Kronik

 

Vi ved alle sammen, at der er visse emner, som især har offentlighedens interesse. Paradoksalt nok er de ofte tabubelagte, hvilket giver dem en vis spænding.

Det må gerne handle om nogen, der har det værre end os selv, og det skader heller ikke, hvis der er nogen, vi kan blive enige om at finde usympatiske, de fleste af os har trods alt en del aggressivitet, vi ikke kan komme af med på lovlig vis, rent bortset fra, at der ikke er noget, der ryster folk sammen som en fælles fjende. Sig mig, hvem du hader, og jeg skal sige dig, hvem du er!

Det er med andre ord en svaghed, få af os kan sige sig fri for - naturligvis indebærer det et særligt ansvar at have adgang til medierne, og det er det, der ligger bag blandt andet racisme-paragraffen i vores lovgivning. Det er ikke svært at se, at pædofilien opfylder alle de ovennævnte betingelser for at være "godt stof".

Det er noget, man "helst ikke snakker om", hvilket naturligvis i sidste ende betyder, at man elsker at snakke om det. Ofrene er endvidere børn, som er mere forsvarsløse end andre - man må ikke ignorere, at den ganske naturlige frygt for, at noget sådant skal tilstøde vore egne børn, spiller en vigtig rolle.

Bekymringen for vores egen og vore kæres sikkerhed er den ganske forståelige komponent i alle fordomme mod minoritetsgrupper, og det gør den naturligvis særlig farlig. Her må vi berolige i stedet for at fordømme.

I slægt med denne er offerets ukrænkelighed, det "har lidt nok" og skal ikke yderligere sjofles ved, at vi betvivler dets objektivitet eller i nogen grad frikender den skyldige. Og så er vi sådan set ovre i det legale had til en person eller gruppe, som identificerer os, giver os en "holdning" og gør os bange for at sige eller gøre noget, der kan "misforstås" - i yderste konsekvens kan vi måske risikere selv at blive mistænkt for at tilhøre de formastelige.

Samtidig må vi erkende, at det, der for nogle generationer siden var ensbetydende med en slet karakter (for eksempel homoseksualitet) i dag er temmelig accepteret. Vi har fået et "afslappet" forhold til de såkaldte bøsser, som har meget at gøre med, at homofili og pædofili er blevet skilt ad, hvor det i min barndom stadig var stort set det samme.

Sådanne mennesker var "pæderaster". Det nyttede ikke stort at gøre opmærksom på, at der næppe er flere homoseksuelle end heteroseksuelle, der er specielt interesserede i børn, og at de fleste ligesom andre mennesker lever i mere eller mindre faste forhold til en anden voksen.

Det nyttede ikke, fordi det jo var et forsvar for noget, der ikke kunne forsvares. Naturligvis stiller sagen sig på et afgørende punkt anderledes for den pædofile, hvis tilbøjelighed synes fundamentalt uforenelig med det offentlige vel.

Alligevel tror jeg, løsningen på problemet også her ligger i fordomsfrihed. Problemet opstår nemlig, når vi blander tingene sammen, især vores aversion mod den pågældende tilbøjelighed og den skade, den forvolder.

Man skulle ikke tro, det var så svært at blive enige om en moral, der godkender alt, som ikke skader andre, men sådan er det desværre ikke. For det første er det naturligvis rigtigt, at den pædofiles bogstavelige opfyldelse af sit behov ikke kan tilgodeses.

Men dette gør ham ret beset også selv til et offer. Hans tilbøjelighed alene må altså vække vores sympati snarere end modvilje, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe ham.

Her tror jeg, jeg skal præcisere, hvad jeg mener med "hjælpe". For at vende tilbage til det tidligere eksempel, skortede det tidligere ikke på forslag til, hvordan man skulle hjælpe, det vil sige "helbrede" den homoseksuelle.

Det er her ret åbenbart, hvordan "syg" bliver en moralsk term. Bortset fra et par religiøse fanatikere vil næppe nogen i dag kalde en homoseksuel syg, hvorimod det er en ganske acceptabel betegnelse for den pædofile, selv om der naturligvis ikke er nogen som helst grund til at opfatte det ene som mere biologisk korrekt end det andet - ingen af delene fører umiddelbart til prokreation.

Der er med andre ord tale om det fremhvæsede "syg" med grundlæggende de samme konnotationer som tidligere "ond". Hvor vi hovedsagelig skylder kristendommen den sidste glose, hører den første til i det nittende århundredes forestilling om naturens "orden", som vi kan krænke som en moderne Gud Fader.

I dag har vi måttet indse, at naturen er en mad scientist. Vi kan stadig bruge vores "naturlighed" imod alt fra homoseksualitet til gensplejsning, men det persuasive i denne forestilling bliver mere og mere åbenbar.

