Morgen die ganze Welt

 

I modsætning til Klaus Rifbjerg kom jeg et par år "for sent" til anden verdenskrig og besættelsen. Derimod voksede jeg op med myten om den antinazistiske dansker, som jeg, da jeg blev lidt ældre, fandt anledning til at gå efter i sømmene ud fra den samtidige presse.

På dette grundlag virker lighederne med den nuværende situation slående. Også dengang stod en karismatisk leder (som man fik påfaldende travlt med at gøre grin med, da vinden vendte) i spidsen for en tilsyneladende uovervindelig krigsmaskine, som fyldte en med en blanding af gru og beundring.

Truslen fra øst - bolsjevismen - var jo reel nok, og de germanske soldater, som vi delte blod med, blonde og anstændige. Givetvis var det skræmmende med den pludselige forskydning af magtbalancen med de forudseelige geopolitiske jordskælv, men sådan var det altså.

I en sådan situation kunne man egentlig ikke bebrejde regeringen, at den gav pote - i sidste ende var Hitler jo blot en borgerlig politiker i stort format. Man beklagede med andre ord, men var realistisk.

Danmark var, hvad enten man ønskede det eller ej, involveret, en opposition kunne ikke tolereres og kunne i øvrigt kun have de sletteste motiver. Efter krigen blev de "russiske agenter" naturligvis frihedskæmpere, og det viste sig, at mange borgerlige patrioter havde været med i modstandsbevægelsen i indtil flere måneder inden befrielsen, hvilket naturligvis gjorde ethvert krav om et systemskifte eller reelt opgør med samarbejdsregeringen latterligt.

Nu falder igen stat efter stat for de moderne korsriddere, ikke for at skaffe de sejrende aksemagter særlige fordele naturligvis, men for at indføre den Neue Ordnung, som alle pæne mennesker sukker efter i en verden overrendt af banditter og degenererede racer. Man er måske ikke ligefrem for, men det er nok heller ikke så smart decideret at være imod.

Desuden bliver man let til grin - amerikanerne vandt jo, ikke? Ergo havde de ret, og deres kritikere tog fejl.

Så hvad er den historiske morale? Måske mest umiddelbart, at Information eventuelt burde overveje at ændre sin redaktionelle linje. Ellers kan avisen nemlig let risikere at ende, som den begyndte, som illegal presse.