Is thy Union here?

 

Mennesket behøver guder. Når de gamle dør - som guder gør - er man således nødt til at finde på nye. I min barndom havde vi den medicinske videnskab, rumraketten, "vor ven" atomet og FN. I et krigstræt og krigshærget Europa var de gamle drømme om national ære meget naturligt blevet erstattet af en higen efter business as usual.

De "store mænd", som havde skabt disse drømme, sad nu som fangede tyve i Nürnberg. De var de ansvarlige, og man udelukkede ikke, at andre af slagsen kunne tvinge verden ud i nye forsvarskrige - det var dengang, det blev skik at kalde statsoverhoveder forbrydere, hvilket ville være helt fint, hvis det kunne slå igennem. Løsningen var derfor meget nærliggende at oprette en politistyrke. En sådan Pax Romana er, som navnet siger, naturligvis ikke nogen ny tanke.

Ideen er, at det er vanskeligt at blive uenig med sig selv, så hvis kun en part har virkelig magt, må freden dermed være sikret. Napoleon og Hitler havde den samme drøm, og de beundrede begge Cæsar, som så op til Alexander. I virkeligheden skal vi mindst tilbage til den første ægyptiske farao Narmer, der som bekendt "samlede riget". Det gjorde han, som det fremgår af mindesmærket, med en kølle.

De stratenrøvere, der havde installeret sig som krigeradel og lod sig forsørge af de bønder, de "beskyttede", skulle jo også have noget at tage sig til, og angreb er som bekendt det bedste forsvar. De sloges så om at gøre hinanden skatskyldige, og dermed var drømmen om verdensfreden sådan set skabt. En anden samfundsklasse, som de modstræbende have banet vejen for, og som siden skulle erstatte dem som herskende klasse - købmændene - vejrede ved samme lejlighed morgenluft. Vejene var pludselig blevet sikre, og kulturen bredte sig i den udstrækning, den var salgbar.

Det lykkedes dog aldrig helt at skabe den forenede verden, det nærmeste, man kom til det, var dannelsen af blokke, som i sidste ende blot var en del af oprustningen til den næste krig. Vi ville aldrig være kommet i krig, hvis det ikke var for de forsvarsalliancer, vi tilhører. Her må man imidlertid tage højde for endnu et fremskridt: Demokratiet. I det gamle Rom hed det brød og skuespil.

Folk måtte ikke blive for sultne, og de måtte heller ikke kede sig. I dag stemmer vi. Vi kan naturligvis kun stemme på folk, vi har hørt om, og vi kan kun høre om dem, hvis Kapitalen - købmændene - sponsorerer dem. Det er ikke underligt, at de folkevalgte bliver chokerede, når dette idiotsikre system alligevel en gang imellem svigter, så valgresultatet bliver forkert.

Problemet er dog ikke så stort, så længe vi har check på højttalerne - også her er Hitler den store foregangsmand. En befolkning med en prop af bordtaler og salmesang i øregangene vil aldrig undre sig over fredsbevarende soldater eller afstemninger, der må gå om, fordi det første resultat var utilfredsstillende for regeringen. At folkeafstemninger er lige så forældede og upraktiske som grundloven, og snarest muligt bør afskaffes, kan vist heller ikke undre nogen - alt taget i betragtning. Det afhænger naturligvis i høj grad af en ansvarlig presse, der i det taktisk rigtige øjeblik kan afsløre indvandrere som voldtægtsforbrydere og demonstranter som ballademagere. Somme tider behøver vi ikke engang anlægge en rigsdagsbrand, blot vi behersker loven om tryk og modtryk, kan forhindre befolkningen i at opdage trykket og dermed gøre modtrykket til meningsløs og vilkårlig terrorisme - noget hen efter den meningsløse, statsfjendtlige og landsforræderiske sabotage under besættelsen.

Fortvivlelse avler vold, tilslør fortvivlelsen, og du har en aggressor. Den vestlige verdens besættelse af den islamiske er jo et korstog, ligesom når en synligt forarget Hitler ilede trængte kompatrioter til hjælp i Polen. Man kunne jo se, hvor vred denne ejegode landsfader var. Selvfølgelig kan man indvende, at angreb på suveræne stater uden krigserklæring og bombning af civile mål rent juridisk er krigsforbrydelser, men hvad betyder jura over for moralsk pligt, manifest destiny, Lebensraum og Menneskerettigheder? Bombningen af World Trade Center var et veltilrettelagt kup af det amerikanske udenrigsministerium, og de behøvede ikke engang at involvere CIA. Det er diplomati!

Også demokratiet kræver imidlertid en Leviathan, som så mange som muligt bør være underordnet. Dette sikrer nemlig, at beslutningerne bliver taget så langt væk fra vælgeren, at de med god samvittighed kan se bort fra hans behov. Idealet er således, at det afgøres i Bruxelles, om Olsen i Kerteminde skal have lov til at male sit plankeværk grønt. Den populære Lighed for Loven fejrer hermed nye triumfer af absurditet, idet man kan påtvinge folk i andre lande at fiske med traktor og pløje med kutter.

Kulturen bliver således lieret som kulturelt særpræg - hvad danskerne, hvis kulturelle særpræg er MacDonald og dårlige kopier af dårlige amerikanske TV-programmer, selvfølgelig kan være ligeglade med. At folk skulle finde deres egne behov og alliere sig med en håndfuld mennesker, der deler dem, er naturligvis kun til at smile ad. Hvordan vil de få coca cola? Hvordan skal vi få solgt vores coca cola - og så ramler Jahves tempel!

Hvordan skal de bære sig ad med at komme med i den næste krig? Nej, vi må stå sammen om vore ledere i denne for vort land. Kun de kender vore behov og ved, hvad der er bedst for os. Vi er jo nemlig alle sammen mennesker og har alle sammen de samme behov, som politikerne og sodavandsfabrikanterne er der for at opfylde.

Så at blokere færdselsårerne er decideret dårlige manerer, og der vil blive slået hårdt ned. Gadeuorden kalder man det, og det er jo i sidste ende også, hvad det er. At påstå, at disse demonstranter repræsenterer befolkningen, ville være som at sige, at regeringen gør det! Befolkningen sover. Og hvad der vil ske, hvis den nogen sinde vågner rigtig op, har selv jeg ikke lyst til at tænke på ...