Et Menneske (som vi måske respektfuldt burde stave med stort begyndelsesbogstav ligesom tidligere en vis anden Herre) er altså ikke et samlebåndsprodukt, som kan blive kasseret i kontrollen - uanset om vi kan gøre noget ved det eller ej - men et ukrænkeligt mirakel med det lige så uundslippelige ansvar ikke at krænke andre mirakler. Hvis vi tror noget andet, opfører vi os ligesom nazisterne, der troede, de ville hæve deres kulturelle niveau ved at skaffe sig af med jøderne.

Når vi ser tilbage på de sikkert velmente forsøg på at helbrede homoseksuelle, transseksuelle og transvestitter (hvilket er grundlæggende forskellige ting med lige så mange forskellige overlapninger) minder det os mest om andre tiders koldtvandskure - i bund og grund tortur, for at få patienten til at "tilstå" sin sande, normale natur. Selv om vi kunne "helbrede" den pædofile, ville vi efterlade et hul i miraklet.

Naturligvis skal vi ikke afvise den, der søger hjælp på denne måde, men vi må være sikre på, at han gør det ud fra et personligt behov og ikke samfundets pres. I dag kan vi se, at homoseksuelles problemer i høj grad var vores problemer med at acceptere dem.

"Problem" er et andet fint ord, men også det kan misbruges. I dag taler man ofte om "indvandrerproblemet" på samme indlysende måde som engang om jødespørgsmålet.

Protesterer man, er man ikke "realistisk". Og det gør man jo, fordi man har en lumsk mistanke om, at der ikke er tale om indvandrernes problemer, men om indvandrerne som problem.

Og har vi først redefineret en befolkningsgruppe som et problem, rykker den let ind ved siden af arbejdsløshed og kolera, det vil sige noget, man må se at komme af med. Naturligvis er det ikke de pædofiles eneste problem, at vi ikke kan lide dem, men det hjælper dem ikke just til at løse de andre.

De kan så ikke andet end stille stejlt op - hvorfor skulle de ønske en dialog med så fjendtlige samtalepartnere? Og der er ting at tale om, problemer, som de pædofile ofte ikke selv er villige til at erkende.

Det grundlæggende er naturligvis, at det, som helliger ethvert forhold, partnerens samtykke, simpelt hen ikke kan opnås her. At tale om et barns samtykke til kønslig omgang er meningsløst.

Her kan der ikke gives køb - men betyder det så ikke, at vi bør være dobbelt imødekommende, når det gælder om at opfylde den pædofiles behov på anden vis? Derfor må jeg også give de pædofile ret, når de anklager loven mod børnepornografi for at være i strid med ytringsfriheden, når den også udstrækker sig til brugerne.

Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan man på grundlovens grund kan skride ind mod andet end det fysiske misbrug. Her må man imidlertid også være ubønhørlig - fremstillingen af denne vare kan ikke involvere børn på noget trin.

Det lyder måske umiddelbart selvmodsigende, men vi lever trods alt i den elektroniske tidsalder, hvor man kan simulere alting. Ingen skal forpligte mig til at glo på børneporno - eller nogen anden porno for den sags skyld - men jeg kan heller ikke forpligte andre på min seksualitet, på, hvad der tiltrækker og frastøder mig.

Jeg tror heller ikke meget på den med, at Playboy gør mænd til voldtægtsforbrydere, ligesom jeg heller ikke tror, det afholder nogen, der har de tendenser. Det er blot en menneskeret i videst mulig udstrækning at få tilfredsstillet også sine seksuelle behov.

Grænsen går ved andre menneskers frihed og velbefindende. Selvfølgelig er det ikke så enkelt.

Sex er også følelser. Engang troede man, at homoseksuelle var ude af stand til at knytte sig emotionelt til en partner.

Hvad med den pædofile, der er oprigtigt forelsket i et barn? På den anden side, hvis der er tale om kærlighed, hører den vel ikke op, fordi den pågældende fylder femten.

Og hvor skal vi sætte den kriminelle lavalder, det, der i engelsktalende lande hedder "age of consent"? Umiddelbart må jeg indrømme, at jeg snarere finder, at den er sat for lavt hertillands end for højt.

Naturligvis har den den samme svaghed som andre love, at den ikke skelner. Det forekommer mig umiddelbart absurd at skride ind mod et forhold med seksuelle overtoner mellem en tolvårig og en tiårig, som man kunne gøre det i USA.

Hvordan disse problemer end skal løses, må den første forudsætning være, at vi ikke tillader de pædofile at blive nemme skurke i en oplagsbevidst medieverden. Det skylder vi vores selvrespekt, som altid i sidste ende må være en respekt for mennesket.

Erwin Neutzsky-Wulff