Crede mihi, bene qui latuit bene vixit

 

Således skriver Ovid fra sin landflygtighed, og det er vel en tanke, som før eller senere slår ethvert "kendt" menneske. Naturligvis bestemmer den grad, i hvilken the time is out of joint, hvor meget dette gælder den intelligente.

Der var engang, hvor den brede offentlighed af og til tog en kort tur på mine frakkeskøder. Jeg skrev lærebøger i datalogi for idioter - og det med den største overbevisning, eftersom jeg selv var idiot.

Det skete sågar af og til, at det lykkedes en anmelder at stave sig igennem et af mine skønlitterære værker. Formiddagsaviserne fandt nøgne damer i lænker i dem og hypotetiserede sataniske sammensværgelser.

I dag er intelligensniveauet faldet så meget, at intet af alt dette længere har nogen interesse for andre og mere end et par promille af befolkningen. Hvem in his right mind kunne finde på at programmere sin PC - ikke engang programmører gør det længere, de propper bare nye programmer skrevet af programmer oven i de gamle med det resultat, at nothing much works.

I dag kan man sætte en proklamation op på Rådhuspladsen gående ud på, at man har tænkt sig at assassinere kongefamilien, eftersom ingen længere har nogen anelse om, hvad ordet betyder. Resultatet er en art immunitet - selv forfølgerne har givet op over for skurkens vokabularium.

Nobody bothers you anymore, og det store samlebånd, der bringer fru Olsen horoskopbøger, kan uforstyrret føre Neutzsky-Wulff frem til sin dyre læser. Skal man tro aviserne, er RUM næppe udkommet, alligevel var den på bestsellerlisten den uge, det tog dem, der havde brug for bogen, at erhverve den.

Which is all very nice, men naturligvis også siger noget om nutidens og fremtidens kulturliv. En anden kommentar var mit bøvs i Weekendavisen, der udviklede sig til en debat, eller i det mindste en serie prædikener, som - bortset fra en kommentar i Information - er blevet læst med karakteristisk diskretion.

Mine modparters standpunkt var, at det var dumt at blive stor og kunne ord. Et par behjertede læsere sekunderede mig, men ingen senil professor forsvarede intellektualiteten i denne klasses foretrukne organ.

They're all dead. Alt dette sker naturligvis med velberåd hu: Kulturkløften må ikke blive for stor, og man må følgelig følge hoi polloi i dybet.

Fru Olsen, som engang læste Bronte og senere Barbara Cartland, og som endnu i min ungdom satte pris på en "god krimi", er nu ude af stand til at følge med i handlingen i en film, hvorfor programfladen er udfyldt af faste kameraer, der følger hendes nabos toilette. Endnu røber kommentarer som "ud med dum dame" og "mand tisser, haha" tilstedeværelsen af en atrofieret hjerne, men efter lanceringen af den nye serie "Flotte farver" vil der nok blive brug for en hel del flere hjemmehjælpere.

Dette betyder, at meningsdannerne med en smule forsigtighed kan bevæge sig på et intellektuelt niveau, der for et halvt århundrede siden karakteriserede en elev i syvende klasse. Ideologi og historisk sans er dermed definitivt yt, hvorfor man meget naturligt går til valg på bevarelsen af middelstandens privilegier.

"Tro mig, den har levet godt, som har gemt sig godt." Og sådan vil det være, et samfund med en officiel intelligens svarende til en lettere forkortet hitlerisme, og små enklaver af galninge, der stadig kan alfabetet.

Hvor det er umuligt at gøre sig forståeligt, kan det heller ikke være en pligt. Munke, der dukker sig i et kloster, mens den Anden Middelalder drager forbi.

Grundtvig ville ikke have været begejstret. Men Grundtvig kunne også læse.