Originalmanus til salg

 

Det er et underligt forfatterskab. Vurderet højere end noget andet samtidigt af dem, der mener at have udbytte af det, konsekvent nedvurderet af en skov af detraktorer (især dansklærere) og af resten accepteret som marginalt.

Man finder det i ethvert opslagsværk, og intet opslagsværk har noget specielt fornuftigt at sige om det - jævnfør Nationalencyklopædien, det nye forfatterleksikon og årets to leksikonudgivelser. Der er så at sige en voldgrav omkring det, som kun overskrides af den individuelle, dødsforagtende Læser.

Der synes ikke at være noget at diskutere. Og samtidig breder der sig en lumsk mistanke i visse kredse om, at der måske ikke vil blive så forfærdelig meget andet stående af vor tids danske litteratur.

Denne dobbelte og forvirrende klassificering kan give de særeste udslag. Således blev jeg på Forums bogmesse kontaktet af en repræsentant for Bruun Rasmussen (Danmarks Sotheby) der spurgte, om jeg ikke havde et manuskript liggende.

Jeg havde kun eet, RUM, som Helena havde frelst fra brændeovnen - alt andet (Abattoir inklusive) har jeg metodisk makuleret. Nu er jeg ikke specielt vild med tanken om, at en blegnæbbet litteraturhistoriker anno 2100 skal kigge mig over skulderen, men måske var netop dette manus (hovedværket) bestemt til at få denne skæbne.

Jeg giver mig, vurderingsprisen er sat til 20.000,- mindstepris 15.000,- og det har jeg ikke rigtig råd til at deklinere. Jeg er selvfølgelig stadig lidt overrasket.

Nu er auktioner jo ikke boglader. De henvender sig hovedsagelig til samlere, for hvem slige sager er investeringsobjekter.

Pointen er altså i sidste ende, hvad skidtet vil blive værd - and then of course it makes a certain sense. Det er med andre ord en mere hard-nosed vurdering end kritikernes.

Og der kan man måske sige, at risikoen er lille. Hvad enten der til sin tid vil blive rejst statuer af mig, eller jeg fortsat blot som en anden Ambrose Bierce vil have en snæver læserkreds, er en ting sikker, som man ofte glemmer i overvejelserne om, hvorvidt forfatteren honorerer tidens krav til ordentlig litteratur, skønt næppe nogen vil benægte det: I am (for better or worse) irreplacable.

Man kan ikke læse "noget lignende", because there's nothing like it - og naturligvis derfor heller ikke noget at sammenligne det med, som det er litteraturhistorikernes yndlingssport. Det er denne forvirring, opslagsværkerne afspejler, som når man lader mig være inspireret af en forfatter, jeg aldrig har hørt om.

På en god dag kan de blive enige om, hvordan mit navn staves. Og tilfældet er enestående: Denne næsten acceptable ære er ikke timedes nogen anden nulevende dansk forfatter.

Spørgsmålet er så, om der er kunder til en sådan langtidsinvestering - de vil næppe være at finde blandt de fattige studerende, der udgør hovedparten af mit publikum. Men for den, der lige har arvet, er tilbuddet måske nok så interessant som et magentafarvet frimærke.