår du, hvordan det føles at gå i et sådant optog, som Atlas at bære verden på sine skuldre?
Som sten til et tempel? Alle er bekranset, det er en beskyttelse, som jødens bedesjal. Men i kransen ligger langt mere end sky formummelse. Kransen er det kvindelige kønsorgan, skødet, symbolet på modtagelse. Deltageren i ritualet er en kranset brud.
Tragos betyder buk.
Processionen er et bryllupstog. Kongens krone gør ham tilsvarende til gudens hustru. Bevægelsen ender som en rundgang omkring det sted, hvor offerhandlingen skal foregå.
Det sker med solen, og styrker således cyklus, og afgrænser samtidig det hellige område. Al skabelse repræsenterer en sådan afgrænsning til noget andet, som forbliver kaotisk, en simsum. Også de olympiske lege var engang olympiske.
Væddekampen var religiøs, et alternativ til lodkastningen for at bestemme, hvem der havde gudernes gunst og derfor var i særlig grad egnet til at forestå offeret. De leverede tillige den formålsløse anstrengelse, som er ritualets natur.
Den græske 'syndebuk' kaldes i modsætning hertil pharmakos.
Man konkurrerede i det, vi forstår ved sport, musik, sang, dans, digtning og veltalenhed. At de olympiske lege i dag kun omfatter fysiske discipliner, er vel så veltalende et symptom på en idiotrace, som man kan ønske sig.
Et vigtigt offer er altid førstegrødeofferet. Den første gang, det, vi kalder et fænomen, optræder, er nemlig meget speciel." "Ja - hvorfor egentlig det?"
"Jo - det forholder sig lidt som med en bog. Når først den er trykt, kan man med god samvittighed glemme den i S-toget. Men sæt forfatteren glemmer manuskriptet. Så bliver der ikke nogen bog.
En gave, som man har lovet guden til gengæld for en gunst, kaldes en votivgave.
Du må tænke på, at alt, hvad der sker, ud fra en 'religiøs' synsvinkel er forfattet. Hvis du vil læse manuskriptet, må du finde dig i, at forfatteren vogter på dig. På samme måde er det første eksemplar af alting i realiteten guden forklædt.
Denne gud vil gøre slemt ondt i maven, og det er derfor klogere at sende ham tilbage, hvor han kom fra, man risikerer også ellers let at ødelægge det stempel, hvoraf resten kun er aftryk.
Derfor giver man det først høstede, det først fødte, ja sågar det først sete tilbage. Selv det første samleje med en kvinde er så farligt, at det må overlades til guden i skikkelse af en præst eller en anonym (maskeret = gud)."
Det latinske udtryk for denne pligt - eller ret er 'jus primae noctis'.

"Den førstegradsindviede," siger Era på den niende dag, "hedder på græsk mystes, hvad enten han har opnået denne indvielsesgrad eller forbereder sig på den. I og med, at han er under indvielse, er han altså en myste.
Den andengradsindviede hedder epoptes. Som du vil forstå, er du ved at have nået myesen. Denne markeres hos os ved Cavea. Den kan forekomme noget mindre dramatisk i de eleusinske mysterier, men den unge græske mands forudsætninger var også andre.
Han var endnu omgivet af vækstkræfterne, og kvinden var endnu et mysterium for ham. Endelig må du også huske på, at han havde gennemgået de samme prøvelser, du har.
Themistius lægger ikke skjul på denne mørke side af indvielsen: 'Gysen, skælven, angstens sved, rædsel'.
Han blev nu instrueret om, hvad han skulle gøre. Han skulle nøgen gå ind i et delvist mørkelagt rum, hvor han ville finde et skrin og en kurv. Kurven kendte han i forvejen som associeret med høsten, den var tidligere blevet højtideligt afdækket og åbnet.
Han havde deri fundet forskellige frugter. Denne gang skulle han åbne skrinet, der indeholdt en slange.
Denne slange var en forklædt gudinde, og hvis hun fandt behag i ham, ville han have nået sit mål, myesis. Hvis ikke, ville dens gift berede ham en frygtelig død. Forståeligt skrækslagen blev han skubbet ind i rummet, og døren låst.
Til sidst ville han overvinde sin frygt og stikke hånden ned i skrinets mørke indre.
Der ville den støde på noget glat og blødt, men det ville ikke være en slange.
Lidt efter lidt tager den unge mand det op i hænderne, som er i skrinet. Han ved godt, hvad det skal forestille, selv om det bare er en vase foret med skind. Og han ved og ved ikke, hvad han skal gøre.
Forstår du pointen? Måske er der virkelig en slange dernede, beholderens hals er for snæver til, at han kan få hånden derned.
Han opdager, at han ikke kan lægge den tilbage, og slet ikke gøre det, han skal, og så begynder han at græde som så ofte før. Han ryster energisk på hovedet, som han sænker den mod sit sted.
Bagefter - efter det, kirkefaderen Klemens har gættet sig til ud fra den formel, en frafalden har røbet ham: 'Jeg har taget tingen op af skrinet og haft omgang med den', bagefter føler han sig let, nærmest munter. Slangen har ikke hugget, men hvad nu?
Så kommer han i tanker om kurven og smiler. Han åbner den, lægger tingesten derned og lukker låget. Han mærker, hvordan den gløder. Og så er han igennem. Det gyldne aks blænder ham. Han ler.
Han ler, danser rundt om sig selv og klapper i hænderne." Hun ser på dig, og du ryster på hovedet.

"Du nævnte andre versioner af Demeter-kvesten," siger du. "Ja," svarer Era. "Den kendteste er vel Ishtar eller Inanna. Inanna ægter Dumuzi eller Tammuz, men dømmmer ham dermed til døden.
Hun accepterer imidlertid ikke dette, men nedstiger til underverdenen og forlanger sin ægtemand tilbage af søsteren. Det antydes dog også, at hun foretager denne rejse for at skaffe sig viden om 'forbudte ting'.
Hun stiger imidlertid ikke ned som en gudinde eller en dronning, tværtimod må hun ved syv porte aflevere syv klædningsstykker, så at hun træder nøgen og hjælpeløs frem for søsteren, der straks lader hende lægge i lænker og 'hænge op på et søm'.
Dette er så senere blevet til de syv slørs dans.
Slørene repræsenterer, som du ved, kategorierne, men pointen er mere end det. Meningen er, at mysten skal opleve disse grundlæggende egenskaber ved verden som en del af sin egen fysik.
Det afgørende er jo ikke de forskellige klædningsstykker, men de legemsdele, de repræsenterer. Det er dem, der efter tur skal vises opmærksomhed, og der er afklædning sjældent nok.
'Det er spyddene, der indtager Troja, intet andet', som grækerne sagde.
Tit bruges for Diadema et virkeligt slør eller blot tilbinding af øjnene. Pointen er, at som 'blind' er man nødt til at føle sig frem, synet, der hovedsagelig er ansvarligt for at skabe afstand til den ydre verden, er sat ud af spillet.
Mysten sættes til enkle, kausale handlinger og omfortolker dem i sin situation uvægerligt som fysiologiske tilstande. Ørenringene er tilsvarende store og tunge, de har ingen funktion, hvilket understreges af ubehaget ved at have dem på.
Halsbåndet er rent tøjr og lokaliserer pediseqva som et møbel. Brysterne er nok den legemsdel, hvor en simpel blottelse har den største virkning, men ud over at være blottede, bør de også være tilgængelige.
Bæltet skal først og fremmest være stramt og kunne låses. Anuli er som regel håndjern, hvor kæderne er fjernet."
"Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår," indrømmer du.
"Det er et alternativ til materialisationen," forklarer Era, "og igen er dualismen hovedfjenden.
Der er tre stadier i opgøret med denne lammende filosofi. I disse tre stadier opfatter vi verden som henholdsvis syntetisk ydre, analytisk indre og syntetisk indre.
En forkastelse af verden som ydre vil umiddelbart føre til en opfattelse af den som insubstantiel. Men verden er naturligvis fysisk.
I velationen bliver verden din krop, et lukket system.
Det afgørende er, at verdens egenskaber erkendes som kroppens egenskaber. 'Fysisk' er en meningsløs størrelse abstraheret fra kød.
For at undgå transcendens fjerner vi os fra alt, der kan minde os om vores egen materialitet og dermed verdens åndelighed.
I indvielsen går vi den modsatte vej, og intet kan være mere skræmmende eller afskyeligt. Det er naturligvis alt sammen fysisk uskadeligt. Men det åbner døren ind til en verden, vi ikke vil se.
Cavea eller Domus er et af de allermest effektive transcendensmidler overhovedet."

"En moriturus. Således kaldes i Cybele-indvielsen den, der skal indvies. Det betyder 'den, der skal dø'.
Ved du, hvordan det gik for sig i antikken? Cavea var et hul i jorden med et gitter over. Mystagogen kastede en okse om på det og skar halsen over på den, så blodet strømmede ned i gruben."
"Er disse indvielser alle sammen ens?" spørger du på den ellevte dag. "Lighederne er naturligvis store," svarer Era, "hvilket ikke bør undre os i betragtning af, at der er tale om en psykologisk eller måske i grunden snarere neurologisk teknik.
Cybele-indvielsen er et udmærket eksempel. Først indvies mysten i hieros logos. Så følger dies sanguinis med piskning. Fra Cavea, hvor tauroboliet foregår, føres han til cubiculum, "brudekammeret" for at forenes med gudinden.
De ydre omstændigheder er således nærmest banale, selv om de nok ville chokere en del konfirmander.
Det er et gammelt psykologisk trick. I Cybele-indvielsen fik de mandlige myster at vide, at de skulle kastreres.
Når så kniven i sidste øjeblik blev erstattet med en pisk, var han ikke så tilbøjelig til at protestere. Den kvindelige myste blev ofte bundet nøgen til det store stenalter, og offerkniven lagt mellem hendes ben."
"Det lyder som den sorte messe," smiler du. "Det var utvivlsomt også i kirkefædrenes hårrejsende beskrivelser af disse riter, inkvisitionen hentede sin inspiration." "Men kan det så ikke være overdrevet?"
"For det første har vi også 'hedninges' udsagn om disse ting. For det andet er der jo tale om genoplivelse af riter, vi kender fra naturfolkene, hvor de naturligvis er langt blodigere.
På den anden side: Hvis det ikke var nødvendigt med så drastiske midler, er det da underligt, at hele din omgangskreds ikke er transcenderet allerede. Indvielse er kærlighed, smerte og en slags død, via dolorosa.
Sådan har det altid været, og andet virker simpelt hen ikke. Ofte er de ikke frafaldne indviede naturligvis lidt mere tilbageholdende med at udtale sig om disse ting.
Hos Apuleius er der således en ganske bevidst lakune mellem den indledende renselse og transcendensen: 'Jeg kom til dødens grænse, jeg betrådte Proserpinas tærskel, jeg blev ført gennem alle elementer og kom så tilbage.
Midt i natten så jeg solen funkle i strålende lys. Jeg stedtes for underverdenens guder og for oververdenens guder og tilbad dem i deres umiddelbare nærhed.'"

"I dag er Cavea. Det slår dig, at den drøm, hvis formål ganske tydeligt var at skræmme dig fra dit forehavende, tværtimod har beroliget dig.
Det forekommer dig indlysende, at tærskelvogterne har brugt deres krudt. Lad dem så blot true med alle helvedes pinsler.
Du kan le ad dem, og når det sker, er du igennem, virkelig igennem.

"Hvad vil du gøre med mig? Hvem er du?" "Har du ikke drømt om mig?" "Du er Erinnys ... Jeg er ikke bange for dig. Era har sagt, at du ingenting kan gøre mig."
"Hun har ret. Jeg er kun en drøm. En drøm, som du vågner af, når hun lukker dig ud." "Hvornår er det?" kan du ikke lade være med at spørge. "Åh, snart. Måske allerede om en time. Men hvor lang tid er en time i en drøm? Et år? 100 år?
Jeg er en drøm. Men tror du, dine nerver ved det? Og når dit eneste håb om udfrielse af dine pinsler er, at du mister bevidstheden, ja så har du mistet den allerede. Derfor er menneskene altid sådan nogle fuskere, når de forsøger at gå Helvede i bedene.
Enten er pinen ikke uudholdelig, eller også varer den ikke ved." "Jeg tror dig ikke. Era tager ikke fejl." "Nej, Era tager ikke fejl. Nu er du der, hvor hun har arbejdet i fyrre dage på at anbringe dig. Era har gjort sin pligt, Era kan gå.
Nu er du min." "Udmærket! Pin mig, hvis du kan ..." "Jomen ser du, min søde, ligesom vellysten har smerten også sit forspil, hvis den skal være sød og stærk. Jeg er vel ikke nogen slagter.
Først skal du VIDE, hvad der venter dig, og siden skal du VENTE på det. Det er dog elementært. Nu skal vi snakke hyggeligt sammen. Og så skal jeg vise dig nogle billeder." "Præcis. Billeder. Det er alt, hvad det er." "Det er alt, hvad alt er, min kære.
Hvad er vel din krop andet end et billede på din sjæl?" Noget kommer ud af mørket, og du skjuler ansigtet. Men det kommer alligevel på en eller anden måde ind og lejrer sig på din nethinde.
"Velkommen til Helvede, Pediseqve, for andet finder du ikke under jorden. Helvede og Døden og den Uudholdelige Pinsels Vanvid. Var det turen værd?" Du vil tigge Erinnys om at skåne dig, at give dig en chance til, til at flygte og aldrig mere vende tilbage.
Men du er blevet for gammel og klog, Eras visdom sidder for dybt." "Hvornår vil jeg dø?" "Hvad mener du?" "Hvornår vil mit blod blive udgydt på alteret?" "Først vil du lide ..."
"Vil mit offer behage guderne? Min smerte? Min ydmyghed?" "Hvad taler du om, tåbelige dreng! Du vil blive pint halvt til døde ..." "Nej, Erinnys. Helt til døde. Forstår du ikke? Det er mit valg."
"Du har ikke noget valg." "Nej, men jeg havde et. Og jeg valgte at give mig selv til den og det, jeg ikke kendte, af kærlighed." "Jeg forstår ikke, hvad du mener." "Du behøver ikke at forstå. Er alteret indviet? Er offerkniven lagt parat? Ikke?
Så skynd dig lidt, det passer sig ikke at lade guderne vente ..."
"Dig venter intet alter," siger stemmen, "men en brudeseng. Du er den Udvalgte! Du har intet mere at frygte ..."

Begrebet "in offensa" er endnu nyt for dig. og du grunder over, hvad det betyder. Det har at gøre med begrebet "skam". I begyndelsen tænkte du, at den undseelse, du følte ved Eras behandling af dig, var noget negativt, som med tiden ville gå over.
Senere lærte du, at skam er materialisation. Det var paradoksalt nok, når noget i dig protesterede, at du følte det velkendte sug.
Det går pludselig op for dig, hvad det vil sige at være in offensa. Ånd er nåde, men nåde forudsætter unåde.
Det er som med frelste mennesker, ingen kan være frelsen fjernere end de. På samme måde ved du nu, at du er en dygtig elev. Era ikke blot elsker dig, hun er tilfreds med dig, ja hun har endda udtrykt stolthed.
Hvad blev der af den skrækslagne skoledreng? I hans sted står en selvsikker præst. Det er en nødvendig selvtillid på den rejse, du har foran dig. Men det er også en modsigelse af transcendensens modus operandi.
Du smiler ad dig selv. Du føler, du er hjemme. Det er den samme fornemmelse som at stikke nøglen i hoveddøren og lukke den bag dig. Denne skimrende egn virker forunderligt bekendt, og du erindrer svagt en salmedigters ord om "det himmelske fædreland".
Du forstår, hvorfor det moderne menneske er besat af tanken om at flyve, tiltrækningen ved alverdens rutschebaner og faldskærmsudspring. This is the real thing. Men her er landingen så ubesværet som en tanke.
Du ser op på himlen. Det er vist nat her. For første gang på dette sted føler du dig ængstelig. Hidtil har du følt dig så strålende tilpas, at du næsten ikke har kunnet forestille dig, at du kunne føle angst.
Nu er det som at komme ind i et rum, hvor du har en fornemmelse af, at nogen med forsæt har slukket lyset. Du er kommet for langt ind og kan ikke finde døren og spekulerer over, fra hvilken side din angriber vil komme.
Men ansigtet er ikke skræmmende, da det endelig dukker op.
"Deos cognovisti et veneraris?" spørger stenansigtet. "Cognovi et veneror," svarer du. "Quinam sum?" "Janus es. Castiget me tuum flagellum et lustret et admittat clavis." Du knæler med bøjet hoved. "Nomina voca!" mæler kæmpen tilsyneladende uimponeret.
Av! "Quot vocem?" prøver du at snyde. "Quinque. Attende!"

