Svar til KDJ

 

Så fik man da omsider en reaktion! Om så debatten følger efter, er nok mere tvivlsomt.

Mon ikke man vil finde det mindre voveligt at holde ved undsigelsen af dette afskyelige personangreb - hvad det naturligvis på ingen måde var - end at behandle det principspørgsmål, det drejer sig om. Lad mig derfor straks lukke gassen ud af den ballon: Jeg kender hverken forfatter eller bog og er derfor heller ikke interesseret i eller kvalificeret til at angribe nogen af delene.

Mit indlæg beskæftiger sig udelukkende med bladets interesse for værket og i særdeleshed dets ophavsmand, og hvad det er, man interesserer sig for. Engang ville man måske have kaldt noget sådant spekulation og ikke anset det for formildende, at emnet var ømtåleligt.

Så langt vil jeg ikke gå, ligesom jeg naturligvis heller ikke er i stand til at frakende noget, jeg ikke har læst, litterære kvaliteter - det vil jeg overlade til anmelderne. Det er imidlertid ganske tydeligt ikke sådanne, der ifølge avisen gør forfatteren prisværdig.

Det er - med et avis-udtryk - the story, the human angle, eller for at sige det rent ud: kombinationen af den tabubelagte pædofili og skandaliseringen af en offentlig person, her yderligere krydret med opklaringen af forbrydelsen, som - da forholdet åbenbart ikke har ført til politianmeldelse - overlades til læseren selv. Jeg anser det med andre ord for langtfra usandsynligt, at forfatteren også i dette tilfælde figurerer som offeret.

Men det er stadig ikke pointen - ellers kunne jeg lige så godt have satiriseret over Ricki Lake eller Robinson-ekspeditionen. Pointen er, at dette i dagens kulturliv er litterære (det vil sige salgbare) kvaliteter, ikke evnen til at fortælle en god historie, som hverken er erindringer eller nøgleroman, som beskæftiger sig med den menneskelige situation i universel forstand og ikke et "aktuelt problem", hvis personer lever, skønt forfatteren aldrig har mødt dem, og som stilistisk set er et symfonisk digt og ikke en 2.000-ords sætterkasse.

Pointen er, at et litterært værk i egentlig forstand, som giver pokker i halvfemser-dansk og halvfemserne generelt (nu om stunder er forfattere historiske, når de beskæftiger sig med 1970erne) reelt ikke har en chance. Anmeldere og læsere er så forvænte med en triviel børnelitteratur, som man næppe behøver at læse for at vide, præcis hvad det går ud på, at et hvilket som helst klassisk værk ville være totalt uigennemskueligt for dem uden de kommentarer, som alene gør det muligt for et akademisk proletariat at blive magistre - og anmeldere.

Et moderne værk, der har de samme ambitioner, har man end ikke kræfter til at åbne, og skimmer man det, så kan det højst blive til en bemærkning om, hvor underligt og gammeldags det hele er, ja man skammer sig end ikke over at konstatere, at man hverken har dannelse eller ordforråd til at komme igennem det - også det er naturligvis bogens fejl. En typisk anmeldelse begynder med at remse alt det op, som forfatteren ved og kan, og som anmelderen ikke har nogen anelse om, og slutter af med at konstatere, at man "ikke fatter en brik".

Betyder det, at kritikeren ikke mener sig kvalificeret til at bedømme den, og at andre bedre bemidlede anser den for værd at give sig i kast med? Ja, på det lav! eller på moderne dansk: Godaw do!

Det var det spørgsmål, mit lille bøvs - mere kan det vel næppe kaldes - lunt stillede: Hvor gik litteraturen hen, da den gik ud? Hvornår begyndte den eksklusivt at handle om kendte personers fejltrin og om, hvordan det er at være epileptiker (en perfiditet, som straks bør føre til et sagsanlæg fra epileptiker-foreningen)? Hvad blev der af forskellen på romanen og ugebladet? Se, det er en diskussion, man næppe vil finde i Weekendavisens spalter ...

Erwin Neutzsky-Wulff