Religion og nyreligiøsitet

 

Der er et gammelt ord, der siger, at når krybben er tom, bides hestene. Ganske tilsvarende skal man vare sig for præsten, når kirken er tom.

Dette er et punkt, hvor den i vort samfund ellers så populære fri konkurrence absolut ikke er velkommen. Her er der tale om forførelse af de fattige i ånden - skønt hvorfor det at aflønne en præst for at officiere ved ritualer, som savner enhver mening for samtlige involverede, ikke er det, kan være umiddelbart svært at gennemskue.

Man taler om "nyreligiøse" bevægelser, formodentlig for at adskille dem fra "that good old religion", som naturligvis i sin nuværende form er alt andet end oprindelig. En bedre betegnelse ville måske være "urreligiøse", eftersom dette altid er kultens erklærede mål: at føre religionen tilbage til en mere oprindelig og derfor effektivere form.

Noget andet er, at der næppe er mange moderne kulter, der er i stand til at realisere dette program, for nu at sige det mildt. Det betyder imidlertid ikke, at de er helt uden interesse for religionsfænomenologen.

I alle menneskenes gøremål er der et eller andet sted en fundamental drivende kraft, eller om man vil, en ærlig vilje. Regulære mysteriekulter med virkningsfulde teknikker til overskridelse af den kulturelle consensus skal man naturligvis ikke forvente.

Ikke desto mindre går visse træk igen, dels i imitation af de mere seriøse forlæg, men sikkert også som udtryk for almenmenneskelige religiøse behov. Det er således ikke lutter ond vilje, når kritikerne ofte er tilbøjelige til at skære alle over en kam.

Et fællestræk er det, at man afskærer sig fra det samfund, man lever i. Man kunne tale om en redefinition, som måske egentlig ikke er mere dramatisk end den, der karakteriserer samfundet som et hele, men naturligvis forekommer sådan for den, der tager kulturbaggrunden som en selvfølge.

Ikke mange mennesker betænker, hvor i grunden vilkårlige vore "værdier" er. Sæt, en nyreligiøs bevægelse, der havde ladet sig inspirere af en obskur semitisk stamme, ikke var blevet en succes i Rom.

Sæt, den katolske kirke i tide havde sat ind med en modreformation imod puritansk selvgodhed. Sæt, offentlige institutioner stadig blev drevet af tiggermunke i stedet for at blive udliciteret til rovdyr.

Som man vil se, er det i egentlig forstand samfundet, der er kulten, og de såkaldte kulter mere eller mindre vellykkede ekskursioner ud i en mere universel, almenmenneskelig baggrund. Den ekstreme disciplin til trods, som ofte karakteriserer denne type sekter, oplever dens medlemmer ganske givet en befrielse fra repressive normer.

Hertil kommer, at disse regler er døde, de udspringer ikke af behov, men af vane. Herimod står en veldefineret, men naturligvis også ekstremt simplificeret agenda, og tilfredsstillelsen ved at være den, der fører den ud i livet.

Bedreviden og elitisme er gennemgående træk, og latterliggørelse og diverse afsløringer af kultledernes sjældent særlig pletfri vandel har som regel ikke den tilsigtede virkning. I det moderne samfund er viden en stadig vanskeligere opdrivelig kommoditet, på trods af alle påstande om det modsatte.

Specialiseringen har gjort, at kun eksperterne kan tages rigtig alvorligt, og det er nu ikke særlig befordrende for vores selvbevidsthed. Sekter tilbyder gerne et overskueligt verdensbillede, som regel med "indvielsen" som en overkompenserende understregning af, at det kun er de få forundt at forstå disse i grunden banale "sandheder".

Man kan så tilføje noget mere eksotisk, men skønt unægtelig absurd er det sjældent særlig fantasifuldt. Den grundlæggende menneskelige nysgerrighed gør, at vi elsker et mysterium, om det så bare er en krimi på TV.

Det tvangsmæssige, som frastøder den udenforstående, er ofte endnu en gevinst for det moderne planløse menneske. Jo flere tilhængere sådanne bevægelser får, jo mere kommer de naturligvis til at ligne de samfundsinstitutioner, de oprindelig repræsenterede et alternativ til.

Man betaler sin skat og modtager sin avis. Omvendt kan private kulter gå meget langt i "selvrealisation" - som regel hovedsagelig kultlederens.

Er han ikke i besiddelse af meget specielle menneskelige egenskaber - og dette er nok trods alt sjældent tilfældet - vil det i længden blive for fristende for ham at lege med sit elektriske tog. Dette parret med disciplenes ofte aggressive krav om, at der skal ske noget, har efterhånden anbragt en del guruer i dødscellen.

Vi kan imidlertid også finde fællestræk hos de statsreligioner, kulten er en reaktion imod. Når den tidlige kristendom kunne få så meget vind i sejlene, skyldtes det netop den romerske statsreligions formelle status.

Ingen forventede længere at få besøg af Jupiter eller Merkur, de var i det højeste garanter for borgerlige pligter, og det er da også karakteristisk, at de kristne hovedsagelig (rets)forfulgtes som politiske forbrydere. Ganske tilsvarende er modtagelsen af helligånden og andre mirakuløse fænomener blevet til pseudohistoriske begivenheder omkring vor tidsregnings begyndelse.

Når vi begynder at uddrive ånder og tale i tunger, er vi ovre i det sekteriske. Når en religion dør, bliver den levende religiøsitet underlig, og berøvet en overlevering naturligvis også temmelig vilkårlig.

Den levende religion er en integreret del af menneskelivet, den er ikke i egentlig forstand hinsidig. I den døde rykker det religiøse indhold på sikker afstand, enten som nævnt ved at blive mytologisk eller "symbolsk", eller eventuelt et posthumt evighedshåb.

Den døde gud bliver med andre ord en gud for døde. Det forarger os, når forholdet mellem gud og menneske anskues som seksuelt, og i det hele taget viger vi tilbage for tanken om, at vore ritualer skulle have nogen fysisk effekt.

Det er tankevækkende, at det er de selvsamme aspekter af kristendommen, som bekymrede den romerske autoritet, som den senere er blevet klinisk renset for. Hvorfor kan vi ikke blive af med religionen?

Fordi den er det eneste forhold, mennesket kan have til verden, som ikke er grundlæggende fjendtligt. Religionen er en pagt, funderet på realisationen af, at verden ikke er noget uden mennesket, at den kun kan være virkelig i menneskelig forstand.

Det kan udtrykkes på mange måder, naturvidenskabsmanden vil tale om det meningsløse i iagttagelse uden iagttager, magikeren om virkelighed som konceptualisation, de antikke religioner om den cykliske genskabelse af verden ved menneskets mellemkomst, og kristendommen om mennesket som centralt i Skabelsen som skabt i Guds billede og frelsesobjekt. Problemet er, at når det bliver eventyr for børn, virker det ikke længere.

Religion kan ligesom kærlighed ikke forstås rent hypotetisk, den må opleves. Det får os måske til at spænde hanen på pistolen, men det er der ikke noget at gøre ved.

Erwin Neutzsky-Wulff