HONOS AMATORI VIRTVSQVE PAVOR OSORI PALLORQVE
Nomen voca! -Mars.

VNVS IN VNDECIM LATET CVSTODIBVS SALIENTIBVS CINCTVS
Nomen voca! -Ancile.

PISTOR OBSESSVS OBSESSORES ALIT
Nomen voca! -Ivpiter.

SERVA INCENVA VESTE INDVTA BELLO CAPTA LIBERTINA
Nomen voca! -Caprotina.

PATREM NVTRIVI FILIVM CORONAVI
Nomen voca! -Fortuna.

"Bene respondisti," siger dørvogteren tilfreds. "Quo intendis?" "Ad Proserpinae arcem ..." Kæmpen nikker og træder til side.
Du ser borgen i det fjerne, og angsten vender tilbage. Den er som et dyr inde i dig, som du ikke kan styre. Du fæster blikket fast på dit mål, men solen eller månen eller hvad det nu er blænder dig.
Du føler ikke længere stolthed ved dine triumfer eller skuffelse ved dine fiaskoer. For sådanne findes ikke, kun seje skridt mod målet.
Du vakler lidt, da du kommer på benene, og Era støtter dig. Som altid.
Vogterne hedder salii.

Det er den 41. dag af din indvielse. Knap seks uger, og du har allerede opgivet eftersøgningen af den mand i dig, du plejede at være. Det, der villle have været utænkeligt for et par måneder siden, er nu en realitet.
"Du er nu i realiteten igennem demissionen," siger hun. "Det vil sige, at du nu påbegynder dine kvester. Det kræver imidlertid to ting. For det første må du lære at styre din materialisation.
For det andet må du lære at forstå de ting, du oplever i astraliteten, så du kan bruge dem til at komme videre. I lang tid endnu vil jeg sende dig af sted og vente på dig. Vi vil snakke det igennem, du oplever, indtil du selv lærer at tolke det.
Vi kan passende begynde med det, du oplevede i går. I morgen vil du lære mere om materialisationen. Pointen er jo, at jeg ikke resten af livet kan rende rundt efter dig.
Du må lære at materialiseres, også når jeg ikke er fysisk til stede, ellers lærer du aldrig at transcendere på egen hånd.
Hvad du oplevede i går, var et typisk møde med en tærskelvogter. Kan du huske, hvad han spurgte dig om?" "Han stillede mig fem opgaver i den romerske mytologi." Era nikker. "Løste du dem?" Du smiler. "Ja." "Nej. Det gjorde du ikke.
Det var nemlig ikke opgaver i traditionel forstand. Det var enigmer. Transcendens af en limen er noget andet end en terminsprøve. Jeg indrømmer, at du åbenbart har haft glæde af min mytologiske forelæsningsrække.
Men et er at kende til disse historier, noget andet er at forstå dem, kognitivt. Et enigme er ikke nogen vits eller lærerig fabel. Det er et hjul i det kognitive maskineri." "Det var derfor, jeg ikke kom videre." "Javist."
"Og når jeg forstår dem, kommer jeg et lille stykke videre, til jeg støder på de næste." "Ja. I begyndelsen vil du komme tilbage, og vi vil tale om, hvad du har set og hørt. Ofte vil enigmerne ikke være mundtlige, du vil opleve dem, deltage i dem.
Når jeg føler, du har forstået dem, bliver du sendt tilbage, og så fremdeles. Efterhånden vil du selv lære at forstå. Men indtil videre vil du komme kvesterne igennem på den måde.
Som den eleatiske bueskytte vil du hele tiden stå ved verdensranden og sende din pil videre ud, som din verden bliver kognitiv og levende. Alt, hvad du tror at vide, vil du genlære, som en skabelseakt, en kærlighedsaffære. Du er ikke en skoledreng mere.
Din rejse er begyndt. Fra nu af må din buestreng ikke slappes. Fra nu af er du en hest, der springer efter målstregen.
Fra nu af flyver du. Lad mig høre det første enigme!" Du fortæller om Mars og hans følgesvende.
"Det, der i de fleste unge mænds tilfælde ville være en ganske meningsløs mishandling, er for dig en fremstrakt hånd. For andre angst og bæven, for dig mod og dyd. Fordi du er en elsker og ikke en hader. Næste enigme!"
"Det andet forstår jeg ikke," tilstår du. "En gemmer sig iblandt elleve.
Jeg ved godt, at det er det hellige skjold, der menes. Men ..." "Det behøver du heller ikke at forstå endnu. Du behøver blot at vide, at dette er den traditionelle måde for entiteter at forblive anonyme på. Det er en hjælp!"
"Det fjerde tror jeg, jeg har forstået," siger du glad. "Slaverne, der foregiver at være fribårne for at kunne kvalificere til krigsfanger og blive belønnet med friheden for det. Det er en fantastisk historie, fordi den handler om mig.
Jeg var en fange, der foregav at være fri. Så blev jeg fange, så jeg kunne blive det." "Og det tredje?" "Er det ikke noget med gavmildhed. De belejrede kaster brød over muren til belejrerne, sikre på Jupiters beskyttelse.
Ånd kan vi altid give uden at behøve at kigge i pungen." "Udmærket. Og det sidste?" "Det forstår jeg ikke ..."
"Fortuna," forelæser Era godmodigt, "er sin egen datter og moder. Det er et sært enigme, ligesom tvangen til frihed. Du vil forstå det."

"I dag," siger Era på den 42. dag, "vil vi se nærmere på materialisationen."
"Materialisation er et psykologisk fænomen. Jeg vil derfor bede dig gennemtænke din nuværende situation.
Forstår du? Det kan jeg se, at du gør. Dine kinder blusser.
Måske kan du allerede mærke en varme i hovedet, der næsten er en svimmelhed og kan få resten af kroppen til at føles kold. Det, der sker, er, at dit blodtryk stiger, og at din krop prøver at kompensere for temperaturstigningen. Det er en slags let feber.
Din puls nærmer sig formodentlig de 100. 150 er ikke usædvanligt i visse faser af materialisationen.
Du er i den initiale tilstand af materialisationen. Dine næsefløje og øreflipper svulmer op. Dine læber bliver røde.
Den næste fase er specielt karakteriseret ved vejrtrækningen. På dette tidspunkt er den både hurtigere og dybere. I den seksuelle ophidselse bliver den senere gispende, men i materialisationen bliver den karakteristisk langsommere og endnu dybere.
Denne del af materialisationen falder ofte sammen med den hyperæstetiske fase, men det er de kognitive kvaliteter ved genstandene, der bliver tydeligere. Kroppens følsomhed for smerte er væsentligt reduceret.
Pupillerne dilaterer og virker som en slags 'skyklapper'. På dette tidspunkt begynder descendensen at gøre sig så meget gældende, at visse dele af frontallappen sætter ud.
Dette manifester sig ofte ved, at materialisanden ikke længere kan se noget negativt eller ubehageligt ved genstande og procedurer, som normalt forekommer modbydelige og beskidte.
Han er pludselig i stand til at foretage sig ting, som før var en fysisk umulighed for ham. Allergier forsvinder midlertidigt. Dette temporære bortfald af symptomer spiller blandt andet en rolle ved mirakelhelbredelse.
Den oprigtigt troende materialiseres nemlig rent faktisk. Dette kan blandt andet medføre bevægelighed i lammede ekstremiteter. Det har altså ikke noget med 'suggestion' at gøre.
Den materialiserede får uanede kræfter. Nu indtræder i de fleste tilfælde en krampelignende tilstand.
Materialisanden spænder kroppen og gisper efter vejret. Dette kaldes somme tider 'krisen'. Derefter bliver åndedrættet langsomt og meget tungt, og det er her, den væsentlige materialisation foregår. Han kan direkte føle, at han synker.
Øjnene er halvlukkede og stirrende. Denne fase kaldes somme tider CAECUS. Synsbarken har mistet kontakten til den kommunikative virkelighed og stemmer instrumenterne. Materialisanden ser geometriske figurer.
Tunnellen kan begynde at manifestere sig på dette tidspunkt." Hun ser kritisk på dig. Så rejser hun sig. "Se på mig!" siger hun med ryggen til. "Se på mig og sig mig, hvad du ser!"
Hvis du betragtede et fotografi, ville du sige, at det var en kvinde. En smuk kvinde, en stærk kvinde. Men Era er langt mere end det.
Af og til er du faldet for fristelsen til ligesom tilfældigt at strejfe hendes hår eller den spændte rustning og har modtaget et veritabelt elektrisk stød som et rap over fingrene.
"Jeg er af kød og blod ligesom du, men mit nervesystem er anderledes. Kommissurerne til det præfrontale område er tykkere, derfor er det min kognitive side, du ser. Jeg er en præstinde, en inkarneret gudinde. Jeg er tabu, urørlig.
Når jeg berører dig, bliver du som aske.
Lyden af min stemme er som torden i dine øren. Har jeg ret?"
Hun vender sig, og hendes smil er som en forårsbyge. "Men din gud er med dig overalt, hvor du går. Tror du, mit herredømme ender ved længden af min arm?
Se på mig! Når du ser på mig, synker du. Når du hører min stemme, synker du. Og når du tænker på mig, synker du. Hvor du end er."
Hun går hen og peger mod døren. "Gå!" siger hun. "Jeg vil ikke se dig mere i dag. Men jeg vil vide, om du dyrker mig ... !"

Du følger hende ned ad en lang gang, du slet ikke vidste, var i huset.
For enden er der en skov. Du klæder dig af og træder ned i en strøm. Bagefter kan du ikke finde dit tøj. Du begynder at fryse.
Du ser ned ad dig og får øje på noget, der rører sig under dit maveskind.
Du kommer i tanker om, at Era havde lovet dig et barn, og at det ville være dig selv, dit nye selv, at du ville dø og genfødes som din egen fader, og at hun ville være moderen.
Du skriger som en stor bleg orm kryber ud mellem dine lår LVCINA EDIDIT NVLLO ADIVVANTE DEO.
Quinam sum? -Typhon es.
Så vågner du. Solen står ind ad vinduerne og varmer dine skuldre. Du har haft en drøm, men det var mere end en drøm.
Det var et enigme, og du løste det, eller rettere, du identificerede den mytologiske person. Men hvad betyder det? Juno ærger sig over, at hendes mand har født et barn, Minerva, uden sin ægtefælles hjælp, og hun beslutter at gøre det samme.
Men i stedet for et barn bliver det en frygtelig, blodtørstig vanskabning. Hvis bare du kunne tænke på en lidt anden måde, er du vis på, at du nok skal få fat i det.
Problemet er, at normalt tænker du på langs, men for at løse et enigme skal du tænke på tværs. Derovre er det så let, der er det næsten ikke muligt at tænke på nogen anden måde.
Jeg ved, at jeg hang på vindhærget træ ni hele nætter med spydvunder og viet Odin, selv viet mig selv, oppe i træet, som ingen ved af hvilke rødder randt. Da følte jeg mig spire og fyldes af kløgt og vokse og velmagt vinde.
Ord mig fra ord til ord ledede, værk mig fra værk til værk ledede.
Og du forstår. Det almægtigt kvindelige er nødvendigt, så ubekvemt det ellers er, det frivillige fangenskab. Så bliver barnet et barn, ånd og sjæl.
Det barn er du, af dig selv, men også af hende. Derfor må hun altid være i dine tanker, og du altid hendes ejendom.

Fredag den 15. august. Era har bekendtgjort, at du begiver dig ud på Demeterkvesten på mandag. Den sidste weekend vil I bruge til at øve enigmer og sikre, at du, som hun siger, er "perdomatus". Du ved godt, hvad det betyder.
Det betyder, at du ikke tøver i det afgørende øjeblik. Og på kvesten er der kun afgørende øjeblikke. Det har krævet en ny mand.
Du kan ikke længere sørge over den døde mand, ham den anden, der protesterede og satte grænser. Du ville alligevel ikke have kunnet bruge ham til noget, hvor du stunder hen.
Hvis man vil flyve med vinden, må man lade galocherne blive hjemme. Over for resten af verden er du blevet endnu mere reserveret.
Du ved, hvad det vil sige at synke, og kan styre. Du ved, at Era opnår en seksuel tilfredsstillelse ved det meste af, hvad hun gør ved dig, og det generer dig ikke. Du er heller ikke taknemmelig, som du var i begyndelsen.
Solen og græsset, tigeren og kiddet, hvem skal være taknemmelig mod hvem? På de dybder, hvor du bevæger dig nu, skaber du rent faktisk virkeligheden, også for hende. Somme tider føler du dig langt stærkere end Era.
Du er tyren, der trækker verdensvognen, og hun er ikke andet end pigen med kæppen. Men du har brug for hende. Hvis lænken brast, ville du hvirvles bort i dybder, du ikke kender bunden på.
Du er et lokomotiv, der bliver stadig tungere og stærkere og derfor kræver stadig kraftigere skinner.
Snart vil det køre ud i et landskab, hvor himlen er grøn, og græsset er blåt.
Du smiler til hende, knejser, som hun skubber dig ud fra klippen. Du falder som en dunbold og stiger så. Og du græder.
Du græder, fordi du lige har opdaget, at verden er et vidunder og din fødselsdagskage. At de strengeste vogtere er gamle venner, at du altid var ventet, hvor du aldrig havde ventet at komme.
Og du forstår, at du aldrig vil få nogen til at forstå, som ikke har forstået allerede. Imens snakker Era løs, og du spekulerer et øjeblik på, om hun forstår, virkelig forstår, hvad det er, hun gør ved dig. Men kun et øjeblik.
Hun er den eneste, der forstår. Hun forstår hver eneste drøm, du nogen sinde har haft, når du var alene og så op mod himlen, og hun er i færd med at opfylde dem.
Det gisp, den kildrende tomhed, du altid har båret i dit hjerte, er ved at fyldes af en varm kilde. Og du forstår, at den største Længsel var en længsel efter et sted med et navn.
Hun førte dig til brøndkanten, og du betragtede hende vantro, som hun bandt vægte til dine ben og skubbede dig i. Vandet steg op over dit hoved, du gispede efter vejret og åndede som en fisk.
Hun spændte dig for en vogn og drev dig fremad, til du vendte dig og så, at det var selve verden, du trak. Hun ydmygede dig så længe, indtil du blev en gud.
Og du tænker på dine andre læreres grusomhed, som ville skjule alt det for dig, som du vidste, førte dig i store cirkler uden om det sted, hvor din arv var begravet.
"I morgen vil vi øve flere enigmer," siger Era.

"Her er en:" siger Era, "DEA LIGNEA CONTEMPTRICIBUS LEPRAS PRO LEPORE REDDAT! Hvem 'trægudinden' er, turde være indlysende. Men kan du huske, hvem der endelig forlangte en frygtelig pris for de to pigers frelse?"
Melampus.
"Rigtigt! Og hvad betyder det?" Du tænker dig om. "Junos statue har stadig hele Junos kraft i sig, selv om den er af træ og ligner en krage." Du viser om dig. "Dette her er jo heller ikke just noget tempel. Men kraften er her.
Da jeg først kom her, syntes jeg, det hele var meget underligt. Det var på en måde svært at tage alvorligt. Da jeg så havde følt suset, blev jeg bange. Det var pludselig farligt.
Så forstod jeg, at en tyv ustraffet kan stjæle kandelabrene fra højalteret, hvis han blot gør knæfald og MENER det. Jeg kan huske engang, hvor jeg fik det dårligt - måske var noget gået for hurtigt, eller jeg havde sjusket.
Du gav mig besked på at klæde mig af og lægge mig på maven på gulvet foran dig. Jeg har aldrig følt mig så stærk. Pludselig var det ikke dig, men min egen uendelige ånd, jeg prostrerede mig for.

