Forum turbatum

 

I min ungdom var der kun et alternativ til at blive trykt (udkomme på et forlag, få et indlæg i en avis) og det var ikke at blive trykt. Men internettet har der vist sig en ny mulighed, og det er, som tidligere nævnt, både godt og ondt.

De mest optimistiske af os regnede nok med, at det ville betyde, at folk med noget at sige, men ikke nødvendigvis et firecifret publikum, kunne komme til orde. Hvad vi måske burde have forventet, var, at denne mulighed fortrinsvis ville blive benyttet af mere eller mindre kværulantforrykte folk with nothing better to do.

I dag er der hadesider med det ene formål at kundgøre for alverden, at Ole skylder mig 1.000 kroner, som han ikke vil betale tilbage, den lede pædofile trans. Dette har så igen gjort, at det er gået internettet som i sin tid tv.

Man lukker op for at se en film, men ikke, som før, for at se, om der er noget interessant - man ved jo, man havner midt i "Baren" eller et eller andet program, hvor åndeligt mindrebemidlede ofre skal prostituere sig eller æde faeces, eller - i bedste fald - en reklameblok. Jeg kan godt se, at man med lidt tålmodighed kan finde oplysninger på nettet, som ellers ville kræve biblioteksbesøg, men disse oaser af information er af indlysende årsager ved at blive lige så sjældne som en klassisk film på tv.

De vrede breve kender enhver, som er blot nogenlunde kendt i offentligheden. Det kan være en ulykkeligt forelsket fan, men det behøver såmænd ikke engang at være tilfældet.

På et tidspunkt modtog jeg skrivelser fra en mig totalt ukendt person, der ikke desto mindre holdt mig og to andre navngivne forfattere ansvarlige for, at han ikke kunne få piger. Nogle af dem var direkte truende, andre næsten undskyldende.

Det var nærmest tilfældigt, skrev han, at jeg var blevet udvalgt, men nogen skulle det jo gå ud over, og det er der naturligvis en stor sandhed i. Blot antallet af frustrerede "kunstnere" er jo astronomisk, og det er meget naturligt ikke blevet mindre af diverse støtteprojekter "to keep the kids off the streets", filmværksteder, etc.

Altså endnu en grundlæggende god ting, som kan give bagslag. Man kunne tale om "tryksværtemuren", som nok kunne være svær at bestige (og denne type mennesker har sjældent den store tålmodighed) men som også beskyttede os imod at blive druknet i vås.

Internettet har ikke denne indbyggede sikring - hvis det havde, ville internettet ikke være internet - og selv om en samvittighedsfuld moderator kan gøre meget, er der som regel en vej udenom. Simon Falkentorp har grebet til at spamme samtlige medlemmer, og det kan jo godt få en og anden til at overveje at melde sig ud.

Måske vil nogen endda føle en vis sympati for manden - det gjorde jeg såmænd selv for 200 indlæg siden. Som bekendt bragte jeg i går de krævede dementier om solopgange, med videre.

Simon svarede, at dette ikke var nok, jeg "skulle indrømme de lodrette løgne". Jeg må indrømme, at jeg ikke gad forhøre mig om farven på bodsskjorten.

Pointen er naturligvis, at he's not gonna stop, efter at denne gang alle på Faklen gik fra hinanden i vrede, har han simpelt hen ikke andet at tage sig til. Hvis jeg åbner et forum i 2030, vil han være på pletten for at oplyse verden om, hvorfor han ikke ville have våde fødder i sommeren 1998 (1997? 1999?)

Axel syntes, han skulle have en chance, og det har han fået. Nu vil jeg atter tillade mig at ignorere ham.