Kulturnatten

 

Det fortælles, at H. C. Andersen som barn blev spået, at Odense en dag ville blive illumineret til hans ære, og at det gik i opfyldelse. Uheldigvis led digteren den dag af en ondartet tandpine, som spolerede det hele for ham.

Når jeg står her i aften, må jeg tilstå, at jeg i nogen grad føler mig som forfatteren til "Den grimme ælling" - bortset fra det med tandpinen. Jeg kommer jo ikke så meget ud, forstår De.

Nu er jeg imidlertid blevet inviteret til at deltage i et rigtigt kulturarrangement, en kulturnat - sådan noget havde vi ikke i min barndom. Dengang var litteratur noget, der blev skrevet og læst på et kvistkammer.

Vi havde noget, der hed en kulturkløft, og en masse forfattere, der skrev bøger til hinanden. Situationen mindede med andre ord en del om det entartete Tyskland i begyndelsen af det tyvende århundrede, indtil der en dag kom en klog mand og fortalte de herrer poeter, at det var læserne, folket, de skulle skrive for.

Nu har vi jo ikke rigtig haft nogen Goebbels herhjemme. Vi havde ganske vist en Rindal og en Erhard Jakobsen, men der var ikke rigtig nogen, der tog dem alvorligt.

I dag kan vi se, hvilke foregangsmænd de var. Jeg tror, det er en vigtig pointe, at det ikke kommer an på størrelsen, ikke engang antallet af personlige stemmer.

Hundrede magistre kan gøre samme fyldest. De behøver såmænd ikke engang være særlig idealistiske, hvis de bare er fornuftige og forsigtige.

Dansk kultur er noget, vi må værne om, man må jo nemlig huske, at når man har nået idealet, er enhver forandring til det værre. Naturligvis er der også en beroligende automatik i alt dette.

Vi kan jo nemlig kun vurdere det nye ud fra det gamle, og en sådan vurdering vil indlysende altid falde negativt ud. Når vi giver Jensen-prisen til Olsen, er det, fordi det formodes, at han kan blive en ny Jensen - næsten.

Om ikke andet kan han få en Olsen-pris opkaldt efter sig, som vi kan give til Hansen. Det afgørende er, at vi er enige.

En enkelt læser kan jo let forledes til at tro, at han har læst et mesterværk, men når så man får snakket om det - universalmidlet mod alt ondt - kan han jo godt se, at der ikke er meget i den, som ligner andre gode bøger. Den fortjente bog er den, ingen kan have noget imod - ufred har vi jo nok af.

Selv revolutioner kan såmænd være ganske fredelige, det kommer lidt an på, hvilken vej de går. Det er lettere at falde ned fra et træ end at kravle op i det.

Revolutioner, der forlanger solidaritet og offervilje af befolkningen, kræver gerne bajonetter. Systemskifter, der går ud på, at vi skal hytte vores eget skind og lade falde, hvad ej kan stå, kommer såmænd helt af sig selv.

Igen må man appellere til den sunde fornuft. Hvorfor skal man lade sig se ned på, fordi man "kun" læser Morten Korch?

Morten Korch er også kultur. "Far til fire" er kultur.

Porcelænsmaling er kultur, og finere madlavning - skønt, hvorfor skal den være finere? Der er værtshuskultur og lokumskultur - og så er der kulturnætter.

Tænk engang: I årtusinder har de såkaldt "intellektuelle" forsøgt at få folk til at læse - og så klarer vi det på en enkelt generation. Det var jo i virkeligheden uhyre enkelt.

Folk læste jo i forvejen - Familiejournalen og Romanbladet. Hvad er det overhovedet for en ide med, at folk ikke læser?

Ugebladene er fulde af føljetoner. Alt, hvad der skulle til, var at udgive disse fortrinlige værker på Gyldendal.

Dette har endvidere den meget behagelige konsekvens, at der snart ikke udkommer andet. Hvis "Frøken Smegmas forkærlighed for soft ice" er litteratur, hvad er så Dante, Shakespeare og Goethe, andet end naturligvis håbløst forældede?

Man har skolebøger til dens slags ting, som man ved, i al fald ikke bliver læst. But don't come back, guddommelige barder!

Efter tredive år i faget får jeg naturligvis en del henvendelser gående ud på, hvordan man skriver og udgiver en bog. Da denne aften nu så tydeligt står i kulturens tegn, vil jeg da gerne give publikum et indblik i en bogs tilblivelseshistorie.

Se: Først skal man have - ja i gamle dage ville det have været en ide. Men nu om stunder er det et år.

Hvor langt vi end er nået, er der dog stadig folk, der har det skidt, alt for mange til, at man kan beskæftige sig med dem konstant. Så de får et år.

Det kan i princippet være en hvilken som helst underprivilegeret gruppe, handicappede, hunde, kvinder, osv. Det skal dog helst være nogen, man kan interessere sig for.

