Eskapisme

 

Hvad skal vi med en ny enw-hjemmeside, kan man spørge. Og så en betitlet ESKAPISME? Jesper Fontain, som er formand og bagmand, har givet mig first view, og der melder sig umiddelbart en række indvendinger hos mig.

For det første er den meget flottere end enw.dk - hvad fanden bilder manden sig ind? Værre er det imidlertid, at den i modsætning til enw.dk, som er uhyre desorienterende, forekommer decideret informativ.

I forhold virker enw.dk faktisk som det rene sludder, og det synes jeg oprigtigt talt, er lidt groft. Well, live and let live, og hvis der virkelig er nogen, der er interesseret i et klart og professionelt lay-out, smukke reproduktioner af mytologisk kunst, artikler, der giver mening, sammenhængende citater og overskuelige oversigter, så værsgo! Hvis man altså mod forventning skulle være interesseret, (bliv)er adressen

www.eskapisme.dk

Her på enw.dk vil vi naturligvis bestræbe os på at levere den sædvanlige blanding af megalomani og kværulanteri, vandede vittigheder og flabede brevkassesvar, som vi ved, sidens faste klientel af nørder og paranoikere forstår at goutere. En enw-hjemmeside med mening i - vorherre bevares ...

PS: Siden omfatter ligeledes et mindre enw-bibliotek - min forlægger må have været i godt humør den dag, Jesper spurgte ...