Svar til Seb (se Forum)

 

Det lyder måske lidt underligt i den aktuelle politiske situation med en sådan "omvendt opportunisme", men det er sagt på et tidspunkt, hvor det borgerlige meningsdiktatur endnu var fjernt i horisonten og det venstreorienterede i frisk erindring. Dengang var venstrefløjen i sin magtbrynde, hvad højrefløjen er nu, en ultimativ sandhed, så at der extra ecclesiam i bogstaveligste forstand kun var gråd, tænders gnidsel, sygelighed og sort reaktion.

Undertegnede, som nu om stunder af højrefløjen betegnes som "pinligt politisk korrekt", simpelt hen fordi jeg ikke mener, at indvandrere hører til i ølejre, indtil de kan sendes hjem til Afrika, kaldte man dengang uden blusel "fascist" - jeg tillod mig vistnok at betvivle, at aggressivitet altid skyldes farvestofferne i maden. Over for denne onslaught af rettro bestod reaktionen - i det mindste i kulturlivet - af små modstandsgrupper af selvironisk snusfornuft.

Meget af min initiale succes skyldes utvivlsomt, at jeg var stort set den eneste lovende danske forfatter, der ikke var marxist. "Mao er solen i mit hjerte!" skal Ebbe (Kløvedal) Reich på et tidspunkt have udbrudt - det var, før han blev grundtvigianer og begyndte at skrive om danske helte.

Så blev min gamle ven Arne Herløv Petersen (måske den eneste renhjertede socialist af dem alle) arresteret for spionage, og alle blev meget bange. Der var noget med en annonce mod atomvåben.

Det var dengang, en underskriftindsamling ansås for at have ungefær samme slagkraft som en brintbombe af middelstørrelse. Det var de rigeur dengang at erklære kolonihaven for atomvåbenfri zone - det er jo også billigere end en bunker.

Jeg skrev selv under - når det nu kunne glæde ham - jeg skriver også gerne under på, at somrene burde være længere hertillands, og vintrene kortere. Da rygtedes det, at annoncen var betalt af den sovjetiske ambassade, hvorefter underskriverne faldt over hinanden for at forsikre om deres fuldstændige uskyld i dette afskyelige stalinistiske komplot.

Nu er det med andre ord højrefløjen, der har både agt og magt, hvad angår saneringen af den menneskelige natur. Jeg vil nok aldrig blive nogen varm tilhænger af privateje af produktionsmidlerne, men hvis den venstrefløj, som jeg kendte, kommer igen, vil man næppe finde mig blandt modtagerne af nogen litteraturpriser. Når sandheden skal siges, har begge fløjes forhold til mig altid været wary - og det kan man jo egentlig godt forstå.

Når nogen fastslår et bestemt udfald af en konflikt som en historisk nødvendighed, betyder det som regel, at det er, hvad den pågældende gerne ser. Jeg er heller ikke selv vild med tanken om, at dem, du kalder perkere, med djævelens vold og magt skal integreres i det danske samfund.

Jeg så langt hellere, at den danske befolkning integreredes i en historisk sammenhæng, der gjorde det muligt for dem at modtage den kulturelle saltvandsindsprøjtning, indvandringen altid repræsenterer. Måske burde det være en forudsætning for at være dansk statsborger, at man kunne læse og skrive, hvilket naturligvis ville resultere i en del affolkede kommuner - men så ville der på den anden side blive plads til flere indvandrere!

Den slags er altid vanskeligt at diskutere, fordi ens forhold til indvandrere i høj grad vil være personligt. Groft sagt kunne man måske tale om fem kategorier.


1. Folk med dårlige erfaringer med indvandrere (som de måske egentlig lige så godt kunne have haft med blikkenslagere) - noget, der ofte sker i pressede miljøer. I en alles kamp mod alle vil man meget naturligt solidarisere sig med dem, der har den samme baggrund som en selv. Et afslappet forhold til diverse minoritetsgrupper kan altså med en vis ret kaldes en funktion af den luksus aldrig at have været i konflikt med dem. Denne type konstaterer ud fra inside information om andre racers kongenitale fordærvede natur, at enhver snak om integration er romantisk pladder.

2. Folk, der bliver en smule beklemt ved folk, der ser underlige ud, og som samtidig snusfornuftigt konstaterer, at når der ikke engang er penge til en ny bil, så er der det slet ikke til solidarisk tossegodhed.

3. Folk, som tager a balanced view. Det gør de altid, eftersom det så kræver den mindst mulige rejustering at slutte sig til det vindende hold.

4. Folk, som reagerer med en vis degout over for fjendebilledet af indvandreren. Ofte har de selv indvandrere som venner og ved selvsyn konstateret, at de ikke har horn - og det er jo på en måde snyd.

5. Folk, som i deres iver for at frelse den misforståede indvandrer ofte overser, at de fleste indvandrere er lige så fordomsfulde som andre mennesker.


Selv placerer jeg mig selv imellem 4 og 5 og dig imellem 1 og 2. Og så skal du i grunden have tak for dit racistiske/realistiske (take your pick) indlæg. Her er der da endelig noget at diskutere!