Alt gik ind i mig i det øjeblik, anderledes kan jeg ikke beskrive det. Det var, som om jeg uden at vide det havde fejet mig selv ud af mig selv alle disse år, og mig selv nu kom strømmende tilbage i mig. Jeg ville finde dig og sige det til dig.
Jeg løftede hovedet og så efter dig, og du satte foden på min nakke. Noget eksploderede i mig. I det øjeblik var jeg Alt. Somme tider gør jeg det, når jeg er alene, knæler ned og tænker på dig og forstår, at jeg ikke længere er en contemptor.
Hvor skrækslagen jeg var, dengang jeg var det, for alting, for hele det mirakel, der udfoldede sig for mine øjne, for at blive en del af det. For at elske det, der elskede mig så højt.
Jeg var nødt til hele tiden at smile og se væk, for at jeg ikke skulle indhente mig. Så kom jeg hos dig. Det var hård kost for en ung mand, kan jeg godt fortælle dig. Men nu. Nu er det hele så selvfølgeligt. Jeg møder og er min gud.
Den er min herre, min lærer og min elskerinde. Jeg møder den i dig og i mig selv. Og jeg gruer for Lysippe og Iphianassa og de andre, som jeg selv var en af for ikke så længe siden.
De er urene og vanvittige uden at vide det, og de vil komme til at bøde med en hel del mere end to tredjedele af riget." Era smiler. "Du har lært meget," siger hun. "Meget mere, end jeg på nogen måde kunne lære dig." Du smiler tilbage.
"Jeg tror, du forstår grunden til min strenghed. Jeg kan ikke risikere at miste dig. Jeg elsker dig.
Hvis du var mig ligegyldig, kunne jeg tillade mig at skåne dig. Det ville være behageligere for dig, og en hel del behageligere for mig. Det går ikke nu. Det er Orthia-enigmet.
Orthia er Artemis.
Apollon og hans tvillingebror Artemis, afkommet af Zeus med hans første hustru, Leto, er de to store 'jægere'. Hermed er udtrykt ånden. 'Den vilde jagt' var et almindeligt fænomen for vandrere, der var kommet væk fra stien.
De er begge 'fjernrammere', både som hævnere og som beskyttere. Deres magt betones side om side med deres farlighed. Igen og igen straffes dødelige for at behandle dem som mennesker. Orthia betyder den oprette, den hævede.
Som andre guder fremstilles hun ofte som en støtte med menneskelig overkrop, som er den støtte, der var genstand for hendes kult. Sådanne støtter, hermer og phalli var udbredt i hele den antikke verden som fokalpunkter.
Under hendes gudstjeneste løftede hendes ypperstepræstinde rent faktisk den tunge statue, men kun under særlige omstændigheder. Unge mænd blev bundet til alteret og pisket til blods.
Denne ekstreme materialisation dannede således en vortex, der sugede den fornødne ånd til sig. Der var kun eet problem, som er overleveret til os med stor realisme, men som du vel egentlig burde kunne tænke dig til.
Romerne kaldte Artemis for Diana Victrix.
Højtidsfuld nærmer den udvalgte yngling sig templet og lader sig uforfærdet surre fast, mens han ser betaget over skulderen på den præstinde, der skal piske ham. Han har besluttet, at ingen beklagelse skal komme over hans læber.
Hans hjerte er hos Artemis, den skønne dronning med de gyldne lokker, hvis træk han ser genspejlet i hendes præstinde. Han bider tænderne sammen under de første slag, men som præstinden slår til, og blodet begynder at flyde, klynker han højere og højere.
Til sidst skriger han hjerteskærende. Og hvad gør hun så? Hun undgår de mest mishandlede dele af hans ryg med pisken. Og i det øjeblik synker ypperstepræstinden under gudebilledets massive vægt.
Og i det øjeblik, forstår du, er de ikke længere deltagere i et ritual, bøddel og offer, kvinde og mand. De er dele af det, de to ender af den pisk, der binder dem sammen, den piskning, som er verdens generative princip.
Han synker under pisken, blodet løber frit. Han holder bryllup med gudinden, men som brud er det ham, der bløder. Og han forlader hendes stenseng befrugtet. Dette er den frygtelige sandhed om de gamles omgang med deres frygtelige guder, kærlighedens smerte."
"Ja," mumler du. "Det er frygteligt. Men det er det eneste liv. Den visdom, du påtvinger mig, er mit liv. I det kraftfelt vil jeg være fanget, til du har gennemglødet mig, krop og sjæl.
Når jeg ser på din krop, ser jeg jern. Når jeg ser på dit hår, ser jeg ild. Hvem er du, Era?" "En ganske almindelig pige, lige som en ledning er en ganske almindelig kobbetråd, bortset fra, at den er strømførende.
Tror du, at jeg kan dræbe dig med min blotte berøring?" "Ja, Era. Det tror jeg." "Og er du parat til at dø for min hånd?" "Ja, Era." "Så skal du leve ..."

"I dag," siger Era, "skal vi stifte bekendtskab med en herre, der åd af såvel kundskabens som livets træ." "Er det ambrosia og nektar?" "Præcis. Ambrosia er det, der gør guderne udødelige, ambrotoi.
Nektar svarer til soma, som forlener dem med visdom, kultdrikken, der forener guder med mennesker. Men hvem var tyven?" "Tilgiv mig, jeg ved det ikke ..." Era smiler, giver dig en bog og anviser dig en plads.
Han hed Tantalos.
Fascineret læser du om Tantalos, hans invitation til Olympen, og hvordan han gengældte den, først ved at stjæle, dernæst ved at servere sin egen søn for guderne. Du tænker på at spørge Era, hvad det betyder.
Så kommer du i tanker om, at det nok er meningen, at du selv skal prøve at finde ud af det. Sønderlemmelsen af et menneske kender du som enigme, det er urmennesket, som er før verden, og som verden skabes af, altså en anden version af syndefaldet.
Sønnen hed Pelops.
Så er der Tantalos' kvaler i Tartaros. Når han strækker sig for at nå træets frugt, unddrager det sig ham, og når han bøjer sig for at drikke, trækker vandet sig tilbage. Det synes altså igen at være ambrosia og nektar.
Han kan åbenbart hverken spise af livets eller kundskabens træ. Det er hans straf, men hvad straffes han for? Han har sønderskåret sin søn, Mennesket, skabt en sekundær verden uden sammenhæng mellem ånd og kød. Han har ikke spundet den ud af sit indre.
Men hvem fører sønnen tilbage fra dødsriget?
Det gør Hermes, psykopompen. Han samler stumperne sammen og koger dem, som man gør med shamaner, han materialiseres og får ånden igen ligesom de unge mænd, som piskes ved Dianas alter.
En let gysen gennemfarer dig, som altid i forståelsens øjeblik, fulgt af en behagelig varme. "Jeg ser, du er flittig ..." siger hun. Så forlader hun dig. Du læser endnu en stund.
Du lægger bogen fra dig, rejser dig og går lidt rundt. Du føler dig som en okse, der driver et hjul. Udenfor er dine venner i gang med tusind gøremål, som de benævner henholdsvis arbejde og fritid.
Du ser dig om, der er ikke meget til at distrahere dig. Ingen pligter ud over pligten til at spinde dig selv. Når Era kommer tilbage, vil hun overhøre dig i din forståelse.
Hun vil give dig flere bøger at læse. Hun vil forklare dig det, du ikke forstår. Du føler dig som en gås, der bliver fedet op til juleaften. Men føden er ånd. Væksten er styrke.
Hun lærer dig, hvordan du skal læse, tænke og tale. Al denne viden er en, og den er en fugleflugtslinje til dit hjerte. Hun genskaber dig, som om du var en lejlighed, hun indrettede.
Men det er ikke hende, der skal bo i den. Det er dig. Hun er en barsk interior decorator, men det, der skal bo derinde, er også stort: Din Sjæl.
Du har lært teknikker, der vil tillade dig at falde hurtigere eller langsommere og til en vis grad at navigere. Men det er alligevel en anden verden.
Du har lært enigmerne, som et barn lærer naturlovene, men du er stadig et barn i hin verden. Og der kan Era ikke hjælpe dig. You're on your own, fast besluttet på at gøre hende stolt af dig.
Det fortjener hun, til gengæld for sin uendelige tålmodighed med dig. Det ville have været så let for hende at trænge din modstand op i en krog, hvor den kunne gemme sig.
I stedet for omhyggeligt at opsøge og tilintetgøre den. Hvor ofte har du ikke følt dig som en skællet puppe i et kvælende syltetøjsglas! Men du ved, at du ikke vil blive modtaget derovre med mindre kærlighed end den, hvormed Era omfatter dig.
På mange måder vil det være det samme som her. De strenge vogtere, der flækker i et smil, når du svarer med respekt og forståelse. Du undrer dig som sædvanlig over dine medmenneskers skræk for og vrede mod guderne.
Måske vil mennesket simpelt hen være Alt, uden overhovedet at lære sig selv at kende. Og dog fascineres det stadig af stjernerne og føler ærefrygt, når et barn fødes. Hvorfor skal verden være død?
Hvis du har lært noget hos Era, er det at stole på Kærligheden. Hun elsker dig. Mere behøver du ikke at vide for at gøre alt, hvad hun beder dig om.
Din største angst har i den sidste tid været, at hun skal sige: "Din læretid er forbi!"

Du prøver at komme i tanker om, hvad du har lært om materialisation, men i virkeligheden er det slet ikke nødvendigt. Alt, hvad du behøver at gøre, er at lade Cavea have sin virkning.
Du mærker allerede det, Era kalder Angustia, og som som regel melder sig inden for det første kvarter. Domus bliver mindre. Pludselig kan du ikke vende dig i det eller overhovedet røre dig. Det bliver også mørkere.
En eller anden har kastet et tæppe over Domus, og du kan ikke få vejret. Pludselig må du ud.
Denne fobiske angst går dog hurtigt over i en anden, som umiddelbart forekommer mere realistisk.
Du er ikke længere et menneske, hun behøver at tage med på råd. Du er en ting. På dette tidspunkt begynder de første bølger af materialisationen at skylle ind over dig.
Du bøjer hovedet og trækker vejret dybt, næsten hivende. Du støtter panden mod gulvet.
Du er svimmel nu. Det er materialisationens anden fase. Ord som vilje og personlighed har ikke længere nogen mening for dig.
Du husker, at Era somme tider, når du er i denne tilstand, løfter dit hoved op og betragter dine øjne. Du har svært ved at fokusere og gengælde hendes blik, og når hun slipper dit hoved, synker det straks atter ned på brystet.
Du er så tung, du ville ikke kunne stå på benene. Først troede du, at hun havde lagt en eller anden ankerkæde om din hals og dine skuldre, sådan føltes det.
. Herfra synker du ned i den tredje fase, hvor dine omgivelser begynder at forsvinde. Det er ligesom en lyscirkel, der trækker sig sammen om dig, til du kun er opmærksom på dine lemmer og deres lænker.
Era siger, at i denne tilstand stopper mange af kroppens funktioner, som for eksempel fordøjelsen. I begyndelsen undrede du dig over, at du aldrig følte dig trængende. Selv sår bløder ikke.
I begyndelsen var du fascineret af denne "ny" krop, som tilsyneladende var uden fysiske behov, og kun følte smerte som et dovent behag. Nu er det alt sammen kun en mellemstation for dig på din vej ned.
Du tænker igen på ankerkæden, den snor sig om dig som en slange og trækker dig ned. Du drukner, til du mirakuløst lærer at ånde under vand. Til sidst ligger du korsfæstet til bunden og ser op igennem tusind mile vand.
En anden fornemmelse, du har beskrevet for Era, er den, du kalder "gummihandsken". Den begynder som regel med, at du føler dig nedsænket i vand. Men vandfladen slutter tæt om dig, som vådt tøj. Denne "dragt" trækker sig sammen om dig, den føles elastisk.
Samtidig stiger den som en vandflade, til den dækker dit ansigt som en maske. Du tænker, at du vil blive kvalt, men efter nogle minutter kan du ikke skelne den fra din egen hud.
Du ved ikke længere, om du ligger på havets bund eller i en lukket kiste, for denne nye hud er åbenbart uigennemsigtig. Indimellem får du den ind i munden og sluger tilsyneladende uudtømmelige mængder af den, indtil også dit indre er foret med den.
Så er din krop forsvundet, og den er en dragt, der "klæder sig selv med sig selv". Ofte ledsages disse fornemmelser af billeder, som du i begyndelsen var meget bange for.
Du ved nu, at du får dem tilsendt af velmenende responsorer, som ønsker, at du skal komme igennem materialisationen så smertefrit som muligt. Nogle er korte blink, andre hele små sekvenser, hvor du ofte er hovedpersonen.
Du bryder dig stadig ikke om billederne fra torturkamrene, men når du tænker på, at du vil lide alt for Era, hjælper også de dig til at synke.
Du er nu i tilstanden lige før "springet". Den kan gøre en smule ondt, og du vil gerne have den overstået, men du ved, at det dummeste, du kan gøre, er, at være utålmodig. I stedet mærker du endnu en gang dig selv igennem.
Ofte føler du dig som en dukke, lige før du "slipper". Engang var der nogen, der tog dit hoved af og lagde op på en hylde. Det var lige så realistisk en oplevelse som alt andet.
Du følte ikke, at du var i hovedet, men i kroppen, som blev båret væk. Den føltes gummiagtig, og du var dette gummiagtige. Du lå på et bord, og Era lagde hånden mellem dine ben, men i stedet for dine kønsdele var der plastic og tryklåse.
Du ved, at alt dette er enigmer. For hver gang du oplever en af disse ting, har du mere ammunition til næste gang. Hvis den ene "historie" ikke virker, gør som regel den anden.
Fra at være et uopnåeligt mirakel er transcendensen blevet en svær kunst, du ikke desto mindre er ved at mestre. Era siger, at den dag vil komme, hvor du vil transcendere ligesom at smække et vindue op. Det har du lidt svært ved at forestille dig.
Du mærker på dig selv, at du ikke længere kan røre dig. De små jag er begyndt, som altid kommer lige før selve transcendensen, du klynker lidt og leder efter et godt billede. Men billederne begynder som regel at blive tågede og træge på dette tidspunkt.
I stedet forbereder du dig på transcendensens "lille død". Når du er så langt, føler du dig i stærke hænder, og du tænker, at det snart vil være overstået.
Somme tider sker det ved, at du skyder lige op i vejret fra dig selv, til andre siver du ned i Caveas lædermadras. Engang følte du et voldsomt træk ligesom i et halsbånd. En enkelt gang skete det, mens du lå hjemme i din seng.
Det var ganske kortvarigt, men du var alligevel glad for det, fordi det fortalte dig, at du formodentlig engang vil kunne transcendere uden Eras hjælp. Ikke fordi du vil undvære Era, men fordi det ville gøre hende stolt af dig. Nu kan du kun vente.
Det gør temmelig ondt denne gang. Era siger, at det som regel skyldes, at der er nogen, der trækker et sted dybt nede fra, descendensen, som er spejlbilledet af din transcendens.
"Ovre på den anden side," siger Era spøgefuldt, "er der en ung mand, der frygtelig gerne vil herover. Måske drømmer han om at blive en standerlampe. Hvis I ikke trak fra hver sin side, ville transcendens være umulig.
Forudsætningen for din erkendelsesvej er, at noget gerne vil være til." Du nikker og forstår det også næsten. Det svier atter igennem dig, som elektriske stød.
Denne verden, som forekom dig så mystisk og uforklarlig, er næsten blevet en selvfølge for dig.
Den er på en måde blevet din verden, selv om den er langt smukkere end den, du kommer fra. Du vandrer i søjlegangene og misser mod den skinnende blå himmel. Du er nøgen, og du undrer dig stadig lidt over, at du kan se dine tæer.
Du går hen til en rand og får øje på noget, der ligner et amfiteater. Du beslutter at gå på opdagelse, det vil sige, det gør du slet ikke. Du har en meget klar fornemmelse af, at dette er en guided tour. Igen undrer du dig over det fysiske ved landskabet.
Du er stadig ikke kommet over overraskelsen over, hvor meget mere realistisk denne verden virker end den søvnige skyggeverden, du kommer fra. Det er lidt den samme følelse, du kan have ude i naturen, men blot langt stærkere.
Men dette er jo også overnatur. Pludselig forstår du Platons hulebillede som noget mere end et billede. Du har tilbragt dit liv i en mørk kælder. Era viste dig vejen ud, en smal skakt.
Pludselig kan du se det, det er en anden egenskab ved denne verden, at du kan ikke forestille dig noget. Der er kun virkelighed. Era opfordrer dig til at krybe ind, skønt du ved, du vil sidde fast på halvvejen, og så gør du det.
Et øjeblik er du tilbage, derpå veksler Cavea, teatret og skakten. "Jeg sidder fast!" skriger du rædselsslagen. "Træk i mine ben ..." men Era nægter emfatisk, du skal frem.
Pludselig skriger du, næsten inden du ved, hvorfor. Era har taget en af de fakler, der oplyser kælderen, og med den svider hun dine nøgne fødder. Så kommer du igennem.
Du forstår, at du netop har genoplevet din smertefulde "fødsel" til denne verden symbolsk. Uheldigvis er du nu på et sted, hvor symboler er lavet af jernbeton.
Ved teatrets indgang står en herme. Du betragter den en stund ærbødigt, de tunge, drømmende øjenlåg, som måske er åbne, måske lukkede, det rolige smil. Der er noget på samme tid hemmelighedsfuldt og ømt ved det evigunge ansigt med det stiliserede skæg.
Du ser op på granitansigtet.
Det sitrer og runger, og en stemme trænger ind i dit hoved: LUCEM ASPEXERUNT GEMELLI! Du ved godt, hvilke tvillinger han taler om.
De hedder Palici.
Selv enigmerne, som du havde så store problemer med i begyndelsen, synes du, du begynder at få fod på. Det er ikke så svært, du skal bare tænke på en lidt anden måde, end du plejer. Først gælder det naturligvis om at få mytologien på det rene.
Og selv om historien måske umiddelbart forekommer absurd, er der altid et eller andet, du kan tage fat i. Om tvillinger ved du f. eks., at en altid er menneskelig og den anden guddommelig. Det er sådan, inkarnerede guder beskytter sig.
Du husker Plautus' Amphitruo. Du husker Iuppiters tilsynekomst i Alcumenas ægtemands skikkelse. Du husker hans afskedsord til hende.
Dette er Indvielse, husker du, at du tænkte. Alt er Virkelighed. Alt er Kød. Alt er Ånd.
Du husker Amphitryons overraskelse, da han vender tilbage og erfarer, at hans hustru allerede har modtaget besøg af sin ægtemand. Og Alcumena undrer sig over anden gang at modtage besøg. Den krænkede ægtemand raser.
Amphitryons hårdt prøvede slave hedder Sosia.
Men ni måneder senere nedkommer Alcumena, ikke med et barn, men to, Iphicles, som er Amphitryons søn. Og Iuppiters, som er Hercules. Og Amphitryon forstår, at guden intet har taget fra ham.
I sagnet om Aethalia er det Hera, der raser, og hun må gemme de to børn under jorden, derfor kaldes de "dem, der vender tilbage til lyset". Også den formel kender du. At dø og genopstå. Og du forstår Hermes ord.
Tvillingerne er du, genskabt på legeme og sjæl. Befrugtet og svanger med dig selv. Du hører en hvisken og ser et andet gudebillede, ikke en herme, men en fuldendt skabt kvinde.
Daidalos gav gudebillederne arme og ben.
Hun ser koket til siden og forsøger at dække sig. Stenen er næsten levende, og du berører den uvilkårligt og får umiddelbart et stød som af noget fugtigt og svagt strømførende, samtidig er det, som om dine håndflader er limet til de svagt skinnende lår.
Du stønner let, svimler og falder ind mod statuen og kysser tvangsmæssigt hånden og derpå det, den skjuler. Du er frygtelig ophidset ved tanken om, at stenkvinden kan give sig hen til dig og knuse dig.
Det er, som da du engang knælende lagde hånden på Eras blanke lår, og hun lod dig sprælle som en fisk på en krog, inden hun endelig nådigt trak sig tilbage.
"SEXUS SAXIFICUS" mumler det i stenen, og du farer forskrækket tilbage. Statuens køn er sten, men føltes som kød. Er det, fordi du er ved at blive sten?
Nej, dette Sexus Saxeus er Vivificus. Var der ikke engang nogle kvinder, der blev til sten? Du mener at kunne huske deres latinske navn.
Propoetides.
Propoetiderne fornægtede, husker du, Aphrodites guddommelighed. I stedet hengav de sig til tilfældige mænd, og til sidst blev de til sten. Du smiler og skutter dig uvilkårligt på samme tid. Det er ikke anderledes for en mand.
Du husker første gang, Era berørte dig, hvor anderledes det føltes. Hendes kærtegn var tvingende. Det skræmte dig, fordi du altid havde associeret en sådan tvang med visse mænds behov for at blive nedværdiget og mishandlet af kvinder.
Men Era har aldrig sagt et ord til dig, som ikke flød over af ømhed. Derimod kan du ikke sige, at hun ikke har behandlet dig brutalt, men ellers havde du heller ikke været bange for hende.
Frygten for hende er større end angsten for det ukendte, og det er din indvielses eneste fremdrift. Interesse gør en til frimærkesamler. Og du skal tæmmes gang på gang. Trodsen og vreden vælder op i dig, hun ser det i dine øjne.
Han som vragede disse kvinder til fordel for et billede, som Afrodite beåndede hed Pygmalion.
Jeres kærlighed er så stor, at du kan se den, når du kigger på himlen, og så lille, at du kan have den usynligt under hovedpuden. Der er ingen ringe, intet bofællesskab.
Du elsker hende, som Pygmalion elskede det billede, han selv havde skabt, men som var besjælet af en gudinde. Under hans kærtegn blev stenkvinden kød, sådan som du selv føler, at din krop er blevet kød for hendes hænder. Hvad var den da før?
"MATER EST LETHE" summer det i stenen. Men hvem er Lethes døtre?

