Indlæg

 

I ugens WA udløses spændingen om litteraturprisen, og the winner is, som der står, Kristian Ditlev Jensen (surprise, surprise)! Samtidig er overrækkelsestalen aftrykt, og den får mig næsten til at ønske, jeg havde holdt min store kæft lukket, så champagnen kunne have været uden malurt.

Til gengæld kan jeg så trøste mig med, at min stemme nok ikke har været helt uden betydning for udfaldet, eftersom talen er affattet som een stor apologi for såvel præmieringen som det præmierede. KDJ burde nemlig ifølge visse læserbrevsskribenter "slet ikke have været med!

Og nu har han vundet. Hæ, hæ!" (sic)

Herpå følger en vurdering af værket, der er en underlig dobbelt negation: Der er IKKE grund til at være på vagt, det er IKKE bluf(f), IKKE manipulation, og beviset er, at bogen er blevet "hørt og solgt og læst og nu beprist" (tre udråbstegn). The lady protests too much, methinks, med et andet citat fra Hamlet, og det har i det hele taget været det gennemgående træk i hele denne debat.

Everybody protests too much, forfatteren inklusive. Behandlingen af min person er trods alt gerne så taktisk (ENW - who dat man?) at jeg er tilbøjelig til at glemme det litterære etablissements monumentale mindreværdskompleks, ikke over for mig specielt, men over for ethvert litterært udtryk.

Så er det lærerigt at få den gamle smøre om hudløs ærlighed og krystalklare sandheder, som kun "fattige sorte i laset tøj" og en lejlighedsvis Jensen kan "afsløre" dem. Der er endda en passus om forfængelige haner og fornuftige høns - men blind kapun kan naturligvis også finde et korn og skrive damelitteratur!

Jaja. Måske den korte litterære debat, som næppe bliver meget længere, engang vil finde vej ind i en eller anden dansk læsebog fra det toogtyvende århundrede - selvfølgelig med kommentarhæfte, så magisteren kan undgå det pinlige spørgsmål, som vi plejede at stille til Heiberg og Kierkegaard:

Hvem fa'n er Kristian Ditlev Jensen?