Tigerne

 

Det er nu lykkedes mig at komme gennem Villy Sørensens TIGRENE, som må være enhver dansklærers drøm, fortolkelig som et stykke programmusik ud fra den freudianske Cyprianus og holdt i en skolestil, han sikkert vil finde vittig. Personlig finder jeg det ret usandsynligt, at Villy skulle være i stand til at fange eller frisætte nogen tigre ("id"!!!) med sin aldeles håbløse pen.

Jeg visualiserer ham som en ældre økonoma (frøken Fiffigsen) som er en stor ynder af H. C. Andersens kunsteventyr og til plage for sine omgivelser søger at efterligne sit forbillede. Her er alle den ufordøjede Hans Christians unoder, den bevidst naive fortællemåde (med det formål at dække over en endnu større naivitet) fyldt med pudseløjerligheder om tigre i cykelkurve.

Den camouflerer dog ikke mandens mangel på ethvert begreb om dansk syntaks - åbenbart har den af nuttethed aldeles overvældede forlagsredaktør ikke engang vovet at rette stavefejlene hos denne litterære idiot savant. Naturligvis ligner dette debile tanteri ikke Andersen mere end Anders And. Kort sagt, hvad det intellektuelle proletariat med stor insistens forveksler med Litteratur ...