Så husker du det. Lethes døtre er gratierne, som er nådens og yndens gudinder, men også taknemmelighed, som Lethe er forglemmelsens. Så bliver du kold. Det er, som om du har fået en lussing, men ikke som Eras.
Du ser op i smilet, som et øjeblik synes næsten hånligt, eller måske snarere overbærende. "Sådan siger du nu," siger det. "Men hvornår lader du dig distrahere som et barn af et andet stykke legetøj?" "Nej!" råber du og klasker håndfladen mod stenen.
"Aldrig vil jeg forråde min elskede Era. Aldrig!" Og smilet bliver atter mildt, ømt. Hermes ser til siden, næsten spøgefuldt, du følger hans blik.
Et stykke borte ligger en stor flad sten med en indskrift. Du hører støj, som fra et selskab. Nogen er på vej for at føre dig til din bestemmelse, et enigme, som hverken er skrevet eller talt, men oplevet. Men først må du løse denne gåde ...

T V M N V I H
I I L V I O N
I C B T T S N
I P I I A A T
E S E A F T T
R A I R R A E
I I L M S I C
M O B I I P S

Heldigvis husker du historien om Erysichthon, "han, som ødelægger jorden", bonden, der udpiner jorden og straffes af Demeter med uudslukkelig grådighed.
For at tilfredsstille den sælger han sin datter som slavinde, men Enosichthon, jord-RYSTEREN, som elsker hende, underviser hende, så at hun, hver gang hun bliver solgt, kan forvandle sig og undslippe.
Du synker ned ved foden af en søjle, som så ofte ganske mat ved historiens implikationer. Er du ikke som Mestra, barn af en kultur, der har forbandet jorden og sig selv med sin grådighed?
Har den ikke allerede forsøgt at sælge dig, og har du ikke ofte følt dig forpligtet til at spille spillet og være den, der står på skiltet? Å dyrebare Enosichthon, som lærte mig at gemme mig selv i mig selv: Aldrig skal nogen anden se mit hjerte!
Enosichthon er Poseidon.
Stemmer nærmer sig og fjerner sig. En vedbliver i dit hoved: Du må finde Proserpinas lund. Der vil du finde hvile og en betydningsfuld drøm.
Du vandrer ud over en eng. Duften af de mange gule blomster er bedøvende. Du mærker dine fødder vakle i det stride græs og ser den lyseblå himmel sejle forbi. Du står stille og ser dig tilbage, mens du undrer dig over, hvad der er galt.
Du lander hårdt, der sendes et stød op igennem dig. Et øjeblik er du så fortvivlet over at finde dig selv i Domus, at du næsten synker tilbage, men noget i dig er ligesom opbrugt, en ro, en ophidselse.
Du tænker absurd på, hvad klokken er. For dig er der ikke længere nat eller dag, kun den lille stålkasse. Du ved, at du vil dø her, og det gør dig rolig snarere end angst. Man lukker heller ikke et vildt dyr ud af dets bur.
Du tænker, at det er det, Era har gjort dig til, et vildt dyr. En tåge glider over din hjerne, og så bliver du bange og er lysvågen. Nu er du bare tørstig og vil ud.
Lidt efter kommer hun. Hun stikker hånden ind og løfter dit hoved op, dine læber klæber til den. "Jeg er tørstig." beder du.
Hun ignorerer dig umiddelbart, tager dig om tindingerne og studerer dine pupiller og mærker på dine muskler. "Må jeg få lidt vand," tigger du og kysser hendes hånd. "Hvordan har du det?" "Jeg er tørstig - ellers har jeg det godt." "Hvorfor kom du ned?"
"Det ved jeg ikke. Jeg blev bange. Der var et øjeblik, hvor jeg næsten transcenderede igen." "Hvad tænkte du?" "At jeg var et dyr. Nej, jeg følte det nærmere." "Men du kunne ikke bruge det?" "Ikke rigtigt, nej ..." "Det er Bestia. Det har vi ikke øvet."
"Bestia?" "Kan du huske, da du var et bord? Det kaldes den inverse animistiske fase. Tingene bliver ikke levende, du bliver en død ting. 'Dyret' er den inverse totemistiske fase." "Nå ..." "Først må du forstå, hvad totemisme er. Til bunds!"
Det lyder faretruende, som Era siger det. "Men jeg troede, jeg var tam." "Javist. Men du er ikke vild." Hun forlader dig kortvarigt og kommer tilbage med et metalbæger fuldt af tyk, krydret vin.
Da hun rækker det til dig, ved du ikke, hvad du tørster mest efter, at drikke eller at ligge helt stille og kysse hendes hænder. Du føler dig fuldkommen lykkelig, fordi hun giver dig noget at drikke.


Du rejser dig og gennemsøger reolen for det, du skal bruge.
Peri lukanqrwpou. Det lyder hyggeligt! Nå, her er heldigvis noget på latin. Åbenbart er forestillingen om, at visse mennesker under visse omstændigheder kan blive forvandlet til dyr, udbredt i antikken.
Forfatteren til det anførte værk hedder Marcellus Sidetes.

Onsdag 27. august 1997. Det regner stadig. Det går nemmere med den svære bog. Indimellem spekulerer du over, hvorfor Era har sat dig til at læse om varulve. Så kommer du i tanker om Bestia.
Era siger, at det vil betyde, at du bliver til et dyr.
"Hvad mener du?" spørger du lidt skræmt. "I Bestia forsvinder din menneskelighed som i en tåge. Du vil ikke kunne rejse dig, fordi du simpelt hen ikke ved, hvordan. Du vil heller ikke kunne tale." "Nej," siger du rædselsslagen.
"Hvad som helst andet end det! Hvis jeg ikke er et menneske, hvad er jeg så? Så forsvinder jeg jo ..." "Nej. Du vil stadig være ved fuld bevidsthed. Der vil blot være en række rent menneskelige ting, som vil blive ligegyldige og meningsløse for dig.
Det er en anden slags bur, et, du ikke vil være i stand til at slippe ud af med en nøgle." Bagefter tænker du over, hvad Era har sagt. Umiddelbart lyder det jo absurd. men så erindrer du, at det er et af de oftest tilbagevendende temaer i historien.
Nordboerne omskabte sig til bjørne, når de drog i krig. I middelalderen frygtede man disse "versipellae". Og du tænker på din barndoms eventyr, hvor brødre og søstre blev omskabt og ikke kunne vende tilbage til deres menneskelige skikkelse igen.
Om aftenen spørger du Era igen. "Du kan skabe mig om til et dyr?" "Ja." "Og holde mig i den form, så længe du vil?" "Javist." "Hvad vil jeg blive?" "En ulv, tror jeg." "Hvorfor skal jeg lide så meget?"
"Du kom til mig for at lære eksistensens hemmeligheder." "Men ..." "Men du troede, det ville være en serie lysbilledforedrag?" "Nej. Jeg har for længst besluttet, at jeg vil dø for dig. Hvorfor ikke også dette her?
Hvor længe vil jeg forblive i denne skikkelse?" "Så længe jeg vil." "Ja, naturligvis. Så behøver du jo ikke buret mere?" "Mere end nogen sinde. Du bliver en temmelig stor ulv ..."
Den næste dag læser du atter i den store bog. Dyrekvinderne får dig umiddelbart til at tænke på mænaderne, og du lærer, at det i ældre tid var skik at klæde kvinder i læder og således forlene dem med ulvenatur.
Forsvarligt lænket var disse kvinder efterspurgte konkubiner, og helt op i klassisk tid kaldes prostituerede endnu scorta og lupae, og bordeller lupanarier, ulvebure. Du troede, varulve kun forekom i gyserfilm, men nu forstår du, at litteraturen er enorm.
Bogen indeholder sågar et kærlighedsdigt, A TAL DONNA, skrevet af en mand, der selv tillagde sig ulvemanerer efter at have forelsket sig i en ulvekvinde ved navn Loba.
Forfatteren hedder Pierre Vidal.

Den 29. august, som er en fredag, tager Era bøgerne fra dig. Det er tydeligt, at hun nu har i sinde at fortælle dig det om totemisme og lykantropi, som du ikke kan lære af bøgerne.
Samtidig forstår du, at det, hun beskriver for dig, ikke blot er historie eller historier. Det er din egen skæbne.
"Du har allerede set," begynder Era, "hvordan antik kunst og religion er blevet ekspurgeret ad usum delphini. Det gælder jo om at finde nogle billeder, der viser disse folks jævne og muntre forhold til deres absurde guder.
Præcis det samme gør sig gældende for den såkaldt primitive kunst. Vi vil helst have maleriske jagtscener med realistiske bisoner. Men i virkeligheden er separationen af menneske og dyr sjælden i hulemalerierne.
Oprindelig havde mennesket ingen forestilling om en ydre verden uafhængig af det, eller sagt på en anden måde, det så ikke sine behov som forskellige fra denne verdens. Den tanke, at verden skulle være et lager, ville altså være forekommet det absurd."
Hun smiler. "Du ser problemet, ikke? Når vi kalder disse mennesker for 'samlere' og taler om deres 'kamp mod naturkræftene'? For dem var det det samme kognitive maskineri, der generede mennesker, dyr og solens gang over himlen.
Efterhånden fik de naturligvis de samme problemer som vi, om end slet ikke i samme målestok. Ritualet ligger således midt imellem dette oprindelige trin og vores moderne, kausale teknik, en bevidstgjort, kognitiv teknik.
"Mennesket skal pludselig MØDE verden, dog endnu ikke som noget ydre, fjendtligt, men som en 'indre' realitet. Oprindelig er disse riter for alle, senere begrænses de til en klasse af shamaner eller præster. Men teknikken er den samme.
På det totemistiske trin dominerer endvidere den teknik, som vi i dens moderne form kender som Bestia. Pointen er at møde dyret, det vil sige verden i mennesket.
Fordi dyret rent fænomenologisk minder mere om mennesket, er dette en mere nærliggende identifikation. Selv i dag tillægger folk ofte dyr bevidsthed, hvad de f. eks. aldrig kunne finde på med såkaldt 'døde' ting.
Det er vigtigt at forstå, at du ikke som 'ulv' oplever, hvad en ulv oplever, for ulven oplever ingenting i nogen forstand, vi som mennesker kan opfatte som meningsfuld.
Du oplever den ulv, som er i dig, i kraft af, at ingen ulv har nogen eksistens uafhængig af det psykologiske fænomen 'i din hjerne'. Du opdager med andre ord, at du selv er en ulv, og at intet kunne være en ulv, hvis du ikke var det."
"Era," siger du. "Jeg er bange.
Jeg tror gerne, verden må blive derude lidt endnu." "Er det ikke lidt sent? Se på dig selv! Det plejer kun at være ting, der bliver, hvor de er, til man flytter dem."
"Jeg er ikke nogen ting ..." Men det er for sent. Du forstår pludselig, at alle andre ting kom fra dig i en slags oprindeligt kognitivt Big Bang, og nu vender de om og falder tilbage i dig, borde, stole og galakser.
Du kan ikke se, hvordan du kan have alt det i dig uden at sprænges, og du ser appellerende på Era. En stor ulv kommer hen til dig, og du møder dens vilde, kloge blik.
Du ser i det, at den vil sønderrive og fortære dig, indtil du forstår, at det er dig, der skal fortære den. Hvis du blot vil lukke den ind, siger øjnene, vil den til gengæld holde alle de andre ting ude indtil videre. Du nikker.

