Pædagogikkens problem

 

Pædagogik er en svær kunst, hovedsagelig af samme grund som livets andre kunster: Det er svært at abstrahere fra sig selv. Af og til går vi så meget op i et værk eller et stof, at vi skrumper ind til en tredjeperson, men desværre er det oftere undtagelsen end reglen.

Med tiden kan selvhævdelsen blive erstattet af en selvbevidsthed, som sjældent er mindre utålelig for vore omgivelser, men i det mindste lader os gøre, hvad vi skal. For pædagogen er elevens trang til selvhævdelse af indlysende årsager en forhindring.

Vi kan kun lære noget, hvis vi ikke ved det i forvejen, hvis vi med andre ord er mere uvidende end den, der skal lære os det. Dette er vel til en vis grad acceptabelt, at sætte sig ned på barnets niveau for at lære græsk, når man i forvejen kan latin.

Anderledes forholder det sig imidlertid, hvis man ikke er ganske sikker på, at man kan noget som helst - det er der jo et ord for, og ingen vil hedde dum. Uheldigvis er det ofte produktet af det normale undervisningssystem, som vi forlader uden at kunne stort andet end klokken - vi ved, hvor længe der er, til det ringer.

Det er naturligvis også den vigtigste færdighed i langt de fleste professioner, efter indførelsen af "fyraften" er vægten meget naturligt flyttet fra det med held fuldbyrdede værk til enden på arbejdsdagen. Det er meget forståeligt: Hvis man alligevel ikke kan gå hjem, når man er færdig, hvorfor så overhovedet blive færdig?

I stedet for at sætte en ære i sit arbejde, sikrer man sig imod at blive fyret. Hvis "arbejdet" ikke var af denne karakter, ville der ikke være behov for nogen "fritid", en periode, hvor man ikke foretager sig noget fornuftigt, og vi ville undgå den sørgelige tilstand, at man enten arbejder eller holder fri, hverdag eller fest, men aldrig lever.

Bevidstheden om, at man i grunden ingenting ved, dårligt kan slæbe sig igennem en bog, eller overhovedet udtrykke sig sprogligt korrekt og dermed forståeligt, udgør en slags depressiv tilstand, som i lige mål gør det umuligt at tilegne sig nogen viden. Enhver reel undervisning ville kræve en utålelig blottelse.

Så vil vi meget hellere begrænse os til en anekdotisk believe-it-or-not-viden, som i det mindste kan gøre os en smule interessante til selskaber. Med lidt held opdager ingen den afgrund af uvidenhed, der ligger bag.

At vi ikke ved, hvorfor vi har ret til frihed, fordi vi ikke ved, hvorfor menneskerettighederne er formuleret, som de er, fordi vi ikke kender uafhængighedserklæringen, fordi vi ikke forstår John Lockes ideer, fordi vi ikke kender til Ludvig den Fjortendes udenrigspolitik. Frihed er ligesom Baren og Nyhederne rent ex machina, et indlysende guddommeligt diktat.

Naturligvis ville en befolkning med en baggrund svarende til syvende klasses pensum være en uhyggelig ting, det er umuligt at forudsige, hvad et så dramatisk intellektuelt spring fremad ville betyde for samfundsordenen - sandsynligvis ville vi have en borgerkrig inden for fjorten dage. Det gør imidlertid ikke problemet mindre for den komplet uansvarlige person, der rent faktisk har til hensigt at lære nogen noget.

Paradoksalt nok er trangen til selvhævdelse også ofte den væsentlige årsag til, at nogen eventuelt kunne være interesseret i at tilegne sig viden. Den pædagogiske evne, som jeg i så eklatant grad savner, består altså i at overbevise eleven om, at han i virkeligheden er læreren - jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, jeg gider i det mindste ikke.

Min pædagogiske metode er som bekendt Hold kæft og hør efter! Og det virker jo ikke.

Vi vil nemlig meget hellere snakke, sige, hvad vi mener, hvad vi har læst bag på mærkaten af en ølflaske eller et kalenderblad, med andre ord træde vande, for at vores lille selvbevidsthed, vores personlighed, vores her er/kommer/mener jeg ikke skal drukne i vores manglende baggrunds ocean. Så skal man ikke fortælle os, at vi ikke ved, hvad vi snakker om, at vores tale og tanke er uklar, for dette er jo, hvad vi tænker og føler, det ukrænkelige mig.

