Obskuriøst

 

Lortet skal sælges - det gælder bøger og film ligesom andre varer. Om man er kendt eller mindre kendt, skal der stå en mindre hær parat for at føre ens produkt sikkert frem til "forbrugeren". Eller? Helt uden for denne maskine står fanzinet.

Skrevet og udgivet af fans (læs: engagerede læsere og biografgængere) kommer det måske ofte ikke stort videre end til nabo-fanzine-redaktøren, men det siger skæve ting om skæve bøger og film - altså oplysning i ordets bedste betydning. Når disse publikationer er bedst, er de ren fryd. At sidde og læse om en film, man engang har set eller ikke har set eller i det mindste var overbevist om, at ingen andre havde set, er både nostalgisk og pirrende, især fordi det med garanti er en film, der er et eller andet pragtfuldt galt med - budgettet var for lille, effekterne for messy, pigerne for bare. Når de er bedst, ja - og det er de, når man sporer redaktørens og skribenternes omhu, udsprunget af en oprigtig kærlighed til det, de beskæftiger sig med - hvilket vel i grunden gælder alting.

Ikke at tage sig selv højtideligt er nemlig ikke det samme som ikke at gøre sig umage, hvad enten det gælder at finde film, som man kan sige noget fornuftigt om, eller at slå op i retskrivningsordbogen, så resultatet af ens anstrengelser kan læses. Og først og sidst - det sværeste af alting - ikke at skrive blot for at skrive. Danskerne er et skrivende folk. Blot forfatterforeningerne har tusinder af medlemmer, og den hyppighed, hvormed læserbrevskribenter underskriver sig med Forfatter, får en til at mistænke, at man med god samvittighed kan i det mindste tidoble dette antal.

Næppe mere end et hundrede stykker udkommer regelmæssigt. Man kan ikke lade være med at føle, at der må være flere, hvis mening om dit og dat var værd at høre. Enhver, som har anmeldt film professionelt, kender scenen: Tolv kritikere med kaffekopper, næppe vågne, til forpremiere på en film, de SKAL sige noget om, helst kort og morsomt. Hånden på hjertet: Hvis anmeldelse af f. eks. en horror movie vil du helst læse, kritikerens med en generel afsmag for og total uvidenhed om genren, eller entusiasten, som elsker den film og ved alt om dens tilblivelse? Det er mig en gåde, at de store dagblade overbebyrder blaserte anmeldere i stedet for at uddelegere specielle film til specielle connaisseurer.

Når der rent faktisk findes folk, der har gjort et livsstudium af Argento, hvorfor h...... så lade hans sidste film anmelde af en person, der aldrig har hørt om den, og meget hellere vil skrive en afhandling om "Cykeltyven"? Eller værre: En pensioneret disc jockey, som kun kan citere pressemeddelelser? Vel, indtil de bliver klogere, har vi diverse filmzines, hvis kvalitet naturligvis er svingende. Mange er - ret skal være ret - fyldt med referatstile.

Det kan selvfølgelig være rart at vide, hvad en film handler om, inden man eventuelt erhverver den - til en vis grad. Den gode anmeldelse lader os ane, om vi vil synes om denne film - ganske uanset om anmelderen gør det - uden at få os til at føle, at vi har set den. Det gør den ved at slå ned på en scene, en skuespillerpræstation, idet den samtidig forsøger at sætte filmen ind i en sammenhæng: Genre, nationalitet, instruktør. En anmeldelse af typen: Og så var vi nede hos Ole og så en film, der handler om to piger, der går ude i skoven, og så kommer der en vampyr - og så videre frem til den bitre ende - kan jeg personligt ikke bruge til ret meget.

Og så er der "Obskuriøst", et lille blad, der indtil videre er kommet i fire numre. Af titlen fremgår sådan set, hvad det handler om, obskure og kuriøse film.

Det kan være italienske sandalfilm, europæiske gysere, britiske cult horror actors eller gamle TV-serier. Noget af det interesserer mig ikke en døjt (men sikkert andre) andet vækker søde minder.

Det afgørende for mig er imidlertid, at dette er læselige, gennemresearchede artikler, krydret med personlige reminiscenser på en måde, der gør, at de aldrig bliver sterile opremsninger. Det første nummer indeholder en artikel om videoudlejningens barndom, der vil gå enhver til hjertet, som erindrer de gamle betamax-bånd med mystiske titler som "The Blood-Spattered Bride".

Ved læsningen af artiklen om German Horror i nummer to gik mine tanker uvægerligt tilbage til Edgar Wallace's samlede værker i tressernes Vester Bio, mens nummer tre fik mig til at mindes Christopher Lees altid meget erotiske tyske og italienske film. Nummer fire var for mig personligt et overflødighedshorn: Quatermass OG Dr. Who samt et nostalgisk tilbageblik på halvfjerdsernes veritable underskov af science-fiction fanzines.

Og så er Henrik Larsen, som udgiver bladet, selv om han selv skriver fortrinlige artikler, REDAKTØR og ser det først og fremmest som sin opgave at samle interessant materiale (jeg bidrager selv i al beskedenhed til nummer 5). De første fire numre koster 30,- pr. stk. - nummer 5 bliver tykkere og derfor nok også dyrere - og kan (muligvis stadig) erhverves ved henvendelse på

obscurious@hotmail.com