Ofre er altid godt, for så er der nogen, der har gjort det mod dem, som vi kan hade. Det går jo ikke, at vi går rundt og hader vores rædselsfulde samlever eller vores rædselsfulde børn - ikke engang vores rædselsfulde job eller vores rædselsfulde liv.

Så er det godt at have nogen, som det er i orden at hade. Ikke alle grupper egner sig naturligvis lige godt til dette formål.

Der var engang, hvor det var populært at hade magthaverne og ågerkarlene. Nu lever vi jo imidlertid i et demokrati, hvor der ikke er nogen magthavere.

Der er heller ingen kapitalister længere, kun dygtige og flittige folk, som høster lønnen af deres arbejde. Hvis vi vandt en million - og det er jo det, vi lever for, det Eneste - ville vi fandeme heller ikke give den til de husvilde, der står sgu ikke idiot skrevet på ryggen af os.

Så vi må finde nogle andre at afsky, nogen, der ligger ned, så vi ikke kommer i vanskeligheder - indvandrere, bistandsmodtagere og kriminelle, hvilket i den moderne mytologi er stort set det samme. Vi frygter altså ikke den bevæbnede ordensmagt - den er jo på vores side.

Det er blotteren i parken, der truer vores eksistens. Vi har med andre ord en svaghed for ofre, folk, der ikke slår igen, og af en eller anden endnu uopklaret grund synes statsmagten at opmuntre denne begejstring.

Det er urovækkende - og naturligvis også lidt lattervækkende - når folk tror, de kan klare deres problemer selv. Jamen hvis ens barn var blevet kørt ned af en spritbilist, ville ens første tanke da også være at finde en psykolog.

Heldigvis er de sjældent langt væk, de jager ambulancer, som i ældre tid sagførere. Livet er kort sagt en krise, der kræver hjælp.

Skal man skide, skal det være med autoriseret papir. Det er altså meget vigtigt at være autoriseret og garanteret og eksamineret uskadelig.

Når vi så har fået vores år - lad os sige for incestofre med sukkersyge - går forlagene i gang med at finde en forfatter, det, der i fagsproget hedder en dummy. I det foreliggende tilfælde gælder det altså om at finde en diabetiker med store bryster.

Bøger sælges af aviser, dog ikke af anmeldelser, som ingen læser, og næppe heller nogen længere skriver. Og det er nu ærgerligt.

Som vi ved fra TV, er der ikke ret meget i denne verden, der er sjovere, end når folk gør sig til grin, og at se en kritiker med et ordforråd på 5.000 ord forsøge at stave sig igennem en bog skrevet af en forfatter med et på 50.000, har altid made my day. Næ, nu er det omtalerne, det gælder, og enhver, der nogen sinde er blevet interviewet, ved, at her er det historien, ikke bogen (som det aldrig kunne falde journalisten ind at læse) det handler om.

Det, det drejer sig om, er altså at finde en forfatter med en vis udstråling, hvilket oversat til dansk vil sige, at det er åbenlyst for enhver, at vedkommende er dum som et bræt. Også dem kender vi fra TV-udsendelser som BESTSELLER (programmets titel siger vist alt) hvor det ganske åbenbart er et problem, at interviewet er på tyve minutter, og alle den interviewedes interessante synspunkter tilsammen umuligt kan udfylde mere end ti.

Når denne charisma er etableret, går det hele af sig selv. Hvis den ulykkelige begivenhed med en fjern onkel ikke står ganske klart i erindringen, kan forlagets psykolog hjælpe med regressiv hypnose.

Tilbage står så blot for forlagsredaktøren at skrive bogen. I mellemtiden er reklameafdelingen gået i gang med at informere pressen om, hvilket overskud man venter af sit nye fund.

De anmeldere, der ved, at de ikke har en chance for at klamre sig til deres skrivebord, hvis de på nogen måde kan mistænkes for at være kulturpaver, kvitterer med anmeldelser, der svarer til de projicerede salgstal. Som man vil se, fødes digtere ikke, de skabes.

Intet kan være mere patetisk end disse debutanter, der ikke ville kunne skrive en dansk sætning, hvis de blev forgyldt, hvad de naturligvis også bliver i alle tilfælde. Det skulle da lige være dette vidunder året efter, når festen er forbi.

Man skulle ikke tro, at denne udvikling kunne gå videre, men her skal man ikke undervurdere dansk kulturliv. Jeg har således ladet mig fortælle om en nyskabelse inden for litteraturen, som snart vil se dagens lys: Dogmebogen.

Vi ved jo alle sammen, hvad en dogmefilm er: en film, hvor alle involverede er amatører, og her må man sige, at vores egen Lars von Trier genialt har skabt en genre, hvor endelig også Danmark kan være med. Der er ikke noget manuskript, den er drejet med håndholdt kamera (af en fotograf, der åbenbart skal være spastisk lammet) og alle de medvirkende er gymnasieelever.