Vi har ret til vores mening, hvor uinformeret den end er. Måske er vi flygtet fra samfundets vi-alene-vide-diktatur blot for at blive konfronteret med en anden autoritet, der er lige så rystende ligeglad med vores "feelings" med hensyn til dit eller dat.

Vi kunne måske acceptere det fra domprovsten, men hvad fanden bilder Neutzsky-Wulff sig ind! Men selvfølgelig er der en vej, og den går indlysende igennem lærdommen for lærdommens egen skyld, ars gratia artis, eller på dansk: Nysgerrighed.

At beherske et stof - det være aldrig så begrænset - i stedet for blot at snuse til det og lære et par citater udenad. Uheldigvis er et akademisk studium ikke længere en garanti for dette.

En akademisk grad i portugisisk betyder, at man har læst den obligatoriske lærebog, ikke, at man læser portugisisk - det kan man jo så eventuelt lære bagefter - hvis man har tid, for så skal man jo undervise. Det er naturligt nok en tingenes tilstand, kun akademikere selv kender til.

Når min engelsklærer i gymnasiet bøjede choose choosed, has choosed, tænkte jeg, at nu skulle jeg jo snart på universitetet - hvor min professor i logik oversatte eksemplerne i den engelske lærebog forkert. På universitetet lærer man hovmod og at skjule sin uvidenhed - den førsteårsstuderende, hvis far var en dygtig grovsmed, men ønskede noget bedre(!!!) for sin søn, har allerede lært, at det såmænd ikke er værre end gymnasiet, kommentarhæftet slået op og oversættelsen i skødet.

Og så ved man jo endelig noget - det står på eksamensbeviset - men hvad det er, man ved, fremgår af diskretionsgrunde ikke. Tilliden til lærer og lærebog er tilsvarende ubegrænsede, hvorfor skyde sig selv i foden, når ens studiegæld vokser dag for dag?

Her som andre steder gælder altså devisen, at hvis du vil lære noget, er du on your own. Nogle af de mest vidende mennesker, jeg har kendt, har været folk, der har samlet på frimærker, film, tegneserier eller lignende, og i den forbindelse tilegnet sig en ganske ubrugelig og lidet smigrende viden.

Deres motiv var med andre ord ren interesse. Det minder mig om historien om jøden, der klager til sin rabbiner over sin uvorne søn, som tilbringer nætterne med at spille kort.

Den vise mand trøster ham: åbenbart har sønnen lært at våge og koncentrere sig om noget, resten kan ikke være så svært. Derfor har jeg også stadig den største tillid til de elever, som blot fængsles af et emne og ikke kan få nok at vide om det.

Det er til en vis grad den akademiske syge, der har bredt sig ned igennem undervisningssystemet, at man slår op i 117 bøger, i stedet for at koncentrere sig om en. Læse bør man ikke med en fugls, men med en okses appetit, efterhånden vil man få en ide om, hvad sagen drejer sig om, i stedet for at overtage en andens.

At sætte sig ned og læse et klassisk værk from cover to cover er mere værd end ti universitetskurser. Er det svært - jamen så meget desto bedre, du får ikke stærke tænder af kartoffelmos.

Bagefter vil du overveje, om du og magistrene virkelig kan have læst den samme bog. Bare gå i gang! det lyder jo så let.

Tag nu vores Forum. Når man får at vide, at man skal kunne stave, og læser et par indlæg med latinske citater, er der to naturlige reaktioner: Opgivelse og raseri.

Nogle rabler naturligvis uforstyrret videre, det er nærmest en forpligtelse i kampen mod enhver autoritet, udtryksevne eller baggrund. Men så slemt er det jo heller ikke.

Find ud af, hvad der interesserer dig, og søg viden om det, idet du tager Neutzsky-Wulff og andre modefilosoffer cum grano salis. Efterhånden vil en fornemmelse for det, som er helt din egen, vokse frem.

Udtryk den, til den er klar, i det mindste for dig selv - hertil er ortografien en hjælp, ikke en forhindring. Så kan du løfte din pande og tømme den ud i passende doser, og du vil finde, at intelligens, viden og menneskelighed er så uadskillelige som mund, mave og tarm!

Dumhed er ikke umiddelbarhed, men den højeste grad af perversion. Og du vil finde, at der står et kompagni af hedenfarne poeter parat til at føre dig til det forlovede land!

Men bliv nu ikke sur ...