Lejer søges

 

Husets eneste lejer, Søren Møller flytter til Århus for at afslutte sin arkitektuddannelse, og vi søger derfor en ny lejer pr. 1. april 2002. Lejemålet består af to virkeligt lækre rum i stueetagen og koster 2.200,- om måneden inkl. alt (varme, vand, el, forsikring og fællesbidrag).

Det ene værelse (20m2) er lyst , vestvendt og ligger en suite med en østvendt stue, (20m2) med adgang til stort lækkert østvendt spisekøkken med bøgeskabe og teglgulv med gulvvarme, bryggers med vaskemaskine, tørretumbler og udgang til have, viktualierum og bad med bruser og toilet, som deles med Tim, når han er hjemme, hvilket han er ca. en weekend hvert halve år. (Han forbeholder sig selvfølgelig ret til at ændre på dette ...)

Huset, som er en nedlagt skole, ligger i Vinstrup 20 km nord for Randers og har en enorm, vild og frodig have med æble- og blommetræer, ribs-, hindbær-, stikkelsbær og solbærbuske, kulturhus/gymnastiksal til fri afbenyttelse, en hel del kælne katte og et skadepar. Vi får som regel 20 ungtyre eller to heste til naboer hvert forår. Der er 1 km til købmand, postkasse, kro og busstoppested.

Det er vigtigt at pointere, at Den Gamle Skole i Vinstrup ikke er noget kollektiv. Vi laver ikke okkulte seancer i haven ved midnat eller hyler mod månen (hvis vi gør, smider vi i hvert fald søvnruner først). Der er ikke endeløse foredrag, spørgerunder og højtlæsning i vores stue hver lørdag aften, men du kan være så heldig at blive vækket ved lyden af Erwins skrivemaskine midt på dagen eller blive holdt vågen af fjernsynet om natten.

Du er:
- mand eller kvinde mellem 15 og 100 år
- ikke-ryger, eller villig til at gå ud i haven med din last
- pålidelig nok til at betale din husleje til tiden
- utvetydig tilhænger af knæhøjt græs, vildtvoksende vedbend og fodring af vildkatte

Ring til Helena 87773031 eller Camilla 87773032

Vi glæder os til at høre fra dig ...