Nyt TV-program

 

Det populære program "Robinson-Ekspeditionen" synger som bekendt nu på sit sidste vers. Seerne skal dog ikke fortvivle, idet det forlyder, at optagelserne allerede er begyndt til aftageren, "KZ-Opholdet".

Programværten bliver den samme, idet han dog denne gang sekunderes af en kollega fra quiz-programmet "Det svageste led" under navnet Ilse. Igen kan vi love, at deltagerne både vil blive pint og sultet, hængt op i benene, fodret med levende insekter og deres egne ekskrementer, og alle de andre nye sportsgrene, vi er blevet vant til at følge til aftenkaffen.

Dagspressen har efter sigende allerede afsat halvdelen af nyhedssektionen til de spændende rapporter, gensidige injurier, nøgenbilleder af de karismatiske stjerner, osv. Ikke blot vil der igen blive masser af nærbilleder af nervesammenbrud, allerede det første afsnit byder på et fuldbyrdet selvmord, og man har denne gang lagt stor vægt på, at vi ikke på forhånd ved, hvem der dør.

Vi må nok erkende, at den tid er forbi, hvor vi blev tvangsindlagt til verdensfjerne film og udsendelser om krig og hungersnød, i mange tilfælde uden ordentlige close-ups af ofrene. Nu er det Reality, der er sagen.

Det er således langt mere end underholdning, og alle medlemmer af regeringen burde kigge med. Så tror jeg måske, de vil indse, at man med baggrund i den danske folkekarakter ikke behøver at være slet så tilbageholdende, når det gælder den fulde implementering af det aktuelle systemskifte. Et privatiseret politikorps ("Tæskeholdet"?) rekrutteret fra de samme motionsinstitutter, hvor man finder supermarkedernes sikkerhedsvagter, kunne skabe tryghed ved at afpatruljere gaderne og uddele muntre spark til fremmede og hjemløse, der så måske ville opdage, at de ikke var velkomne, og dermed blandt andet løse det påtrængende indvandrerproblem - det er som bekendt blevet gjort tidligere med stort held.

Det ville alt i alt hænge fortrinligt sammen med vores særlige måde at hygge os på hertillands. Det er bare så Dansk!