Åbent brev til Carsten Agger og Jakob Stensgaard

 

Jeg har i den forløbne uge modtaget henvendelser fra to gamle Fakkel-medlemmer, som mere eller mindre implicit foreslår at lade "by-gones be by-gones". Dette tilslutter jeg mig gerne, dog i det sidste tilfælde med visse forbehold.

Carsten Agger var en af dem, der valgte at blive på Faklen efter bruddet, idet han altså stort set accepterede Runes version af det passerede. Da han aldrig nogen sinde tilhørte den indre cirkel, kunne han naturligvis heller intet vide om den.

Carsten gør således opmærksom på, at han generelt har den største respekt for undertegnede, og at kritiske indlæg fra hans side ikke afspejler noget "gammelt nag" (hvis dette referat ikke er loyalt, må han protestere). I dette tilfælde kan jeg svare med et helhjertet no hard feelings, hvad jeg da også gjorde.

Noget anderledes forholder det sig imidlertid med Jakob Stensgaard. Jakob tilhørte den absolutte inderkreds, han var med fra begyndelsen og ved præcis, hvordan styringen af bladet var.

Nu bladet er gået i graven, vil han tilsyneladende igen gerne være min kampfælle, anbefale mine værker, bruge mine tekster, etc. Disse er naturligvis til nogenlunde fri afbenyttelse for enhver, men hvis jeg forstår og kender ham ret, ønsker han også min respekt. Alt dette kunne forekomme at være en sag mellem mig og de to herrer, men andre kunne jo have tilsvarende problemer.

Jakob Stensgaard titulerer, som det vil fremgå af hans udgydelser, gerne sig selv som "kriger" og taler i overensstemmelse hermed meget om ære. Jeg føler det derfor som hans gamle mentor som min pligt at gøre opmærksom på, at han, som sagerne står, naturligvis er ganske æreløs.

Da Faklen gik ind, var det Rune meget om at gøre at nedtone min del i foretagendet. Dette er naturligvis forståeligt af mange grunde.

Hvis bladet skulle fortsætte uden mig, kunne det eventuelt være utaktisk at røbe, at det på en måde var mig. Derudover ville den noget særegne styreform uvægerligt lede tanken hen på en sekt.

Endelig var han vred, så vred, som folk nu er, når de føler sig svigtet. Da jeg prøvede så diskret som muligt at forklare den rolle, jeg havde spillet, blev jeg stemplet som gal i en hadefuld smædekampagne.

Efterhånden som kendsgerningerne kom på bordet, forlod man den grove fordrejning til fordel for den lodrette løgn. Dette nødvendiggjorde naturligvis atter, at jeg med min diametralt modsatte version blev stemplet som løgner.

So what's the big deal, vil nok mange sige. I den slags sager er alle fulde af løgn, og det ved alle.

Problemet er, at jeg altid lagde vægt på, at min fremstilling var pinligt korrekt, både i detalje og tendens, med et gammelt ord: Sand, igen ud fra åbenbart antikverede æresbegreber. Når man som jeg aspirerer til professionelt sandhedsvidne, er det - I'm sorry - ikke nogen trivialitet at blive kaldt en løgner, og vel at mærke ikke generelt, men i en konkret sag, og af mennesker, der rent faktisk ved bedre.

Så nej - it isn't over, og vil ikke være det, før Sandheden får den samme spalteplads som Runes historie. Naturligvis forstår jeg godt det ubehag, man føler, især hvis man har været perifert involveret.

Det er den samme "træthed", den tyske befolkning føler, når man nu igen skal høre om krigsforbrydelserne. Samtidig må man imidlertid forstå, at det at foreslå en mand, der er blevet udsat for ærekrænkende påstande, som aldrig er blevet endegyldigt og uimodsigeligt modbevist, at han skal "se at komme over det" i stedet for at blive ved med at "rippe op i det", er en topmålt sjofelhed.

Det betyder ikke noget, at ingen længere fæster lid til eller interesserer sig for disse historier. Det er naturligvis almindelig mediepraksis at slå løgnen stort op (at pressen i dette tilfælde stort set valgte at trykke løgnen og sandheden side og side, er for så vidt ligegyldigt, når sidstnævnte ikke fremtrådte som korrektion) og lade dementiet udgøres af glemslens slør.

Af ovenstående årsager er dette ikke tilfredsstillende for mig. Denne historie er (desværre) evigt aktuel, indtil den bliver utvetydigt dementeret.

Jeg kan garantere for, at jeg heller ikke ser frem til at blive svinet mere til af Rune & Co. But it can't be helped: "He that filches from me my good name robs me of that which not enriches him", for nu at citere en af Jakobs yndlingsforfattere. Dette navn er ikke popularitet - God forbid - men at ingen tiltror en noget, der er imod ens natur.

Derimod vil jeg ligesom andre gerne se en ende på det, man må bare acceptere, at der for mig kun kan være en mulig sådan. Så hvis Jakob Stensgaard stadig vil være "ridder" og ikke en nidding, som det vist hedder i fagsproget, har han kun en ting at gøre: At gå til bekendelse og at gøre det, så det kan høres.

Men er Information eller en anden stor avis da stadig interesseret i historien om en af halvfemsernes ikoner? Jeg kan kun svare, at hvis de ikke er det, er JS fucked.

Naturligvis var der megen intimitet i Faklen, som må siges at tilhøre privatlivets fred. Disse excesser er der - skønt de naturligvis i nogen grad forklarer den noget specielle kommandogang - heller ikke efter min mening nogen grund til at komme ind på.

For mig er det tilstrækkeligt, at det fremgår, at jeg enevældigt traf alle beslutninger på Faklen. Dermed har jeg fået æren for noget, der trods alt repræsenterede en daglig indsats over en årrække, og hvad der er vigtigere, det vil fremgå, at jeg hele tiden har fortalt sandheden.

Jakob kan svare, at det vil skade Rune og hans "parti", og jeg må tilsvarende sige, at intet projekt kan i længden bygge på en løgn. Også for Rune ville det nok i sidste ende være en slags lettelse at komme ud af skabet.

I den guldalder, som Jakob Stensgaard så gerne vil leve i, var begreber som ære, genoprejsning og soning realiteter. Hvis han mener noget som helst med noget af dette eller har nogen form for selvrespekt i behold, vil han vide, hvad han skal gøre, og at dette ikke er et debatoplæg. Indtil han er vendt tilbage til sandheden, kan han rende og skide med alt sit lort, for så er det, hvad det er, og jeg vil så i øvrigt på det eftertrykkeligste frabede mig yderligere henvendelser.

Erwin Neutzsky-Wulff