Svar til Aagaard

 

Kære hyrde

Jo indenad læser jeg, men der må være noget at læse. Og snik snak er det som altid, jeg får retur, hvilket er forståeligt, når det nu kommer fra en indefensibel position.

Dermed ikke være sagt, at kristendommen ikke kan forsvares - langtfra. Dens slagkraft som - om end uforholdsmæssig sammenbragt - mysteriereligion på en tid, hvor skepticisme og overtro var ungefær lige rampante, er uden sidestykke i historien - derimod er den som dennesidig etik nærmest værdiløs. Kristendommen er som ofte påpeget af samtiden ganske amoralsk, alt er tilladt, når blot det fører til det transcendente mål - og så kan de døde ellers begrave deres døde, og de efterladte begræde deres hjernevaskede familiemedlemmer.

Og det er naturligvis det, der er problemet. Du og din såkaldte kirke er ikke en skid interesseret i frelse & guddommeliggørelse, kun i at bevare jeres position som garanter for en statsmagt med totalitære tendenser, som endvidere af gode grunde skyer enhver religiøsitet, der ikke er en forklædt bedsteborgerlighed. Jeg ville føle mig temmelig meget til grin, hvis jeg skulle "bevise" eksistensen af social ansvarsfølelse inden kristendommens indførelse, så jeg vil indtil videre lade mig nøje med nogle linjer af Marcus Aurelius, en af kristendommens mest uforsonlige modstandere, atter på grund af dens grundlæggende immoralitet:


Whoever commits injustice acts irreverently; for since universal nature has created rational creatures for the sake of one another, to benefit their fellows according to their deserts and in no wise to do them harm, it is plain that one who offends against her will is guilty of irreverence towards the most venerable of gods. And furthermore, one who lies is guilty of irreverence towards the same god; for she is also called Truth, and is the first cause of all truths.

Whoever does wrong, wrongs himself; whoever acts unjustly, acts unjustly towards himself, because he makes himself bad. A person often acts unjustly by what he fails to do, and not only by what he does.

If you can, show them the error of their ways; but if you cannot, remember that kindness was granted to you for this ... When another blames or hates you or people give voice to such feelings, look to their souls, enter into them ... you must show goodwill to them; for by nature, you and they are friends.


Dette gælder også de kristne på trods af den "fordærvelse", de udbreder, for, som Julianus skriver, "de handler mere af uforstand end af ond vilje. Derfor bør man snarere have medlidenhed med dem, end hade dem.

I øvrigt skal man altid overbevise mennesker med saglige argumenter, og ikke med slag, skældsord eller mishandlinger." At en sådan politik kan lykkes, forudsætter imidlertid, at fornuften og menneskekærligheden som i den såkaldte "hedenskab" er manifeste.

Det kristne vanvid kunne kun gennemtvinges, som under Theodosius, hvor munkene "som en flodbølge" oversvømmede landet, nedbrød templerne og myrdede præsterne. Alt dette ved du jo godt, Johannes, så - som sagt - jeg føler mig en lille smule tåbelig ved at minde dig om det.

Din "humaniserende" kristendom er et spil for galleriet, som enhver gymnasieelev burde kunne gennemskue. Eller er du virkelig den landsbypræst, du foregiver at være, så du kun har læst Paulus?

I så tilfælde synes jeg, du fortjener at stifte bekendtskab med de forfattere, denne halvdannede provinsromer skrev af efter. I det mindste benytter du dig dog ikke af det prøvede trick retroaktivt at "kristne" de tænkere, den såkaldt kristne etik plagierede.

Det ville heller ikke nytte meget - Aurelius var ikke en verdensfjern tænker "forud for sin tid", men romerrigets højeste embedsmand, der blot gav udtryk for antik tankegang. Hvad du mener med forskellen på "realitet" og "teori" i moralske spørgsmål, ved jeg ikke, medmindre det da skulle være, at vor tids mennesker i skarp modsætning til antikkens lever op til deres etiske idealer.

Nej, Johannes, det er en omgang fromt og fanatisk vås, du serverer, og ikke oplæg til nogen rimelig diskussion. Det kan jeg ikke desto mindre godt se, du synes, det er, og så synes jeg, vi skal tage den, og dermed mener jeg en duel på Rådhuspladsen, ikke lidt skubberi i en baggård.

Hvor uenige vi ellers er, synes vi dog at have det tilfælles, at vi respekterer hinandens intelligens og dannelse (hvor meget vi så ellers hver for sig gør brug af den). Jeg kan ikke forestille mig nogen anden i dit firma, der kunne være på nogen måde skikket til at føre kristenhedens sag (i Kierkegaards forstand) og jeg tror, du vil give mig ret i, at ingen anden end jeg ville være i stand til at forsvare modparten, som du kan kalde den dannede romer, humanisten eller (for mig gerne) slet og ret Modstanderen.

Jeg kæmper gerne med åben pande og vil ikke lægge skjul på, at jeg vil forsøge at få kirken til at bekende kristendommens kulør, hvis der endnu er en dråbe Frelserblod tilbage i den, hvilket kan være nok så farligt. I modsætning til undertegnede "fremmedarbejder" har du muligheden for at skaffe en sådan pennefejde plads i medierne, hvor den hører til (i modsætning til et eller andet klasseværelse) så eftertiden kan dømme os imellem.

Som sagt er du en af de få personer her i landet, jeg ikke betragter som komplet idiot, og hvor tryg du end føler dig i dit "rige", har jeg en lumsk mistanke om, at du ser på mig på samme måde. Og så er det da fristende, ikke sandt? og naturligvis en lille smule farligt, som alle fristelser, der altså i dette tilfælde ikke er mere diabolsk end en opfordring til at kæmpe for alt, hvad du har kært.

Kort sagt er en udfordring en udfordring, det er med andre ord en æressag. Men vel i grunden også et ansvar?


Stadig respektfuldt - og mere reaktionært, end du på nogen måde kan forestille dig

Erwin Neutzsky-Wulff


PS: Jeg vedhæfter din billet til den mere jordiske udødelighed - hvis du ikke skulle være blevet gjort opmærksom på den af dine får.