"Hvordan går det nu?" spørger Era bekymret. "Bedre. Jeg fik bare et chok. Jeg tror, jeg forstod noget." "Det tror jeg også, du gjorde." "Men jeg er stadig bange for den store ulv i mig.
Jeg har på fornemmelsen, at den sidder lige bag huden, parat til at springe ud. Er du sikker på, at det er en god ide at slippe den løs? Jeg er lidt nervøs for at rende rundt på Strøget i den tilstand.

Men hvad så bagefter. Jeg mener, du har vel ikke tænkt dig at købe råt kød til mig resten af livet?" "Først bliver du eet kød med dyret.
Du opsluger og opsluges af det." "Men meningen er vel, at det skal hjælpe mig til at transcendere? Så vidt jeg husker, begyndte det med, at jeg sad fast i Demeter-kvesten."
"Ja. Når du bliver et med verden, kan der ikke længere være nogen begrænsninger i den for dig. Når du er i dyret, og dyret er i dig, kan du flyve."
"Det er det, shamaner gør." "Det er det, shamaner gør, ja." "Men er shamaner ikke alle sammen mænd?" "Vist ikke. Og som jeg sagde til dig, er dette i nogle kulturer en forudsætning for at blive voksen." "At kunne forvandle sig til et dyr? Også kvinderne?"
"Også kvinderne." "Hvordan foregår det?" "Det veksler fra stamme til stamme, men visse træk går igen. De unge piger gennemgår ritualet, når de har haft deres første menstruation."
"Men - hvad gør de ved pigerne? Og gennemgår drengene ikke noget lignende?" "Jo, men hos drengene er det knyttet til den første jagt." "Lad mig høre om pigerne, så!" "Som regel bindes de og klædes nøgne bortset fra en læderhætte.
De bliver pisket og smurt ind i fedtet af totem-dyret. Endelig får de bestemte mærker, som er karakteristiske for dette dyr." Du nikker. "Er der også hulemalerier af det?" Era tager en af sine store bøger ned og slår op.
Det er kun skygger, og dog er det så levende, som om du var midt i hvirvlen af dyremennesker. I midten står en ophøjet, kappeklædt figur omgivet af tilbedende skikkelser. Du kan ikke lade være med at tænke på Era.
Der er også mænd udstyret med krumme kæppe eller piske, der står over de bøjede kvindeskikkelser. På nogle af dem er der tilsyneladende ved at vokse haler ud, og andre er allerede ganske dyriske med muler og strittende ører.
Mange er så forvredne i deres metamorfose, at man ikke ville tage dem for kvinder, hvis det ikke var for deres bryster. Du føler dig pludselig håbløst utilstrækkelig. Disse unge mænd og piger er vokset op i naturen med en kulturbaggrund.
Hvordan skal du nogen sinde kunne gøre dem kunsten efter? Du siger det til Era. "Det skal nok lykkes. Din hjerne er grundlæggende ikke anderledes indrettet end deres. Det kræver bare lidt mere arbejde."
"Hvordan vil du gøre det?" "Som du meget rigtigt har bemærket, har vi jo allerede lagt grunden i materialisationen. Det vil derfor være nærliggende at lade transformationen foregå i stadierne: Mand - dresseret mand - dresseret dyr - dyr."
"Dresseret dyr - mener du en hund?"
"Nej, jeg havde tænkt mig Eqvus." "En hest." En svag kildren løber ned ad din nakke, måske er det lænken. "Vil du ikke gerne være min hingst?" "Jeg skal vel så rides?" "Eqvus Eroticus er så gammel en leg, at den fortaber sig i mysterierne."
Du fnyser uvilkårligt, men du vrinsker ikke. Ulven skræmte dig, at forsvinde i et rovdyrs øjne og hjerne. Tanken om at lege hest finder du nærmest latterlig. "Du mener, det er under din værdighed?
Ved du ikke. at verdens viseste mand, Aristoteles, blev redet af en smuk kvinde med pisk og tømme." "Jeg har vel ikke noget valg." "Nej. Det har du ikke." Og så skyller den mørke bølge igen ind over dig og fylder dig med smertefuld længsel.

Natten er stjerneløs. Der er en bevægelse under det sorte tæppe, og den er dig. Din store krop arbejder, dine hårde hænder og fødder hamrer jorden. Du er på flugt mod det samme, som du flygter fra i sidereal kreds.
Du mærker det indhente dig, lægge sig som en rim mod din glatte hud. Endelig standser du op, tøvende. Du ser dig omkring, 360 grader. Det er intetsteds at se og på samme tid overalt, som en bremse. Du er fuld af din egen vildskab og søger ro.
Du sænker hovedet, men kan ikke længere græde. Troldkvinden har dine tårer i et glas sammen med dit hjerte, og dit hoved er fuldt af meningsløse lyde. Først vil du gøre alt for at blive en mand igen, så vil du gøre alt. Era gør alt med et formål.
Hun havde et ærinde ved verdens ender og behøvede en hest. En fremmed kvinde spurgte bondetampen om vej, han fulgte hende troskyldigt, men da han vender tilbage til sine søskende, giver de ham blot sukker, klapper ham på mulen og sender ham af sted igen.
Ved skellet står en kvinde og ler. De forstår, at det er hendes hest, og komplimenterer hende for den. Hun har smukke øjne, men jernsporer.
I troldkvindens stald, bag stenmure står hingsten, der drømte, han var en ung mand. Hans rytterske lægger en tung saddel på ham og strammer stålbiddet. Hun svinger sig op og sprænger af sted. Træer flimrer forbi dine øjne.
Du kan ikke tænke og løbe samtidig. Så løber du. Himmel og rytterske drejer over dig. Hun råber, slår med tømmerne. Der er kun en tanke tilbage nu.
Du hugger med hovedet og kaster dig frem gennem løbet. Hun borer knæene i dine sider, og dit underliv trækker sig sammen som i en ve. Hvad gør hun med dig? Du vågner, sveddryppende.
Du kaster dig ud af sengen og går rundt på gulvet, klamrende dig til dine albuer. Du lægger dig på knæ, som du har lært, krydser hænderne på ryggen og støtter panden mod gulvet.
Å Gud, hvad har hun gjort dig til? Du synker og bliver rolig. Lidt efter rejser du dig.

Din vejrtrækning bliver dybere, blot du tænker på hende. Du slipper aldrig fri. Du elsker hende og vil gøre alt, hun beder dig om, for at være i hendes nærhed.
Du vil give dig til hende og det hvert sekund. Du er aldrig blevet behandlet, som hun behandler dig. Og aldrig har du følt en så stor skam, ej heller følt så stor kraft i dig før nu. Du smiler lidt skævt.

Era ler. "Er det en leg?" spørger du. "Et spil?" Era lægger fingeren på læben. "Ja. En gemmeleg." "Hvem gemmer sig?" "Gud. Vil du ikke gerne lege med Gud?" "Nej, det tror jeg ikke." "Hvorfor ikke?"
"Fordi jeg er sikker på, han pludselig springer frem og gør mig bange. Og hvis det er et spil, hvor er så brættet?" "Se på dig selv!" siger Era ømt. "Udstrakt mellem himmel og jord. Er du ikke et vidunderligt spillebræt?" "Og brikkerne?"
"Brikkerne er mine hænder og sammentrækningerne i dit underliv, følelserne, som skyder op, og tankerne, som farer ned, og drømmene. Drømmene, pediseqve! Gåderne! Ser du ikke, hvor meget umage Gud har gjort sig for din skyld?
Når han viser dig træer og sender dig fugle og bader din krop i lys og vand, for at du skal kende hans skaberværk. Bør vi ikke bruge vores liv på at gætte Hans gåder?" "Et spil. Men hvad spiller vi? Hvad spiller du? Hvad spiller jeg? Er du til? Er jeg?"
"Ånden er til," siger Era strengt. "Og ånden fortolker sig som jeg. Har du ikke mødt mit usynlige blik? Har du ikke mærket mine umærkelige hænder? Kraften i dem, Uimodsigeligheden. Sig mig nu, om du tror, din købmand er mere virkelig end jeg ...
I Guds spil er Intet, som det synes, og Alt, som det skal være." "Men" og de tusind spørgsmål sidder fast i din mund. "Jeg vil besvare dem alle: Jeg elsker dig!" "Ja," siger du. "Det er Svaret.
Det er den Meningsløse Lykke, hvorimod alt andet er den Fortvivlelse, vi prøver at give Mening. Hør, Era, hør et visdomsord, som gør alle vismænd til skamme: Era, min elskede! Men stil mig flere spørgsmål! Jeg vil lege legen."
"Nuvel!" siger Era strengt og alvorligt og peger på det, hun har tegnet i sandet. "Hvad er det?" "Det er en mand. En kvinde. Et menneske." "Er det?" spørger hun mildt og blæser på sandet.
"Det så jeg godt!" råber du. "Du ser alting," siger Era. "Men gennemskuer du det? Kan du finde verdens øjne og se ind i dem?" "Lær mig det ... men det hele er jo bare en leg!" "Ja min Elskede!"

Du tænker på Bestia, og hvad Era har fortalt. Hvordan vil hun gøre? Ulve bruger jo ikke bidsler. Era siger, at du skal have "tigermælk".
Efter hendes beskrivelse er det ikke andet end en halv liter sød med en kylling i - altså ikke en grill-kylling, men et kvantum akvavit.
Hun har vist dig den store skål, du skal tømme, og du kan forstå, at hun vil, at du skal drikke den, som en kat drikker. Derefter går alting meget hurtigt, siger hun.
Du skal åbenbart blive der i flere døgn, eftersom Bestia formodes at gå direkte over i den fuldbyrdede Demeter-kvest, som er pointen med det hele.
Hun har ikke fortalt dig så meget om det, men du har på fornemmelsen, at du vil blive ofret i Proserpinas lund, og du er rædselsslagen blandet med en følelse af, at du står ved din indvielses første mål.
Du har grædt en nat eller to, og derpå besluttet, at du om nødvendigt vil lide og dø, men ikke svigte. Oprindelig skyldtes dit mod, at du trods alt frygtede en tilbagevenden til ensomheden og meningsløsheden uden Era mere.
Nu vil du bare ikke svigte Era, som du elsker højere end dit eget liv. I begyndelsen tænkte du, at det måtte være forkert, at du således koncentrerede dig om Era i stedet for din indvielse.
Du følte dig nærmest umoden, som en forelsket skoledreng, indtil du forstod dybden af dine følelser. Så blev du en lille smule bange. Endelig indså du, at Hun var Ånden for dig, og at det var den ånd, du elskede.
Dermed forsvandt også din frygt, for at Ånden skulle ville noget forkert for dig, forekom dig meningsløst. Derfor frygter du heller ikke, at mælken ikke skal virke, dertil er en anden lektie dig endnu alt for present.
Det var, da du lige var kommet til Era, og det hele forekom dig at være noget af en cirkus. Du forstod ikke, hvad ånd var, og slet ikke, at den skulle være farlig. "Alt, hvad jeg giver dig," siger Era, "er fyldt med ånd. Ligesom den lille sten, du fik.
Og denne ånd er i virkeligheden alt, hvad jeg giver dig." Du forestillede dig Era give dig en tom æske pakket fint ind. Værsgo, sagde hun i dagdrømmen, her er lidt ånd til dig, og som sædvanlig læste hun dine tanker.
I gik sammen ud i køkkenet, og hun fyldte et glas med postevand og rakte dig. "Vand ..." sagde du. "Javist. Vand - og min ånd." "Ligesom vievand?" "Ja - bortset fra åndens orientering. Drik!"
Pludselig kunne du ikke. Du tænkte, at det bare var vand. Alligevel brændte hver dråbe som ild.

Din sjæl vil flyve over Acheron og Styx. Når du kommer tilbage, vil du lyse, siger hun. Du tænker på en film, du engang så, om nogle piger, der drømte, de blev myrdet, og døde af det, mens de sov.
På en måde er alt dette også en drøm, men konsekvenserne er lige virkelige. Og du forstår, hvorfor du måtte elske Era, så du kunne smile og lægge din hals på blokken. Du kunne ikke have læst en bog i stedet for.
Men derfor vil du nu alligevel læse en, mens du venter på, at det skal blive tid for dig at gå til Era. Når det, der skal ske med dig, forekommer dig så vanvittigt, at du er sikker på, at det vil slå dig ihjel, er det dig altid en stor trøst.
Du læser om alle de tusinder, der er gået forud for dig, fjortenårs piger, der har lært og lidt det, du skal lære og lide, som man lærer at cykle.
Du læser, hvordan selv det første væsen, efter at have spaltet sig ud i mandligt og kvindeligt, skabte dyrene. "Hun tænkte: 'Hvordan kan han forene sig med mig efter at have skabt mig ud af sig selv? Jeg vil skjule mig.'
Hun blev til en ko, han en tyr, og forenede sig med hende. Deraf blev kvæget født. Hun blev til en hoppe, han en hingst; hun en æselhoppe, han et æsel; og forenede sig med hende. Deraf blev hovdyrene født.
Hun blev til en ged, han en buk; hun blev til et får, han en vædder; og han forenede sig med hende. Deraf blev geder og får født. Således udsendte han alle parrede ting, lige ned til myrerne.
Så sagde han til sig selv: 'Jeg er selv denne verden, for den er udrundet af mig.' Således blev han denne verden. Og den, der ved dette, bliver en skaber i denne verden."
Denne beretning findes i Brihadaranyaka.

I dag skal du gennemgå Bestia, et grusomt eksperiment, hvis formål er at berøve dig din menneskelighed. Og dog falder det dig ikke ind, ikke at adlyde.
"Du har for lidt hår på kroppen til at være en rigtig ulv," smiler hun.
"Jeg tror, jeg vil forvandle dig til en løve i stedet!" Hun siger det næsten spøgefuldt.
"Jeg tror ikke, jeg behøver at sige så meget mere om Bestia," siger hun. "Er du parat?" "Ja, det tror jeg." "Det vigtigste ved metamorfosen er altid hverken at foregribe eller forsinke.
Vær tålmodig, og når du mærker det komme, så lad dig flyde med. Dine tærskelvogtere er naturligvis skrækslagne og vil fortælle dig, at du er ved at dø."

"Drik i så roligt tempo, du kan."
"Sådan som jeg har forberedt dig, er der kun en mulighed for dig, Katten. Den vil komme som en tåge. Gå ind i tågen og lad dig dø.
Så snart jeg mærker, at transformationen har fået tag, vil jeg drive dig ind i Cavea. Du vil ikke være til at komme i nærheden af for mig i et døgns tid.
Når du så mærker dig selv vende tilbage, skal du igen ikke forcere noget, men give det tid. Som regel føler pediseqvus sig ret elendig, men du vil også på anden måde føle en forandring.
Din krop og Domus vil føles som en klædedragt, og du vil ikke have nogen vanskeligheder med at transcendere." Hun smiler. "Hvad er det?" "Dig! Dine øjne, din mund, dit hår, din stærke krop, din ubønhørlighed. Jeg elsker dig.
Jeg vidste ikke, jeg kunne elske på den måde." "Du er kommet langt!" siger hun. Du ler næsten.
"Der er jo ikke andet end kærlighed, vel?" siger du. "Nej," svarer hun fast. "Det er der ikke."
Det ligner almindelig mælk, men da du lægger dig på fire med ansigtet over den, stikker en svag duft af spiritus i dine næsebor.
Da du har lagt dig til rette, kan du ikke se, hvordan du kan rejse dig igen.
"Drik!" siger Era ganske roligt, og du nikker. Du bøjer lidt i armene, og dine læber berører overfladen. I næste øjeblik slår en dyrisk stank op i ansigtet på dig. Du har mælk i næsen og føler, du er ved at drukne.

