En god anmeldelse

 

Næppe meget i livet er vigtigere for os end vore fordomme. De udgør så at sige de briller, hvorigennem vi betragter verden, og uden hvilke vi ville være blinde som ugler. Og hvilken tilfredsstillelse, hvilken intellektuel fryd er det ikke for os at se dem bekræftet! Selv roser jeg mig af at være et af de mest fordomsfulde mennesker, jeg kender.

Jeg vælger mine fordomme med omtanke og plejer dem med kærlig omhu. Især er sådanne mig kære, som udspringer af min natur, at jeg er mand, værdiløs med mine hænder, og så videre. For mig er de et uundværligt komplement til min grænseløse tolerance. Ingen og intet i denne verden skuffer mig nogen sinde, eftersom de ikke på deres dårligste dage kan indfri min mistro til dem.

Derfor er jeg også ude af stand til at se ondskab i verden, enhver handler jo ud fra de forudsætninger, jeg har forudskikket hos ham. Tilbage står Undertegnede som en veldædig Gud Fader med en generel overbærenhed over for den verden, jeg har skabt i mit eget billede - eftersom det nu er det eneste, jeg er i stand til at se - og et lejlighedsvist gammeltestamentligt raserianfald, bare for et holde gigten væk. Naturligvis har fordomme også deres bagside, og det er jo, når man får dem spoleret af the facts (som er noget lidt hen efter en slem forkølelse). Således har en af mine yndlinge altid været, at anmeldelser ingen som helst virkning har eller kan have, ingen intelligente mennesker læser dem, og hvis de læser dem, tager de dem i det mindste ikke alvorligt.

De kan i alle tilfælde kun repræsentere en bogs sammenstød med et temperament, en ufordøjet frokost og - i bedste fald - et par fordomme. De er som reklamer i almindelighed, og valgreklamer i særdeleshed. Og dog har de naturligvis en vis effekt. Overbevist unionsmodstander, som jeg er (Hell, jeg er modstander af andelsforeninger) fik det dog min hånd til at ryste i valglokalet, da jeg erindrede Dansk Folkepartis snedige finte om, at en indtræden i fællesskabet ville betyde euroSOCIALISME!

Og nu er det altså sket igen, og denne gang er det Ulrik Høys talegaver, jeg kan takke for min konversion. Her troede jeg, at Klaus Rifbjerg var direktør for et forlag med en litterær smag i den fine overkant af Gutenberghus, en stout forsvarer af den deerotiserede og alkoholiserede middelstand, en snøvlende prosalyriker (hvad det så end er. Alexander Pope taler om "not poetry, but prose gone mad". Her ville "prose gone silly" måske være mere passende.)

Og så læser jeg i en anmeldelse af hans sidste kroniksamling (den udbrændte forfatters sidste udvej) TIDSMASKINEN, at "manden tåler ingen kritik", han vil slet ikke "i snak med folk". Han er tilmed aggressiv - åbenbart spidder han sine modstandere på sin pen af ren og skær malice i stedet for at lade NATOs tanks meje dem ned af bitter, fredsbevarende nødvendighed. Hertil benytter han sig af karikaturer, Ulrik Høy leverer selv et eksempel, formodentlig fra bogen, idet Klaus åbenbart lader et at sine ofre udtale, at "terror skal bekæmpes. Med våben. Med resolut optræden. Med en præcist afgrænset krigsindsats."

Her må man modstræbende give anmelderen ret. Det er sgu en ondskabsfuld parodi. Men Høy er heller ikke nærig med sine roser. Rifbjerg, siger han, gør sig i bogen til talsmand for, at "terror skal bekæmpes med forståelse, med samtale, dialog og omlæggelse af budgetterne, så sværd smedes til plovjern og missiler forvandles til mad og hospitaler". Om bogen virkelig kan leve op til denne apoteose, ved jeg naturligvis ikke, for jeg har ikke læst den endnu. Men - her falder pointen for den tålmodige læser - efter Ulrik Høys anmeldelse overvejer jeg sandelig at gøre det. Lad så være, at forfatterens sammenligning mellem Søren Krarup og Osama bin Laden godt kunne få en og anden til at protestere på sidstnævntes vegne ...

Erwin Neutzsky-Wulff