Glæde over Danmark

 

Vores nye justitsminister Lene Espersen har udtalt, at glædestilkendegivelser som dem, to palæstinensere kort efter 11. september gjorde sig skyldige i, fremover vil være strafbare. Samtidig får politiet udvidede beføjelser til telefonaflytning, m. m.

Jeg glæder mig i denne tid,
det gør jeg nu så tit, men gid,
jeg vidste, om jeg burde.
Så derfor overvejer jeg
at ringe og forhøre mig
hos Lene - gid jeg turde!

At bryde ud i glædesrus,
når andres huse går i grus,
er selvsagt nederdrægtigt.
Men at der også er en lov
mod skadefryd og den slags sjov,
det finder jeg fordægtigt.

Forsvare skal vi jo vort land
langt borte i Afghanistan
med vores krigsmaskine.
Jeg tænker, hvad nu hvis en dag
den rammer helt ved siden af.
Må man så gerne grine?

Jeg glæder mig i denne tid,
det gør mig helt paranoid
- i telefonens summen
et klik jeg hører, så nu ved
jeg ikke, om de lytter med.
Så havner jeg i brummen.

Og sådan bliver vist mit liv,
til usund humor med en kniv
kan fjernes fra min hjerne.
Og skønt det er mod min natur:
Fra nu af vil jeg være sur.
Det må man stadig gerne.