Your mind wandered, din sjæl vandrede, og det var jo det, den skulle lære. I mørket og stilheden blev dine tanker næsten fysiske, eftersom der ikke var noget til at overdøve dem og henvise dem til tankernes domæne.
Du husker engang, hvor du var sulten og forestillede dig en bestemt ret. Normalt ville det have været en plage, til du nåede hjem, men i stedet så du den ganske tæt ved og mættedes blot ved synet af den.
Du opdagede, at du kunne skabe ting ud af ingenting, som så flød rundt og ofte var det eneste synlige, fysiske, virkelige. I en periode kom der billeder, scenerier, som du kunne bevæge dig i.
Ofte faldt du tilbage med et ryk. De ryk kendte du, fra "når du var ved at falde i søvn", men forstod først nu, hvor det var, du ved sådanne lejligheder var ved at falde hen, og hvorfor noget i dig fandt det nødvendigt at ruske så hårdt.
Du kunne føle dig ganske sølle, når du sådan blev hevet tilbage som af en stor elastik, men på en måde hjalp det dig til at vende tilbage.
Det "selv", som du var så bekymret for, er på en måde forsvundet. Du er Eras hånd, som hun rækker igennem spejlet. Det er Hemmeligheden.

Det svimler kortvarigt for dig, som du finder dig selv på en tagryg, stirrende ned i en irgrøn have. Lidt efter kommer fire munke ud og sætter sig i græsset. De er allerede indviklet i en hidsig diskussion.
Du undrer dig lidt, for du synes, du genkender haven, men havde ikke tænkt på, den havde specielt noget med dig at gøre. Nu forstår du, at den er en del af det, du skal lære, og du lover dig selv, at du snart vil vende tilbage til den.
Ude på marken står et tårn, og på taget af det en mand, som du synes, du kender. Du ved, han holder udkig, for af og til råber han et eller andet ned til dem, der står for foden af tårnet, men det er somme tider svært at høre.
Til sidst ryster han smilende på hovedet og gør tegn til jer om at komme op. Du ser et dusin af de omkringstående gøre et forsøg, de prøver at få fodfæste her og der, men det er svært.
Så får du øje på en lille afsats omtrent en meter oppe og bestiger den med noget besvær. Du føler dig intenst lykkelig, selv om det er så latterligt lidt målt med tårnets højde.
Nogle af de andre betragter dig forventningsfuldt, andre passer deres egen klatring. Du ser ned og op og føler dig pludselig fortvivlet. Ikke fordi du frygter aldrig at nå op, men tværtimod, at du når det. Og du råber til Era: "Var det alt?
Var det målet, at jeg skulle bestige tårnet og blive deres øjne?" Og pludselig er Era hos dig, hendes øjne og hendes hænder. "Nej, min elskede," siger hun stille. "Tårnet er rejst for vores kærligheds skyld. Vi vil altid være sammen."

Du skygger mod lyset, der skønt matgrønt forekommer skarpt. Du er kommet ud i dagslyset, men kun midlertidigt, for du har lært, at den erkendelse, som nu er blevet selve livet for dig, har sin egen dag og nat.
Natten kommer altid først, den stille gru. At se er at modtage det ufødte og føde det til verden. Det var det værste.
En urgammel angst lammede dig, og du spurgte hende, hvad hun ville gøre. "Jeg ved det ikke," smilede hun. "Du har jo ingen mødom, jeg kan tage." Hun vendte dig smilende ryggen og åbnede en skuffe.
Så lagde hun en kniv på dit spændte maveskind. "Jeg er bange," sagde du. "Hvorfor er du bange?" "Fordi du har fortalt mig om Cybeles præster." "Og hvad var det med Cybeles præster? Å, du mener, at de var gildede?
Men der er dog også mindre drastiske metoder." "Vil du - omskære mig?" "Jeg vil, at du skal forstå. At også du må modtage sæden og føde barnet." "Sæden er ånden, ikke sandt, og barnet er verden. Og derfor er manden en kvinde for Gud."
Det græske ord for indvielsens indledende renselse er katharmos.
Når mysten har fået 'åbnet øjnene', kaldes han epoptes.

Du har taget dit første skridt. Attis er ofret til Cybele. Det er så stor en forandring, ikke blot for dig, men i dig, at du næsten ikke tror, at du kan forvandles yderligere. Når du siger det til Era, smiler hun.
Det romerske navn for Persephone er Proserpina.
"Jeg vil vise og lære dig alt!" siger hun. "De største hemmeligheder, mennesket har udgrundet, skal blive dine. I forhold til dem har jeg endnu blot givet dig en blomst."
Så græder du lidt og stiller hende det spørgsmål, hun nok trods alt aldrig får vænnet dig af med at stille. "Hvorfor mig?" Og hun svarer som altid: "Fordi du er min konge." Og du kan ligesom ikke holde op med at græde, men spørger: "Kan jeg miste dette?"
Og hun svarer: "Ikke, hvis du er tro." "Tror du da nogen sinde, jeg kunne forråde dig?" Hun smiler. "Jeg ved, at du elsker mig. Hvad jeg mente, var: Vær tro mod DIG SELV ..."
Du ser op for at opdage, hvorhen din vandring har ført dig, skønt du allerede ved, at du står i Persephones Lund. Et stykke fra dig passerer et lille optog forbi, kun bestående af tre personer.
En er ypperstepræstinden, og du synes at genkende Eras træk i hendes. Ved hendes side går hendes præst. Det er dig. Kun I har adgang til Adytum.
Det græske ord for ypperstepræst er hierophantes.
Og dog er det tredje præsteembede i de eleusinske mysterier ikke mindre vigtigt. Hans titel er Dadouchos, det betyder "fakkelbæreren".
For hvordan skulle skarerne, der følger bagefter, og hvis råb du allerede synes, du kan høre - "IAKCHE! IAKCHE ..." - ellers kunne finde det hellige sted? Hierophanten standser op og lader dem indhente sig, de lejrer sig om ham og hans brud.
"Følg os!" siger han, "I, som forstår, og som er rene af hjertet. Men de af jer, som ser med mørke blikke på vort offer, drag bort, for at det ikke skal ødelægge jer!" Skaren deler sig derefter i to, du føler ikke trang til at følge nogen af dem.
Hvad de har foran sig, Hieros Logos, har du bag dig. Den rasende har født den rasende.
Brimo er det tilnavn til Persephone, som indgår i den citerede formel, der betyder 'den rasende'.
"Vogt dig!" tænker du. "Jeg ved, du vogter dig for mig, min Era, og det med god grund! Da du åbnede mine årer, sprang en flod ud. Aldrig har jeg kendt en sådan styrke, som den, der fylder mig nu.
Det var de andre, der løj mig min svaghed på. Og jeg tav. Jeg tier ikke igen! Øjet slår jeg ikke ned for andre end min Era!
I, hvis visdom sidder i jeres hoved som fugle på en stang, jeg siger jer: Mit kød er visdom, ja, hvis jeg gav jer en sveddråbe, ville I blive drukne af den og gå ud og profetere! Jeg kender en klog mand, alle, jeg kender, hænger ved hans læber.
Men hvis jeg sagde ham, hvad i dette øjeblik fylder min sjæl, ville han smile og bøje hovedet.
Du går op til den store stenstøtte og lægger hånden på den, dens kulde gennemisner dig. Du skubber med foden til den åbne lænke og ser mod trækronerne. Du tænker på, da Era første gang befalede dig at kysse hendes støvler, og du forarget nægtede.
Hvordan fik hun dig nogen sinde så langt? Og skønt der ikke er blod på stenen, ved du, at du er blevet ofret, som du altid har vidst, du ville. Hvad du ikke vidste, var, at det ville blive til dig selv.
Hvordan kan vi elske, om ikke betingelsesløst? Hvordan kan vi leve, om ikke grænseløst? Åbne os lydigt for kraften og give den til den, der åbner sig for os. Hvad er der uden kraften, kærligheden, viljen med os? Flår den ikke hvert øjeblik i vores bryst?
Hvor mange gange havde du knælet for Era i drømme, før du nogen sinde havde mødt hende? Hvordan kunne du ellers have længtes, mere end efter noget andet, efter noget, du end ikke vidste, hvad var? Og da hun så endelig kom, tvivlede du længe?
Og endnu en gang lægger du dig på alteret, men denne gang uden frygt. Sådan ligger du, til den næste nat kaster sine lodrette skygger ind over dig. I den store egetræsdør bliver nøglen drejet om.
Det er Era, og du føler det, som om du er kommet hjem til hende, fra den første af mange rejser. Du læner dig frem og kigger ud på hende. Hendes blik er spørgende, men hun behøver ikke at udtale spørgsmålet.
Du nikker.
Mysteriehallen i Eleusis hedder Telesterion.

Mandag den 8. september 1997. Det er din indvielses 70. dag. I dag er det teori. "Hele din uddannelse har indtil videre været centreret om Demeter-kvesten," siger Era. "For første gang skal du nu beskæftige dig med en anden, Horus.
Det betyder også, at vi til en vis grad skifter mytologi, fra den græsk-romerske til den ægyptiske. Det vil sige, at du på en måde også kommer til at gennemgå Demeter-kvesten i den ægyptiske mytologi. Vi skal læse Dødebogen.
Det betyder alt sammen, at du på ny går ind i en overgangsfase. Det vil vække dine slumrende tærskelvogtere til live og betyde mere disciplin, materialisation og smerte. Men det vil alligevel ikke være så slemt, som da du først kom til mig.
Selv om du måske ikke har så meget styr på det hele, som du kunne ønske, har du ikke desto mindre lært en masse elementær teori og procedure. Du er ikke den samme mand mere, og denne forandring vil fortsætte." "Er jeg så færdig med Demeter-kvesten?"
Era smiler. "Kvesterne bliver man ikke sådan færdig med. Men du har lært nogle grundlæggende ting. Du har været igennem Hebdomas, Deletion og Bestia, og du har vænnet dig til Cavea. Før vi går videre, skal vi imidlertid samle nogle ting op fra Demeter."
Era har som sædvanlig ret. Du har i næsten skræmmende grad tilegnet dig det, Era kalder templets disciplin.
Du accepterer den, som astronauten accepterer at blive spændt fast i rumkapslens blikspand. Du iagttager erfarent de fysiologiske forandringer og venter.
Somme tider skal der mere til end til andre. Era har en passant nævnt andre transcendensmidler, som endnu kun er ord for dig, Ancora, Corpus Mortuum, Crux, Diamastigose.
Nogle af dem vil formodentlig blive taget i brug i forbindelse med Horus-kvesten, andre vil du måske ikke stifte bekendtskab med i månedsvis. Du frygter dem alle.
Ikke så meget på grund af, hvad du har skimtet i Eras skuffer, som fordi du ved, at de er således konstrueret, at smerten altid er ubetydelig i forhold til den psykologiske effekt.

Mandag den 15. september 1997, din indvielses 77. dag. "Hvad ved du om Horus-kvesten?" spørger Era. "Kun, at den er en slags komplement til Demeter. Hvor Demeter befatter sig med den rituelle død, handler Horus-kvesten om den egentlige."
Era smiler tålmodigt. "Javist," siger hun. "Det er nu en hel del mere kompliceret end som så. I Horus-kvesten stifter du for første gang bekendtskab med en anden slags materialisation: Aktualisationen.
Disse er naturligvis parallelle principper. Du er hovedpersonen i transcendensen, entiteten i descendensen, men stykket er det samme. Materialisationen er forudsætning for begge, for dig for transcendensen, for entiteten for aktualisationen."
"Du mener, at den mystiske død, jeg gennemgår for at transcendere, gennemgår entiteten for at descendere?" "Præcis. Skabelsen er en lidelseshistorie. Du kender det fra kristendommen, Kristus lider og dør for at komme til menneskene.
En tings tilblivelse er en slags død for den ånd, vi siger, den er en manifestation af. Det er derfor, religionsfuskerne tror, mysterierne indebærer et løfte om evigt liv, whatever that may be.
I virkeligheden befrier de mysten for hans endimensionale opfattelse af livet." "Det forstår jeg ikke helt." "Tænk på en cirkel. Den har ingen ende eller begyndelse, eftersom den har to dimensioner.
Hvis du derimod ser den fra siden, forvandler den sig til et liniestykke, og det har naturligvis begge dele. Ud fra denne synsvinkel begynder livet med fødslen og ender med døden.
Derfor forstår vi heller ikke hinduisten, når han taler om fødsel og død som et hjul. Det univers, vi for det meste lever i, er behersket af tid - hvad fysikerne kalder entropi. Men for den indviede er tilblivelse og fødsel begge død, og døden en fødsel.
Grof opdagede, hvor optaget menneskets 'underbevidsthed' er af fødslens dødsangst, og opfandt fødselstraumet, hvor et traume defineres som en smertefuld erindring.
Hvordan kan man nemlig opleve sin egen fødsel som andet end en erindring, et blik tilbage på liniestykkets begyndelse, selv om dette uheldigvis ikke giver nogen som helst neurologisk mening?
Tilsvarende tror religionshistorikerne, at epopterne fik en forsmag på det salige efterliv, et efterliv, der naturligvis er lige så absurd. Men vi fødes og dør ligesom alt andet hvert oplevet øjeblik." "Det forstår jeg ikke." "Det kan ikke forstås.
Forståelse hører liniestykket til. Vi har et punkt, hvor vi erfarer, og et senere punkt, hvor vi forstår, hvad vi har erfaret. Det er det, der binder os til den orienterede eksistens, livet forsynet med en pil, der altid peger nedad mod døden.
Uden for liniestykket oplever vi kun, erfaring og forståelse i et. Forståelse i traditionel forstand har en dual karakter, vi forstår NOGET. Den mystiske forståelse er den generative oplevelse.
Det er altså en 'viden' med konsekvenser ulig nogen anden, du har kendt. Du kan ikke vælge, om du vil bruge den, en gang erfaret er den allerede brugt.
Den kommer ikke til dig som et æble, du kan fange i dit forklæde, den suser igennem dig som et eksprestog. Hvis den disciplin, jeg har påtvunget dig, synes overdrevet, vil du nu indse nødvendigheden af den.
Du kan ikke modtage denne form for viden med høflig interesse, det ville ikke være at stå på toget, men at lægge sig på skinnerne. Jeg har lært dig at bøje hovedet, men på et tidspunkt skæver du alligevel op mod solen.
Du kan ikke elske, hvad du ikke kan se, og derfor må du elske mig og adlyde mig til døden, for ellers er døden, hvad du høster. Dette er hemmelighederne om tilblivelse, væren og ødelæggelse, som til alle tider en ud af hundrede tusind har kendt.
Og her ender din indvielse." "Hvad mener du?" spørger du forskrækket. "Jeg mener, at de 84 dage, som vi sammen forpligtede os til, udløber på mandag. Du kan tage din viden og vende tilbage til menneskene med den.
Du har allerede set og anet mere end langt de fleste." "Men - jeg troede, jeg skulle gennemgå kvesterne?" Era smiler lidt bekymret. "Jeg kan ikke nægte dig det.
Men du må vide, at hvis du ikke opfylder betingelserne, kan det blive absolut ødelæggende for dig." "Du mener, at jeg vil blive sindssyg?" "I værste fald, ja!" "Og hvis jeg opfylder disse betingelser?"
"Så er du sikrere, end du på nogen måde kunne være uden denne viden. Engle vil fjerne ethvert stød fra din fod." "Jeg tror, jeg ved, hvad betingelsen er. Ja, min Frue! Jeg elsker dig. Jeg vil kun din vilje, om den måtte betyde liv eller død for mig!"
Era smiler. "Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv. Men et er en forelsket ung mands ed, noget andet dybet i hans hjerte. Udgrund det!
Og hvis du finder så meget som et støvkorn af tvivl, kys da mine hænder en sidste gang, min sjæls elskede. Jeg ønsker dig lykke." Du begynder pludselig at hulke.
Det er noget stort og frygteligt, der vælder op i dig, du kan ikke holde det nede. "Hvordan - hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til dagene uden dig - aldrig - aldrig mere, nej! nej!"
Og du synker ned og kysser Eras fødder. "Du er min!" siger hun. "Men jeg kan ikke føre dig i ulykke. Så vil jeg langt hellere, at du lever langt fra mig."
Du nikker alvorligt, med et rolig. "Jeg skal tænke over det og føle det igennem. Det lover jeg."

