AF "INDFØRING I RUM - EN MODERNE GRIMOIRE"

 

Præstinden finder vi i det ottende kapitel, hvis strofer er fuldt så kryptiske i positiv forstand som de gnostiske remser senere i værket, men af en mindre begrænset anvendelighed.


Hvor kornet segner for den skarpe le
og siden lydigt rådner for at gære
og uden modstand lader alting ske;
der lærte vi den ædle kunst: At Være. 49c


Jævnfør i øvrigt de eleusinske mysterier, der ligesom de dionysiske, som de på trods af deres forskellige oprindelse er i slægt med, er kvindeorienterede - de mandlige deltagere i thiasos er naturvæsner, Krishna, der danser med hyrdinderne. Dette kan ikke undre i betragtning af, hvad vi har talt om.

Den omtalte Sølvalder er den, der følger direkte efter den saturniske (se dette kapitel) hvor kontakten til de kognitive kræfter har gudssønnernes omgang med menneskedøtrene som forudsætning. I det påfølgende tidsafsnit, repræsenteret ved Horus, hvor klimaforandringer, agerbrugsrevolution og befolkningseksplosion kræver en krigerisk overklasse, overgår kulten til denne og bliver mandlig, heraf den tidligere omtalte imitation af kønsakten, nu med manden som submissiv - bare læs salmebogen!

Det er altså ikke tilfældigt, at den mandlige teurg som på side 395 sætter sin lid til den sultne succubus. Adeles første oplevelse er meget naturligt en ofring.

Disse rituelle aflivninger, som vi blandt andet kender fra shaman-indvielsen, kan være både grafiske og fysiske. Ofte indvarsles de af drømme og visioner (hvor drømmen så er behandlingen i hippocampus af visionen eller transcendensen) involverende drastiske fysiske forandringer.

Mysten taber tænderne, håret, kroppen bliver meget stor (Eleda) lillebitte, flydende, luftformig, gennemsigtig, forsvinder, osv. men senere trækker formummede væsner af med hende, som havfruerne med Adele, og underkaster hende en eller anden rituel henrettelse. Som man vil erindre, foregår dette også i huset, som en art facilitering, en fast bestanddel af alle indvielser, helt op til frimurernes travesti.

Her er dødsmåden meget passende Andromedas, og den officierende præst Husets nys manede ånd, Oubliette, hvis borgerlige navn er en spøgefuld hentydning til en forfatterinde fra det nittende århundrede, der chokerede samtiden med sine sensuelle romaner, heriblandt "Held in Bondage" fra 1863, og de populære mystagogers foretrukne orakel, ouija-brættet. Fra sin selvindrettede fangekælder krummer hun selve rummet og fastholder således selv sine nominelle herrer i sine fantasier, hvilket forarger den uskyldige Adele.

Den spektrale Oubliette tager handsken op og giver sin opponent det første skub ud på den transcendente glidebane. Denne "warp" er naturligvis blot en af bogens talrige geometriske referencer, men ikke desto mindre vigtig.

Det positivt krummede rum, der i sidste ende er negativt, er et af de stærkeste billeder på den absolutte frihed/ufrihed, Adele søger, at flygte fra det udstrakte, men begrænsede mellemplan ved at blive til et uendeligt punkt. Husets slaver er som nævnt reduceret til rene genstande, men omfattes samtidig med en nærmest grænseløs ærefrygt, væsner, der i deres totale begrænsning er blevet ubegrænsede, al-værende. Som Hippolyte senere skal udtrykke det:


Hippobinerne står guden nær, de kan ikke tale. Han har plantet dem, så at frugten ikke falder umoden til jorde. De er druer, bristefærdige af saft, som skal knuses under hælen og fylde Hans bæger.

Ser du hendes sorte øjne og remmen, hun næsten har søndertygget? Der er ikke en af os, der ikke ville lade sig piske halvt til døde for at være i hendes sted." 401a