Lidt om katte og guldfisk

 

Ifølge en omtale i Weekendavisen skulle Pia Tafdrup "vente dirrende nervøs på anmeldelserne" af sin nye digtsamling "Hvalerne i Paris". Ud fra den bragte smagsprøve er det svært at forestille sig, hvorfor, det udvalgte digt er da så pænt, som det kan være.

Det lider ikke engang under den ellers så fashionable slørede eksposition, også uden den medfølgende forklaring forstår man skam, hvad det drejer sig om. Som fagmand ærgrer man sig naturligvis en smule over, at et så stærkt billede - pigen, der rider på ryggen af sin far som på en bølge - der ligefrem råber på en vandklar fremstilling, ender i en pyt af for længst udtømte ord som "smidigt", "glinsende" og "knugede", uden at disse får ny mening ved en sanset sammenstilling.

Nu er jo ikke poesi og skraldet af skjolde, men derimod intelligens kvindens force, hendes pathos bliver let til bathos, undtagen i forelskelsen - det er det, der gør damelitteraturen så beroligende. Når hertil kommer, at digterinden åbenbart henter det meste af sin inspiration fra aviser og turistrejser, er det svært at se, at hun skulle have nogen grund til bekymring.

Om realisationen af, at vi kun har et liv, er en "bombe", en "åbenbaring" eller eventuelt inspireret af forteksterne til "Horton-sagaen", skal jeg naturligvis ikke kunne sige. At hvalerne er i Paris, kan heller ikke chokere mig, efter at jeg har set Disneys udgave synge på metropolitaneroperaen.

Hun bedyrer dog sine digtes livsfarlighed og sin inspiration som en momentan sindssyge. Viel Geschrei und wenig Wolle, sagde bonden.

Jeg synes altså, man bør berolige Pia Tafdrup. Der er ingen risiko for, at det elskværdige dilettanteri nogen sinde skal blive upopulært.

Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvilken poetisk husmoder Gyldendal næste gang trækker op af hatten, men derfor vil kritikerne sikkert alligevel med tilbageholdt åndedræt, som var det et pavevalg, imødese hendes næste værk. Med et digt om året kan hun jo heller ikke just siges at gøre overdrevent indhug på de finske skove.

Måske ikke netop en hval, men utvivlsomt en guldfisk. Ja, jeg beklager: J'appelle un chat un chat, et Rollet un fripon!