Nyt på enw.dk

 

Vi har valgt at aftrykke følgende korrespondance, som muligvis vil være af interesse for besøgende på enw.dk:


Hr. Erwin Neutzsky-Wulff

Jeg så i Politiken under Bibliomanen, som jeg altid læser, da jeg finder, det er en ung mand med fornuftige synspunkter, en henvisning til deres "tegneserie" Lawman, og jeg må indrømme, at jeg blev glædeligt overrasket: For en gang skyld et "kunstværk", der ikke forherliger forbrydere eller markedsfører landsskadelige ideer, men som tør tackle vigtige samfundsproblemer og afsløre deres bagmænd, og som bakker op om kulturværdierne og den folkevalgte regering. Jeg håber, rigtig mange unge vil læse denne serie, så de varer sig imod diverse folkeforførere, inden de kommer ud i noget, de slet ikke kan overskue konsekvenserne af.

Det kunne måske også tænkes, at seriens saglige fremstilling af den udenrigspolitiske situation kunne få nogens øjne op for den opgave, Det Danske Forsvar har, når det gælder om at opretholde verdensfreden. Derimod må jeg indrømme, at min sympati for de såkaldte "søndagssider" kan ligge på et meget lille sted.

Her finder man i rigt mål det åndshovmod og den foragt for Folkeviljen, som er reglen for denne type publikationer. Det kan jeg slet ikke få til at passe sammen med seriens i øvrigt fornuftige linje.

Med Højagtelse

Oberst Folke S. Dyhre


Kæhre Oberst!

De har naturligvis fuldkommen ret. Vi fik begge dele gennem et firma, der kalder sig "Zeeba", og måtte ligesom De konstatere, at søndagssiderne slet ikke holder seriens i øvrigt høje standard. Det er bestemt ikke den slags subversiv propaganda, vort land har brug for i disse for vort land.

Da vi imidlertid ikke for nuværende råder over noget materiale at erstatte dem med, foreslår jeg følgende: Hvad om De, Oberst Dyhre, udfyldte denne plads med en ugentlig kommentar til ind- og udenrigspolitiske begivenheder? De unge, der daglig følger med i Lawman, ville så en gang om ugen blive præsenteret for en mere tilbundsgående analyse. I håb om snarlig refleksion forbliver jeg

Deres Ærbødige

Erwin Neutzsky-Wulff


Kære Neutzsky-Wulff!

Jeg må tilstå, at jeg føler mig både smigret og fristet af Deres tilbud. Jeg skriver af og til for Berlingske Aftenavis - dog under pseudonym - så jeg er ikke helt uden erfaring. Det kulturudvalg, hvor jeg sidder, tager dog al min tid indtil 23. februar, hvor jeg altså vil være i stand til at tiltræde bemeldte stilling.

Deres Forbundne

Oberst Folke S. Dyhre

Gud Bevare Danmark!