ENWTP (tm)

 

Vi i Vinstrup har naturligvis været meget glade for at konstatere den store interesse omkring vore seminarer, som vi ser som en validering af de Neutzsky-Wulffske teorier. Den store tilstrømning har imidlertid nu fået aktionærerne i ENW A/S til at beslutte at tage det næste logiske skridt, noget, som jeg tror, mange har ventet på.

Det er os således en stolthed og glæde i foråret 2005 at kunne præsentere verdens første ENW THEME PARK. Her kan læsere af vores populære nationaldigter tilbringe en hyggelig eftermiddag med børnene i de mange forlystelser, som man vil finde på nedenstående kort. Her vil man blandt andet kunne se:

1. ADAM HARTS SPØGELSESTOG

Hold på hat og briller, når vi møder alle personerne fra forfatterens populære roman-serie!

2. TETRALOG-PAVILLONEN

Her kan man selv forsøge at tygge sig igennem de fire store romaner fra halvfemserne. Der er præmier til alle, der kommer mere end halvtreds sider ind i en af dem ...

3. EDB-SALONEN

Er du computer-nørd? Så er det her, du skal ind! Her kan du finde historien om, hvordan geniet ENW revolutionerede elektronikken ved at skrive brugsanvisninger til legetøjsdatamater i firserne.

4. SKYDETELTET

Her kan du med darts og luftbøsse efter eget valg skyde til måls efter billeder af folk, ENW ikke kan lide (og som vi derfor heller ikke kan lide). Du kan vælge imellem skydebaner med magistre, anmeldere og teologer, men hvis du har en særlig favorit, er vi sikre på, at du nok skal finde ham her.

5. NEWER AGE-TEMPLET

Ikke alt det pjat med auraer og akupunktur, men i stedet videnskabelige kendsgerninger som transcendens og entiteter. Find ud af, om du er en egnet myste! Af hensyn til besøgstallet er kurserne skåret ned fra to år til to timer, hvorefter et signeret eksamensbevis vil blive udleveret, signeret af Mesteren selv (OBS: indgår ikke i billetprisen, idet der er et mindre ekspeditionsgebyr på 6.000,-)

6. DET MYSTISKE HUS

Raslende lænker og hvinende piske (kun for kvindelige besøgende).

På grund af den forventede tilstrømning bør du allerede nu reservere plads til THE BIG OPENING 1. maj 2005 med bakkanalia, jomfruofring, m. m. m.

Vi glæder os til at se dig i

(THE CHURCH OF) ENW THEME PARK,

TINGHØJVEJ 35

HAVNDAL

(PS. Erwin er vist blevet færdig med DET OVERNATURLIGE. Helena)