På kanten af racismeparagraffen

 

Nu tales der igen om at ophæve den såkaldte racismeparagraf, og her er jeg helt enig. Jeg synes, det er et problem, at racespørgsmål ikke kan diskuteres i indvandrerdebatten, især sådanne, som har at gøre med racehygiejne og danskernes videreeksistens som nation.

Der er jo forskel på os og de fremmede, en forskel, der går dybere end hudfarven. Ikke mindst er vi længere fremme på det medicinske område, hvilket bl. a. betyder, at børnedødeligheden er lavere.

Dette er naturligvis glædeligt, men har som bekendt også nogle uheldige konsekvenser. Medfødte svagheder videreføres, og racen forringes, med allergibørn, osv.

Især går det ud over de mandlige kønskarakterer, der åbenbart er mere sårbare end de kvindelige. Vi får så den typiske danske mand, som begynder at blive tynd i toppen som trediveårig, på hvilket tidspunkt konen som regel skiller sig af med ham, resulterende i endeløse retssager om forældremyndighed og samkvemsret, idet han som regel er lige så interesseret i børnene som moderen.

Dette er selvfølgelig tiltalende, men som bekendt falder sædkvaliteten på et tidspunkt så meget, at han ikke længere er forplantningsdygtig. Her kunne vi have glæde af indvandrerne, som i stedet for at være et problem kunne bruges til at imprægnere de danske kvinder.

Man kunne så i første generation forestille sig en befolkning bestående af lige dele danskere og indvandrere, og i næste en sund blandingsrace. Det gælder det danske folks fremtid!