Tour de RUM

 

TOUR DE RUM

Markerne lå irgrønne under den stålgrå himmel. Andetsteds skreg fugle. Adele vendte sig fra støvregnen og gik gennem smedejernslågen, hun knasede ned ad midtergangen. På kirkegården stod en sten:

ALBA
24 aaR

Graven var sløjfet. Rebet til kirkeklokken hang uden på tårnet, som parat til alarm, de dødes opstandelse.

I våbenhuset stod en runesten, et minde om menneskets fordums udødelighed. Der var et billigt lirekasseorgel, en bulet døbefont og et rodet alter.

Mere usædvanlige var en række primitive mandalaer malet i kalkpudset og den naivistiske fremstilling af et træ. Der gik en snoet sti eller pil op til det, og Adele kunne ikke helt lade være med at lade sig fange af dets inkongruens i kirkerummet.

Det skramlede gjaldende, og en midaldrende herre kom ind, Adele tænkte umiddelbart, at sådan måtte en skoleinspektør have set ud i det sekstende århundrede. Det stod hende klart, at det måtte være præsten.

"Beundrer du vores lille kirke?" spurgte han venligt. Han rakte hånden frem. "Pastor Berg."

"Det er din kirke?" spurgte Adele høfligt.

"Ja, en af dem. Der er ikke råd til at ansætte en præst til hver kirke, så jeg farer fra menighed til menighed, ligesom Paulus.

Jeg bor lige uden for Mariager sammen med min hustru Amabel i et nedlagt kloster. Er det træet, du studerer?"

"Ja."

"Det er meget gammelt. Ingen ved, hvem der har malet det, eller hvorfor. Jeg har nu min egen teori om den ting."

"Ja?"

"Ja. Jeg tror, det er Yggdrasil, nordboernes hellige træ.

Det er ganske vist ikke særlig kristent, men det er jo heller ikke så længe siden, som vi gerne tror, at den gamle religion havde et solidt tag i os. Yggdrasil var verdenstræet.

Dets øverste grene rakte til universets ende, og dets rødder nåede underverdenen, hvor det vandes af visdommens kilder. Odin selv mistede som bekendt som en anden søhelt sit ene øje for at drikke af dem, og senere hang han på træet og led, ikke ulig vores egen gud.

Åbenbart er det en gammel tradition at hænge folk op på træer. Den viede blev taget fra sin familie, isoleret og undervist.

Måske blev han ofret. Der var også en slange, Nidhug, som forsøgte at fælde det.

Men nornerne holdt det i live med deres omhu." Han smilede undskyldende til sin unge elev.

"Det er en underlig tanke, ikke sandt, at verden skulle være et træ. Normalt forestiller vi os det jo som et Rum, hvor det i det mindste er teoretisk muligt at bevæge sig i alle retninger.

I en verden dannet som et træ ville man kun kunne bevæge sig langs grene og kviste - medmindre selvfølgelig man kunne flyve. Og der ville altid være en risiko for at falde, ikke sandt?"

"Jo."

"En sådan verden ville jo også vokse som et træ, gamle grene ville skyde nye kviste, og af og til ville der måske komme en helt ny gren. De ville være levende, ligesom mennesker.

Hvert blad på et sådant træ er en verden for sig, men ikke som en sten. Det forandrer sig hele tiden, indtil det visner, og dets ydre form skyldes saftspændingen, uden hvilken det ville blive slapt og falde sammen.

Dette livets vand modtager det fra hele træets dybeste rødder. Måske er verden et træ, og vi er blade på det, perfekt afrundede verdener, der kun har blodet tilfælles.

Måske får vi det aldrig at vide. Kan et blad forstå træet?"

"Der fører en sti op til det," sagde Adele og pegede.

"Ja. Det gør der.

Men det er en sær skæv og snoet sti med mange svinkeærinder, synes du ikke? Hvilken mor ville sende sin søn ud på en sådan færd?"

"En mor, som elskede sin søn. Eller en far, som elskede sin datter."

"Og ville hun nå frem?" Adele tænkte sig om.

"Hvis hun studerede træet. Hver gren, hver kvist og hvert blad.

Og derefter - lod sig ofre til træet. Blev et blad, ikke på en kvist eller en gren, men på stammen, hvorfra alle grene ville være tilgængelige for hende.

Hvis hun selv blev stammen, grenene hendes arme, og kvistene hendes fingre. Hvis hun grønnedes i kærlighed. Så, måske."