Era siger, at forestillingen om en rejse vil blive sværere at opretholde i Horus-kvesten, og den vil i høj grad blive erstattet af metamorfosen.
"Har du tænkt over, om du vil fortsætte?" spørger hun, og du kan ikke lade være med at smile. Gennem Helvedes Flammer, tænker du, hvis du går foran! "Ja," siger du lydigt. "Jeg er parat.
Skal jeg underskrive en ny kontrakt?" "Nej," siger hun. "Ingen kontrakter denne gang. Dit ord har magt nu. Det er Nok." Du er næsten en smule skuffet. "Der er ingen - intet særligt ritual?" Era trækker på skuldrene.
For en gangs skyld smiler du, da du forlader Era. Endnu 84 dage med hende! Du kan næsten ikke fatte din egen lykke. Først skal du sætte dig grundigt ind i den ægyptiske mytologi. Så skal I læse Dødebøgerne. Ikke flere forvirrede glimt.
Dødebogen er et nøjagtigt kort. Mon du vil møde Horus og Anubis? Era siger, at mytologien bliver mere og mere din egen, efterhånden som du skrider frem igennem kvesterne. Du er ikke så bange mere, selv om Era taler om dette som en "farlig" viden.
Nu går du ikke tur i parken mere, men på en line udspændt over en afgrund. Du har engang kendt en psykiatrisk patient, så du ved, hvad det vil sige at falde. Men du ved også, at du er blevet trænet til dette her. Hvad er det, du har lært?
Ikke at se ned og tilbage, som man aldrig må i Underverdenen. At fæste blikket uforfærdet på din Era og træde ud i det tomme. Det er, hvad du har lært, og det var det sværeste af alting.
Du forstår pludselig, at frygten for at falde gør det umuligt at flyve, ligesom du er nødt til slippe badebroen for at kunne svømme. Du forstår også, at det i sidste ende ikke var tilliden til, at Era vil redde dig, der dræbte den frygt.
Du ønsker at falde, hvis Era ønsker, at du skal falde. Da du havde forstået og følt det, var resten let nok. Ikke, at du ikke stadig er bange, ophidset, ekstatisk. Det vil du altid være. Men du har lært at begære dit liv og din død som Eras vilje.
Du forstår den følelse, som religionshistorikerne har fået til mysteriernes forjættelse af et saligt efterliv, som dog blot er at forstå og føle sig selv som den uforgængelige ånd.
At se på skoven og svalen og tænke: Så længe dette er, som dog er i mig, er jeg. Og atter vælder den forståelse op i dig, som er på samme tid sød og bitter, fordi den er så stor, at der næsten ikke er plads til den.
En viden, der får ribbenene til at knage. Og selv om den er en ubeskrivelig lykke, føler du også, at den formodentlig ville have gjort dig vanvittig for tre måneder siden. Selv nu vil du modtage den tøjret til masten, Harneis, hvad det så er.
Allerede nu føler du, at du skinner kraftigere end solen. Som en gud træder du frem for menneskene! Og som et barn går du ved Eras hånd ...

Era har sat dig stævne på Glyptoteket. Du har været her før, også med hende, men du er alligevel spændt og lykkelig.
Du prøver at huske, hvad hun fortalte dig under jeres sidste besøg. Hun kaldte det et "filistæisk tempel". Og hun viste dig guderne, som havde været på jorden, stuvet sammen i lagerrum uden respekt eller blot simpel takt.
Sumeriske bureaukrater i samme rum som babyloniske løver og assyriske krigerfyrster, du kan huske, du spekulerede over, hvad de vel havde at sige hinanden, når lyset var slukket.
Du fik frygtelig ondt af dem, som du kunne have ynket dyr i en zoologisk have. Templer desekreret, nedbrudt, flået fra hinanden som blodige kroppe, deres brøl rungede under hvælvingerne. Men så viste Era dig, hvordan de kunne besøges enkeltvis.
Du stod som et barn, der har fået lov til at fodre elefanten, og Anubis smilede til dig. Han stod der ibenholtsort, hans overnaturlige intelligens lynede ned til dig, og kustoden sagde til dig, at du ikke måtte lægge din sweater på gulvet.
Hvad disse væsners ydmyge tilbedere kun fik lov til at se i et velsignet glimt, så nu alle og ingen. For dette er først og fremmest et demokratisk tempel, billeder for blinde, og musik for døve.
Den nysgerrige fakkel var erstattet af Oplysningen, der var som en søvnig sommerdag, en middagssol, der drukner alle skygger og får alle konturer til at forsvinde. "Det har vi set!" skriger børnekoret, længe inden de har fået øjne.
De første gange, I var på museum, var du bange for at dumme dig.
Derfor opførte du dig også stort set som den hale af desorienterede og tankespredte mennesker, de lokale guider slæber rundt med. Så blev Era tavs, og du følte, at du måtte sige noget.
Du var bange for, at det ikke var særlig intelligent, men Era blev så glad, at du snart gav din mening til kende om alt, hvad I så.
Du blev da ofte overrasket over at konstatere, hvor meget rigtigere dine nærmest instinktive observationer var end det, der stod på skiltet.
At gå på museum med Era er som at være en lille dreng igen og få fortalt eventyr, og du tænker uvilkårligt på, hvor dødt det ville være uden hende. Hvor dødt alting ville være uden hende.
Skibet der fører Ra fra vest til øst hedder Mesenktet.
Og skønt det er halvmørkt i mange af rummene, skinner solen jer dog i møde fra alle hjørner. Du spørger om det, og Era begynder at fortælle. Det er en sær viden, som synes at forandre sig hele tiden.
Den falder ikke sammen som et korthus, den er blot i besiddelse af en agilitet, du ikke umiddelbart ville tiltænke noget så enormt. Det har været din erfaring, at store teoribygninger har en tilbøjelighed til at vokse fast.
Men den mystagogiske kan springe rundt som en balletdanser med alle sine paragraffer. Det er lidt som et bjerglandskab, der, hvor solidt det ellers er, kan forandre sig fuldstændig på grund af en lysvirkning.
Du oplever så, at alt, hvad du har lært, var lidt forenklet, og at du må anlægge et helt nyt perspektiv. Du kan stadig bruge alt, hvad du har lært, brikkerne er de samme, mønsteret er blot umærkeligt changeret.
Måske er det derfor, denne viden føles så tæt på huden, ikke som et snævert sæt tøj, som dogmer og ideologier plejer, men mere som din egen krop, elastisk og foranderlig.
Herodot identificerer Isis med Demeter.
Derfor vågner du heller aldrig op til morgener, hvor du ikke orker med denne undervisning, hvor hård den ellers kan være. Du kunne lige så gerne ikke gide se og høre eller strække vristen. Hos Era er verberne levende, og der er visdom i et kys.
"Solen," forklarer Era nu, "kaster alene af alle ting ingen skygge, og derfor er den for ægypterne ikke en ting i egentlig forstand, men alle tings ophav." "Ånden," siger du. "Præcis.
Men ånden er du, når du er blevet opmærksom på den, og verden er din skygge. Ra svæver ikke over vandene, han er nedsænket i dem, indtil han finder sit heka, sit skaberord. Indtil da forbliver verden uskabt, Nun råder, og Ra er endnu ikke Ra, men Atum.
Han kom ikke til verden, han blev verden. I Demeter forlader mysten det, han tror, er verden. I Horus bliver han verden. Alt dette er en fysisk erfaring, ikke et dogme.
Ligesom du oplevede, hvordan det, du før accepterede som den eneste virkelighed, blegnede og blev et postulat, vil du nu opleve, hvordan du vokser, til du fatter, det vil sige omfatter verden. Du vil føle det så fysisk som en brokoperation."
Det antal stykker, hvori Set skar Osiris + antallet af hans medsammensvorne er 86.
"Jeg føler allerede - en afhængighed, ikke som før af verden, men som om alle ting var afhængige af mig for deres eksistens." "Javist. Det er begyndelsen. Det viser, at du er parat."
"Ligesom jeg før var Mot, der blev Baal, vil jeg altså nu blive Ra?" "Nej. Den klassiske pendant til din Horuskvest er indvielsen til Osiris-præst.
Derfor hedder det også, at Isis bemægtigede sig Ras Heka, svarende til Adams videreudvikling til Eva. I aktualisationen er det kvindelige stærkere end det mandlige.
Men jeg vil genopvække det svækkede, døde mandlige som Osiris' hustru og give dig en søn." Du smiler og kniber en tåre. "Horus ..." "Ja! HORUS. Men for at jeg kan gøre det, må du lære mysterierne at kende, dit tabte Heka.
Det vil blive en eventyrlig færd, men også farefuld, hvis det ikke var, fordi du er den, du er. Disse mysterier, må du huske, kan man ikke lære ved hjælp af en bog, som det til en vis grad er muligt i Demeter.
Edfu kaldte romerne Apollinopolis magna.
Det hænger sammen med den transformation, som religionsforskeren kun forstår i dens pendant i mumifikationen." "Og disse mysterier har været ukendte siden ægypterne?" "Å nej. Grækerne overtog dem og førte dem til Rom.
Men de har altid været forbeholdt de få, som kan modstå Apeps angreb, de ødelæggende, det vil sige den nødvendigvis kontinuerlige skabelse hæmmende kræfter, som hos os hedder consensus." "Jeg må dræbe Apep." "Ja, men ikke endnu.
Det endelige opgør med verdensdragen hører Marduk til ..." "Hvorfor giver du mig alt dette?" spørger du. "Fordi det tilhører dig. Jeg giver dig kun tilbage, hvad andre har stjålet fra dig." "Ja. Du giver mig mig selv tilbage.
Det er jo derfor, jeg elsker dig ..." Da dagen er slut, og du har kysset Eras hånd til farvel, beslutter du at gå hjem og læse historien om Nun, Atum og Ra og drømme om den. Men på en eller anden måde kan du ikke slippe den store grimme bygning.
Du vender om, løber tilbage og når indenfor, netop som de er ved at lukke. "Fem minutter!" råber manden ved tælleapparatet, og du er helt ør, men finder alligevel let rummet. Du lægger dig på knæ foran Anubis.
"Hjælp mig!" hvisker du. "Jeg er kun en tåbelig yngling, men jeg begærer din vej af hele mit hjerte, hvor den end vil føre mig hen ..."
Du ser op, og pludselig er gudebilledet også en sol, du skygger med håndfladerne og forstår, at du uden at tænke over det beder på ægyptisk maner. "Vi lukker nu!" siger kustoden. "Har De tabt noget?" "Ja," siger du. "Men jeg har fundet det igen!"
Så stormer du stortudende ud af museet.

"Din skæbne er nu bestemt," siger Era. "Som Khepri må du kæmpe for Shu mod Apep. Shu betyder: 'Den, der skaber et tomrum'." "Skal jeg kæmpe for tomheden?" "Ja. Uden tomhed, rum kan intet eksistere." "Jeg forstår. Jeg skal tømme mig selv for mig selv."
"Jeg kan høre, du mener, at det har du prøvet før, men den tomhed, der går forud for Horus' skabelse, er langt større, en dybere form for materialisation. Derfor Harneis."

Era har sat dig stævne i Glyptotekets have, men hun kommer ikke. Efterhånden bliver du lidt beklemt. Du går lidt rundt og finder hende endelig på bænken, fem minutter før lukketid, og I går ind til ægypterne. "Lukker de ikke nu?" spørger du.
"Bare rolig," siger Era. "Jeg har en aftale med kustoden. Vi skal være her i nat ..." Det gør dig på en eller anden måde lidt bekymret. Du har en fornemmelse af, at sådan et tomt museum kan blive temmelig uhyggeligt om natten.
Desuden er Era underlig. Hun bliver ved med at se på dig som en kat på en mus. Det gør hun selvfølgelig tit, men du synes ikke, hun smiler så meget, som hun plejer. Til din egen overraskelse bekymrer det dig lidt at være låst inde sammen med hende.
"Vi skal ned i kælderen!" siger hun og går foran ned ad lange korridorer. Kustoden har åbenbart givet hende et stort nøgleknippe, som hun åbner og låser med overalt. Hernede ligger støvet tykt. "Hvor skal vi hen?" spørger du, men hun svarer ikke.
Der er så mange gange hernede, at du er sikker på, at du ville gå vild og aldrig komme ud herfra, hvis du gik rundt hernede alene. Du prøver at lytte efter gadestøj eller en anden lyd, men der er ingen.
Til sidst har I åbenbart nået jeres bestemmelsessted, en rummelig kælder. Du får straks øje på Anubis, der står op ad en af væggene. Han er som en gammel ven, men også han er underligt fremmed. Langs en anden væg står en stor mumiekiste.
Ellers er det mest skrammel, som om kælderen har været brugt til lagerrum. "Klæd dig af!" siger Era. Du bryder dig ikke meget om det, men adlyder som sædvanlig. Der er temmelig beskidt hernede og lugter muggent. "Jeg fryser!" klager du.
Era svarer ikke, men tager dig om håndleddet og tvinger dig på knæ foran statuen. Den har meget smukke fødder af fint marmor, som du kysser. De smager salt og fristelsen er stor til at slikke dem.
Du er ikke så bange mere, nærmest lidt kælen, og du spekulerer på, om hun måske vil kærtegne dig. "Du skal i Harneis!" siger hun, men det, hun har i hånden, ligner mere bandager.
"Jeg troede, Harneis var lænker," siger du. "Dette her er mere effektivt," svarer hun. Hun giver dig besked på at lægge dig på et stort stenalter. Så begynder hun at vikle en tøjstrimmel om dine ben, fra anklerne og opefter.
Du stønner lidt, da hun strammer den om knæene og lægger den fast om dine lår. Det er næsten lige så ophidsende at få samlet lårene som at få dem spredt, og da hun når til dine kønsorganer, er du lige ved at få udløsning.
Så kommer du til at se på mumiekisten, Era smiler og følger dit blik. Den er af jern med en stor hængelås. Du spræller uvilkårligt, og hun fæstner midlertidigt dine hænder over dit hoved, næsten som på ara.
Du vil protestere, så Era vikler et stykke af bandagen om din mund, inden hun fortsætter sit arbejde. Du bliver mere og mere bange, som det skrider frem, og vrider dig som en orm.
Du kan ingenting sige, ikke engang stønne, så stram er bandagen, men må nøjes med at tigge med øjnene, indtil Era også dækker dem til. Så kan du kun ligge og vente. Du tænker, at Era ikke vil være så grusom at lægge dig ned i sarkofagen. Eller vil hun?
Du tænker på en historie fra Apuleius om en kvinde, der blev syet inde i et dødt æsel, du kan ikke huske, hvilken indvielse det var en del af. Du mærker Era binde dine hænder og fæstne dem på dit bryst, og snart efter er hele din krop dækket.
Remme løfter den op, der må være en talje. Du mærker sarkofagens sider mod dine albuer. Et øjeblik efter bliver det tunge låg smækket i, det når dig som en kvælende trykbølge. En svag raslen af nøgler, og alt er stille.
Du tænker, at det er en af dine prøvelser, og at Era som sædvanlig ved, hvad hun gør. Du vil ikke nå at blive kvalt herinde. Du lytter efter hende, men det er, som om den rungende stilhed har tilstoppet dine ører.
Du spekulerer over, hvor dine hænder er, fordi du ikke kan røre din krop, er det næsten, som om den ikke er der. Du mærker kun en gispen et sted dybt inde i dig selv, der bliver stadig mere forceret.
Du synes næsten, du kan se mumiekisten udefra, med den store hængelås i den tomme kælder. Du ser efter Era, hun er der ikke. Ingen kommer her, ingen vil nogen sinde vende tilbage hertil, heller ikke Era.
Du tænker på, hvor længe du skal ligge og vente på døden. Du synes, du kan ånde gennem bandagen, og mumiekisten er formodentlig heller ikke helt tæt. Så kan der gå dage, måske uger, bestående af sekunder, der hver er så lange som et år.
Et skrig vokser i dig, men det kan ikke undslippe, end ikke sprænge dig, som det truer med, kun blive hos dig i evigheden som dit eneste selskab. Du mærker, hvordan kilde efter kilde brister i dig, til hele din krop er et sydende hav af frygt.
Rædslen er som en syre, der ætser dig væk uendelig langsomt. Det er en evig pine, for tiden er gået i stå. End ikke en tåre kan undslippe dine lukkede øjne.
Så skriger du og vågner.

Selv efter at du er kommet ned på gaden, sidder drømmen i dig. Du er bange. Du frygter naturligvis ikke, at Era skal gøre med dig, hvad hun gjorde i drømmen. Det, du er bange for, er, at den virkelige harneis vil have præcis den samme virkning på dig.
Du husker endnu fra drømmen, hvordan det var ikke at kunne røre hænderne, og hvordan dine ben blev samlet, så du kunne være i sarkofagen. Du har lært, at dine drømme sjældent er meningsløse, og for en gangs skyld forekommer denne mening dig klar.
Harneis er en gravlæggelse. Det er ikke så sært, eftersom det er det, Horus-mysterierne er centreret om.