Man kunne indvende, at denne beskrivelse jo passer på alle danske film, men det nye og fine er som altid, at talentløshed og amatørisme ikke længere er noget at skamme sig over, men tværtimod indgår i definitionen på god kunst. Naturligvis er en Bille Augusts film så dårlige, at man i Cannes og Hollywood kun kan tro, at det er med fuldt overlæg, og dogme-begrebet understøtter naturligvis på bedste vis denne opfattelse.

Det er lidt henefter Dreyers tonefilm, hvor alle taler med halv hastighed, fordi instruktøren havde glemt, at han nu kørte med 24 billeder i sekundet. Denne innovation blev uhyre populær blandt europæiske såkaldte filminstruktører, for hvad der går langsomt, er jo velovervejet og derfor vigtigt.

De mest kunstneriske film er dem, hvor der overhovedet ikke sker noget som helst. Hvis der skal ske noget, skal det i hvert fald være stunts, for det er i det mindste noget, folk forstår - de mest populære programmer er sammensat af optagelser af børn og dyr, der kommer alvorligt til skade.

Det største problem for gennemsnitsdanskeren, når lille Brian bliver totalskadet, er således, at videokameraet netop den dag var til reparation. Det med stunts skal man naturligvis ikke tage for alvorligt, det er meget billigere og mere virkningsfuldt, hvis aktørerne virkelig bliver slået til lirekassemænd.

Så behøver de jo heller ikke at agere, hvilket er uægte, og dertil umuligt for en dansk skuespiller. Det, man nu kan forestille sig, er en dogme-bog.

Den skal naturligvis ikke være skrevet af en forfatter - en sådan ville nok også være vanskelig at opdrive - og forlagsredaktørerne, hvoraf nogle både kan læse og skrive, er selvfølgelig også ude af betragtning. Trykning og distribution kan foregå over nettet, endnu en af vor tids kulturelle velsignelser.

Vi skal dog heller ikke tro, at vi har opfundet alting. I min ungdom var der således såkaldte sub-pub-forlag, hvis produkter blev solgt - nåja, udbudt til salg - i særlige bogcafeer.

Dengang var det pinligt, hvis man ikke som femogtyveårig havde udgivet mindst en digtsamling. Vi var alle sammen overbeviste om, at vi snart ville blive berømte.

Det var der dog ingen af os, der blev, men jeg blev da i det mindste berygtet. Med lignende forhåbninger kaster vor egen tids nørder sig over nettet, for der kan alle jo læse en, bortset fra, at ingen gør det.

Alle taler, ingen lytter. For mig at se er denne elektroniske losseplads det rigtige sted, ikke blot for dogmebogen, men for hele den samtidige danske litteratur.

Så mangler det bare, at nogen slukker. Måske - engang om meget længe, når strømmen går - vil nogen atter sidde i solskinnet med en bog, som er en digters udtagne hjerte.

Der vil ikke være nogen kulturdage eller kulturnætter, kulturministerier eller kulturorganer, kun Ham og Bogen. Men inden da skal vi nok ligesom H. C. Andersen gruelig meget ondt igennem.

For spøg til side er, hvad end neorindalisterne fortæller os, kultur hverken smørrebrød eller bordtale. Den er den stemme, der taler til os, når vi har meget praktisk har glemt vores menneskelighed.

Hvad det betyder således at miste sin sjæl, kan ingen borger i det moderne danske samfund være i tvivl om, et samfund, hvis regering og herskende klasse, hvis ikke den havde legaliseret sig selv, kun kunne betegnes som forbrydere. Som har stjålet, voldtaget og myrdet vores land ved at forvandle det til en forretning, hvis eneste ansvar er over for den procentdel, der har aktier i den, et lydrige i den amerikanske globale politistat, og som, hvis den ikke bliver standset, vil sanere den danske befolkning og dele den op i lønmodtagere og organdonorer.

Det er den storm, de socialdemokratiske vindmagere har høstet, som ikke forstod, at menneskelighed er ånd. At vi ikke behøver at frygte nogen bevidst ondskab, men kun den bevidstløse accept af umenneskeligheden.

Nazisterne, vores egen højrefløjs illustriøse forgængere, kom heller ikke til magten ved intelligens, men i kraft af mennesker, der netop ikke havde intelligens og fantasi til at forestille sig de lidelser, deres endeløsninger påførte deres medmennesker. Mennesket har ingen andre modstandere end analfabeterne, de dumme moralske mennesker, der i deres uendelige danske - somme tider er det svært at finde et værre skældsord - selvtilfredshed foragter tilflyttere, der havde en kultur, mens de selv kravlede rundt i træerne, det socialdemokratiske ideal.

Jeg kommer ikke meget ud - måske begynder De at forstå, hvorfor: Jeg er den trettende mand til bords. Men lad mig endelig ikke ødelægge den gode stemning, som Edward Grey gjorde, da han i 1914 spåede: "The lamps are going out all over Europe; we shall not see them lit again in our lifetime."

Mine damer og herrer, jeg trækker mig tilbage. Lysene går ud over Danmark.

God kulturnat - det er nat med kulturen! Dybt godnat.