Præsten smilede. "Dø og genfødes i kærlighed. Ja - jeg har prøvet det ..."

De skiltes i forståelse. Adele fortsatte ned ad vejen, hun havde genkendt noget.

af ALBA, RUM

Drabelig var Ken Fechs med sin vældige kølle og sit vældige raseri mod menneskeheden. Han var halvt menneske og halvt dyr, som det er kentaurers art, men han ville dog gerne have været hel, og derfor demonstrerede han sin helhjertethed på mennesket med en fortvivlet vrede.

Han havde sit modstykke i havfruen, der sad på en sten og kæmmede sit blå hår med en overdimensioneret kam, hendes øjne var så sorte, at man kunne have taget dem for tomme øjenhuler, man hørte næsten hendes sang:

Glat var jeg engang, nu er jeg glat igen,
stundesløst dansende, pløjet af mænd
sanseløst huggende køl i mit skød,
endeløst vuggende døvet og død.

I sin fremstrakte hånd bød hun forglemmelsens søde bæger.

Erik Lang var der også, med en tegnebog i den ene hånd og den anden på maven. Han var ikke egentlig lavsindet, kun forsigtig.

Kun dr. Adams syntes ægte interesseret. Han var faldet i staver over billedet af en mand med bukkehorn, Brand gættede, at det for ham repræsenterede den skyggeverden, som han fra barn havde været fanget i fascinationen af.

Selv var han faldet over en skyggefod, Scientia Sciapoda. Hvor engle ej turde træde, satte den sin eventyrlystne fod, idet den prøvede at se uden om sig selv til den søndertrampede blomst som en mand, der er ubekymret af sin fedme, fordi den er så betydelig, at han ikke længere kan se tallene på badevægten.

Så er der kynokefalen repræsenterende invidia, det er anmelderen.

Dr. Burns havde fået øje på afbildningen af en kvinde på fire, i bidsel og seletøj. En djævel sad overskrævs på hende med en pisk og sporer, som han jog i skridtet på hende. Det var ikke svært at forstå, hvem dette par repræsenterede.

I tårnet tordnede basunerne. Kongen og dronningen glædes, den højt hvislende slange er fældet, og prinsessen reddet. Men ak! Adelheid har fået sin drage så kær. What can you do?

af SCIAPODA, RUM

Brand gik til. Han drejede til venstre op mod Bjergbyover og gik ind i kirken. Han missede mod malerierne, som om de kunne give ham et spor at gå efter i det liv, som efterhånden havde udviklet sig til en kriminalsag, en kosmologisk whodunit.

Hans blik søgte først Maria, som han kendte fra haven. Hendes hemmelighed var uudgrundelig for ham, lænker og scepter. Der måtte være en anden vej.


Så var der Faderen, og Sønnen, som han dyppede ned i verden. Han kom fra orienten til Nilens land for at søge den perle, som i tidernes morgen sank i havet.

[ ... ]

Og Sankt Brand svimlede over for Rummenes uendelige manglende totalitet. Men prinsen ville ikke opgive sin perle, for hvis han kom hjem uden den, ville han få skænd af sin far.

Han trådte frem for den uhyggelige præst med slangehovedet og forlangte den udleveret. Den Onde hostede og undslog sig.

Dr. Garr smilede og bladrede videre i den guddommelige billedbog. Han forlod Paradiso og vovede sig ned i Inferno, som hylikerne kalder verden.

Kentauren, som også var kyklop, løftede truende sin kølle mod korset, men han narrede ikke professoren. Også han var en Frelser.

Den venlige havfrue tiltalte ham mere. Hun rakte prinsen bægeret og bebrejdede ham hans utroskab.

Hun kunne ikke fortælle ham, at perlen lå på bunden af bægeret. Det var fyldt med menstruationsblod, så den ville snart blive opløst.

Avaritia havde også en kølle, men den var vist mest til selvforsvar. Måske vil han engang forlade sin gravhvælving, når bogens ravn når hans hjerte.

Han vil så kaste sig ind i kampen, forhåbningsvis mellem de kæmpende. Den sande helt har ikke noget imod at være nålepude.

Hans spyd smerter, men det dræber ikke. Når han kaster det, danner det en bro for den forvovne.

Manden med bukkehornene lo. Han så skyggefodens spor, og han så græsset rejse sig igen som nakkehår.

I tårnet tordner basunerne. Hvad betød det alt sammen?

Dr. Brand Garr kunne kun gætte. Han smilede til kvinden i eksistensens bidsel og forlod atter kirken.

af RUM, RUM