Jeg drømte noget i nat, som har gjort mig fuldstændig panisk. Måske vil det være bedre at vente et par dage.
Du ved, man somme tider kan være rædselsslagen for noget helt uden grund," siger du og føler dig lidt tåbelig.
Du forstår, at du har givet definitionen på et virksomt traume. Et for et smuldrer dine forsvarsværker.
"Du har drømt om at blive levende begravet, ikke sandt?" "Jo." "Ja, sådan føles det."

Den næste dag forsøger I atter sammen at trænge ind i den ægyptiske mytologi. Du læser og hører om Geb, der bliver bidt af en slange og kun kan helbredes af en lok af Ras hår. "Du kender sikkert historien fra Wagner," siger Era.
"Kong Amfortas såres og kan kun helbredes ved Gralen." "Den Hellige Gral," mumler du. "Cornucopia, den uudtømmelige Ånd." "Javist. Men ånden er, som du ved, et tveægget sværd, et spyd, der både kan såre og helbrede." "Ånden bygger et fængsel for ånden."
"Og hvilket strålende fængsel er det ikke! I den ægyptiske myte er det selve Uraeus, tegnet på kongemagten. To slanger snoet om hinanden repræsenterer således de to aspekter forenet, død og genfødelse, sygdom og helbredelse.
Slangen er den aktualiserede ånd. Du er selv bidt af slangen og kan kun helbredes ved slangen, som Moses' kobberslange helbredte de israelitter, der var blevet bidt af slanger under ørkenvandringen.
Du må dræbe dragen og bade i dens blod for atter at forstå fuglenes tale." "Alle disse symboler," siger du, "som ved første øjekast forekommer så forvirrende og indbyrdes modsigende, synes pludselig så enkle.
Men jeg føler ikke kun lettelse over endelig at have forstået. Jeg føler også en uro. Hvorfor er denne forståelse så urovækkende?" "Fordi den intellektuelle ommøblering, den repræsenterer, finder sted på et så fundamentalt niveau. Det er LEGO-enigmet."
"Lego - i betydningen samler eller læser?" "Jeg tror faktisk, etymologien er GO LEG. Ikke alle enigmer er fem tusind år gamle. Faktisk kender jeg ham, der kom på det, eller rettere, hans far.
Han fortalte os på et tidspunkt, at han havde givet sin lille dreng et LEGO-sæt i julegave. Drengen var forståeligt entusiastisk, og faderen hørte ikke fra ham i nogle timer, indtil han pludselig kom stortudende ud.
'Hvad er der dog i vejen?' spurgte min ven. 'Jo,' sagde den lille dreng, 'jeg har bygget verdens flotteste slot.' 'Nåmen det er da godt,' svarede faderen tungnemt. 'Nej,' sagde drengen, 'for nu bliver jeg nødt til at ødelægge det.'
'Men hvorfor dog det?' 'For ellers har jeg ikke nogen klodser at lege med!' Så forstod min kollega dybden af, hvad hans lille søn havde lært ham. For de fleste af os er verden en kamp mellem kreative og destruktive kræfter, godt og ondt.
Men i virkeligheden er det naturligvis en balance. Jo mere fuldendt skabt den verden, vi lever i, er, jo mere vil alle skabende kræfter være bandlyst." Du nikker. "LEGO-enigmet." "Ja, du ler. Men der er faktisk en del at hente.
LEGO-klodsernes udvikling er en hel lille verdenshistorie i sig selv. I min barndom kunne man kun få nogle firkantede klodser i forskellige farver.
Der skulle med andre ord ret meget ånd, eller med den almindeligste eufemisme: fantasi til at få en tankstation eller brandbil ud af dem. Senere kom der vinduer til husene og hjul til bilerne.
Nu om stunder kan du få et sæt, der sætter dig i stand til at bygge en realistisk rumstation eller et sørøverskib. Men klodserne i sørøverskibspakningen kan også kun blive til et sørøverskib. Vi læste også bøger.
Billeder var kostbare at trykke, så der var som regel kun et par stykker i hver bog, resten måtte vi tænke os til. Så kom tegneserierne, som er billeder med tekst snarere end det omvendte, og TV, som er tegneserier uden tekst.
Til sidst kom computer-spillene, som for det meste er TV uden handling. Takket være film og computere fik vi et helt nyt oplevelsespotentiale. Men har du nogen sinde tænkt på, hvad vi tabte? Nu om stunder er alting billigt, nemt og fejlfrit.
Hvad skal vi med fantasi, hvad skal vi med ånd?" "Jeg kan godt begynde at tude," siger du. "Ja, græd ikke for Shakespeare, men græd for dig selv og dine børn! Måske har de fleste af os opdaget dragen. Men slå den ihjel?
Problemet er, forstår du, at når Slangen først har bidt os, har vi slangeblod i årene, og så er transfusioner smertefulde. Så hvad gør jeg, jeg forfærdelige menneske. Jeg hjernevasker dig.
Det er det værste, du kunne forestille dig, og det skal det også være. Men dine venner vil ikke forstå. De ser kun en ældre, pervers kvinde.
De ser mig kun ødelægge det flotteste slot og den pæneste dreng i verden. De ser mig ikke befri klodserne og give dig dem i hænderne, Dig, ingen anden.
Du ser det ikke selv, du føler bare, at alting er rystet løs inde i dig. Alt, hvad vi i fællesskab har brudt ned, skal bygges op igen. Men denne gang er du bygmesteren. I mellemtiden er du rolig og lykkelig og urolig og ulykkelig.
Dyb serenitet veksler med fuldstændig fortvivlelse, og på grund af materialisationen handler de fleste af dine drømme om henrettelser og trafikuheld. Du gennemgår en slags guddommelig pubertet.
Du genopdager din krop og dens behov og begær, som du før kun anede. Det er skræmmende ikke blot at acceptere, men rent faktisk begære, hvad du har lært at frygte. Men broen over alle slugter er kærligheden, fordi det er åndens natur.
Når vi elsker betingelsesløst og tillidsfuldt, er ånden i os. Uden den er forståelse ingen forståelse, hvad ånden angår. 'Talte jeg end med englenes tunger ...'" "Gør du da ikke det?" spørger du med et lille smil.
"Når jeg ser på dig, min Pediseqvus, flyder mit hjerte over med al den visdom, det har samlet. Alt, hvad du derfor behøver at gøre, er at samle hænderne til en skål."

"I de kommende uger," siger Era, "vil du gennemgå Osiris' passion. Vi vil gennemgå mysterierne omkring Osiris' død og genopstandelse og Horus' fødsel. Set har du allerede stiftet bekendtskab med i skikkelse af den anden slange.
Tilsvarende lader Isis en slange bide Ra, som er skabt af hans eget livgivende spyt. Eneste lægemiddel er hans eget Heka, som kun Isis kan administrere. Osiris genfødes i sin søn, som gennemgår forskellige forvandlinger, svarende til hinduismens avatarer.
Disse riter, som grækere og romere overtog, repræsenterer for mysten en fuldstændig forvandling. Han aktualiseres fuldstændig, 'dør', og kan således genopstå som aktualisationens ophav, hvilket fører direkte over i Marduk-kvesten.
Men dette er ikke undervisning i traditionel forstand. Du stifter ikke blot længere bekendtskab med antikke myter og deres udlægninger. De repræsenterer en sol, som du ikke længere ser i lyset af, men som får dig til at forvandles som et frø.
'I Demeter blev jeg sået, i Horus spirede jeg, i Marduk bærer jeg frugt,' hedder det. Du får altså ikke længere viden som indbetalinger på din hjernes konto.
De fantastiske eventyr, som du vil få at høre og opleve, vil altså ikke umiddelbart blive 'forstået' af dig i traditionel forstand. I stedet vil du føle dig som mulden, der brydes om foråret. Jeg ved, at du allerede har haft disse følelser.
De vil i den kommende tid blive forstærket. Du vil blive i bogstaveligste forstand rystet af denne viden. Du vil drømme drømme og se syner, før meningsløse ting vil få en forunderlig mening for dig.
Du vil le og græde, føle smerte og en nydelse, du ikke havde troet mulig, en fred og en uro, du aldrig tidligere har kendt. Dit tidligere liv vil føles som en død, og din rituelle død og genopstandelse det eneste liv.
Også andre vil du kunne give del i dette liv, hvis de accepterer det, der sker med dig, selv om de ikke kan følge dig. Og med tiden vil du også kunne give din forståelse videre til dem.
For selv om du ikke kan røbe det, som er imellem os, med et ord, vil du finde, at din nyvundne visdom lægger dig ord og billeder på læben, som de forstår.
Som du vil forstå, har du passeret et vigtigt skel, og du ville ikke være nået hertil, hvis du ikke havde bestået min prøve. Du er altså hverken curiosus eller docilis, og det gør dig ganske enestående!
I den indledende indvielse, du har gennemgået, skiller pediseqvi sig således ud i to temmelig distinkte grupper. Den første, som du tilhører, giver slip på, hvad de var, og kan således forvandles.
De gør det ikke FOR AT forvandles, for selv ikke de kan forestille sig denne forvandling, mere end den lådne puppe kan forestille sig sommerfuglen.
De gør det af kærlighed og blind tillid, som ikke er så blind endda, eftersom de daglig ser det realiseret, som før var dunkle anelser. Nogle af disse virkeliggjorte drømme er mørke, men det gør dem ikke mindre virkelige.
Og intet er til syvende og sidst mørkere i alt dette, end at det er kærlighed og hengivelse i yderste konsekvens, den menneskene frygter mere end noget andet. Det er Tærsklen, og den anden gruppe overskrider den ikke.
For dem er viden et middel til at opnå kontrol, ikke give afkald på den. De forstår, at alle kræfter kommer igennem os, ikke af os, men de kan ikke føle det. Vi ved det, hver gang vi møder hinandens blikke.
De vil gøre anråbelser og knæfald, men de kan ikke slippe sig selv med en lillefinger, og så kan man ikke gribe Guds fremstrakte hånd. Og hvad så? Alle bør være stærke og ædle, ja, men ikke alle kan være præster.
Desuden, dem, jeg ikke kunne lære dette, kan måske lære af andre. Det nytter ikke at storme løs på døren. For dig gik den op, som ved et under ..."

Der er noget i dig, du altid har søgt at finde. Det er det, hun giver dig.
Og der er noget andet, der altid har søgt at flygte fra det første. Det er det, hun binder. Det var det, der altid fik dit blik til at flakke, når noget blev alvorligt.

"Osiris-mysterierne er ikke sådan lige at gå til," siger hun muntert. "Heldigvis kan vi rådføre os med en herre, der ved, hvad han taler om."
"Jeg troede ikke, man kunne 'tale om' Horus-kvesten." "Præcis. Det er da også foredrag af en anden art."
Du går fornøjet hjem. Du kan godt huske sidste gang, Era tog musikken til hjælp, af flere grunde. Denne gang er det ikke Wagners ring, der må holde for, men Mozarts tryllefløjte.
Du holder meget af denne form for undervisning, som er kognitiv, men alligevel ikke så svær. Det er, som om musikken foretæller dig ting, som Era ikke ville kunne forklare dig i ord.
Du ved imidlertid også, at den samme musik ville være fuldkommen uigennemtrængelig for dig uden hendes kommentarer. Det er ikke, fordi hun siger så meget, ofte kun nogle få ord, så du ved, hvad du skal lytte efter. Et stikord, og musikken siger resten.
Du har efterhånden lært at skelne den kognitive undervisning fra den kommunikative. Den kommunikative får dig altid til at føle dig meget klog. Den kognitive får dig til at føle dig lykkelig og ulykkelig på en gang.
Somme tider er den som en kniv, der skærer i dit hjerte. Det er samme slags smerte, som når man får trukket en torn ud. Det gør så ondt, mens det sker, og så godt bagefter. Tit græder du.
Bagefter går du hjem med det, du har fået, som en uudpakket gave, eller et frø, du kommer i en urtepotte. Tit bliver du frygtelig søvnig og går tidligt i seng.
Somme tider har du et umætteligt søvnbehov, til andre kan du slet ikke sove, men sidder det meste af natten og husker på og tænker over, hvad hun har sagt. Om morgenen er det tit en helt anden i spejlet, men det er du ved at have vænnet dig til.
Det var ligesom dengang, du først mærkede trykket i dine kønsdele. Der er også andre fordele ved musikken. Du ved, at du straks vil løbe ned og købe hele operaen på CD.
Når du så kommer hjem fra hende, vil du høre det, I har gennemgået, igen og igen, og så er det, ligesom hun er hos dig, forklarer dig alting så uendelig tålmodigt og ser på dig med så megen kærlighed, at du ikke ved, hvor du skal se hen.
Det er svært at vente til næste dag. På den anden side ved du også, at hvis du ikke var tvunget til at vente, ville det være, ligesom når man spiser for hurtigt og får det hele galt i halsen. Så du venter.

[Uddraget om Tryllefløjten]

Og efter en arie, der udtrykker al forladthedens tomheds fortvivlelse, forlader hun ham. Denne tragedie forstår Papageno overhovedet ikke, som kun kender den fysiske adskillelses sorg. Dette er Paminas prøvelse." "Ja," siger du. "Den prøve kender jeg.
Når jeg ikke er hos dig - somme tider er du mig så nær, til andre tider så fjern, at jeg tvivler på, om du overhovedet er til. Jeg tænker, at det hele jo i grunden er håbløst. Hvad skal du med mig, hvor er min plads i dit liv?
Så længe du taler til mig, tvivler jeg jo ikke.
Jeg kan se hele kærlighedens kraft i dine øjne, forelskelse, begær og noget dybere, som jeg ikke en gang kan sætte ord på.
Men når der så er gået nogle dage, hvor du ikke har talt til mig, synes det hele en drøm. Så prøver jeg somme tider at skrive til dig: Elsker du mig? men det lyder jo så dumt, og det er jeg hele tiden bange for.
Hver gang du fortæller mig, hvor dygtig jeg er, bliver jeg glad, men også bange, fordi der nu er endnu mere at leve op til. Måske er jeg bare kommet til at sige det rigtige, og du tror en hel masse.
Hvis jeg nogen sinde skuffede dig, tror jeg, jeg ville dø. Du skal være stolt af mig hele tiden, jeg skal være din stolte præst, og samtidig tænker jeg: Jamen det kan du jo slet ikke leve op til ...
Nej, somme tider, somme tider føler jeg mig så smuk og stærk, at jeg tænker: Jeg kan godt forstå, hun elsker mig. Hvorfor skulle hun ikke tilbede mig? Og jeg ser en gud i spejlet. Men ofte er det kun et glimt, som om han står et stykke borte.
Jeg kan ikke længere leve uden de glimt, Era, og i sidste ende er der kun to spejle, hvor jeg kan være sikker på at se ham, og det er dine øjne, min Elskede!"

Men så åbner Era sine bøger, og I er ikke længere alene, men omgivet af alle, som har elsket som I. Smukke yngling, hvornår blev I en gud? En gud, jomfru, blev jeg, da jeg ægtede en gudinde!
Men hvorfor handler hun dog således med sin elskede?
Det er for mit hovmods skyld. Hvad er da dit hovmod? Å det er frygteligt! Forleden skælvede jeg ikke, da min herskerinde så på mig. Men sig mig, hvordan blev du en konge? Hvor kan du spørge?
Konge blev jeg, da min dronning gav mig sit hjerte, og jeg åbnede det og ventede at finde verden, men kun fandt mig selv!
Zwei Herzen, synger koret, die von Liebe brennen, kann Menschenohnmacht niemals trennen!
Era bøjer sig over dig, og du forstår, at dette ikke blot er en stærk og yndig måde at lære disse ting på, det er den eneste.
Gispende efter Eras kys modtager du alting så selvfølgeligt som solens stråler. Som Tamino føres du igennem underjordiske gange og efterlades i kvælende rum.
Du sidder helt stille og lytter til musikken.
Era er holdt op med at forklare, hun sidder bare og smiler til dig, og du nikker og smiler tilbage, fordi du ved, hvad hun mener. Du lærer stadig, men det er nu musikken, der tålmodigt forklarer dig det alt sammen.
Og dog ville det alt sammen blot have været uforklarligt smukt som før, når du har lyttet til denne musik, hvis det ikke var for den dybe resonans i dit bryst, hvis ikke du havde lært denne kærlighed at kende gennem Era.
Og du forstår, at fordi du elsker hende, kan intet være virkelig gådefuldt længere. Hele Verden er jo Hendes vilje med dig, den vilje, som er Verdens, og som kommer til dig gennem hende.